»Man vælger ikke selv, hvem man skriver for«. »Man skriver bare de historier, man gerne vil skrive, og mine henvender sig til store børn«. »Jeg har vist aldrig skrevet for læsere, der er ældre end 17-18 år. Jeg kan godt lide teenagere«. »I den alder er man mest entusiastisk og idealistisk. Alt er meget intenst«, siger forfatteren Catherine Fisher. International succes To af hendes nyeste bøger er udkommet på dansk inden for det seneste år. 'Oraklet' og 'Månens Bjerge' er de første to bind i en fantasytrilogi om den unge pige Mirany, der både kæmper mod onde, magtbegærlige mennesker og mod sin egen frygtsomhed. Især i begyndelsen af trilogien er Mirany en sky og usikker pige, som sin unge alder til trods er blevet udpeget til at være en af præstinderne i et hierarkisk, kvindeligt præsteskab. 'Skorpionens Orden' er den samlede titel på den roste trilogi, der er oversat til cirka 15 sprog og er blevet Catherine Fishers internationale gennembrud. Frygten for gentagelser Inden 'Oraklet' udkom, havde hun allerede skrevet et dusin romaner for større børn. Men den store skriveerfaring betyder ikke, at hun får lettere og lettere ved at fortælle en historie. Tværtimod. Det bliver sværere for hver bog, siger hun: »Med tiden bliver man mere ambitiøs, og med alderen bliver man mere selektiv med, hvad man har lyst til at se på tryk«. »Da jeg begyndte at skrive, ønskede jeg mig først og fremmest bare at få en bog udgivet. Senere kom frygten for at mangle ideer og gentage sig selv. Man er aldrig bedre end sin sidste bog«. Fire kasserede forsøg Catherine Fishers første bog blev aldrig udgivet. Det gjorde den anden, tredje og fjerde heller ikke. Fire utrykte romaner havde hun bag sig, inden hun skrev en fortælling, som et forlag var interesseret i. »Jeg var begyndt at skrive allerede som 11-årig. I de første mange år skrev jeg digte. Jeg kunne lide at manipulere med ord og arrangere ord. At lege med sproget«. »Først da jeg var 19 eller 20 år og gik på college, begyndte jeg at skrive fiktion. Dengang troede jeg, at det var let. Jeg tænkte: bare giv mig papir nok, så skriver jeg en bog. Men så let går det ikke«. Det meste af sit liv har Catherine Fisher boet i den sydwalisiske by Newport, hvor hun stadig bor. Mens hun var teenager, var nogle af Storbritanniens fantasyforfattere hendes yndlingslæsning. Alan Garners romaner med deres mange dialoger og beskrivelser af nordengelske landskaber nogle af favoritterne. Også Robert Lewis Stevensons historier var hun begejstret for: »Jeg elskede hans måde at fortælle på. Hans handlinger fungerer så godt, og så kan han noget særligt med sine personer. Long John Silver fra 'Skatteøen' er en fantastisk karakter. Man kan lide ham, selv om han er ond. Mens man læser, ved man, at Long John Silver ikke ville tøve med at skære halsen over på en, hvis man mødte ham. Alligevel er man vild med ham. Den type karakter fascinerer mig«. Magt kan misbruges I Catherine Fishers egne bøger er personerne heller ikke forsimplede. Mirany fra 'Skorpionens Orden' udvikler sig fra at være den sky tempeltjenerinde til at blive mere sikker på sig selv. En umiddelbart ubehagelig type som den fordrukne, tunge, vrede Oblek viser sig at være uundværlig i det godes kamp mod det onde. Den kamp er et tema i den meste fantasylitteratur og altså også i 'Skorpionens Orden'. Derudover handler trilogien meget om magt. Både spirituel, religiøs og politisk magt, siger Catherine Fisher: »Bøgerne er en udforskning af magt og tro og af sammenhængen mellem de to ting, og derved handler de også om politik. Hvis nogen påstår at vide, hvad en gud siger, så er det en fortolkning af gudens stemme, og så kan vedkommende blive meget magtfuld. Magt kan misbruges. Hvordan forhindrer man misbruget? Det var interessant for mig at undersøge i en fortælling, hvor troen og magten er lagt i hænderne på et præsteskab. I det her tilfælde et præsteskab bestående af kvinder, som bestemt ikke alle har godt i sinde. De er en blandet flok«. Operalske passager To katte, en masser plader og en udsigt til haven er de tre vigtigste ting, Cathrine Fisher har hos sig, når hun sidder hjemme i sit hus i den sydwalisiske by Newport eller Casnewydd, som waliserne siger. Cathrine Fisher skriver førsteudkastet til sine bøger på landsdelens sprog. I hånden. Hun er forfatter med egen hjemmeside, men den bestyres af en ven. Selv har hun ingen computer. Hun kan bruge et tastatur og skriver også selv sine manuskripter rent, men hun foretrækker pen og papir: »Jeg tegner meget, og jeg kan godt lide at tegne kruseduller, mens jeg tænker over, hvad jeg skal skrive. Det kan man ikke gøre på en computer. Der burde være en krusedulletast på en computer«. »Jeg hører også meget musik, mens jeg skriver. Når det er stille passager, hører jeg stille musik. Når jeg skriver action, hører jeg Led Zeppelin. Masser af Led Zeppelin og Wagner. Selv om jeg godt ved, at jeg skal passe på med det«. »Man bliver påvirket af det, man hører. Efter at have læst et af mine manuskripter skrev en forlægger til mig, at min slutning var 'virkelig operalsk'!«. Bogen overtog styringen I foråret fik Catherine Fisher udgivet romanen 'Darkhenge', der ikke er en del af 'Skorpionens Orden'. Hun er vant til, at personer og handlingsforløb undervejs ændrer sig i retninger, hun ikke havde forudset. Det gør det kun sjovere at skrive, mener hun og citerer fantasykollegaen Philip Pullmann: »Hvis man pindede det meste af sin historie ud for sig selv, inden man begyndte at skrive den, hvorfor så overhovedet skrive den?«. »Jeg tror ikke, man skal vide alt på forhånd. Det må gerne være lige så spændende, som hvis man famlede sig frem i en tunnel, for så bliver det også mere interessant for læserne. Men 'Darkhenge' ændrede sig undervejs så drastisk, at den blev helt anderledes at skrive end mine andre bøger«. 'Darkhenge' er blevet kaldt en stor ungdomsroman om søskenderivalisering og keltisk mystik. For forfatteren begyndte det som en historie om en pige, der lå i koma, og hendes storebror, der vil forsøge at nå hendes sind og redde hende. »Men da jeg nåede dertil, hvor drengen fandt frem til sin lillesøster, opdagede jeg, at hun slet ikke ønskede at blive reddet. Hun har altid været bitter på ham, fordi han var den ældste og den mest afholdte af de to. Pludselig bliver deres positioner vendt om i bogen. Nu er det hende, der kontrollerer hans skæbne«. »Det var en mærkelig og svær bog at skrive. Men den var også interessant og sjov, fordi den overtog styringen. Det er det, bøger sommetider gør. De overtager«.