»Jeg var ikke ked af det, mens jeg skrev. Den følelse, jeg var opfyldt af, var vrede«. »Jeg tænkte ved mig selv: Nej, hvor er jeg bare gal! Føj, hvor er det her noget svineri!«. Forfatter Susanne Staun taler om sin nye roman, 'Skadestuen'. Hovedpersonen hedder Catarina. Hun lever af dåsetun. Hun bor i en kælder i et fremmed land. Hun får en p-sprøjte en gang om måneden for ikke at blive gravid. Hun er en luder uden et sprog. Det er sådan set den lykkelige start. Senere bliver også uskylden forgiftet. Hun overtager et had, der ikke var hendes eget til at begynde med. Sexslaver Romanen handler om trafficking. Den mørkelagte fløj af sexindustrien, der ifølge en EU-rapport hver år flår ca. 120.000 almindelige kvinder og børn fra især Østeuropa ud af deres normale liv for at geninstallere dem i et neonpunkteret halvmørke som sexslaver i Vesten. Catarina er et eksempel. Oprindeligt er hun underbetalt engelsklærer i Usbekistan, men en jobannonce om en stilling i Prag lokker hende til telefonen. Første dag på jobbet bliver hun voldtaget af to mænd med »gulsotfingre, gulsottænder og bodegaøjne med tungsind«. I stedet for en skole i hovedstaden er hun nemlig endt i et bordel i det trafikale knudepunkt på grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland. I bogen hedder byen Chobi. I virkeligheden er navnet Dubí. Research 781 km fra den tjekkiske grænseby, i et hus i Frederikssund, sidder Susanne Staun. Hendes bog har bund i virkeligheden, forklarer hun. Også den med dansk postnummer, »men den var nødt til at foregå i Tjekkiet for ikke at blive dansk socialrealisme. Jeg hader socialrealisme«, siger hun tørt. 'Skadestuen' er primært baseret på læsning af over 100 artikler, videnskabelige så vel som populære. Undersøgelser fra Interpol og FN har ligget på hendes skrivebord: »Det som især har overrasket mig er det enorme omfang trafficking har - både i antallet af kvinder og i mængden af penge, der er involveret. Hvis jeg f.eks. siger til dig, at værdien af den globale handel med kvinder er 7-9 milliarder kroner årligt, hvad siger du så?!«. Sidste sommer, mens romanen blev til, forlod forfatteren indimellem også sit skrivebord for at betragte det danske og nordtyske traffickingmiljø. Det krævede ikke det store detektivtalent. »Altså jeg har ikke stået i min bikini inde på et bordel. Men jeg brugte en del tid sidste sommer på at gå rundt i Istedgade og Reberbahn«. »I Istedgade overraskede det mig, at det var så relativt nemt at spotte pigerne fra Østeuropa. De står sammen i grupper og taler et slavisk sprog. På behørig afstand af dem står et par mænd og holder kvinderne under opsyn. Det er fangevogterne«. Kvinden som kvæg Men Susanne Staun er ikke Günther Walraff. Hun går ikke under cover. En indlysende grund kunne være, at hun i så fald havde sat sit eget liv i fare. Men det er en anden fare, forfatteren målrettet forsøger at undgå. Hun lægger principielt afstand til den metode, som f.eks. journalisten Tom Wolfe benytter sig af, når han lader sig indlogere på et amerikansk universitetskollegium, før han skriver om studenterlivet. »Metoden er farlig, fordi detaljerne hurtigt overtager historien - det ville også ske for mig. Pludselig ville læseren være nødt til at arbejde sig igennem fire sider med beskrivelser af indholdet i en toilettaske, før de fik fornemmelsen af, hvilket menneske hovedpersonen er«. For sexslaverne er mennesker, selv om de får mælkefede tremmekalve til at ligne noget, der har haft heldet med sig. Når pigerne skal slagtes, gælder der ingen EU-regler for dyrevelfærd. Sådan er det i hvert fald i romanen. Her får Catarina tilbudt en rolle i en snuff-film - den gale undergrundsgenre, hvor kameralinsen er rettet køligt registrerende mod sin hovedrolleindehaver, mens hun henrettes på bestialsk vis. Vi læser om en dopet pige iklædt sygeplejerskeuniform, der bliver skåret i småstykker af en motorsav og voldtaget halvvejs. »Jeg har ikke set den film. Snuff-film er jo en verserende diskussion, fordi det er svært at bevise, at de er ægte. Men man ved, at de steder, hvorfra du kan downloade børneporno, findes, og at der stort set ikke er nogen begrænsning på, hvad man kan få af uhyrligheder ad den vej«. »Gidselhenrettelserne i Irak bliver f.eks. allerede nu brugt som en slags snuff-film. Man kan se dem på internettet bare ved at søge på 'snuff' og 'henrettelser'. Når du ser, hvor mange, der har været inde og se filmene, falder du ned af stolen. Det er meget livlige sites«. Uskyld er luksus Catarina bliver ikke skåret i småstykker af motorsaven. Hun undslipper ved at overtage sine bødlers metoder. Livsviljen blander hun op med hævntørst, og så er det ingen sag at hyre en lejemorder eller at sætte en hobbykniv mod øret af en mimrende mand med vådt blik. På den måde antyder Susanne Staun en dobbelttragedie, der rammer ofrene for kvindehandel. »Uskyld er en luksus, som de ikke har råd til. Det ville jo være fantastisk, hvis mennesket kunne komme igennem de værste uhyrligheder uden en moralsk skramme«. »Men pointen er, at det kan man ikke. Man kan ikke bare opføre sig som en sød skolelærerinde fra Usbekistan og regne med at undslippe det miljø. Man vil være mærket af det for livet«, siger forfatteren med tydelig indignation i stemmen. Den ejede hun egentlig ikke, da hun begyndte på projektet, forklarer hun. Men indignationen var følgesvend med vreden. »Det er ubegribeligt, at det kan foregå i vores tidsalder. Det virker som om, at middelalderen har sneget sig ind i vores årtusinde. Tænk på det høje niveau, debatten om kvinder foregår på her i landet i forhold til, at der rent faktisk er mænd, som kidnapper kvinder og holder dem fanget for at tjene på at prostituere dem!«. Hvad kan man stille op?

»Politiet siger, at det er svært at gøre noget ved problemet, fordi kvinderne er usynlige, mens Sundhedsstyrelsen sidste år vurderede, at der er ca. 3.373 udenlandske prostituerede i Danmark«. »Så er det, man siger: Hvis politiet ikke kan se dem, hvordan fanden kan Sundhedsstyrelsen så tælle dem? Og når jeg kan komme ind fra landet og gå ned ad Istedgade og pege og sige dér og dér og dér, er det nok til at overskue?«.