Mandag aften får vi navnet på årets vinder af Booker-prisen, den prestigefyldte britiske litteraturpris. James Meek var et mulehår fra at nå med i det sidste finalefelt på seks forfattere. »Behøver du minde mig om det?«. Den britiske forfatter krymper sig i sofaen, da han svarer. Skuffelse Ja, det var en skuffelse, at hans bog 'I kærlighedens navn' blev sorteret fra i absolut sidste øjeblik, selv om den stod højt på listen over mulige priskandidater, og han forsøger stadig at komme sig over det, da Politiken møder ham på Reykjavik Litteraturfestival. Hans forlægger Jamie Byng fra Canongate troede så meget på Meeks chancer, at han sendte 250 håndskrevne breve ud i det litterære miljø for at skaffe opbakning til 'I kærlighedens navn'. Og Byng var da heller ikke ene om at være begejstret for romanen, der har et rungende ekko af Dostojevskij og Solsjenitsyn over sig, selv om den er skrevet af en ærkebritisk journalist og forfatter. Tidløs kvalitet Den skotske forfatter Irvine Welsh indrømmede i sin anmeldelse i The Guardian, at han blev blæst totalt omkuld af romanen, der foregår i Sibirien i 1919 og omfatter så dramatiske begivenheder som flygtede straffefanger, der tager medfanger med på flugten for at spise dem undervejs. En vanvittig religiøs sekt, der mener, man kommer nærmere det guddommelige ved at kastrere sig selv. Og endelig en gruppe tjekkiske soldater, der i kølvandet på Første Verdenskrig bliver 'glemt' langt ude i den sibiriske ødemark. Det hele koges hos Meek sammen i en historie, hvor tre mænd og en kvinde er de centrale figurer. Og selv om det hos Meek er spundet ind i en fiktiv historie, har det alt sammen rod i virkelige hændelser fra starten af dette århundrede. Irvine Welsh måtte læse romanen tre gange, før han skrev sin anmeldelse, hvor han til slut konkluderede, at bogen har en kvalitet, der er tidløs. Invasion James Meek selv er 43 år. Han har i en årrække været korrespondent for The Guardian, og det var på avisens Moskva-kontor, han fik de første vink om, at der måske kunne ligge en historie gemt et sted i Sibirien. Først hørte han om straffefanger, der tog en levende madpakke med, når de flygtede fra koncentrationslejrene, og næsten samtidig hørte han historierne om kastraterne og om de tjekkiske tropper. »Alle historierne var på en måde forbundet til Sibirien, og da jeg vidste, at jeg formentlig aldrig nogensinde ville skrive mere end en historien om Sibirien, tænkte jeg, at jeg hellere måtte skrive en bog, der kunne samle alle de personer, der efterhånden havde invaderet mit hoved«, fortæller James Meek. På engelsk hedder bogen 'The People's Act of Love', og titlen hentyder til, hvad mennesker kan få sig selv til at gøre af hensyn til eksempelvis en ideologisk overbevisning, som tilfældet var i det kaotiske Rusland i årene lige efter revolutionen. Ingen historisk ironiSkal en historie om fortiden også have et budskab til os i dag?

»Skal er vel et stort ord, men hvis man skriver ærligt om folk i menneskelige situationer, eller ekstreme situationer, så kan det vel ikke undgå at sige folk noget i dag. Men der er da i historien paralleller til i dag«. »Ligesom tilfældet er i dag, foregår historien på et tidspunkt, som var meget afgørende for verden, og jeg har forsøgt at sætte mig ind i, hvordan mennesker på den tid så verden, og jeg har forsøgt at undgå enhver form for historisk ironi«, siger James Meek. Som den danske titel antyder, handler historien også om kærlighed, men den handler ikke mindst om, hvad mennesker kan gøre ved hinanden. »Det overordnede tema er konflikterne mellem de ofre, man yder for et ideal, og så de ofre, du yder for de mennesker, du elsker«, siger James Meek. Kærlighed Det er kærlighedstemaet, der binder de tre overordnede historier sammen, fordi tre af mændene i bogen har et forhold til den samme kvinde. Det bringer efterhånden de tjekkiske soldater, kastraterne og straffefangerne ind på den samme scene langt ude i Sibirien, som læseren fornemmer, at Meek må kende ret godt. Har det været en fordel at være journalist, da du skulle researche til bogen?

»Jeg har ikke researchet særlig meget, ud over at jeg har læst et par bøger om den religiøse sekt og en om den tjekkiske legion, men det er alt. Jeg vil nødig have, at folk skal tro, jeg har skrevet bogen på basis af noget, jeg har fundet i et bibliotek«, siger James Meek. Hvorfor ikke?

»Der er forskel på den research, du foretager i et bibliotek, og den, du foretager ved at rejse bestemt sted hen uden at søge et bestemt svar på et bestemt spørgsmål. Du kan tage til Sibirien for at se, hvordan en shaman arbejder, og hvordan han lever sit liv, men det er en anden ting at rejse ud og få svar på spørgsmål, du ikke var klar over, at du havde«. I kriminelt selskabMen læserne er vel dybest set ligeglade med, hvordan du har fået dit materiale?

»Rigtigt, men bogen ville ikke blive så god. Som læser siger du, at min bog til tider minder om en russisk roman, og det skyldes, at jeg har levet i Rusland. Det skyldes ikke informationer, jeg har suget ud af bøger om Rusland. Selvfølgelig skyldes det også, at jeg har læst masser af russiske bøger, men dem har jeg læst, fordi jeg havde lyst til det, og ikke med henblik på at skrive en roman«. »Tag nu følgende eksempel. På et tidspunkt befandt jeg mig i de østlige Uralbjerge. Det var aften, og jeg havde skrevet en historie til The Guardian om de russiske valg. I weekenden var der ikke noget at lave. Jeg gik ud i byen for at veksle nogle dollar i en kiosk«. »Manden i kiosken var først mistænksom, men senere blev han ret venlig og inviterede mig med på weekendtur i bjergene sammen med ham og hans venner. Hvorfor ikke, tænkte jeg, og jeg kunne se på ham, at han var en mand, der havde siddet inde. Det viste sig da også, at han var dømt for mord. Men han var en flink fyr, og det samme var hans kammerater, der også var kriminelle«. »Jeg tog ikke med på weekend, fordi jeg tænkte, at det nok engang kunne være et fantastisk materiale til en bog, men fordi jeg havde tiden til det og gerne ville have selskab«. »Vi fik en del at drikke, og måske kommer jeg aldrig til at bruge materialet, men måske fik jeg derfra en viden derfra om Ruslands forhold til sine kriminelle. Mellem kriminelle og samfundet, og de kriminelles status i forhold til intellektuelles og politiske fangers status«, siger James Meek. Et sundt spark bagi Han synes, det er lidt paradoksalt, at vi sidder og taler sammen i Reykjavik om hans roman, og at han er skuffet over, at den ikke nåde slutopløbet om Booker-prisen, for netop på mandag, når afgørelsen falder, befinder han sig i Århus, hvor han er med i International Bogfest i Tivoli Friheden. Meek forsøger også at overbevise sig selv om, at det måske er godt, at han ikke har vundet. »Måske er der større risiko for at få fiasko med sin næste bog, hvis man vinder, fordi så mange vil klappe en på ryggen. Det er formentlig godt at få et spark bagi indimellem, men - o.k. - man kan vel ikke sige, at jeg har fået rigtigt spark bagi«, siger han. I så fald vil mange forfattere gerne stille sig til rådighed for samme behandling. Hans roman er i England trykt i kæmpe oplag, og den er solgt til 25 lande.