'Det lyserøde rum' hedder den, og bogens plot - ung, single kvinde i storbyen på jagt efter manden i sit liv - leder også umiddelbart tankerne hen på tidens trivielle 'chick lit'. Men Céline Curiols debutroman er ikke et stykke skabelonlitteratur. Den er original. Det mener i hvert fald forfatterkollega Paul Auster, der i det franske litterære tidsskrift 'Lire' kaldte bogen »den flotteste debutroman, jeg længe har læst«. Anmelderroser De franske anmeldere tog også godt imod, da bogen udkom i foråret, og siden er 'Voix sans issue', som bogen hedder på fransk, blevet solgt til store forlag i England, Tyskland, Spanien og Holland. I dag udkommer den på dansk (og også i herværende organ er rosen stor, red.). Betydningsløs eksistens At bogen er blevet så stor en succes er egentlig overraskende, for Curiol gør det ikke nemt for sin læser at holde af bogens hovedperson. Hun er en ensom, passiv størrelse, der forspilder sit liv som højtalerstemme på en banegård i Paris, når hun da ikke trisser rundt i storbyen og lader sig samle op af sørgelige eksistenser. Samtidig drømmer hun håbløst om, at han, som hun har tabt sit hjerte til, vil droppe alt, hvad han har i hænderne - en smuk kæreste, en stor lejlighed, en respektabel vennekreds - for at gribe det. Men der er noget dybt bevægende over den navnløse hovedperson og hendes betydningsløse eksistens, ligesom der er noget dragende over Curiols simple, ærlige prosa. Med den har hun malet et portræt af en kvinde, som synes at have ramt en åre i tiden: »Jeg ville gerne have en hovedperson, der var lidt til en side«, forklarer Céline Curiol lidt usikkert og rykker rundt i stolen. Hun er tynd, grænsende til det magre, og ryger flittigt på en udendørscafé i New York, hvor hun har boet de sidste 8 år. »Men når jeg er ude og læse op, kommer kvinder ofte hen og fortæller mig, hvor meget de føler og har det præcis som min hovedperson. Det var ret forbavsende, for jeg havde jo bevidst sat mig for at skrive om en marginal størrelse, og så viser hun sig i virkeligheden at udtrykke noget helt generelt hos kvinder i dag«. Tung hemmelighedHun er både stærk og selvudslettende, både bevægende og irriterende. »Hun går rundt med en hemmelighed, som hun ikke kan dele med nogen, fordi den angår et tabu i vores samfund. Det er en hemmelighed, der godt nok isolerer hende, men den cementerer hende også. Den gør hende til den, hun er«. »Men folk reagerer meget forskelligt på hende. Det er ofte kvinder, der finder hende 'svag', fordi hun indlader sig på mange, tilfældige bekendtskaber uden at vide hvorfor«. »Andre - og det er især mandlige læsere - synes, at hun virker utrolig stærk, netop fordi hun insisterer på at leve sine oplevelser helt ud, også når de er smertefulde«. Anonym stemme'Hun' får aldrig et navn. Hvorfor er hun navnløs? »I starten skrev jeg bare 'hun', fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg ville kalde hende. Men pludselig begyndte det bare at give mening at kalde hende 'hun'«. Det er også en strategi, som hovedpersonen benytter sig af, da hun skal have hul på sin hemmelighed. »Det er lidt af et trick. Historien er jo faktisk fortalt af en jeg-fortæller, men det er en jegfortæller, der kalder sig selv for 'hun', fordi hun ikke rigtig ved, hvem hun er. Det finder hun først ud af ved at lære at fortælle sin historie - og det er handlingen i romanen«. Som højtalerstemme kalder hun sig selv for »den perfekte anonyme person, der taler til alle uden at henvende sig til nogen«. Kunne det også være definitionen på en forfatter? »Som forfatter er ens stemme anonym, for så vidt man ikke ved, hvem man taler til, og hvilken indflydelse man har på sine læsere. Det er det, der er det paradoksale ved at være forfatter: Jeg skriver bøger, fordi jeg vil sige noget til nogen, som jeg ikke kan gøre som privatperson. Men for at nå nogen med det, jeg vil sige, må jeg trække mig tilbage og skrive i isolation«. Takket være Paul AusterMen du indskriver dig samtidig i et andet system af kritikere, forfattere og andre bogfolk. »Ja, og det har jeg det heller ikke helt godt med. Det giver en enorm frihed at være debutant - så er der ikke nogen, der forventer noget fra en. Men fra nu af vil jeg blive sammenlignet med andre forfattere, mine bøger vil blive sammenholdt med mine tidligere produktioner osv., og det er et pres«. »Anmeldelser er jeg som sådan ret lige glad med. Min bog er, hvad den er, og hvis en anmelder ikke kan lide den, er det det samme, som hvis han ikke kunne lide mine indvolde. Det kan jeg jo ikke gøre noget ved!«. Foreløbig er det jo gået godt, blandt andet er Paul Auster en stor fan. »Ja, det er næsten flovt med hans lovprisning ... Men det er hans skyld, at den her bog overhovedet er kommet til verden. Jeg skulle engang interviewe ham og spurgte ham bagefter, om jeg måtte sende ham nogle af mine noveller. Han er vældig rar, så det sagde han ja til, og han kommenterede da også pligtskyldigst mine skriverier. Men det var klart, at han ikke var helt vild med dem«. »Så sagde han en dag til mig, at jeg skulle prøve at skrive en roman - at det var min litterære stemme mere gearet til. Og det havde han ret i«.