Hvem har ikke ønsket at være en superhelt? At bekæmpe hverdagens store eller små uretfærdigheder og komme flyvende, når kæresten har rodet sig ud i noget skidt på den lokale bodega? Paw Mathiasen kender udmærket til tankegangen. Han er i dag, som 39-årig, ansvarshavende redaktør for tegneserietidsskriftet Strip og ejer af forlaget Fahrenheit, der udgiver danske og udenlandske tegneserier. Men hvad er det, der er så fascinerende ved tegneserier? Stort spillerum »De dybe årsager til, at mænd begynder at samle på legetøjsbrandbiler, frimærker eller tegneserier er svære at finde. Mænd har det nok med at have en passion, som konerne ikke forstår«. »Men en del af tiltrækningen er, at tegneserien kan kombinere den gode historie med det visuelle element og derved har et stort spillerum. Men den personlige interesse er kommet helt fra barnsben«, fortæller han. Et forførende og fordummende medie Som barn kværnede Paw Mathiasen alle farens gamle tegneserier, og lidenskaben fortog sig hverken igennem folkeskolen eller gymnasiet. Det gik imidlertid stærkt ud over skolearbejdet, afslører han: »Jeg læste aldrig rigtig lektier og fik elendige karakterer«. Alligevel lod forældrene ham være i fred. Og det er Paw Mathiasen i dag ikke bare glad for, men også en smule imponeret over. »Dengang blev tegneserier betragtet som et forførende og fordummende medie. Særligt i 1950'erne var der en stor hetz mod mediet. Man mente, at børns voldelige adfærd skyldtes læsningen af tegneserier«. Talebobler og fiktive helte »På den måde fik mediet fuldstændig samme behandling, som computerspil og splatterfilm har fået i nyere tid. Og man bliver ikke voldelig hverken af at læse tegneserier eller spille computerspil«, mener Paw Mathiasen. »Det handler bare om, at det er nogle nye medier, der bliver introduceret. Og det har de voksne, som ikke selv har oplevet mediet, svært ved at forstå«. På trods af at Paw Mathiasen ikke var lærernes yndling, var han uhyre fremmelig, når det kom til at formidle sin viden om talebobler og fiktive helte. Allerede som 13-årig, i 1980, startede han sit eget blad om tegneserier, som han kaldte Fat Comic. Siden har han startet to andre tegneserietidsskrifter, men i dag er Strip det eneste trykte tegneserietidsskrift på det danske marked. Machosmart på den bøvede måde Strip har nu været på markedet i syv år og profilerer sig som et populært orienteret tegneserietidsskrift, der beretter om tegneserier med fokus på de tre store blokke inden for tegneserieverdenen: den amerikanske, europæiske og japanske tradition. Hvorved adskiller de tre traditioner sig fra hinanden?
»Hvis man skal sige det lidt groft, tager de amerikanske tegneserier udgangspunkt i myten om superheltene. I superheltenes univers opstår der altid konflikter, der bliver løst på en meget kontant måde, dvs. med slagsmål«. »På den måde er den amerikanske tradition meget sort-hvid. Til forskel fra den europæiske tradition er de amerikanske superhelte meget lidt humoristiske. De er machosmarte på den dér bøvede måde«, smiler Paw Mathiasen. Han fortæller, at den europæiske tradition med 'Asterix' og 'Tintin' i spidsen ikke bare er langt mere humoristisk, men også mere klassisk i sin fortælleform: »Det er historisk set den gode fortælling, der er i højsædet, og den følger i høj grad de aristoteliske principper i forhold til plotstrukturen og personernes udvikling. Det er klassisk og bundsolidt«. Japanske tegneserier er upædagogiske og amoralske Den japanske tegneserie 'Manga' har et særlig stort publikum blandt unge drenge i Danmark. Serien 'Dragon Ball' har solgt over en million eksemplarer i herhjemme, hvilket er et uhørt antal, når det kommer til tegneserier. »Jeg tror, at grunden til den succes, som bl.a. 'Dragon Ball' nyder i Danmark, er, at de japanske tegnere er i øjenhøjde med deres unge læsere, på en helt anden måde, end de er i Amerika og Europa. De japanske tegneserier er absolut upædagogiske og amoralske, og det er ret befriende for det yngre publikum«. Graphic Novels Strip holder også skarpt øje med, hvad der udkommer inden for Graphic Novel-genren, selv om Paw Mathiasen er ret skeptisk over for begrebet. »Oprindeligt opstod Graphic Novel-konceptet som et forsøg på at snyde forlagsbranchen og de litterære genrefascister. Det var Will Eisner, der opfandt begrebet. For at få udgivet tegneserien 'En kontrakt med Gud' på et forlag, der kun udgav romaner, ændrede han genrebetegnelsen. Og det lykkedes!« «På den måde er det lidt af et marketingstunt, når alle i øjeblikket render rundt og taler om Graphic Novels. Dybest set er det bare en tegneserie«. Respekt fra parnasset Alligevel medgiver Paw Mathiasen, at genren efterhånden dækker over andet og mere end den traditionelle tegneserie, selv om grænsen mellem de to er meget flydende. »Graphic Novels er overordnet set langt mere eksperimenterende end de traditionelle tegneserier og gør på mange måder op med traditionen. Både hvad angår tematikker, visuelle udtryksformer og selve længden af værket, der i omfang minder mere om en klassisk roman«. Der er altså pustet godt med luft i Graphic Novel-ballonen, men ikke desto mindre hilser Paw Mathiasen begrebet velkommen. »Det har altid irriteret mig, at der er så lidt respekt omkring mediet. Så folk må sgu gerne kalde det for Graphic Novels, hvis det betyder, at man begynder at tage tegneserien mere alvorligt«. »Tegneserien handler jo ikke bare om afvigende figurer i bizarre kostumer, den kan jo også tage fat på dybt samfundsaktuelle problematikker. Vi har i branchen masser af street credit, men vi vil selvfølgelig gerne have noget ægte respekt fra parnasset«, griner Paw Mathiasen. Superman er røvkedelig Den tegneseriehelt, Paw Mathiasens selv har mest respekt for, er Tintin. »Det er måske en lidt kedelig og konservativ helt at have, men Tintin har sådan et godt hjerte, og så er tegneserien så gennemført, velovervejet og underholdende. Tintin er den faste klippe i stormen«, siger Paw Mathiasen poetisk. Men han understreger, at der også ligger en stor fascinationskraft i de mere nuancerede superhelte. »Det bliver interessant, når superheltene fremviser personlige problemer og svagheder, som de ikke kan løse, på trods af deres superheltekræfter. Det er mere troværdigt og genkendeligt, når de har knas med familien og kæresten. I det perspektiv er både Spider-Man og Batman langt mere fængslende personligheder end eksempelvis Superman, der er røvkedelig«. »Han er et glansbillede, der kæmper for alt det politisk korrekte, i amerikansk sammenhæng vel at mærke. Det løfter det hele, når superheltene ligner os almindelige mennesker. Så kan vi måske også gøre os håb om at ligne hverdagens helte lidt mere«.