Ansigtet er et emblem for identiteten. De første europæiske antropologer opdelte i 1700-tallet menneskeheden efter hudfarve, ansigtstræk og kraniemål: mongoler, afrikanere, amerikanere og kaukasiere. Så havde man ligesom styr på de fremmede. Så var de lokaliseret i 'dem' og 'os'. Pasfoto som fjendebillede Fjenden skal have et ansigt. Men i dag er Vestens fjendebilleder langt sværere at få styr på. Terroristerne og deres håndgangne mænd er diffuse. De går rundt som tikkende bomber, overalt og ingen steder. De kan ligne ethvert vestligt ungt menneske og sidde ubemærket bag dig i HT-bussen. Derfor har medierne tyet til en ny form for konstruktion af fjendebilledet. Pasfotografiet. Det lille sort-hvide foto er blevet det nye ikon, hvormed vi skelner mellem ven og fjende, dem og os, ikke-farlig og farlig. Xenofobiens historie I virkeligheden er det blot et nyt eksempel på en ihærdig og meget gammel forestilling om, at fjenden skal lokaliseres og knyttes til særlige regioner og befolkningsgrupper. Historien fortælles i antologien 'Europas andre', der netop er udkommet på forlaget Tiderne Skifter. En bog, der med utallige nedslag i hele den europæiske kultur - fra Aristoteles over ridderromaner til national-romantikere og moderne tv-serier - beskriver og analyserer xenofobi som en del af vores fælles mentale historie. Kulturens politiske dimension »Ordet 'xenofobi' er et kunstord, der stammer fra det 19. århundredes begyndelse. Men fremmedfrygt er en basal antropologisk størrelse, der kan findes i alle samfund til alle tider«, siger mag.art. Mikkel Bogh, leder af Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. »Igennem århundreder har vi konstrueret fremmedheden, blandt andet for at kunne opbygge os selv som et helt jeg eller et helt folk. Og det er ikke kun et spørgsmål om lovtekster, dekreter, geopolitik og landegrænser. Fremmedhed handler også om forestillinger inden for fantasiernes og symbolernes domæne. Og ikke mindst kulturen er med til at udvikle de forestillinger, der kan håndtere, stimulere eller kritisere fremmedfrygt«. »For kultur er ikke et uskyldigt anliggende. Kultur er ikke nødvendigvis en søndagsbeskæftigelse. Hvad enten vi taler om litteratur, pressefotografi, dans eller kunst, har kulturen en politisk dimension«. Stejle fronter Bogen udspringer af et seminar, der blev holdt for to år siden med forskere fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Anledningen var helt aktuel. En dansk regeringskoalition havde allieret sig med et parti, der har »en vis fremmedfjendsk tilbøjelighed«, som Mikkel Bogh udtrykker det. Man fornemmede, at her var et emne, som trængte til at blive nuanceret i en historisk sammenhæng - hinsides de stejle fronter, som ofte opstår i debatten. »De humanistiske fag bliver ofte beskyldt for at være verdensfjerne. Man hævder, at vi ikke har noget at bidrage med i de aktuelle diskussioner. Derfor kan bogen også opfattes som en markering af et engagement«, siger han. »De 24 bidragydere i bogen har vidt forskellige ideologiske standpunkter. Her advokeres ikke for, at noget er rigtigt eller forkert. Men de fleste af os mener nok, at debatten ofte er for ensidig. Man kan let få den opfattelse, at identitet er noget, man har!«. »Vores udgangspunkt er derimod, at en person på samme tid har flere identiteter. Og den ene udelukker ikke den anden. Vi har en regional og national identitet. Og en europæisk identitet. Samtidig er vi alle en del af verden. Vi indsuger den samme luft som kinesere, indere og afrikanere«. »Og netop nu har spørgsmålet om Europa og de andre en påtrængende aktualitet. Både i lyset af globaliseringen og EU-udvidelserne, hvor vi skal tage stilling til Tyrkiets indlemmelse i den europæiske familie. Et land, som jo både er europæisk og ikke-europæisk«, siger Mikkel Bogh. Forestillingen om renhed I historien er der mange eksempler på, at fremmedangst kan være vel begrundet. Rent faktisk kan der findes folk uden for landegrænsen, som truer én på livet. Også på det mere uskyldige niveau har vi alle en rem af xenofobiens hud. Københavnere fortæller vittigheder om århusianere. Svenskere ser lidt ned på nordmænd. Franskmænd gør grin med belgiere. Og så videre. »Fremmedangst skal forstås på en gradueret skala«, siger Mikkel Bogh. »Fra den uskyldige latterliggørelse kan xenofobien eskalere til regulære voldsytringer mod andre, der opfattes som en trussel mod stabiliteten i ens egen kultur«. »I disse ekstreme tilfælde vil fremmedangsten ofte være forbundet med en forestilling om renhed. Den kultur og identitet, man selv tilhører, skal have en fast kerne, som ikke må forurenes af andre elementer«. Den store neger Og kunst og kultur har i meget høj grad deltaget i skabelsen af den mentalhistorie, der kan føre til xenofobi. Bogen vrimler med eksempler. I Molières 1600-tals skuespil 'Den gerrige' bruges ordene 'jøde' og 'araber' synonymt med ågerkarl. Langt senere, i essaysamlingen 'Fra den ny verden' (1907), skildrer Johannes V. Jensen 'Negeren', der som et komisk uhyre vandrer lyslevende rundt i New York. Den store neger synes i sit storslåede humør klar til at lægge alle hvide mænd til sit bryst. Men når de hvide ikke besvarer invitationen, skyldes det ifølge Jensen, at »enhver amerikaner ved, at den forelskede gorilla bærer en barberkniv der«. I 1937 hed den franske regeringsleder Léon Blum. Han var socialist - og jøde. En mand, som dermed virkede uhyre frastødende på forfatteren og litteraturkritikeren Maurice Blanchot. Han skrev: »Blum repræsenterer en retarderet ideologi, en oldingementalitet, en fremmed race«. Det hører med til historien, at antisemitten Blanchot i løbet af krigen ændrede position. Og i 1968 råbte han under studenterurolighederne i Paris begejstret med på solidaritetsslagordet for studenterpolitikeren (og jøden) Daniel Cohn-Bendit: »Vi er alle tyske jøder!«. Den orientalske flirt Europæerens blik på de fremmede er en sammensat størrelse. Siden den seneste middelalder har de stereotype forestillinger om 'de andre' ofte afsløret en høj grad af nysgerrighed. Ængstelsen er blandet med fascination. Man drages mod Orienten. Her er folk ganske vist mærkelige og irrationelle. Men de inkarnerer også en livsform og et erotisk liv, som vi er afskåret fra her i Vesten. I litteraturvidenskaben taler man om 'orientalisme'. Det er velkendt, at både Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen havde en flirt med det orientalske. »Opdagelsesrejsende, kulturrejsende og den moderne turist er en del af denne dragning mod det fremmede«, siger Mikkel Bogh. »Den linje kan følges op gennem store dele af det 20. århundredes kunst og litteratur, hvor nysgerrigheden efter andre måder at leve på hægtes sammen med kritikken af det borgerlige snæversyn«. Xenofobien er også svær at få øje på i andre historiske perioder. I 1600-tallet var Frankrig både militært, økonomisk og kulturelt den førende magt i Europa. Overbevisningen om egen overlegenhed var så stor, at der slet ikke var nogen grund til at frygte 'de andre'. »Til gengæld kan der i sådanne situationer opstå en frygt for de 'indre' fremmede. Det fremmede behøver ikke at være dem, der er uden for os selv. Det kan også findes inden i os selv. Det kan handle om, at vi ikke kender os selv godt nok. Eller det kan være en konkret frygt for oprør i provinserne«. »Overalt hvor forestillingen om en enhed er meget intens, vil der være en frygt for, at den enhed skal blive brudt. Man kan tale om en frygt for, at man kan ødelægge sig selv indefra«, siger Mikkel Bogh. 'Dragedukkerne' Rejsen gennem Europas kulturhistorie viser, at xenofobien altid dukker op, når spørgsmål om identitet og tilhørsforhold bliver særligt intensiveret. Grundtvigs nationale identitetskamp i 1800-tallet byggede på, at den danske identitet skulle bindes sammen af sproget, geografien og det nationale tilhørsforhold. Han omtalte f.eks. 'de andre' som underlegne »dragedukker«, der »ikke bør indlemmes i det danske folkehjem«. »Alle former for nationalisme har potentielt en fremmedfrygt indbygget i sig. Et moderne eksempel er massakrerne på Balkan, hvor man slog 'de andre' ihjel, fordi de havde en anden religion og et andet etnisk tilhørsforhold«, siger Mikkel Bogh. Længslen efter oprindelighed Et noget mindre bastant udtryk for xenofobi finder han i sit eget bidrag i bogen hos den tyske forfatter Rainer Maria Rilke. »Han var på mange måder en utrolig sensitiv og åben iagttager af sin omverden. Men samtidig hyldede han i sine unge år en forestilling om det rene tyske folk og bondekulturens autentiske naivitet. En oprindelig enkelhed, som blev truet af amerikansk indflydelse, fremmedgørende storbykultur og materialisme«. »Den forestilling delte han med mange europæiske kunstnere tidligt i det 20. århundrede. Her var den fremmede tit amerikaneren, der sammen med den moderne intellektuelle blev lagt for had«, siger Mikkel Bogh. I samme artikel fortæller han om maleren Paul Gauguin, hvis had til storbyen og den moderne civilisation fik ham til at rejse til Tahiti i en nostalgisk længsel efter en oprindelighed, som europæeren havde tabt. Men i sine vældigt stereotype fremstillinger af den tahitiske folkekultur og den tahitiske kvinde fik han også lagt grunden til mange klicheer om det fremmede. »Man skal passe på med at kalde Gaugain xenofob. Men han bidrog til en meget polariseret opfattelse af 'dem og os', som meget moderne kunst byggede videre på«, siger Mikkel Bogh. Blåøjet kynisme Det har ikke været bogens hensigt at tiljuble globalisering og fordømme enhver form for fremmedfrygt. Mikkel Bogh understreger, at en del af globaliseringen har konsekvenser for folks liv på en meget konkret måde. Den frygt skal man tage alvorligt og ikke bare afvise som en ny slags fascisme. »Fremmedangsten på højrefløjen har måske en parallel i dele af venstrefløjens forsøg på at fastholde en særlig dansk folkekultur. Der findes også en lidt blåøjet tro på multikulturalisme, som har nogle politiske og ideologiske slagsider. De er farlige og kan ligefrem føre til en form for kynisme«. »Måske de fremmede går ind for dødsstraf og omskæring af kvinder. Men det blander vi os ikke i. Her vælger man så i det multikulturelles navn at vende ryggen til krænkelser af menneskerettigheder«. Globaliseringens modtryk I en globaliseret verden har fremmedheden mange ansigter. Og de kan være vanskelige at se og sanse. Vi lever i dag med blandede befolkninger, overnationale fusioner og en fælles massekultur. Vi går i det samme tøj og ser de samme serier på tv. Vil vi ende i en smeltedigel, hvor xenofobi hører hjemme i historiebøgerne? »Jeg kan ikke forestille mig en verden uden fremmedfrygt«, siger Mikkel Bogh. »Den er et antropologisk træk, som bygger på, at mennesker socialiserer sig i grupper. Derfor vil vi altid have brug for at forstå os selv i forskellighed fra andre«. »Men grænserne kan blive forskudt. De nationale grænser vil nok ikke føles så påtrængende som i tidligere tider. Til gengæld kan der opstå andre typer af kulturelle grænser, som går på tværs af landegrænser«. »Vi må heller ikke glemme, at globalisering er en proces, der kan avle modtryk. Der kan opstå stærke forsøg på at afgrænse kulturer - som et modtræk til globaliseringen. Det vil være ualmindeligt naivt at forestille sig en global enhedskultur, hvor vi alle tænker på samme måde, og alle er en del af det samme symbolske rum«. »Der vil altid opstå nye former for skævhed - og dermed nye former for undertrykkelse og fordomme. Vi kan forvente, at xenofobien får et andet udtryk. Men lige for tiden er det svært at se, hvorhen den forskyder sig«, siger Mikkel Bogh.