0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kærlighedens benspænd

Kampen om tid og rum er særlig hård blandt kunstnerpar. Men Märta Tikkanens berømmelse tyder på, at problemet er alment.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

SAMLIV. »Efter 10 år med Henrik ville jeg have haft stof nok til resten af livet«, siger den nu 70-årige feminist Märta Tikkanen om den mand, hun både elskede og kæmpede med. Foto: Mads Nissen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Märta Tikkanen var i 1970'erne og 1980'erne Skandinaviens, om ikke verdens, mest kendte eksempel på kvindelitteraturens offentliggørelse af privatlivet.

Hun fik sit internationale gennembrud i 1975 med romanen 'Mænd kan ikke voldtages', om en voldtaget kvinde, der gengælder voldtægten.

Siden kom det autentiske digtværk 'Århundredets kærlighedseventyr' om ægteskabet med billedkunstneren og forfatteren (og alkoholikeren) Henrik Tikkanen.

Den bog vakte stor opsigt og debat i 1978 og blev en af feminismens kanoniske case stories.

Historieskrivning
Henrik Tikkanen døde i 1984. Men han spøger fortsat i sin kones bevidsthed, og forleden udkom Märta Tikkanens bog 'To. Scener fra et kunstnerægteskab' på dansk.

Heri kortlægger den nu 70-årige finlandssvenske forfatter endnu engang sit 28 år lange ægteskab.

Hvorfor har du skrevet endnu en bog om dit ægteskab med Henrik Tikkanen, tyve år efter hans død? Der findes jo allerede én?

»Jeg synes jo, vores samliv er så interessant, for samtidig med at det var meget specifikt - og skærpet af at være et kunstnerægteskab - så afspejler det sin tid, samfundet og brydningerne i tiden«.

»Nu er det en slags historieskrivning. Men dengang var der mange, der kunne bruge det, selv om jeg skrev konkret om vores liv«.

»For mig personligt har det betydet, at jeg nu ser på tingene med de øjne, jeg har i dag. Hvor 'Århundredets kærlighedshistorie' gav brændpunkterne, vil jeg i 'To' vise sammenhængen og baggrunden«.

Behov for fysisk nærhed
»Jeg har tænkt mange gange, at det måske er bedre ikke at leve sammen med sit livs kærlighed. Man kan træffes nogle timer og tale og diskutere og deltage i selskabslivet, og så kan man lave, hvad man nu skal lave i døgnets øvrige timer«.

»Men Henrik og jeg havde så stort behov for fysisk nærhed til hinanden hele tiden, at vi aldrig ville have klaret det«.

Og der var aldrig spørgsmål om at fravælge børn? (Märta Tikkanen medbragte en lille datter i ægteskabet og fik tre børn med Henrik Tikkanen - der også havde børn fra et tidligere ægteskab).

»Nej, da, vi ville begge kolossalt gerne have børn - og hele tiden! Det var uhyre vigtigt for os, der var aldrig noget alternativ. Det var mere et spørgsmål om at sætte en stopper for det!«.

Børn i psykoterapi
Har jeres børn siden bebrejdet jer, at hjemmet var så stormfuldt?

»Vores børn? Næ, de vidste jo, at deres far elskede dem højt, og de vidste, hvor de havde mig. Alle børn er forskellige, og det, som var inspirerende for en, var måske overvældende for en anden.

Det er et stort og svært problem: hvad man udsætter sine børn for. Vores har alle på nær én gået længe i psykoterapi. Jeg kunne ikke få Henrik til at gå i familieterapi, selv om han var skadet fra barndommen og krigen og havde et meget lavt selvværd«.

(Henrik Tikkanen var frivillig ved fronten i den såkaldte fortsættelseskrig mod Sovjetunionen 1941-44 og skød sig til sidst i armen for at slippe hjem. red.)

Opdraget med gammeldags værdier
Ser du jeres forhold som typisk for halvfjerdserne og den måde, kønskampen blev ført på dengang?

»Ja, bortset fra at vi begge var yderligheder. Henrik var ti år ældre end jeg og desuden opdraget hjemme hos sine morforældre, som havde meget gammeldags værdier. Så han var i den retning et halvt århundrede ældre end jeg«.

Ja, for en nutidig læser virker ham vældigt patriarkalsk ...

»... men samtidig var han i mange retninger meget radikalt forud for sin tid. Og i teorien gik han da også helt ind for, at jeg skulle skrive, men ...! Jeg på min side var demokratisk opdraget af to udearbejdende forældre«.

Den store chauvinist
Halvfjerdserne handlede meget om kampen mod manden ... Tog jeres konflikter form af den tid?

»Ja, Henrik kom til at spille rollen som den store chauvinist. Det var lidt uretfærdigt, for selv om han passede vældig godt til den, så var han jo også så meget andet«.

»Vi troede, vi skulle være 'to kunstnere i kærlighedens paradis'. Så jeg var nok noget forbavset over, at det ikke fungerede. Og jeg troede længe, at det egentlig fungerede - det var bare lige nu, vi havde problemer!«.

»Men pludselig - jeg husker præcis, at det var i juli 1969 - indså jeg at: nej! hvis jeg ikke gør noget, bliver det aldrig min tur. Noget inde i mig var truet, og jeg besluttede, at jeg ville skrive, koste hvad det vil!«.

Men du var ikke parat til at ofre mand og børn?

»Nej, jeg valgte ikke børnene og Henrik fra, men jeg begyndte at skrive om natten«.

Sabotagemekanismer
På et tidspunkt må det have strejfet dig at vælge ham fra. At dømme ud fra 'To' saboterede han åbenlyst dit arbejde ...

»Det overvejede jeg først for alvor, kort før han fik sin leukæmidiagnose i 1979. Og så kunne jeg jo ikke forlade ham, heller ikke for min egen skyld ...«.