Märta Tikkanen var i 1970'erne og 1980'erne Skandinaviens, om ikke verdens, mest kendte eksempel på kvindelitteraturens offentliggørelse af privatlivet. Hun fik sit internationale gennembrud i 1975 med romanen 'Mænd kan ikke voldtages', om en voldtaget kvinde, der gengælder voldtægten. Siden kom det autentiske digtværk 'Århundredets kærlighedseventyr' om ægteskabet med billedkunstneren og forfatteren (og alkoholikeren) Henrik Tikkanen. Den bog vakte stor opsigt og debat i 1978 og blev en af feminismens kanoniske case stories. Historieskrivning Henrik Tikkanen døde i 1984. Men han spøger fortsat i sin kones bevidsthed, og forleden udkom Märta Tikkanens bog 'To. Scener fra et kunstnerægteskab' på dansk. Heri kortlægger den nu 70-årige finlandssvenske forfatter endnu engang sit 28 år lange ægteskab. Hvorfor har du skrevet endnu en bog om dit ægteskab med Henrik Tikkanen, tyve år efter hans død? Der findes jo allerede én? »Jeg synes jo, vores samliv er så interessant, for samtidig med at det var meget specifikt - og skærpet af at være et kunstnerægteskab - så afspejler det sin tid, samfundet og brydningerne i tiden«. »Nu er det en slags historieskrivning. Men dengang var der mange, der kunne bruge det, selv om jeg skrev konkret om vores liv«. »For mig personligt har det betydet, at jeg nu ser på tingene med de øjne, jeg har i dag. Hvor 'Århundredets kærlighedshistorie' gav brændpunkterne, vil jeg i 'To' vise sammenhængen og baggrunden«. Behov for fysisk nærhed »Jeg har tænkt mange gange, at det måske er bedre ikke at leve sammen med sit livs kærlighed. Man kan træffes nogle timer og tale og diskutere og deltage i selskabslivet, og så kan man lave, hvad man nu skal lave i døgnets øvrige timer«. »Men Henrik og jeg havde så stort behov for fysisk nærhed til hinanden hele tiden, at vi aldrig ville have klaret det«. Og der var aldrig spørgsmål om at fravælge børn? (Märta Tikkanen medbragte en lille datter i ægteskabet og fik tre børn med Henrik Tikkanen - der også havde børn fra et tidligere ægteskab). »Nej, da, vi ville begge kolossalt gerne have børn - og hele tiden! Det var uhyre vigtigt for os, der var aldrig noget alternativ. Det var mere et spørgsmål om at sætte en stopper for det!«. Børn i psykoterapiHar jeres børn siden bebrejdet jer, at hjemmet var så stormfuldt? »Vores børn? Næ, de vidste jo, at deres far elskede dem højt, og de vidste, hvor de havde mig. Alle børn er forskellige, og det, som var inspirerende for en, var måske overvældende for en anden. Det er et stort og svært problem: hvad man udsætter sine børn for. Vores har alle på nær én gået længe i psykoterapi. Jeg kunne ikke få Henrik til at gå i familieterapi, selv om han var skadet fra barndommen og krigen og havde et meget lavt selvværd«. (Henrik Tikkanen var frivillig ved fronten i den såkaldte fortsættelseskrig mod Sovjetunionen 1941-44 og skød sig til sidst i armen for at slippe hjem. red.) Opdraget med gammeldags værdierSer du jeres forhold som typisk for halvfjerdserne og den måde, kønskampen blev ført på dengang?

»Ja, bortset fra at vi begge var yderligheder. Henrik var ti år ældre end jeg og desuden opdraget hjemme hos sine morforældre, som havde meget gammeldags værdier. Så han var i den retning et halvt århundrede ældre end jeg«. Ja, for en nutidig læser virker ham vældigt patriarkalsk ...

»... men samtidig var han i mange retninger meget radikalt forud for sin tid. Og i teorien gik han da også helt ind for, at jeg skulle skrive, men ...! Jeg på min side var demokratisk opdraget af to udearbejdende forældre«. Den store chauvinistHalvfjerdserne handlede meget om kampen mod manden ... Tog jeres konflikter form af den tid?

»Ja, Henrik kom til at spille rollen som den store chauvinist. Det var lidt uretfærdigt, for selv om han passede vældig godt til den, så var han jo også så meget andet«. »Vi troede, vi skulle være 'to kunstnere i kærlighedens paradis'. Så jeg var nok noget forbavset over, at det ikke fungerede. Og jeg troede længe, at det egentlig fungerede - det var bare lige nu, vi havde problemer!«. »Men pludselig - jeg husker præcis, at det var i juli 1969 - indså jeg at: nej! hvis jeg ikke gør noget, bliver det aldrig min tur. Noget inde i mig var truet, og jeg besluttede, at jeg ville skrive, koste hvad det vil!«. Men du var ikke parat til at ofre mand og børn? »Nej, jeg valgte ikke børnene og Henrik fra, men jeg begyndte at skrive om natten«. SabotagemekanismerPå et tidspunkt må det have strejfet dig at vælge ham fra. At dømme ud fra 'To' saboterede han åbenlyst dit arbejde ... »Det overvejede jeg først for alvor, kort før han fik sin leukæmidiagnose i 1979. Og så kunne jeg jo ikke forlade ham, heller ikke for min egen skyld ...«. Det virker ud fra bogen, som om du kun fik modstand og ingen støtte ...

»Men så var det måske, fordi det var modstand, jeg havde brug for ... man vælger jo selv. Jeg har altid - det kan jeg se nu - omgivet mig med mennesker, som krævede mere af mig, end jeg egentlig troede, jeg kunne klare«. Hvornår gennemskuede du hans sabotagemekanismer?

»Jeg tror ikke, han var sig bevidst, at det var systematisk. Jeg gennemskuede det nok først den gang, han bildte mig ind, at vi skulle stille op til et dobbeltinterview i et dameblad, og det så viste sig, at det hele tiden havde været meningen, at det kun skulle handle om ham. Jeg skulle bare danne baggrund. Og det var jeg meget nøjeregnende med, at jeg ikke ville ...« Kunne du ikke have gjort det for hans skyld, og han ville så gøre det for dig en anden gang?

»Jo, måske hvis han havde sagt ligeud, at det var vigtigt for ham, at jeg var med på billedet. Men nu blev det vældig ubehageligt ... skrækkeligt! Det var faktisk svært for mig at forstå, at et sådant forræderi var muligt ...«. Kamp til stregenHar du så taget revanche?

»Hvordan mener du? Jeg ville bare vise mig selv og ham, at jeg også duede. Det drejede sig for mig om, at hverken han eller nogen anden skulle få lukket munden på mig«. Det fremgår, at du hele tiden følte dig overdøvet, også rent konkret, af ham. »Ja. Men jeg har lige oplevet noget meget morsomt! Efter at jeg havde skrevet denne bog, 'To', skulle jeg interviewes til Sveriges Radio. Og journalisterne afspillede for mig et gammelt interview, Henrik og jeg gav til Sveriges Radio, men som jeg aldrig har hørt. Og så viste det sig, at jeg gav Henrik kamp til stregen. Sådan husker jeg det slet ikke!«. »Og det glædede mig, for så var der ikke tvivl om, at jeg sagde fra over for ham. Det var fantastisk. Jeg blev så glad, da jeg hørte det. For jeg var i årenes løb begyndt at anklage mig selv for ikke at have udtrykt mig klart nok over for ham. Men jeg gik frækt og hensynsløst og hårdt på ham! Bang! Bang!«. Var det måske netop det, at du gav ham kamp til stregen i offentligheden, der trængte ham op i en krog og gjorde ham så barnlig?

»Nej, for han gik altid sejrrig ud af alle kampe! Han var frygtelig hurtig i replikken! Og det var kun, når der var vidner, at jeg fik et ben til jorden. Han var en unikt begavet, brillant mand«. Hinandens stofMen han må have brugt meget af sin kreative energi på at bekæmpe dig.

»Jo, naturligvis, men det gav ham også mange impulser. Han havde brug for den modstand«. Du var hans stof. Men han var også dit. Var du ikke bange for, at hvis I skiltes, ville du ikke have noget at skrive om?

»Nej, aldrig. Jeg tænkte tværtimod, at jeg ville få skrevet meget mere, for han tog så meget tid og plads. Og efter 10 år med Henrik ville jeg have haft stof nok til resten af livet!« Følte du dig som offer?

»Nej, aldrig«. Alkoholikere lugterI var et offentligt par og dominerede desuden finsk kulturliv i en periode. Det var FN's kvindeår i 1975, og kvindekampen var på sit højeste. Du må have følt dig meget i pagt med tidsånden? »Jo, der var bare det ved det, at tidsånden ikke var nået til Finland! Jeg var i dialog med f.eks. Politiken, Dagens Nyheter og Information - vi fik otte aviser på grund af Henriks arbejde - og med den angelsaksiske women's lib litteratur. Og så skrev jeg bogen 'Mænd kan ikke voldtages' i 1975«. »Den landede så i det tilbagestående finske samfund, hvor jeg blev kaldt pervers og nærmest blev udstødt. For jeg havde begået to finske dødssynder: Jeg havde voldtaget en mand, og sagt, at alkoholikere lugter dårligt! Man må sige hvad som helst om finnerne, at de er voldelige og farlige og går med knive - men at de lugter dårligt, må man ikke sige!«. Gjorde det jeres dialog vanskeligere, at jeres udtalelser i medierne også blev inddraget?

»Jo, på en måde. Man kunne blive såret over noget, den anden sagde i et interview. Og forbavset over, hvad man selv blev citeret for! Så vore mediepersoner spillede også en rolle i vores interne forhold. Og dertil kom vores litterære personer. Så vi var hver tre personer!«. »Men det gav samtidig vores dialog flere bunde og dimensioner, og det inddrog forskellige menneskers måde at se på. For ethvert interview var farvet. Det var både plagsomt og uhørt inspirerende og stimulerende«. Tror du jeres problemer havde været mindre i nutidens kønsroller? Eller er problemet - to kunstnere i et ægteskab - evigt? »Jeg tror, det er evigt. Men hver generation må løse problemerne på sin måde«.