Toves Hår & Sol Studio. En Spar-købmand og et par busstoppesteder. Sylling er absolut ikke en by med storhedsvanvid. Alligevel kan man sagtens fare vild i det lille samfund 50 kilometer fra Oslo, hvis man har anlæg for den slags. Men så er det bare at rulle vinduet ned og spørge en forbipasserende, hvor Karin Fossum bor. Det gør vi to gange. Og behøver end ikke at nævne vejnavnet for at blive vist i den rigtige retning. Alle på egnen kender den 51-årige kriminalforfatter og kan udpege hendes lille hvide hus, der ligger og læner sig op ad skoven på en bakketop. Sølle drabsmænd Blandt andet, fordi flere af hendes kriminalromaner er filmatiseret her i området. Og en række af Syllings indbyggere i den anledning har fået deres debut som statister. Det var til gengæld hverken nødvendigt at importere seriemordere eller fuldtids psykopater til at besætte hovedrollerne. Dem finder man nemlig ikke nogen af i Karin Fossums kriminalromaner. Kun ganske almindelige sølle drabsmænd, der mister kontrollen over en vanskelig situation og pludselig er kommet til at slå nogen ihjel. Gerningsmænd er mennesker Karin Fossums romaner udspiller sig i små samfund og er befolket af skæve eksistenser, hvis skæbner til gengæld bliver fuldt udfoldet. Kammerspil i krimigenren er de blevet kaldt. Eller som hun selv siger det: »Jeg har lettere ved at identificere mig med en taber end med en succes. Jeg er vældig socialt engageret og optaget af dem, der falder udenfor på en eller anden måde«. »Alle mine gerningsmænd er mennesker, der i bund og grund er o.k., men havner i uheldige situationer, som de løser på en vældig dårlig måde. Det optager mig at nuancere den menneskelige kriminalitet, for vi har jo meget mere til fælles med de kriminelle, end der er ting, der adskiller os«. Drab i egen omgangskreds Det er en tynd, kortklippet dame med blå øjne og fire guldøreringe på stribe i det højre øre, der lukker op. Hjemmehjælperen, der for ti år siden sprang ud som succesfuld kriminalforfatter. Og byttede et lavtlønnet job i omsorgssektoren ud med en millionindtægt i bogbranchen. Vi slår os ned ved sofabordet i stuen, hvor et askebæger og en pakke Petterøes rulletobak ligger klar. Det får nu lov at blive liggende samtalen ud. Karin Fossum har influenza og er lige stået ud af sengen. Og forsikrer, at hun lægger sig igen, så snart vi er gået. »Det, jeg beskæftiger mig med i mine bøger, er grundlæggende de formildende omstændigheder. Som er et relativt nyt retsbegreb. For få år siden var et drab et drab. Det er heldigvis blevet mere nuanceret, og det skal vi være glade for og stolte af«. For en del år siden oplevede Karin Fossum et drab i sin egen omgangskreds. Mord opstår i øjeblikket »Det var vældig dramatisk. Jeg havde kendt gerningsmanden i mange år, jeg kendte offeret, jeg kendte motivet, og jeg havde været i den lejlighed, hvor drabet skete masser af gange«. Der er stille lidt. Indtil jaco-papegøjen Steward flænser tavsheden med et højt, lyst og syngende norsk »Halllooooooo« fra sit bur i hjørnet. Det er vist ikke noget nyt, overraskende ord i den grå fugls repertoire. I hvert fald ignorerer Karin Fossum kontaktforsøget og fortsætter: »Det var ikke et planlagt mord. Det var en ulykkelig og vældig vanskelig situation, som endte fatalt. Og sådan er mordene i mine romaner også. De opstår i øjeblikket. Man kalder det crime of passion. Så kan resten af den industri, jeg tilhører, fortsætte med psykopaterne, som dræber igen og igen«. Slå så hænderne sammen! Karin Fossum er vokset op i landsbyen Sandefjord og tilhører en af Norges største slægter. Faderens omfattende slægtsforskning har afsløret, at slægten består af bønder, så langt øjet rækker. Det vil sige tilbage til omkring 1300-tallet. »Der findes ikke én kunstner blandt dem. Som barn var jeg optaget af alt, der var kreativt. Jeg spillede, sang, tegnede, malede og skrev. Så jeg var et udskud i den familie og følte mig meget lidt i slægt med dem. Der var ingen andre, der havde kunstneriske ambitioner. Så de vidste ikke, hvordan de skulle forholde sig til det her mærkelige barn«. »Vi lever nok i forskellige verdener. Min familie forstår ikke, at mine bøger er fiktion. Og så er der en tante eller onkel, der genkender noget, de selv har sagt eller gjort for længe siden. Og bliver generte og nervøse ved mig. Det er ikke kritikerne og læserne, der er det mest vanskelige for en forfatter. Det er dem, der står én nær«. Som barn havde Karin Fossum ikke nogen klare tanker om, hvad hun ville i livet. Bortset fra at hun havde et vældigt behov for at gøre indtryk på folk. »Jeg drømte om at spille, synge eller skrive på en måde, så folk slog hænderne sammen og blev begejstrede og berørte af det. Jeg tror, det var, fordi det føltes helt umuligt at gøre indtryk på mine forældre, der var så jordnære, nøgterne og hårdtarbejdende«. Begyndte at skrive i arbejdstiden Karin Fossum gik ud af grundskolen som 16-årig og arbejdede de næste 20 år som ufaglært på specialskoler, i børnehaver, med rehabilitering af narkomaner og med psykisk udviklingshæmmede. Som 20-årig debuterede hun som lyriker med digtsamlingen 'Kanskje i morgen'. Og skrev så en til, som også blev udgivet. Men det blev den tredje ikke. »Jeg har computeren fuld af digte. Lyrik er et udtryk, som jeg sætter vældig godt. Det er så præcist. Men mine digte ikke er gode nok. Hvis man skal blive en stor lyriker, og det ville jeg nok gerne være, så må man perfektionere det udtryk, og kun gøre det, gennem et helt forfatterskab«. Karin Fossum opgav håbet om at blive forfatter. Og husker det ikke som noget, hun tog vældig tungt. I stedet fortsatte hun fra job til job og stiftede familie. Først da hun som 37-årig arbejdede i et kunstgalleri med få kunder, begyndte hun at skrive igen. I arbejdstiden. Seks krimier strømmede ud »Jeg fik udgivet to novellesamlinger, som ikke vakte opsigt overhovedet. Men pludselig var det blevet vigtigt på en helt anden måde, end da jeg var ung. Jeg havde fundet et udtryk, som jeg følte, jeg måtte arbejde videre med«. Det er nemmere sagt end gjort, når man arbejder fuldtids som hjemmehjælper og i øvrigt er alene om at forsørge to børn. Så Karin Fossum arbejdede om dagen, var mor og husmor om aftenen og skrev om natten. »Det orker man ikke i længere tid. Men jeg fik skrevet en roman, 'Evas Øje'. Og den blev vældig godt modtaget«. Succesen gav selvtillid. Og mod til at sige jobbet op. »Pludselig fik jeg en helt anden livssituation. Jeg kunne stå op og begynde at skrive klokken otte om morgenen. Seks krimier bare strømmede ud af mig, fordi jeg kunne bruge størstedelen af min tid på det, jeg var mest optaget af. Jeg har aldrig siden sat mig ned og hvilet. Jeg har udgivet en bog hvert år og kæmpet for at skabe et forfatterskab, som jeg kan have et godt forhold til, når jeg bliver 80«. Fra lyrik til krimi Nogle vil mene, at det er at bevæge sig fra det ene yderpunkt til det andet at forlade lyrikken og kaste sig over kriminalromaner. Men Karin Fossum giver fanden i genrer. »Jeg tænker ikke: Nu skal jeg skrive en krimi. Jeg tænker: Nu skal jeg skrive en fortælling. Og så ender det som en novelle, en krimi eller en almindelig roman. Faktisk er kun halvdelen af mine bøger krimier, men jeg bliver altid defineret som krimiforfatter. Jeg er blevet placeret i en bås, som det er vældig vanskeligt at komme ud af«. Kun én cigaret Karin Fossums faste figur hedder Konrad Sejer. En høj, gråsprængt og fredelig politimand, der aldrig forandrer sig. Og det er heller ikke meningen. »Sejer er korrekt, velfungerende og har ro i privatlivet, for jeg ville ikke have, at læserne skulle blive vældigt optagede af ham. Mange serieforfattere synes, at der skal være en udvikling i hovedpersonens liv for at gøre det spændende at følge karakteren. Men min mand er den samme altid«. »Han ryger én cigaret om aftenen og drikker én whisky. Aldrig mere. Han løber sine ti kilometer hver aften og gør aldrig noget, der overrasker læseren. Han er helt fast. Og så foregår der et drama ved siden af, som er det, jeg er optaget af«. Karin Fossum er med egne ord et melankolsk, alvorligt og ængsteligt menneske. Men ikke det fjerneste mørkeræd, selv om hun bor alene med sin 18-årige datter og skoven som nærmeste nabo. Hun lader med stor sindsro sine gerningsmænd begå det ene mord efter det andet i sine bøger. Til gengæld skal der kun en dryppende hane eller overdreven fuglesang til at flå nerverne i stykker og ødelægge hendes skrivekoncentration. Sådan er det tilsyneladende, når man har vænnet sig til stilheden på landet. Grundstemning er melankoli og dramatik Men ellers kan det næsten ikke blive dramatisk nok. »Når jeg tænder for tv, er det ikke for at se noget sjovt. Jeg vil have alvor, tragedier og katastrofer. Jeg kan på en måde lide det. Det engagerer mig og får mig til at føle mig levende. Det er ikke sådan, at jeg ønsker mig en tsunami 2. juledag. Men når den kommer, kan jeg ikke ignorere den, men bliver vældig optaget af det«. Hun sidder lidt og ser frem for sig. Så fortsætter hun: »Mit livssyn er tungt, og min grundstemning er melankoli og dramatik. Det gør mig egentlig ikke noget, at jeg ikke er lykkelig. Det, som er vanskeligt, er, at det er der heller ingen andre, der er. Det er den største tragedie. For hvis du ser andre være lykkelige, er der jo også håb for dig selv«. Fortæller historie med respekt En stor, hvidbrystet hankat sætter sig og stirrer ind ad havedøren, indtil Karin Fossum rejser sig og lukker den ind. Det er Gandalf, som ifølge sin ejer »ganske sikkert« har noget racekat i sig. For han har nemlig blå øjne. Og i øvrigt også en plads i Karin Fossums næste bog; en metaroman, der handler om en forfatter, som har svært ved at skrive en roman. Og en kat, der følger hende ned til computeren hver morgen. Ved siden af er hun i gang med to andre romaner. En opvækstroman. Og en krimi, hvor temaet er pædofili. Så lige nu er hun begravet i bøger om såkaldte parafilier - forskellige former for seksuelle afvigelser. Det vil sige ikke helt begravet. For der findes ikke meget litteratur om emnet. »Det er, fordi der ikke er nogen, der har lyst til at vide noget om det. Selv om pædofili er virkelig ubehageligt, går jeg også i denne bog ind og forstår den mand og forstår, hvorfor han handler, som han gør. Selv om det er grusomt, så er jeg med ham. Jeg taler hans sag. Jeg lader ham få sympati og fortæller hans historie med respekt«. Bog skal skrives med stor omhuTror du ikke, sådan en bog vil kunne afstedkomme ret stærke reaktioner?

»Altså, ved du hvad. Det aner jeg ikke. Og det bekymrer mig ikke det fjerneste. For få år siden var homofili en perversion. Nu har vi fået den af listen. Men der er mange parafilier tilbage. Og pointen er, at der er en årsag til, at folk udvikler en parafili. De har af en eller grund ikke haft mulighed for at udvikle en normal seksualitet. Og så er spørgsmålet, hvor kriminelle de er, når de som voksne ikke længere er i stand til at holde det nede, men går ud og tager et barn«. Hun erkender, at bogen skal skrives med stor omhu, hvis folk ikke skal smide den fra sig, før de har fanget budskabet. »Det er en vanskelig procedure, som kræver stor anstændighed. Jeg husker på det drab, jeg selv oplevede tæt på. Og på, at for nogen er det her virkelighed. Og dem må jeg ikke støde«. Forbrydelse ikke betinget af hævn Karin Fossum arbejder hver eneste dag. »Også juleaften«. Men research er ikke noget, hun bruger meget tid på. Hun har skaffet sig nogle af politiskolens lærebøger. Og aflægger af og til besøg hos en politimand, der bor et par kilometer borte. »Det er mit ideal, at jeg skal kunne sidde ved computeren og skrive mine bøger uden at rejse mig fra stolen. Jeg orker ikke at ræse rundt og skaffe mig information for at kunne fortælle mine historier«. Sine bøger beskriver hun som tætte dramaer, der udspiller sig på små scener og med få personer involveret. »I kriminalromaner er der oftest mange mistænkte for at pirre læseren. I en rigtig drabssag er der som regel kun én mistænkt. Og han er som regel skyldig. Og begår som regel kun ét drab. Sådan er det også i mine bøger. Krimigenren er fuld af mennesker, der dræber igen og igen«. »Men i virkeligheden er der næsten ingen, der dræber flere gange. Jeg tror, at de drabsmænd, jeg beskriver, er dem, som har en chance for at skabe sig et nyt liv. Netop fordi de ikke begår overlagte drab, og fordi deres forbrydelse ikke er betinget af hævn eller grådighed«. Pistol og høje hæleHvorfor virker det, som om der er så mange succesrige kvindelige kriminalforfattere i Skandinavien i disse år? »Nogen mener, at kvinder mestrer genren, fordi vi er større intrigemagere end mænd. At det er et talent, vi har udviklet gennem årtusinder, fordi vi ikke har haft fysisk magt. Men det synes jeg er spekulation. Der er faktisk heller ikke så mange af os. Det ser bare sådan ud«. »Der er mange flere mandlige kriminalforfattere, men næsten ingen ved, hvem de er. Det er ikke, fordi vi er bedre end dem. Men fordi en kvindelig kriminalforfatter er lettere at sælge. Især hvis hun er villig til at posere for fotografen med pistol og høje hæle«. Det er menneskene, som er vigtigeHvad kan egentlig skræmme livet af dig? »At møde et menneske, som jeg ikke kan læse. Så kommer jeg til kort. Jeg har en lidt trættende tendens til at analysere og observere folk for at kunne placere dem. Mennesker fascinerer mig«. Hun smiler. »Mange synes, det er flot at gå på fjeldet. Men der sker ikke så meget på fjeldet. For der er ikke nogen mennesker. Og jeg må have mennesker. Jeg kan godt placere dem i et smukt landskab. Men det spiller anden violin. Det er menneskene, som er vigtige«.