Det er svært ikke at ryste en smule i bukserne, når man træder ind i American Felt-bygningen i East Village. Det er nemlig her, Bret Easton Ellis bor, og her, jeg efter forfatterens ønske skal møde ham. Han er trods alt ikke en hvilken som helst forfatter. Bret Easton Ellis er manden bag 'American Psycho' og dens Armani-klædte seriemorder, Patrick Bateman, som i slutningen af 1980'erne turnerede rundt på Manhattan og slagtede mennesker for sjov. Kulturelt ikon Bogen blev en verdenssensation, og Bret Easton Ellis blev af fans udråbt som tidens nye store samtidskronikør, mens bogen af kritikere blev udskreget som det rene splatter. Det var især de minutiøst skildrede torturscener, hovedpersonens partering og fortæring af unge kvinder, som gik kritikerne på nerverne, og i New York Times lød titlen på avisens anmeldelse slet og ret: »Køb ikke denne bog!«. Men det gjorde de, læserne. Og det gør de stadig. Indtil videre har 'American Psycho' solgt i over en halv million eksemplarer i USA alene, og der ryger stadig 1.000 eksemplarer over disken månedligt hos landets boghandlere. Det er en popularitet, man ikke kan diskutere med, så selv om det litterære parnas hårdnakket har nægtet Ellis adgang til de finere kredse, indgår han i dag - sammen med sin psykopatiske kreation, Bateman - som et ikon i det kulturelle landskab. Tomt som i graven Det er dog et noget træt ikon, der møder mig ved elevatoren og venligt, men uinteresseret inviterer mig indenfor i lejligheden. Væggene er hvide, og der er højt til loftet, men ellers ligner hjemmet enhver anden Manhattan-lejlighed: Her er ikke megen plads og ikke meget lys. Køkkenet står ubrugt hen, det sparsomme inventar er anonymt og holdt i neutrale farver - kun endevæggen vidner om levet liv. Her står hyldevis af pænt opstillede bøger og et enkelt fotografi af en ung mand over den uredte seng. Ellers er der tomt som i graven, og det giver svagt ekko, da jeg går hen over gulvet for at sætte mig i sofaen, mens Ellis finder lejlighedens eneste andet sæde. Det er en kontorstol, som vipper lidt under hans vægt, og med det sorte tøj (træningsbukser og langærmet bluse), de brede skuldre og armene tæt slynget rundt om kroppen ligner Ellis en stor, sort fugl, der sidder på sin pind og hænger med næbbet. Men Ellis er også lige kommet fra en månedlang, amerikansk bogturné, og han drager videre over Atlanten i morgen for at promovere sin nye roman, 'Lunar Park', blandt andet i Danmark. Det er en bog, der hos de amerikanske anmeldere har fået en blandet modtagelse, sådan som Ellis' bøger sædvanligvis får det her. De har kaldt den »narcissistisk« og »barnlig« (i Boston Globe), fordi hovedpersonen hedder »Bret Easton Ellis«, og hans historie udspiller sig i horrorgenren: »Horror anses ikke for at være 'rigtig' litteratur i det her land«, forklarer han med et skuldertræk. Et mærkeligt menneske'Lunar Park' er en mærkelig roman og meget anderledes end dine andre bøger. Den er vist nok selvbiografisk, og så udspiller den sig i et symbolsk, følelsesfuldt univers.

»Hvis du synes, at den er 'mærkelig', kan du helt sikkert kalde den selvbiografisk, for jeg er et meget mærkeligt menneske!«. »Men alle bøger er selvbiografiske på et eller andet plan, for når man skriver, arbejder man med sit ubevidste. Der er symboler på tekstens overflade, der peger ind mod forfatterens ubevidste liv, også selv om man ikke ved, hvad de betyder«. »Og med hensyn til følelserne... så er følelsesløshed jo også en form for følelse og nok den følelse, jeg undersøgte mest i mine tidligere bøger, men som jeg ikke relaterer til længere«. »Jeg har det anderledes nu, og 'Lunar Park' er hverken mere eller mindre selvbiografisk end mine andre bøger. At jeg gav hovedpersonen mit eget navn, handlede bare om, at jeg skulle over en skriveblokering - der er ikke noget mystisk over det«. Følelsesmæssig uligevægt Til gengæld er 'Lunar Park' en mystisk blanding af en bog, der begynder med en hyggelig gennemgang af Bret Easton Ellis' liv og værk, sådan som vi i forvejen kender historien - bøgerne, berømtheden, festerne, stofferne - men så pludselig tager en genremæssig U-vending og ender i den rene horror. Det er et formmæssigt udsving, som afspejler hovedpersonens følelsesmæssige uligevægt, da han udbrændt og i en midtvejskrise flygter fra Manhattan og det kokaindrevne liv og ud til forstæderne med en ekskæreste, han fik et barn med 12 år tidligere. Midt i den nyetablerede idyl begynder mærkelige ting at ske, og snart myldrer fortrængte figurer frem under gulvtæppet for at konfrontere ham med fortiden og de konsekvenser, den stadig har i hovedpersonens nutidige liv. Forsinket faderopgørDu blander i 'Lunar Park' to genrer, der umiddelbart er hinandens modsætninger - selvbiografien forsøger at etablere en form for autenticitet, mens horroren bevidst leger med det uvirkelige.

»Jeg ved som regel præcis, hvor jeg er på vej hen, når jeg sætter mig ned for at skrive en bog. Jeg udarbejder i forvejen en meget detaljeret handlingsgang, så når jeg sætter mig ned for at skrive, så har jeg allerede den første og den sidste sætning og skal egentlig bare fylde historien ud«. »Da jeg gik i gang med 'Lunar Park', vidste jeg, at jeg ville skrive en Stephen King-roman, og at det skulle være sjovt. Den skulle handle om et hus, hvor der spøger, og så ville jeg udforske, hvorfor det spøgte - og det viste sig at være på grund af manden, der boede i huset«. »Men der skete en masse med mig i de ti år, bogen var undervejs, og bogen ændrede sig med tiden. Jeg begyndte at se, hvordan jeg selv var vokset op i et spøgelseshus, og grunden til, at det spøgte, var min far, der var en mand med mange lig i lasten«. »Han hadede os - selv hunden hadede han! - og jeg begyndte også at hade ham, specielt i teenageårene. Og så døde han pludselig, og jeg fik aldrig gjort op med ham. 'Lunar Park' er mit forsinkede opgør med ham«. Som du samtidig dedikerer til ham.

»Ja, det er en gravsten«. Inspiration til Bateman Ellis voksede op i en rig forstad i Los Angeles' San Fernando Valley og havde tilsyneladende det hele: en rig far, en hjemmegående mor, der sammen kunne give ham den helt rigtige opvækst i de helt rigtige rammer. Men inden for rammerne så det ikke så rosenrødt ud. Faren drak og tævede dagligt sine børn - specielt Ellis, der var den ældste og eneste dreng af i alt tre børn. Da sønnen skulle på college, valgte han derfor helt bevidst et universitet, der lå i den anden ende af landet, og det var her, i New England, at han begyndte at skrive romanen 'Less Than Zero'. Det var en bog, der gjorde ham berømt ikke bare i litterære kredse, men i hele landet, hvor den 21-årige yngling blev kåret som generationens nye stemme. Og pludselig hørte Ellis efter to års tavshed fra sin far, der nu gerne ville genetablere kontakten til gulddrengen. »Min far var en af dem, der kun gik op i statussymboler. Det vigtigste i livet var for ham at have det 'rigtige' ur, den 'rigtige' bil og det 'rigtige' jakkesæt«. »Men ingen af de ting - Rolex, Jaguar eller Armani - gjorde ham lykkelig«, fortæller Ellis og indrømmer blankt, at faren var inspirationen til psykopaten Patrick Bateman i 'American Psycho'. Det var til gengæld en bog, der bragte Bret Easton Ellis i unåde hos de amerikanske kritikere - og det præcis for sin nihilistiske skildring af, hvordan der ser ud indenfor i 'det rigtige liv'. Væk fra vredenPatrick Bateman optræder også som sig selv i 'Lunar Park', men det er nok bogens eneste fællespunkt med 'American Psycho'?

»'Lunar Park' er meget anderledes end alle mine andre bøger. For det første er den fortalt på en anderledes måde - den er skrevet retrospektivt - og så kommer den ikke fra et vredt sted«. »Den er heller ikke overvejende satirisk, sådan som mine tidligere bøger er det: 'Less Than Zero' og 'Rules of Attraction' er satirer over henholdsvis ungdomskulturen og det amerikanske collegeliv, 'American Psycho' udstiller forbrugersamfundet, og i 'Glamorama' satiriserede jeg over vor tids ungdoms- og skønhedskult«. »Hvad de tidligere bøger har til fælles, er, at de er skrevet som reaktion på noget, jeg ser i samfundet, og som jeg er stødt over og derfor udstiller satirisk. Men 'Lunar Park' er skrevet med et helt andet udgangspunkt. Den handler om et individuelt liv og tager ikke fat om et kulturelt fænomen«. Samfundets konventionerMen det individuelle liv hedder her 'Bret Easton Ellis', og det er et navn, der i dag netop står for et kulturelt fænomen.

»Ja, og det er et problem, nu hvor jeg er blevet ældre og interesserer mig for nogle helt andre ting! Alt det, jeg var optaget af som ung, interesserer mig ikke længere«. »Men jeg har skrevet de fleste af mine bøger, mens jeg var under 30, så de er meget vrede bøger, der handler om, hvordan samfundets konventioner er noget, der stivner os og spærrer vejen for et autentisk liv«. »Når man er ung, føler man sig spærret inde af samfundets regler og normer, og man snerrer ad de bånd, der binder én. Men når man bliver ældre, ved man, hvorfor de konventioner er på deres plads, og hvordan systemet virker«. »Derfor er det ikke længere interessant for mig at skrive om, ligesom jeg ikke længere er interesseret i at overtale folk til at se tingene på min måde. Og jeg kan heller ikke længere forsvare mine tidligere bøger, sådan som jeg før kunne det, for jeg tror ikke længere på det, de siger«. Du er ikke længere en vred ung mand?

»Nej, jeg er en trist, gammel mand«. Klaustrofobisk Hvad præcis det er, at Ellis er trist over, kommer vi ikke helt frem til. Først siger han, at det er, fordi han skal sidde inde og lave interview hele dagen, når solen skinner så smukt udenfor. Dernæst siger han, at det faktisk er en lettelse at have nogen at snakke med, for så er han distraheret fra den tristhed, der ellers ville overvælde ham, hvis han var alene ude og gå tur i det gode vejr. Herefter handler det om, at det er byen, der gør ham trist. Og den gør ham ikke bare trist, den gør ham - i nogle minutter, i hvert fald - rigtig vred: »Da jeg kom hjem til min lejlighed i New York i sommer efter et helt år i L.A., havde jeg en anderledes reaktion på byen, end jeg før har haft - om det er fordi, at jeg er blevet gammel, eller fordi jeg nu er helt ædru, ved jeg ikke«. »Da jeg var ung, elskede jeg byen, men nu finder jeg den grim, overfyldt, larmende og alt, alt for dyr. Jeg købte den her lejlighed« - han lirker armene fri af pansergrebet og slår demonstrerende ud med dem -»da jeg var 23. Nu er jeg 41, og jeg har ikke længere lyst til at bo i en etværelses på Manhattan«. »Jeg vil have plads, jeg vil have en bil, jeg vil have det godt. Det er til at få klaustrofobi af at bo i den her lille kasse - jeg vil ud!«. Træt af sit rygte Og det er heller ikke kun lejligheden, der er for trang for Ellis. Han er også træt af sit litterære rygte som den æstetiserede volds bannerfører og af outsiderrollen i amerikansk litteratur. Han bliver aldrig nomineret til litterære priser eller inviteret til litterære arrangementer, fordi kritikerne ikke anerkender hans bøger som 'rigtig' litteratur', fortæller han ærgerlig. Til gengæld figurerer hans navn altid på gæstelisten, når der er musikere og filmstjerner i byen, som gerne vil møde den ikoniske figur bag 'American Psycho': »Jeg hader 'American Psycho', fordi den var sådan en verdenssensation, og jeg hader Patrick Bateman, fordi han er blevet et ikon - folk klæder sig ud som ham til Halloween! Han lever simpelthen sit eget liv derude i kulturen, helt ude af min kontrol. Ja, faktisk er det ham, der styrer mit liv - han og 'American Psycho' vil altid definere mig, selv når jeg er død. De vil være der i den første sætning af min dødsannonce: »Bret Easton Ellis, forfatter til den kontroversielle roman 'American Psycho', døde blablabla«. Det er, som om jeg aldrig har skrevet nogen anden bog - som om jeg aldrig har haft noget andet liv!«. Ellis falder sammen og er færdig for i dag. Han gelejder mig venligt, men bestemt ud af lejligheden og hen til elevatoren. På vejen tilbage til sit studio tænder han mobiltelefonen, inden han lukker døren efter sig til gravkammeret. 'Bret Easton Ellis' står der.