Det er februar 1807, og der sidder en forsamling af magikere i katedralen i York. Ja, det vil sige: teoretiske magikere, for som praktisk disciplin har magien været forsvundet fra England i flere hundrede år. Tilbage er kun fragmenter af historien om den legendariske Ravnekonge, der regerede i Nordengland i 300 år - og bøgerne, som de teoretiske magikere elsker at sluge og diskutere. Men nu vil en vis Mr. Norrell bevise, at den praktiske magi stadig findes, og at han er manden, der kan udøve den. Hvis det lykkes ham at skabe magi, har de teoretiske magikere indvilliget i at opgive deres fag og deres bøger (som Mr. Norrell, der er en større bogorm end alle de andre tilsammen, så meget praktisk kan overtage). Spændingen er derfor på bristepunktet i katedralen. Mr. Norrell glimrer ved sit fravær, forargelsen rumler, men pludselig lyder der klokkeklang og andre mærkværdige lyde. Det er kirkens statuer, der begynder at tale - i et kaudervælsk af oldengelsk og latin. Gamle mord afsløres, stenvinger basker, og femten konger, der har stået ved siden af hinanden i århundreder, skændes om, hvem der burde have den største sokkel. Den engelske magi er tilbage. Trættende succes Bogen, der slipper magien løs i Napoleonskrigenes England, er den britiske forfatter Susanna Clarkes debutroman 'Jonathan Strange & Mr. Norrell'. En basse på 769 tættrykte sider, som har gået sin sejrsgang på bestsellerlisterne i bl.a. England og USA og nu er blevet oversat til dansk. Det er en bog af den slags, man åbner og forsvinder ind i uden at have spor lyst til at forlade den igen, og hvis enorme omfang derfor først og fremmest føles som en gave. Bogens succes hos det store publikum har efterhånden sat sine spor på den blide forfatter, der er midt i fyrrerne. I det kolde konferencelokale i Göteborg, hvor hun tager imod nordiske journalister i samme linde strøm, som en tandlæge ser sine patienter, skutter hun sig og er tydeligt træt. Hun har lige været hele turen igennem i USA og skal vist snart til at passe lidt på sig selv. Romantisk århundrede Alligevel varer det ikke længe, før der er glød i øjnene. For Susanna Clarke elsker bøger og bliver varm og ivrig, når navne som Ursula le Guin, Jane Austen, Charles Dickens og C.S. Lewis sendes over bordet som eksempler på forfattere, der har inspireret hende. »Jeg har læst hendes bøger flere gange, end jeg kan tælle«, siger hun om bl.a. om Austen. »Hun er en perfekt forfatter. Plottet, dialogerne og karaktererne ... det hele er vidunderligt godt lavet, og så er hun en storartet guide til, hvordan folk tænkte og opførte sig i det 19. århundrede«. Hvad er det ved det 19. århundrede, som fascinerer dig så meget, at du har villet bruge ti år af dit liv på at skrive om det? »Det er et århundrede, som var mere optaget af mennesker end af teknologi. Der er noget landligt og romantisk ved det, som virker besnærende på moderne mennesker. Det er fyldt med mystiske huse på heden og hestevogne, der strider sig igennem snestorme«. »I min roman har jeg prøvet at finde tilbage til et meget engelsk England, sådan som det så ud, før USA lagde en international kultur ned over Europa. Om vi så ville have lyst til at leve i den tid, er et helt andet spørgsmål«. Magiske modsætninger 'Jonathan Strange & Mr. Norrell' er blevet karakteriseret som 'Jane Austen møder Harry Potter' (selv om Susanna Clarke nok har mere til fælles med Ursula le Guin, Neil Gaiman og Philip Pullman end akkurat med J.K. Rowling). Det er en fantasyroman, hvis dybt originale univers bl.a. omfatter et stort og myldrende noteapparat, der udfolder den engelske magis historie. »I begyndelsen vidste jeg ikke rigtig, hvori magien skulle bestå«, fortæller Susanna Clarke. »Men én ting var jeg sikker på: Den skulle være et emne, som de lærde havde diskuteret i meget lang tid, og som der derfor ville være vidt forskellige syn på«. »Hvis én magiker sagde, at magi var sådan!, skulle der straks være en anden, der protesterede: Nej, nej, magi er sådan! Der skulle være modsætninger, og de skulle kunne ses fra side 1«. »Derfra var der ikke langt til at indse, at der måtte findes forskellige slags magi til at håndtere forskellige problemer, på samme måde som der er flere retninger inden for matematik. Det ville gøre magien mere virkelig som fag«. »Og ligesom moderne kemi har sit udspring i alkymien, måtte magien have udviklet sig. Den måtte have en historie, hvor den udviklede sig fra noget simpelt til noget mere kompliceret«. Forsvindende håndværkHvis man ser på fantasygenren generelt, optræder den bedste og reneste magi som regel i gamle dage. Hvorfor? »Magi har altid været noget, som er ved at forsvinde. Det er noget, man fanger i udkanten af sit synsfelt. I det 16. og 17. århundrede troede folk i England f.eks., at feerne var ved at forlade landet. Så uanset hvor man befinder sig historisk, vil man altid placere magien lidt længere tilbage«. »Det er et ret interessant problem, hvis man gerne vil bringe magien up to date«, siger Susanna Clarke og antyder med et skævt smil, at det kunne hun da godt finde på at gøre en dag. Realistisk magiHvad med den konkrete magi, som Strange og Norrell udfører. Hvordan fandt du på den? »Her prøvede jeg at regne ud, hvad der ville være nyttigt. I fodnoterne kan jeg gå ud ad vilde tangenter og påstå alt muligt, men når det gælder de to magikeres arbejde for regeringen, måtte jeg se på, hvilke problemer militæret og flåden havde under Napoleonskrigene. Hvad var det for spørgsmål, magien skulle besvare?«. »I Portugal havde Wellington f.eks. det problem, at vejene var så dårlige, at mændene havde svært ved at komme fra sted til sted. Så tænkte jeg: Well, man kan jo lave nogle veje«. »Jeg har med vilje gjort magien så realistisk som muligt. Det gør løsningerne mere spændende, end hvis jeg havde tvunget noget spektakulært igennem. En anden fordel ved realistisk magi er, at den nogle gange kan vise sig at være helt forkert i forhold til det problem, der skal løses. Og så bliver folk sure«. Feernes Rige I begyndelsen af deres bekendtskab er Jonathan Strange og Mr. Norrell gode venner. Den charmerende Strange er elev af den gamle gnavpot, og selv om han har svært ved at vride bøger ud af ham, lærer han noget. Snart skilles magikernes veje imidlertid, og de bliver uforsonlige modstandere. Stridens æble er spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til den gamle myte om Ravnekongen og til Feernes Rige. Mr. Norrell mener, at man bør lade fortid være fortid, mens Strange er mere eventyrlysten og ihærdigt arbejder på at åbne de gamle feveje, der bl.a. tillader én at rejse mellem spejle. Problemet er, at Mr. Norrell selv har åbnet døren til Feernes Rige, da han vakte en fremtrædende politikers afdøde kone til live igen ved at hidkalde en mandlig fe. Derved har han sat kræfter i gang, som griber forstyrrende ind i den engelske hverdag. F.eks. er flere af bogens personer hver aften nødt til at danse i en særdeles trist balsal kaldet Det Fortabte Håb. Gensidig fremmedhedHvorfor er Feernes Rige sådan en mørk og dæmonisk verden? »Selve ideen om Feernes Rige stammer fra eventyr, som folk i Skotland, England, Wales og Irland har troet på. Nogle af disse eventyr fortæller om folk, der bliver bortført fra deres vante omgivelser og nat efter nat må tage et andet sted hen, hvis de da ikke forsvinder helt«. »Rædslen er imidlertid kun ét aspekt af Feernes Rige. Der kunne være andre, som er mere behagelige. Et interessant skotsk eventyr fortæller om en kvinde, der går hen til en elverhøj for at få fat i en kedel, hun har tabt«. »Reaktionen fra højens beboere viser tydeligt, at de er lige så bange for hende, som hun er for dem. Så måske er vi lige så fremmede og skrækindjagende for feerne, som de er for os. Det er en slags racemæssig misforståelse i høj potens«. »Snarere end dæmoni er det denne gensidige fremmedhed, jeg har prøvet at få frem. Her er den sorte tjener Stephen Black vigtig. Han er en helt igennem menneskelig og rationel figur, men som sort står han uden for det engelske samfund og kan sammen med feen se på det udefra. Det gør feens synspunkter lidt klarere og fornuftigere«. Nødvendig selviskhedKan du egentlig lide dine hovedpersoner? »Ja«. Begge to? »Ja, jeg kan godt lide dem begge. Der er nogle læsere, der ikke kan fordrage Norrell, og det kan jeg godt forstå. Han puster sig op som en utrolig selvisk person, men det er mest, fordi han er bange for folk. Det har han været, lige fra han var barn«. »Derfor trækker han sig ind i en verden af bøger, som han kan klare - med den konsekvens at han aldrig lærer noget om andre mennesker«. »Når han fortæller Jonathan Strange, at en magiker ikke bør være gift, er det mest, fordi han projicerer sit eget ubehag ved kvinder over på sin profession. Men som regel er der et gran af sandhed i det, han siger. Jeg har bare skjult det lidt for læseren bag hans frygt og selviskhed«. »Det er ikke rigtigt, at en magiker ikke kan være gift; men på en måde er det rigtigt, at Strange ikke kan være gift, for han giver ikke sin kone den opmærksomhed, hun fortjener«. »Hvad angår Strange, er det meningen, at han skal være attraktiv. I begyndelsen så jeg ham som en meget byronsk figur og ville have kaldt ham Jonathan Wild, hvis ikke lige navnet havde været optaget af en berømt kriminel fra 1700-tallet«. »Men da Byron så selv dukkede op i handlingen, blev han selvfølgelig mere byronsk end Strange«, forklarer Susanna Clarke. Hun er i øvrigt parat til at forsvare, at Strange og Norrell er så selviske: »På en måde er de nødt til det. De er to mennesker, som alene i kraft af deres karakter skal reetablere noget, som har været tabt i århundreder. For at udrette det må de være fokuserede«, siger hun. Kvindeligt perspektivHvad synes du så om kvinderne i din roman? »Arabella Strange og Emma Pole (politikerens genoplivede kone) er meget vigtige personer, som har stor indflydelse på det, der sker, men som ofte må arbejde i det skjulte«. »Egentlig er jeg lidt skuffet over, at de er kommet til at fylde så få sider i forhold til mændene, men hvis bogen skulle virke autentisk, kunne jeg ikke lade dem gøre ting, de ikke ville have gjort i virkeligheden«. »Jeg hader historiske romaner, som tilsyneladende handler om det 17. århundrede, men er fyldt med kvinder fra det 20. århundrede. Hvor kommer de dog fra?«. Det overrasker mig, at du ikke synes, at kvinderne fylder så meget, for jeg fornemmer et tydeligt kvindeligt perspektiv på historien, især formidlet igennem fortælleren. »Jeg tror heller ikke, at fortælleren er en mand. Da 'Strange og Norrell' blev lavet til lydbog i USA, ville jeg gerne have en mand til at indtale den, fordi der er så mange mandlige stemmer i bogen, men jeg tror bestemt, at fortælleren er en kvinde«. Årvågen og drømmendeSer du nogen ligheder mellem magi og kunst? »Ja, jeg tror, at rigtig mange forfattere, der skriver om magi, i virkeligheden skriver om at skrive. I Philip Pullmans trilogi 'Northern Lights' har pigen en slags kompas, hvis visere hun skal flytte hen på nogle symboler, og drengen har en kniv, der kan skære vinduer mellem de to parallelle verdener«. »For at bruge disse redskaber må de gå ind i en sindstilstand, som på én gang er årvågen og drømmeagtig - den samme sindstilstand man må være i for at kunne skrive. Man skal lade verden fare og samtidig være meget eksakt. Og man skaber noget ud af intet, så det er ret magisk«. En anden verdenNu hvor du har skrevet en roman om magi, opfører folk sig så på en anden måde over for dig end før? »Det er faktisk svært at svare på. Jeg tror, at de, der har kendt mig længe og vidst, at jeg skrev på denne store bog, er mere imponerede af, at bogen er blevet en succes over hele verden. Det gælder især nogle af mine venner i forlagsverdenen. De har opført sig lidt anderledes, men det er mere bogens skala end det, at det var en magisk bog«. »En gang imellem er der nogle fans af bogen, der spørger, om jeg selv tror på magi, men egentlig er det mest journalister. Jeg synes, det er et mærkeligt spørgsmål, for jeg kan ikke se, hvorfor det at skrive en bog som 'Jonathan Strange & Mr. Norrell' skulle betyde, at man tror på magi«. »Jeg ville skrive en bog, som er forskellig fra denne verden. Derfor puttede jeg magi i den. Så når folk spørger, om magien er virkelig, må jeg svare nej. Den er først og fremmest opfundet og af en meget litterær natur«.