Tre bøger om et hul i jorden. Det er, hvad hun synes, vi fortjener, den 73-årige kvinde og hendes gamle tramper af en IBM-skrivemaskine, og det med hullet i jorden skal tages helt bogstaveligt: En hylke er et vandfyldt hul i jorden, og sådan et har givet navn til sognet uden for Skanderborg, Hylke Sogn, som Anna Rasmussen netop har udgivet sin tredje historiske fortælling om. En fortælling, der, som hun selv siger, beskriver det store i det små. Eller som en historiker anerkendende har sagt om Anna Rasmussen: Hun fortæller de gode historier i hovedsætningerne, og så får man den videnskabelige historie i bisætningerne. Fælles erindring Anna Rasmussen har præsteret tre århundreders danmarkshistorie med afsæt i sin egen lille egns brogede skare af gårdmænd og sognefogeder, tumper, røgtere, letlevende kvinder og pukkelryggede daglejere. »Mine bøger handler om mennesker og deres mentalitet. Der ligger fantastiske fortællinger gemt, og jeg har et lille håb om, at jeg på den her måde kan være med til at skabe en fælles erindring, der kan binde folk herude sammen«. »Også når vi nu alle samles i store kommuner«, siger hun og tilføjer med et skævt smil: »Og når man skriver om Hylke Sogn, så har man materialet i fred. Det er ikke slidt af andre historikere ...«. Ribbet for institutioner Oprindeligt ville den vestjyske kvinde have været journalist, men det ville hendes far ikke høre tale om. I stedet gav hun sig til at læse sammenlignende litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, et studium, der efter tre år blev afbrudt af bryllup og børnefødsler. I 1962 flyttede familien Rasmussen med tre børn ud i en nedlagt skole på landet uden for Hylke, hvor Anna fik arbejde på biblioteket. Fra sin observationspost oppe på randen af det østjyske bakkedrag blev hun vidne til, som hun siger, »et sogn, der blev ribbet for samfundsinstitutioner« i takt med, at posthus, mejeri, jernbanestation, præst og endnu en skole forsvandt. Aktørerne i dramaet om landsbydøden spadserede selv ind på scenen med handling og indhold, både når de kiggede ind på egnsarkivet med billeder og breve hjemme fra dragkisterne, og når de luftede erindringer og anekdoter ved et af »de vidunderlige kaffegilder på gårdene«. En ph.d. i sigte For Anna Rasmussen var det nærliggende at lade den gamle drøm om at skrive tage form. Hun begyndte at systematisere sine optegnelser og finde supplerende materiale på egns- og rigsarkiver. I 1980 kunne hun sætte punktum for sin første bog, 'Hylke sogn i det attende århundrede'. Hun havde ikke forestillet sig et sekund, at der ville være en sjæl uden for de nærmeste plovfurer, der ville gide at læse den, men en dag, da hun som sædvanlig var på arbejde på lokalbibliotekets egnsarkiv, ringede en historieprofessor fra Aarhus Universitet: »Han var tilfældigt faldet over bogen og havde læst den, og han sagde, at hvis jeg kunne lave en mere af samme kvalitet om det 19. århundrede, så var han næsten sikker på, at han kunne garantere mig en ph.d.«, fortæller Anna Rasmussen. Den gamle IBM blev på ny rullet ind foran havedøren i spisestuen, og Hylke fik sin første akademiske afhandling om sig selv, mens den lille, spinkle kvinde fra landet lige så stille nuppede sig en licentiatgrad. Ligestillingens historie Nu foreligger bind 3. En århusiansk politiker skubbede Anna Rasmussen i gang igen, efter at hendes mand for et par år siden døde, og hun var blevet alene med katten, cigaretterne og de mange bøger af Goethe, Grass, Beauvoir og Branner. Også i det sidste bind af den østjyske danmarkshistorie er det menneskeskæbner, der er i centrum. Når Anna Rasmussen skriver om ligestillingens historie, gør hun det ved hjælp af et møde i Hylke Brugsforening, hvor der ifølge mødeprotokollen »var røster fremme om afstemningsret for foreningens damer«. De dybe sociale skel i bondesamfundet er skildret gennem beretningen om 'den lille adel', der gav den som byborgere og arrangerede sejlture på Skanderborg Sø med stråhatte og bindeslips, mens husmændene slæbte vand op fra fjerne pumper, og fattigfolk forsøgte at undgå Fattiggården - også efter at kommunen havde prøvet at pynte på realiteterne med navnet 'Kommunegården'. Den traktor, der knirker hen over siderne på sine jernhjul i 1940, overflødiggør ikke bare hestehold, fodermestre, forkarle, tjenestepiger og daglejere. Den fortæller om strukturudviklingen på landet. Og på lydsiden krydrer Anna Rasmussen med »Stats-Peter på violin og Snedker-Jens på fløjte« samt ved særlig festlige lejligheder den »klaverspillende dame fra Hovedgård«... Nabohistorier Inden Anna Rasmussen flyttede til Hylke for over 40 år siden, blev hun advaret imod den stride folkesjæl herude. Tonen mellem dem fra stationen og dem fra kirkebyen kunne være uforsonlig. Men gamle bondefamilier og sæder er under opløsning, og i dag har Hylkefamilierne haft succes med at få genåbnet landsbyskolen ved at stå sammen. Anna Rasmussen sidder lidt på afstand af det hele og uden en nabo i sigte fra de sprossede skolevinduer. Men de er der, naboerne, og ganske som i de gode, gamle dage på gårdene har de første mange været forbi og tilbudt deres hjælp, siden sneen begravede hendes bil før nytår. Og når de så alligevel er der, kan det jo være, at de har en god historie at fortælle ...