Var Penelope en stakkels hustru, der uberørt sad og ventede på sin mand Odysseus, mens han var 20 år om at komme hjem fra krigen? Og var Odysseus i virkeligheden noget af en snydepels? Nej og ja. Selvfølgelig sad Penelope ikke derhjemme og trillede tommelfingre. Næh, hun allierede sig formentlig med sine tjenestepiger, og i virkeligheden var det hende, Penelope, der styrede butikken hjemme på Ithaka, mens Odysseus for Middelhavet rundt. Og ja, Odysseus var noget af en fidusmager, der bare fik sig selv vist frem i et fordelagtigt lys. Og holdt Penelope sig på måtten som den tro hustru, hun går for at være, eller fornøjede hun sig med en, to eller måske endda med de over 100 bejlere, der lå og gispede på hendes dørtrin, fordi de var parate til at overtage både penge, position og Penelope fra Odysseus? Ironi og sarkasme Sådan kunne den storslåede myte Odysseen i hvert fald også se ud, hvis man spørger den canadiske forfatter Margaret Atwood. Hun har netop fået udsendt et af de første bind i en ny, ambitiøs myteserie, hvor en række af verdens kendte forfattere genskriver nogle af de klassiske myter i en kort romanform. »Hvis man læser Odysseen meget nøje, vil man opdage, at alle Odysseus' eventyr bliver fortalt af ham selv, så selvfølgelig kommer han da til at tage sig godt ud«, siger den slagfærdige Margaret Atwood, der har genfortalt den klassiske myte set fra Penelopes synsvinkel, og hendes bog hedder derfor også 'Penelopiaden'. I bogen skruer Atwood godt op for ironien i sin fortælling, og heller ikke i virkeligheden sparer hun på sarkasmen. Da Politiken møder den canadiske forfatter i Reykjavik, gør hun sig eksempelvis meget lystig over, at Odysseus lader, som om det er et stort offer for ham at skulle have sex med den gudeskønne Kalypso hver aften i stedet for at skulle være hjemme hos sin Penelope. SnydepelsDu viser Odysseus fra en ny side?

»Det hele står faktisk i Odysseen. Alt. Jeg tilsætter ikke noget. Odysseus er en kendt snydepels, for selvfølgelig måtte han da snyde, da han skulle løbe om kap med bejlerne. På alle billederne kan man jo se, at han er vist som en mand med korte ben, så hvor sandsynligt er det lige, at han skulle have vundet et væddeløb uden at snyde?«, siger Atwood med et grin. Historien om Odysseus er vel ellers normalt en heltehistorie fuld af testosteron?

»Vel er den da ej. Odysseus bliver uafladeligt reddet af gudinder. Han er den centrale person, men det skal man ikke forveksle med, at han er en helt. Konstant bliver han skyllet nøgen op på kyster, hvor prinsesser tager sig af ham og har ondt af ham«, siger Atwood. Halvgammel og grim Hun erkender, at vi ofte henviser til myterne som tekster, hvor alt er helteagtigt og godt, men det skyldes kun, siger hun, at vi aldrig går tilbage til de originale tekster. »Det er jo slet ikke interessant, hvis alle kun er gode eller modige. Det er det psykologiske spil, der gør tingene interessante. Se på Iliaden, hvor Achilleus ligger og snøfter i sit telt, fordi Agamemnon har snuppet hans pige. Er det godt? Overhovedet ikke«. Du viser heller ikke Penelope som én, der er særlig køn?

»Hun var i hvert fald ikke ret høj, og hun kan heller ikke have været særlig ung. Hendes søn Telemakos er født, før Odysseus forlader Ithaka. Måske bliver de gift, da hun er 15, og han rejser måske et år senere. Så hun må være næsten 37, da historien foregår«. »Men alle bejlerne er jo unge, og de vil da selvfølgelig bare have hende for pengenes skyld. I Odysseen ser man ofte Penelope, der sover, beder eller græder, men nogen må jo have styret butikken«. »Odysseus var væk, svigermoderen var død, svigerfaderen var rejst ud på landet - og det ville jeg også have gjort - og sønnen er for ung til at kunne gøre noget som helst. Der er kun Penelope til at klare det hele, så noget må hun have været god til«, siger Atwood. Masser af bejlere Historien om Penelope er som regel historien om den supertrofaste hustru, der gør alt for at holde de sultne bejlere fra døren. I hvert fald er det versionen i Odysseen. »Men Odysseen er jo ikke den eneste kilde, og når jeg i et kapitel skriver, at hun måske havde en eller flere af bejlerne, eller måske 108 eller 112 af dem, så er det, fordi det har været fortalt«, siger Margaret Atwood. I hendes version er historien om Penelope og Odysseus bestemt ikke blevet mindre farverig end Homers oprindelige udgave, og til den canadiske avis Globe and Mail har hun da også omtalt de mange intriger som »en gigantisk omgang Dallas fra gammel tid«, med alt hvad der hører til af magtspil, sex og familiestridigheder. Egentlig var det slet ikke meningen, hun skulle skrive om Odysseen. Da hun endelig accepterede opgaven hos den unge ildsjæl Jamie Byng fra det skotske forlag Canongate, var det med hensigt om at nyskrive en gammel indiansk myte. »Jeg forsøgte at skrive den gennem et par år, men det gik hele tiden galt«. Løgn og sandhedHvorfor valgte du så Odysseen?

»Det gjorde jeg heller ikke. Jeg vælger aldrig noget. Hver gang jeg har forsøgt at planlægge, hvad jeg skal skrive, kuldsejler det. Jeg begynder bare. På et tidspunkt forsøgte jeg at planlægge en roman med kartotekskort og det hele. Der skulle være otte personer, der dukkede op fem gange hver. I alt 40 afsnit«. »Jeg begyndte også at skrive, som jeg havde planlagt, men da jeg havde skrevet 200 sider, var der stadig ikke sket noget som helst. Jeg vidste alt om, hvad personerne havde hjemme i skabene, eller hvad de fik til morgenmad. Jeg vidste bare ikke, hvad de havde at gøre i min bog. De var der bare«, siger Atwood. Hvorfor skal vi have historien om Odysseus og Penelope igen?

»Mange har svært ved at se på personer, der ikke præsenteres som sorte eller hvide. De kan ikke klare, hvis der er nuancer. Men det er jo som regel mere blandet end som så«. »Det interessante ved Odysseen er jo, at de to personer, der til sidst finder sammen, ifølge deres egne ord har løjet så stærkt, som en hest kan rende gennem hele bogen. Og her står de så til sidst, sammen, hvor de fortæller hinanden, hvad de har lavet de seneste 20 år. Hvor meget sandhed mon der er i dét?«, siger Atwood. Den canadiske forfatter har intet ønske om at nyskrive flere myter. Det overlader hun til kendte forfattere som Donna Tartt, Alexander McCall Smith, Jeanette Winterson og Chinua Achebe. Ideen til bøgerne i myteserien er søsat af den unge forlægger Jamie Byng på det skotske forlag Canongate, men udgives af forlag i 30 lande verden over. I Danmark af Tiderne Skifter.