Præsten hedder Liv. Hun befinder sig helt oppe i Finmarken. Ikke bare i Nordnorge, men ved kanten af Nordnorge. En dag går Liv ud på klipperne. Blæsten hyler ind fra havet. Liv og død Hun går helt ud til kanten, hvor der er et lodret fald ned til skarpe klippestykker, sort vand og bølgeskum, der hamrer mod kysten. Vinden er så hård, at Liv kan læne sig op imod den uden at falde i dybet. Men hvad sker der, hvis blæsten på et øjeblik stilner af, så vindens hånd ikke længere holder hende i sikkerhed? Tager afgrunden hende, eller redder hun livet? Kirke, køn og magt Liv er hovedpersonen i den norske forfatter Hanne Ørstaviks seneste bog 'Præsten'. En bog, der handler om at være helt ude på kanten af livet og om risikoen for at falde den forkerte vej. »Det er jo også sådan, det er at være i verden. Det, der holder dig, kan pludselig give slip«, siger Hanne Ørstavik. Hun kender selv alt for godt erfaringen med at komme helt ud til kanten. I virkeligheden er det en sådan erfaring, der satte hende i gang med at skrive 'Præsten', som sidste år indbragte hende den prestigefyldte Brage-pris i Norge. Romanen fortæller historien om den kantede præst, der er oppe imod alle det religiøse samfunds magtkonventioner alene ved at være kvinde. Sideløbende fortæller den en helt anden magthistorie, om det legendariske sameoprør i Kautokeino i 1852. Et oprør, hvor to samer endte med at blive henrettet, og hvor historien om oprøret endte med at blive nedskrevet af den lokale præst og biskoppen. Ordenes muligheder og mangler Som Hanne Ørstavik udlægger konflikten, tager den sit udgangspunkt i sproget. At samerne gennem den første samiske oversættelse af Bibelen pludselig får håb, fordi de i skrifterne kan læse, at alle var lige meget værd, og skulle de så ikke også høres i stedet for at være undertrykte? Og så ender det alligevel med, at magten sætter sig på historien. Jo, Hanne Ørstaviks roman handler også om sprog. Den handler om, hvad vi overhovedet kan bruge ordene til. Og hvad der sker eller ikke sker, når ordene ikke slår til. Tavs trøst På et tidspunkt i 'Præsten' skal Liv besøge en familie, hvis datter lige har hængt sig i stativet, hvor de normalt tørrer fisk. Liv sidder i køkkenet hos familien. Moderen på den ene side, præsten på den anden. Og det bliver aldrig billedet af den nærværende, medfølende præst, der forsøger at overbevise den sønderknuste mor om, at alt nok alligevel skal gå, og at hun ikke må føle skyld, eller hvad en præst nu kunne overveje at sige i den situation. Præsten Liv siger næsten ingenting. »Men hun har været der. Hun har siddet der, og hun har spist et stykke kage, og hun har mærket duften af alle disse kager på vej ind og ud af ovnen. Og spørgsmålet er, hvad det vil sige at have været der, og hvad man kan få sagt?«. »Måske er nærvær også bare at være tilgængelig. Liv er ærlig og tænker over, hvad hun overhovedet kan sige«, siger Hanne Ørstavik. Følte sig afvist 'Præsten' er hendes syvende bog, og hidtil har hun stort set kun fået gode anmeldelser for sin litteratur. Lige med undtagelse af roman nummer seks, 'Uge 43'. Det var stormvejret omkring den udgivelse, der bragte den unge forfatter helt ud til kanten af sit liv og var afsæt for 'Præsten'. Med 'Uge 43' forsøgte Hanne Ørstavik at få en diskussion om, hvad man overhovedet kan sige gennem litteraturen. Det var en roman, der hævdede, at der er noget, der er sandt. Noget, der er ægte. I livet og litteraturen. 'Uge 43' handlede om den unge Solveig, der kompromisløst krævede, at alt - fra ord til menneskelige relationer - må være så ægte, at de gør en forskel. Solveig er jævnaldrende med Hanne Ørstavik, og de deler ikke kun alder, men også hangen til at være kompromisløs. »Mit ærinde var, at vi må begynde at tale om litteraturen igen. At litteraturen er vigtig, men det blev too much. Jeg følte mig afvist, og en overgang spekulerede jeg over, om jeg var psykotisk, for talte vi om den samme virkelighed?«, siger Hanne Ørstavik. For den unge forfatter var det spørgsmål, der gik helt ind til kernen af hendes eksistens, for hvordan kunne hun være i en verden, hvis hendes ord ikke nåede frem? Min lyseste bog I 'Præsten' kan man også sige, at ordene ikke når frem. De nøjes for det meste med at drøne rundt inde i hovedet på Liv, som bare aldrig får dem formuleret for sine omgivelser. 'Præsten' er på ingen måde munter læsning, og Hanne Ørstavik protesterer da heller ikke, når man betegner romanhistorien som kuldslået. Læserne håber ofte, at en roman eller en historie ender 'oppe', med en form for håb om, at alt nok skal gå, trods alt. Hvordan har du det med de slutninger?

»Altså, dette er jo den lyseste af alle mine romaner«, siger Hanne Ørstavik og slår en høj latter op. »Og er det egentlig løsninger, vi vil have? Litteraturen kan i bedste fald åbne for et nærvær, og det er netop det, romanen kan. Den kan gennem din helt private læsning tage dig med ind i det rum, hvor du befinder dig i de problemstillinger, bogen tager op«, siger hun. Tvivlende præst 'Præsten' handler i dén grad om nærvær. Eller mangel på samme. Da Liv søger embede i det nordligste Nordnorge, har hun netop forladt Tyskland, hvor hun har skrevet en teologisk afhandling om det berømte sameoprør i Kautokeino i1852. Under opholdet i Tyskland begår hendes nære veninde Kristiane selvmord. Det er med den erfaring i bagagen, hun ankommer til Finmarken, hvor hun kommer til at opleve ikke alene selvmord, men også selvmordsforsøg hos nogle af dem, der er tæt på hende. Og konstant har læseren fornemmelsen af at stå over for et menneske, der ikke føler at slå til i relationen til andre mennesker. Eller at slå til i forhold til sig selv og sit eget liv for den sags skyld, for det er på ingen måde en helt almindelig præst, Ørstavik har skrevet frem. Det er en præst, som selv tvivler på de ord, hun hver uge forkynder for sin menighed, og hvis nogen hører et ekko fra den virkelige verden, er den god nok. Ekko af Grosbøll Hanne Ørstavik fik ideen til romanfiguren, da hun første gang læste om Grosbøllsagen i Danmark. »Romanen foregår jo i løbet af en lille uge, og det meste af handlingen foregår inde i hovedet på Liv. Her får vi et indblik i, hvordan hun forsøger at komme i position til andre mennesker, og jeg oplever, hvordan hun forsøger at have et nærvær, og alene forsøget er i sig selv ikke så lidt«. »Det er jo netop det vanskelige, når hun forsøger at opnå positioner i forhold til andre mennesker uden at ødelægge noget, og uden at hun udsletter sig selv«, siger Hanne Ørstavik. Liv har et ønske om at være nærværende for andre, men man kan vel sige, hun ikke er så god til at udføre det i praksis? »Nej, men hvem er det?«, siger Hanne Ørstavik.