Thomas Boberg har netop været inde at læse op i radioen i forbindelse med den ikke ringe medieinteresse for hans ny digtsamling 'Livsstil'. Så vi sidder i Radiohusets forhal i håb om, at her vil være mere stille end i den nærliggende café. Det håb skydes imidlertid i sænk af først et kvidrende - eller skulle vi sige knebrende? - pigekor og så vareudbringning og praktiske forhandlinger om aftenens gallakoncert med Renée Fleming. Klam flokmentalitet Senere skal Thomas Boberg i tv's 'Deadline' - noget usædvanligt for en pæn digter. Det må skyldes at medierne er blevet fanget af ordet 'livsstil' (smager det lidt af boligprogrammer?) og de to digte i samlingen, som Thomas Boberg lader en 20-årig debutant lægge stemme til. Her er nemlig udsagn som: »Hvis ikke kærligheden bærer dansen/ over belånte broer// nægter vi at bidrage med et eneste blodlegeme/ en eneste bindestreg// til jeres opkøbte otium på spekulanternes havnefront« og: »Jeg hader jeres flokmentalitet, jeres måde/ at købe ind på, det I siger når I åh så tilfældigt mødes/ på gaden efter den sidste barnedåb«. Se, det er jo noget, selv husarerne forstår. Så kan man jo håbe, at også dette glider ned: »Kroppen jeg knyttede i en løkke om lyset/ er en ring om skabelsens finger«. Kaotisk tilbagekomst Thomas Boberg og hans peruanske kone flyttede 'tilbage' til Danmark for et par år siden, for at deres 14-årige søn skulle blive fortrolig med det danske sprog. »Jeg havde ikke lyst til at blive 50 år og have forpasset chancen for at have en samtale på dansk med min egen søn«. Desuden er det ifølge Boberg »meget udsigtsløst at være en ung mand i Lima«. Tilbagekomsten har været lidt kaotisk, og digteren lægger ikke skjul på, at det efter 20 år var vanskeligt at finde fysisk fodfæste i København med de nuværende boligpriser, men nu har den lille familie fundet sig til rette i en lejet toværelses på Peter Bangs Vej. Det har måske fremmet den nødvendige fordringsløshed, at det i Peru ikke er usædvanligt, at digtere bor hjemme hos deres mor ... »Folk der tænker sig om, flygter ud af Peru - sådan er det jo langt hen ad vejen med den tredje verden«. »Måske var jeg også ved at miste kontakten med Danmark selv«. Sproget var mit rum I de 12 år han har boet i Peru, har Thomas Boberg udgivet adskillige bøger i Danmark. Hvordan var det at skrive på dansk i Peru? Savnede du ikke det daglige input - for at sige det på nudansk?

»Jo, det gjorde jeg måske, men jeg var så optaget af at fortælle mine rejseminder, og de er jo baseret på det at være væk. Det var prosa, men jeg skrev også digte i Peru: både 'Under hundestjernen' og 'En stående samtale'. Hvordan holdt du dit danske ved lige?

»Jeg har jo mange venner, og vi udvekslede bøger. Jeg har kunnet følge fint med i dansk litteratur. Det blev faktisk en mere intens oplevelse nogle gange at læse danske bøger i Peru, fordi jeg læste dem nøjagtigere og grundigere og havde mere ro til det«. »Her er der mindre ro, når man er omgivet af sproget hele tiden - grænserne flyder ud. Men i Peru var det danske sprog ligesom mit rum ...«. Økonomiske problemerEr der stor forskel på det litterære klima og tonen i Danmark og Peru? Jeg spørger, fordi det undrer mig, at 'Livsstil' af anmelderne er blevet opfattet som - i positiv forstand - grum og ond og morbid, et overfald og en krigserklæring, og hvad ved jeg. Det tyder på at vi er blevet meget sarte, for sådan læser jeg slet ikke bogen.

»Ja, jeg kan ikke rigtig genkende det der med at digtene er så vrede, at de råber i munden på hinanden. For der er da også en slentrende humor og en humoristisk tone og digte om at være ensom på Østerbro ...«. »Men omgangsformen er mere rå i Peru, for der er færre midler. Digtere i Peru er jo lige så uarbejdsdygtige som alle andre digtere er - men de får ingen legater«. »Folk der skriver, også de rigtig gode, har alvorlige problemer med økonomien. De skal selv bekoste deres udgivelser, for eksempel«. Poesien og boligpriserneEr de så måske 'renere' digtere og mindre borgerliggjorte, end danske digtere er?

»Jeg tror ikke på, at de er renere. Men det er da rigtigt, at det kan være svært at få poesien ind i det der spil med boligpriser, barnets skolegang og konens karriere ...« »Jeg var forbavset over, hvor meget 80'erdigterne i Danmark og Peru - uden at kende hinanden - var inspirerede af de samme ting. Men punkkoncerterne og undergrunden var meget hårdere i Lima. Nogle af de skidegode digtere var meget politisk radikale og involveret i terrorisme. Der var også folk, der døde«. Når forholdene i et land er så anderledes, skulle man også tro, at digterens rolle var anderledes ... »Arh, digterne bliver ikke taget særlig alvorligt i Peru. De er ikke rigtig en stemme i samfundsdebatten. Men i det alternative miljø var digtningen meget væsentlig«. Er den litterære diskussion i Danmark meget hensynsfuld?

»En mand som Lars Bukdahl er i hvert fald ikke hensynsfuld. Men måske er det, fordi det, jeg gerne ville med denne digtsamling, er lykkedes, at reaktionen er sådan. For jeg ville være så præcis og så klar og så hård som muligt. Det er måske derfor, det trænger ind«. Mod klarhedVar det en bevidst strategi, at nu ville du råbe publikum op?

»Nej, jeg tror bare det er en almindelig kunstnerisk stræben mod klarhed - og mod at blive bedre til sit fag. Jeg føler ikke, digte skal være komplicerede, hvis man kan gøre det lige så godt med enklere midler«. »Men jeg kunne ikke have skrevet disse digte som 20-årig, for de er jo baserede på et halvt livs erfaring og iagttagelser og læsninger. Digtene har været mine briller. De har hjulpet mig til at finde rundt i mit liv og min tilværelse og på kloden«. Materialistisk generationHvorfor hedder samlingen 'Livsstil'?

»I lang tid hed den 'Portræt af en maske', fordi min teori er, at sproget er min maske. Men det er også en forvandlingsmaske, for den rummer mange ansigter«. »Den titel passede imidlertid kun på det sidste afsnit, hvor der f.eks. er de der portrætter af hoved- og biperson og rolledigtene, blandt andet med 'debutanten' og med 'blomsterhandleren', der måske er pædofil, og 'skønheden', der måske er luder. Og så fandt jeg ordene 'jeres livsstil' i et af 'debutantens' digte«. »Titlen er både ironisk og bogstavelig. Der bliver pukket på et livsstilskoncept, som vi er totalt inficeret af i det her samfund, hvor man ikke snakker om andet end boligpriser og store køkkener«. »Min generation er blevet ekstremt materialistisk. Så jeg forestiller mig, at min søn er digter og 20 år gammel; hvad kunne han sige om min generation? For jeg kan jo ikke sige det selv som 45-årig. Og jeg ville også bygge digtsamlingen op som et drama med mange forskellige figurer. Det er et eksperiment«. Men angrebet på livsstilen er blevet taget meget bogstaveligt ...

»Ja, det er noget forenklet. Men samtidig synes jeg det angreb er helt legitimt. Jeg var bare nødt til at lade et ungt menneske lægge stemme til«.