Det er med lettere bævende hånd, jeg griber knoglen for at ringe til den selvproklamerede Demon Dog of American Literature. Gud ved, om James Ellroy kan bide hovedet af mig helt ovre fra Californien? Ack-ack-ack! Jeg tiltror ham efterhånden lidt af hvert efter at have læst den indtil det ekshibitionistisk ærlige erindringsskitse 'Mit liv som kryb' om Ellroys ungdom som kriminel trussesniffer. Som om det ikke var hårdt nok med lig med vaseline i øjenhulen og 'Et amerikansk dødstrip' med dens mange hundrede sider om amerikansk politik og hårde stoffer skrevet i bidsk staccato. Sætninger på tre-fem ord. Verbale maskingeværsalver. Ack-ack-ack! Jeg er parat til at dukke mig i røret. Hårdkogt? Hvis man glemmer et æg natten over i en kasserolle med spilkogende vand, vil det stadigvæk være blødkogt sammenlignet med James Ellroys skrivestil. Ungdommens snavs »Hello, how are you, sir?«, lyder så den kultiverede og blødt modulerede stemme i røret, da jeg har præsenteret mig. Jeg slapper lidt af. Øret er der endnu. Hovedet er der endnu. Måske går det hele alligevel. Men der er noget ved stemmen. Den civiliserede diktion. De korte, koncise svar. Noget, jeg ikke helt kan få til at stemme. Jeg stirrer mistroisk ned på arket med nedkradsede spørgsmål. Sådan nogle små latterlige svæklinge med kragetæer, der allerede gør nar ad mig. Ack! Ack! Ack! Det er noget med situationen, der er helt sær. Jeg sidder og snakker med en mand, en helt igennem civiliseret mand af ordet, der indleder sit erindringsessay 'Mit liv som kryb' i 'Endestation lighuset' sådan: »Denne erindringsskitse er et anklageskrift på tre punkter. Punkt et: Jeg løj og stjal og udstrålede dårlige vibrationer. Punkt to: Jeg gjorde det på en fej og fordækt måde. Punkt tre: Jeg fyldte kvinder med lort«. Og det er bare overskriften. Herfra dykker Ellroy ned i ungdommens snavs, så skidtet står op på alle kummens sider. Bumset monster Detaljerne er saftige og ærligheden total. Den unge James var et bumset monster på 1,90, der onanerede 12 timer ad gangen. Mordet på hans mor, som han i 1997 beskrev indgående i 'Mine mørke steder', havde gødet jorden til en absolut usund fascination af myrdede kvinder. Unge James guffede porno og sniffede og drak alt, hvad der kunne sniffes og drikkes. Indtil han efter 12 års intenst misbrug var et halvt næsebor fra at krepere af det. Unge James havde svært ved at nærme sig pigerne andre steder end i fantasien. Til gengæld var han god til at begå indbrud. Så han forfulgte unge piger og brød ind i deres huse, hvor han så afholdt enmandsorgier. Han tømte barskabet, lå svimmel på ryggen i pigernes senge og sniffede trusser og indholdet af medicinskabet, så værelset snurrede af skævhed, ophidselse og spænding. Det så ret skidt ud med hensyn til Ellroys muligheder for at ende som kommende respektabel borger. Eller berømt forfatter for den sags skyld. Men så opdagede han litteraturen. Eller rettere: Han begyndte at skrive. Han blev afholdsmand i 1977. Han blev clean. Han blev høj på ord og mord. Han skiftede navn og blev den James Ellroy, der efter en række hidsige tilløb revolutionerede den amerikanske kriminalroman med den monumentale, eksplosive og i stigende grad komplekse 'L.A. Kvartet'. Eventyrligt liv Ellroy gav sig derefter til at omskrive Amerikas historie med 'USA-trilogien'. I 'Mine mørke steder' beskrev han hudløst ærligt, hvordan han havde brugt mordet på sin mor, hun blev fundet stranguleret i 1958, som sin karrieres kreative brændstof. Ordet 'ærlig' er næsten for svagt til at være dækkende for James Ellroys selvbiografiske skriverier. Men nu siger rygterne, at han med de selvbiografiske stykker i 'Endestation lighuset' for sidste gang har brugt sit eget liv som råstof. »Det er nu ikke helt sikkert«, lyder svaret. »'Den sorte Dahlia' er ved at blive filmatiseret, og når den kommer op, er det nok sandsynligt, at jeg bliver nødt til at fortælle historien om 'Den sorte Dahlia/Min mor' sådan ca. et par millioner forpulede gange mere. Men så er det også slut«. Dæmonhunden sagde »forpulede«. Det er lige før, jeg ånder lettet op. »Men hvis vi snakker om at skrive om de ting, så, ja, så tror jeg nok, jeg har kørt den så langt ud, som den kan komme«. Som læsere af 'Mine mørke steder' vil vide, forblev mordet på moderen uopklaret. Sådan er det stadig. »Jeg udveksler en gang imellem e-mail med opdageren Bill Stoner. Opklaringsarbejdet fortsætter vel på en måde. Men jeg går ud fra, at det er en død sild«. Men hvad med ungdommen? Føles det ikke mærkeligt at fortælle om sin ungdoms eskapader i så udpenslede detaljer? »Der er ikke noget som helst pinligt ved det. Jeg har levet et vidunderligt og eventyrligt liv. Som slet ikke er ovre endnu. Så jeg nød at skrive teksterne. Der var et specifikt tema. Nemlig sex. At skrive om det, der skete dengang, er en kreativ proces«. 'Den sorte Dahlia' på film Forfattere frygter ofte - og ofte med god grund - filmatiseringen af deres bøger. James Ellroy har imidlertid gode erfaringer. Curtis Hansons filmatisering af 'L.A. Confidential' blev en oscarvinder og en født noir-klassiker. En vurdering, Ellroy er helt enig i. »Det er en af alle tiders bedste amerikanske kriminalfilm. Selv om de kun brugte 20 procent af historien fra min bog«. Ellroy har tilbragt et par uger på settet under indspilningerne af 'The Black Dahlia'. Han erklærer sig fortrøstningsfuld med, hvad han ved den lejlighed fik at se. Han erklærer sig fuldt tilfreds med filmens unge stjernebesætning. Ved anden lejlighed har han imidlertid udtrykt skepsis over placeringen af de meget unge Scarlett Johansson og Josh Hartnett i hovedrollerne. Til Seattle Times udtalte Ellroy, at Hartnett var for køn til, at det var til at holde ud, mens Scarlett Johansson var »this stupid kid actress«. Men besøget hos De Palma har åbenbart gjort underværker for optimismen. Brian De Palmas film vil genoplive en gammel historie. Også 'Endestation lighuset' er en udgivelse med tråde tilbage i tiden. En slags frikvarter fra Ellroys vigtigste projekt i disse år. Nemlig tredje del af 'USA-trilogien' efter 'American Tabloid' og 'Et amerikansk dødstrip' ('The Cold Six Thousand'). Et bygningsværk på tre mursten. Flere betragter projektet som et regulært forsøg på at omskrive USA's officielle historie. Nu gælder det historien om Nixon-æraen. Bogen lader vente på sig. Handlingen udspiller sig i årene 1958-72. Ellroy har allerede været fire år om at skrive den. Hadet til Clinton »Det bliver en lang bog, som kræver meget omfattende research. Jeg har udgivet 'Endestation lighus' for at sørge for, at mit navn ikke blive glemt i mellemtiden«, indrømmer han ærligt. »Det bliver en enorm roman. Hold øje med den tidligt i 2007«. Jeg spørger Ellroy, om Nixon er helten eller skurken. Det er nemlig ikke sådan uden videre til at vide, når forfatteren er James Ellroy. »Han er en skurk«, svarer han dog uden at tøve. »Han var en moralsk angribelig mand. Som Bill Clinton. Han blev korrumperet af sin magt og var involveret i adskillige tvivlsomme affærer«. En politiker som ubesmittet helt er svært at forestille sig i Ellroys univers. Ellroy er republikaner. Efter alt at dømme ikke så meget politisk som moralsk konservativ. I rammefortællingen til 'Mit liv som kryb' får Clinton denne salut i kølvandet på Lewinsky-affæren: »Jeg udviklede et velgennemtænkt og moralsk rimeligt had til Bill Clinton. Han burde have vidst bedre. Han stjal en kvindes værdighed. Hun er blevet et verdensomspændende synonym på et blowjob. Det er en livsvarig dom«. »Bill Clinton løj, begik mened og forhindrede retfærdigheden i at ske fyldest. Dele af den europæiske presse mente, at det kun handlede om sex. Det handlede ikke kun om sex. Det handlede om hans seksuelle rovdrift og om, at han brød loven. Jeg synes, han skulle have været fjernet fra embedet. Det skete desværre ikke«. Skiderik med statsgarantiHvad mener De i så henseende om Bush? »Stop lige dér! Jeg diskuterer ikke aktuel amerikansk politik. O.k.?«. Af princip? »Jeg ville aldrig tale grimt om mit land eller dets ledere over for en journalist. Det kunne ikke falde mig ind«, siger Ellroy. »Og da slet ikke over for en udenlandsk journalist«. Hvad skal der ske efter trilogien? »Det er en hemmelighed. Jeg fortæller ikke nogen om det. Men det bliver stort. Rigtig stort«, siger Ellroy og lyder betydningsfuld i telefonen. Det er han ret god til. Han er til gengæld knap så god til at holde på sine hemmeligheder. Til The Guardian har Ellroy nemlig allerede røbet, at den næste bog, der skal i gryden, er en roman fra USA i 1920'erne. Præsident Hardings tid. Han skal nok vise sig også at have været en værre én. En skiderik med statsgaranti. Men i det mindste en for længst afdød skiderik. Hardings embedsperiode var berygtet for en usædvanlig korrupt administration. Det har hidtil heddet sig, at Hardings egne hænder dog nok var rene. Det skal Ellroy nok få lavet om på. Dæmonkøteren er på sporet. Et gammelt spor er ikke nødvendigvis et koldt spor. Nyder at leve i fortiden »Jeg ville aldrig skrive en roman, der foregår i nutiden«, siger Ellroy. »Jeg nyder at leve i fortiden og genskabe den på mine egne betingelser«. I det hele taget handler det for Ellroy meget om at skabe på sine egne betingelser. James Ellroy er en af de forfattere, der kun sjældent læser og aldrig har gennemgået noget obligatorisk kursus i hverken kreativ skrivekunst eller amerikansk litteratur. »Jeg har ikke lyst til at læse. Jeg følger ikke med. Heller ikke i politik. Jeg har ikke nogen computer. Jeg har ikke noget fjernsyn. Jeg ser ikke tv. Jeg går kun sjældent i biografen. Jeg kan godt lide at synke ind i mig selv. Jeg kan godt lide at gruble. Det passer mig fint. Jeg sætter mig og fordyber mig«. »Jeg tilfredsstiller min nysgerrighed i forhold til de ting, jeg skriver om. Jeg er ligeglad med, hvad der sker. Jeg stikker hovedet op en gang imellem og konstaterer, at jeg befinder mig i Californien«, siger Ellroy, der først for et par år siden vendte tilbage til fødestaten efter en årrække i Oz-staten Kansas. »En eller anden fortalte mig, at der havde været en frygtelig tornado i New Orleans, så jeg sendte nogle penge til en organisation. Jeg er mig vagt bevidst, at der foregår en krig i Irak, men jeg tænker ikke på det. Jeg ved ikke noget om det, og jeg er fuldstændig ligeglad. Det 20. århundrede tjente mig godt. Det var et helt igennem blodgennemvædet og grusomt trip, og jeg har en fest med at genskabe det«. Også den karakteristiske maskingeværstil knyttet til smudsbladenes eksplosive syntaks vil fra nu af være et overstået kapitel. James Ellroy er på vej videre. Angsten for klichéer Så sker der det, der ikke må ske. Vi snakker om staccato-stilen. Jeg fedter lidt. Fremhæver, at netop dette stilistiske kneb har givet Ellroy en stor respekt hos litteraterne. I en grad, kriminalromaner kun yderst sjældent møder. Siger jeg virkelig »kriminalromaner«? Jeg kan næsten høre kæberne snappe foran min strube. »Det - er - ikke - kriminalromaner«, lyder det iskoldt. »Det har ikke været kriminalromaner siden før 'American Tabloid'«, cementerer forfatteren af adskillige bredt udfoldede historiske dramaer i romanfiktionsform og begiver sig ud på en permafrossen diskurs om, hvad der i stedet er tale om, og hvor han stilistisk er på vej hen. Stilen vil blive mere udfoldet. »Men stadigvæk stram. Stadigvæk meget Ellrovian. Man vil ikke blive ved med at gentage sig selv. Man vil ikke blive en kliché«, erklærer han. Helt forståeligt, skynder jeg mig at bifalde. Fy da føj, nej, hvem vil dog være en kliché? Tak, fordi De tog Dem tid, hr. Ellroy. »Selv tak. Fornøjelsen var helt og aldeles på min side. Og tak, fordi De har læst min bog«. Jeg mærker lige efter. Jo, hovedet sidder der endnu. Forsigtigt lægger jeg knoglen tilbage. Den er helt varm, hvor øret har været klistret fast.