0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Opgør med Mao

Jung Chang og hendes mand, Jon Halliday, endevender Mao Zedongs liv i en ny kæmpebiografi, som gør op med glansbilledet af manden, hvis portræt stadig hænger på Den Himmelske Freds Plads. I stedet bør han placeres på linje med Hitler og Stalin, mener parret.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DEN DRÆBTE LÆNGSEL. »Fordi Mao havde magten i 27 år, er kultur blev fordømt i en sådan grad, at folk i vid udstrækning har mistet længslen efter den. Efter at Mao døde, er ødelæggelsen fortsat«, siger Jung Chang. Foto: Ilpo Musto

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nogle siger, at man har et ansvar for historien. Det tror jeg ikke på. Jeg er kun optaget af at udvikle mig selv (...) Jeg har et ønske og reagerer på det. Jeg står ikke til ansvar for nogen«.

Det kunne være Nietzsche. Men det er det ikke. Citatet er af Mao Zedong, Kinas Store Rorgænger, da han som 24-årig sidder og skriver noter til sin læsning af europæisk filosofi.

Ti års samarbejde
I noterne fremstår han som en mand, hvis kerneværdier er absolut selviskhed og uansvarlighed. Parret med glæde ved omvæltning og ødelæggelse.

Og sådan blev han ved med at være, hvis man skal tro forfatterne til en ny biografi om ham. 'Mao - den ukendte historie', der lander hos de danske boghandlere fredag 18. november, er resultatet af mere end ti års samarbejde mellem Jung Chang og hendes mand, den britiske historiker Jon Halliday.

10 mio. solgte eksemplarer
Researchen har de gennemført for de penge, Jung Chang har tjent på bogen 'Vilde svaner', der i begyndelsen af 1990'erne åbnede verdens øjne for, hvordan det egentlig var at leve i Kina.

Med sine mere end 10 millioner solgte eksemplarer på 30 sprog er den en af verdens bedst sælgende erindringsbøger.

Kreativt kaos
Pengene har givet parret frihed til at rejse verden rundt på jagt efter information om Mao. De har talt med hundredvis af kilder både inden for og uden for Kina og stået på hovedet i arkiver, især russiske, som netop var blevet åbnet.

»Det var her, de nye informationer dukkede op«, fortæller Jon Halliday, da vi sidder i parrets hjem i Notting Hill i London og venter på, at Jung Chang skal komme ned i stuen efter sin eftermiddagslur. Han har varme, venlige øjne. Omkring os flyder det med bøger, nogle af dem opslåede.

Indretningen er blandet vestlig og kinesisk og giver rum til en slags kreativt kaos, hvor det virker naturligt, at man både kan hente te, tale i telefon, flytte rundt på ting og holde et interview i gang på samme tid.

Brikkerne samles
Biografien om Mao er ét langt opgør med den heroiske myte, som stadig dyrkes i Kina. Ifølge Jung Chang og Jon Halliday var Mao hverken en stor bondeleder, en stor militær strateg eller en stor folketaler. Tværtimod: Han nærede foragt for de kinesiske bønder, han udsatte sine soldater på Den Lange March for unødigt store tab, og han foretrak at vinke til masserne frem for at tale.

Hvad han til gengæld havde sans for var at bedømme andres karakter, at se deres styrker og svagheder. Han havde en enorm viljestyrke og skabte sin magt ved at terrorisere og afpresse sine nærmeste. Og så var han god til propaganda både indadtil og udadtil.

Men propagandaens glansbillede er ikke sandt. Mao gik ikke hele vejen på Den Lange March. Han blev båret. Den Røde Hær krydsede ikke floden Dapu under heroisk kamp, som enhver turist ellers kan se ved hængebroen i Luding, hvor turisterne flokkes. Den fik lov at passere, fordi Stalin holdt nationalistlederen Chiang Kai-Sheks søn som gidsel i Moskva.

Og man kunne blive ved: I modsætning til myten samarbejdede Mao med japanerne under invasionen. Den store hungersnød i 1958-61, der ifølge Chang og Halliday kostede 38 millioner mennesker livet, hang sammen med, at Mao eksporterede korn til Sovjetunionen i bytte for våbenteknologi med henblik på at blive en atommagt.

Sulten stoppede kun, fordi andre greb ind. Som hævn iværksatte Mao Kulturrevolutionen og fik i 1966 en hær af rødgardister, heriblandt den unge Jung Chang, til at ødelægge kinesisk kultur og rense ud blandt Maos fjender.

Indregnede høje dødstal i sine planer
Dertil kommer alt det private snavs, der kan hvirvles op om manden: Mao behandlede sine koner og børn forfærdeligt, tog ikke bad i mere end 25 år, børstede ikke tænder og havde som hersker et stort forbrug af unge kvinder.

Flere af de ting, som Chang og Halliday beretter i 'Mao - den ukendte historie', har været kendt i historikerkredse før, men som Jon Halliday siger, er parret de første, der har samlet puslespillets brikker til et portræt, der hænger sammen:

»Vi har vist hans regimes natur, at han ikke bare var parat til at se andre mennesker dø, men at han indregnede høje dødstal i sine planer. Og at han, helt fra han var ung, afviste al moral, alle normer og al fornemmelse for samvittighed«.

Stalin var mentor
I løbet af samtalen har Jung Chang sluttet sig til os. Mens hendes mand virker almindeligt rar og intelligent, er der noget stolt og verdensdameagtigt over den berømte forfatterinde, da hun velklædt og frisk kommer ned ad trappen fra soveværelset og ligefrem draperer sit livlange sorte hår over sofaens ryglæn, da hun sætter sig.

Alligevel er der en uformel tone i stuen, vi er på Jung og Jon, og det emmer af god og kærlig kemi mellem ægtefællerne, også selv om det fortrinsvis er Jung Chang, der fører ordet, da hun først er nået frem.

Kinas historie er fuld af dynastier, som afløser hinanden. Ser I Mao som en del af denne dynastihistorie eller som noget specifikt moderne?

»Han var moderne«, svarer hun prompte. »Han er ikke den sidste kinesiske kejser, som nogle mener. Mao er et fænomen fra det 20. århundrede, en totalitær hersker, der har langt mere til fælles med Hitler og Stalin end med nogen af de kinesiske kejsere, gode som dårlige. Han anså Stalin for sin mentor«.

Kineserne resignerede let
Men kunne der ikke være noget i den kinesiske mentalitet, som i særlig grad gav plads til, at en person som Mao kunne gribe magten?

»Mao erobrede Kina med militær og fik ikke en eneste spontan, folkelig velkomst. Faktisk kunne de fleste mennesker ikke lide kommunisterne. De blev bare erobret. Men hvis man skal tale om noget specielt kinesisk, kunne det være, at kineserne resignerede ret let over for de frygtelige realiteter«.

»De ydede relativt lidt modstand mod kommunisterne. Men der var jo intet, de kunne gøre. De havde levet i et diktatur og havde ikke et demokratisk forum, hvor de kunne udtale sig«.

Russerne stod bag
I jeres bog ser det ud, som om der ikke var nogen til at stoppe Mao. Ser I sådan på det?

Jung: »Han gjorde det ikke helt alene. Han var meget magtfuld, men han havde det kommunistiske parti. Det var hans maskine, og han var vældig god til at manipulere den lille gruppe mennesker, som udgjorde partitoppen. Gennem den var han i stand til at kontrollere partiet og dermed befolkningen«.

»I vores bog har vi omhyggeligt dokumenteret, hvordan han tacklede hver enkelt i denne gruppe: Zhang Guotao, som drev Den Røde Hær ud på en enorm omvej, Wang Ming, som han prøvede at forgive, Zhou Enlai, som han afpressede, Liu Shaoqi, som faldt Mao i ryggen og stoppede sulten for senere at dø en forfærdelig død under Kulturrevolutionen, og Lin Biao, Maos kronprins, som døde i en flyulykke under et flugtforsøg. Jeg håber, at vi ikke blot har bragt Mao, men også disse mennesker til live«.

»Det kan tilføjes«, supplerer Jon, »at i den kritiske tid før Den Lange March, hvor Mao prøvede at stige til tops i partiet - der allerede var stalinistisk, prøvede de andre faktisk at smide ham ud. De kunne ikke snuppe ham. Han klarede kun at blive, fordi russerne stod bag ham«.

Kina fattigere end Somalia
Gjorde Mao slet ikke noget godt for Kina?

Jung: »Nej, det synes jeg ikke. Kommunisterne er kendt for at have standset epidemierne, men det kunne også være blevet opnået, hvis nationalisterne havde haft magten. Almindelige medicinske fremskridt og afslutningen på krigen ville have gjort en ende på epidemierne«.

»Mao selv har kun bragt katastrofer til kineserne. Alt det med, at han hævede levestandarden og skaffede folk uddannelse og velfærd, er helt og aldeles usandt. Det år, han døde, 1976, var det almindelige fødevareindtag i Kina lavere end i 1930'erne. Der var ingen gratis uddannelse eller medicin for langt størsteparten af kineserne. For det meste var medicin og uddannelse ikke til at skaffe«.

»I 1970'erne, under Maos styre, var den gennemsnitlige indkomst lavere i Kina end i Somalia. Læg dertil den største hungersnød i historien og Kulturrevolutionen, som mindst 100 millioner mennesker led under ifølge officielle kinesiske tal«.

Men hvad med tiden mellem de to katastrofer?

Folk blev arbejdet til døde
Jon: »Hvis man ser økonomisk på det, skete er der ingen statistiske forbedringer fra 1958 til Maos død. Deng Xiaoping fortalte i 1987 lederen af det bulgarske kommunistparti, at fra 1958 og de næste tyve år stagnerede hele det kinesiske samfund.

Faktisk brugte han ordet 'stagnere' to gange. »Alt, hvad vi gjorde, var at bygge missiler«, sagde han ifølge en kilde, som først for nylig er dukket op. Og sådan var det«.

»Når der alligevel var en illusion om fremskridt, skyldtes det, at investeringerne så så store ud. Mao fik hele befolkningen til at arbejde døgnet rundt f.eks. med at bygge dæmninger. Men det var helt nyttesløst, for en meget stor procentdel af de dæmninger har aldrig virket«.

»Og nu er 40 procent af de vandingssystemer, der blev bygget under Mao, decideret farlige. Folk blev arbejdet til døde under tilsyneladende investeringer, som var helt spildt«.

Kulturen forsvinder stadig
Når man rejser i Kina i dag, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der foregår en enorm ødelæggelse af kinesisk kultur. Alt gammelt forsvinder, og betonhuse skyder op i stedet, blot for at blive revet ned igen ti år senere.

Jung: »Ødelæggelsen af kinesisk arkitektur og kultur begyndte med Mao. Så snart han kom til magten, skilte han sig af med de fleste af bymurene og de mindeporte, som prydede alle kinesiske landsbyer og byer. Så vendte han sig mod dokumenter, monumenter og templer og de gamle gravsteder.

Han efterlod sig kun én bymur - i Xi'an - og Den Forbudte By i Beijing. Regimet lavede en liste over historiske monumenter i Beijing. Der var tusindvis, og man ville beholde 78. Det var i 1950'erne«.

»Maos vision for Kina var en stor arbejdslejr. Han ville ikke have kultur til at gøre folk følsomme. Han ønskede, at de skulle være brutale mod hinanden. Kultur gør os menneskelige, men fordi Mao havde magten i 27 år, er kultur blev fordømt i en sådan grad, at folk i vid udstrækning har mistet længslen efter den. Efter at Mao døde, er ødelæggelsen fortsat. Det er meget sørgeligt«.

Arv skrevet ind i den kinesiske grundlov
Men samtidig er kineserne jo meget stolte af deres kultur. De taler altid om, hvor mange tusind år den har varet.

Jung: »Ja, men på en meget vag måde. Hvis du spørger en gruppe kinesiske turister, om de kan nævne et par gode kejsere fra denne 5.000-årige kultur og nogle eksempler på, hvad de gjorde, tror jeg ikke, du vil få mange svar«.

Mange steder i Kina har fattige mennesker stadig et billede af Mao hængende på et prominent plads i deres hjem. Hvorfor?

Jung: »Først og fremmest fordi regimet fortsætter myten om Mao. Hans billede hænger stadig på Den Himmelske Freds Plads, hans ansigt er stadig på pengesedlerne, og hans navn og arv er stadig skrevet ind i den kinesiske grundlov. Og folk ønsker ikke at fornærme regimet«.

'Vilde svaner' er forbudt
»En anden grund er, at Mao er blevet en slags gud blandt de analfabetiske bønder i landsbyerne. Men kinesiske guder bliver ikke tilbedt, fordi folk elsker dem, men fordi de frygter dem! Man tilbeder Køkkenguden, eller rettere arnens gud, for at han ikke skal brænde ens hus ned«.

»Og man tilbeder Havets Gud eller Dragen, fordi man frygter, at Dragen vil starte en oversvømmelse og ødelægge ens landsby. Jeg tror, meget af dette ligger bag behandlingen af Mao som guddommelig«.

Men hvis vi ser bort fra alt det, folk ikke ved om Mao, er der så noget i myten, der kunne sættes op som positive værdier?

Jung: »I den unge generation, dem under 30 år, er der en genuin beundring for Mao. De ser Mao som en stor helt, en stor mand. Det er, fordi de er blevet hjernevasket. Maos portræt hænger stadig på væggen i skolen. Alt, hvad de hører, ser og læser, fortæller, hvordan Mao har skabt det nye Kina og gjort en ende på fattigdommen - og deres forældre fortæller heller ikke sandheden«.

»Selv om deres forældre led frygteligt under Kulturrevolutionen, har mine jævnaldrende ikke fortalt det til deres børn. De siger: 'Mao er stor' og 'Gør som partiet siger', for de har kun dette ene barn, og de ønsker ikke, at det skal komme på tværs af kommunistpartiet. Det er der ikke råd til. Så den unge generation beundrer Mao af uvidenhed. Og bøger som 'Vilde svaner' og vores bog om Mao er forbudt«.

Ingen anmeldelser ind i Kina
Jeg så da ellers 'Vilde svaner' i en boghandel med engelske bøger i Shanghai i sommer.Den lå på samme bord som Bill Clintons erindringer.

»Jeg har godt hørt om den slags, men jeg tror ikke, at den engelske version af 'Mao' vil få samme behandling«, siger Jung Chang. »Sammenlignet med 'Mao' er 'Vilde svaner' relativt indirekte. Det er en personlig historie. Desuden har engelske bøger en meget begrænset læserskare i Kina«.

»Det, som regimet er meget bange for, er en kinesisk version. Den kinesiske udgave af 'Vilde svaner' er strengt forbudt. Der findes mindst to piratudgaver. Jeg har dem selv. De dukkede op i boghandlen ganske kort, men forsvandt straks igen«.

At Jung Chang har ret i, at den nye Mao-biografi næppe bliver populær i det officielle Kina lige med det første, tyder de kinesiske myndigheders behandling af de aviser og magasiner, der har anmeldt bogens engelske og amerikanske udgave, på. Ingen af anmeldelserne har nemlig fået lov at komme ind i Kina, hverken på papir eller på internettet.

Østens hjerte og vestens forstand
Selv om Jung Chang og Jon Halliday har været igennem teksten til deres fælles bog så mange gange, at de ikke længere kan huske, hvem der skrev hvad, fornemmer man nu tydeligt to forskellige tonelejer i bogen, en historisk rapporterende og en mere fortællende, der lægger mærke til livsnære detaljer.

Til stor latter for os alle tre tager Jon straks ansvaret for de mere kedelige passager i bogen, mens Jung mindes, at Imelda Marcos - hende med alle skoene - kaldte bogen »den perfekte kombination af det østlige hjerte og den vestlige forstand«.

»Men jeg synes jo, at Jon har lige så meget hjerte«, siger hun, »og jeg har jo nok også lidt forstand ...«.

Forstand eller ej, så har Mao-biografien ud over beundring også vakt kritik blandt anmeldere og faghistorikere, der beskylder Chang og Halliday for at præsentere en masse materiale uden at diskutere det. Sagt med andre ord: Bogen mangler i foruroligende grad videnskabelig kildekritik.

Som en huntiger, der forsvarer sit afkom
»Det er ikke sådan en bog«, forsvarer Jon parret. »Vi har villet skrive om Mao for den almindelige læser, og derfor udkæmpes der ikke videnskabelige debatter i bogens tekst. Men bag i bogen er der et noteapparat, som viser, hvor vi har alting fra«.

»Vi kunne godt have brugt en masse sider på at jage efter gammelt vrøvl, men det rager jo ikke nogen nu - og så synes jeg ærligt talt, at bogen er lang nok«, tilføjer han med et smil, der hentyder til, at bogen i den engelske udgave er mere end 800 sider lang.

Kritikken af jeres bog beskylder jer for at fordreje historien og for at bøje jeres research for at bevise, at Mao var ond. F.eks. er der nogen, der har prøvet at finde den 93-årige kvinde, som Jung har talt med, om Den Røde Hærs passage af broen ved Luding. Det kunne de ikke. Til gengæld fandt de en anden gammel kvinde, som sagde, at der havde været kamp, ganske vist ikke så meget som i den kommunistiske myte, men bestemt mere end I siger.

Antydningen af kritik får Jung Chang til at fare op som en huntiger, der forsvarer sit afkom. Der er tydeligvis ikke nogen, der skal komme og kritisere hendes arbejde:

»Først og fremmest: Der er absolut ingen tvivl om, at jeg interviewede denne kvinde«, siger hun. »Jeg har et foto af hende og en båndoptagelse af hendes historie og en udskrift af den. Den person, du citerer, kan ikke være historiker, for historikere bygger ikke deres modargumenter på ét interview, især ikke når der er tale om en lokal kineser, der taler til en fremmed«.

Belønnet med et sæt spisepinde og en skål
»Broen er i dag en seværdighed for turister. Mange af mine venner har været på en officielt sponsoreret tur for at lære om det kommunistiske partis fantastiske historie. Han må klart have været på sådan en tur og fået en masse officiel varm luft!«.

»Vi bygger vores argumentation på dokumenter, og der er ingen dokumenter, der siger, at der var kamp ved broen, men masser af dokumenter, telegrammer og erindringer, som viser, at der ikke var nogen kamp«.

»Det definitive bevis for mig er, at der blandt de 22 mennesker, som siges at være kravlet over den brændende bro under maskingeværild, ikke blot ikke var nogen døde. De blev end ikke såret! Hvordan er det muligt? Er disse 22 mennesker alle som Jesus?«, spørger hun indigneret og finder en kinesisk historiebog frem, som viser, hvordan de 22 mænd blev belønnet med bl.a. et sæt spisepinde og en skål.

Bekymret for en hest
»Noget af det, vi har skrevet, kan selvfølgelig være misforståelser«, glatter hendes mand ud, »men man må se på det store billede. I bogen refererer vi, at Zhou Enlai var bekymret, fordi en hest var faldet i vandet, og derfor spurgte befalingsmanden for den enhed, der havde indtaget broen, om der var nogen menneskelige tab. Fyren svarede 'Ingen'. Jeg citerer: 'Ingen'. Og det har vi fra en officiel kinesisk kilde«.

»Når vi går så højt op i det, er det, fordi myten om Den Lange March som en heroisk gerning er det, som gav kommunisterne ret til magten. Hovedstedet for deres heltemod var på denne bro. Jung og jeg har vist, at der ikke var nogen, der døde dér, og dermed kan der heller ikke have været noget slag. Så myten er ikke sand«.

Hvad synes I selv er jeres største bidrag til verdens viden om Mao?

Jung: »Jeg mener, at vi gennem omhyggelig dokumentation har slået fast, hinsides al tvivl, at Mao var ansvarlig for over 70 millioner dødsfald blandt kinesere i fredstid. Så han var i liga med Hitler og Stalin. Og jeg mener, at verden har brug for at vide dette«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere