Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Morten Ramsland er forfatteren bag de seneste ugers kraftigt roste danske roman 'Hundehoved'.   Foto: Rasmus Baaner

Morten Ramsland er forfatteren bag de seneste ugers kraftigt roste danske roman 'Hundehoved'. Foto: Rasmus Baaner

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lad ikke mørket gå gennem dig

Med 'Hundehoved' har Morten Ramsland skrevet en ualmindeligt vild og rost slægtsroman, der blander biografi og fiktion i et omfang, så forfatteren ikke altid selv ved, hvad der er hvad. Til gengæld er han sikker på, at han ikke kunne have skrevet den for ti år siden. Dengang havde han ikke ord for sine følelser. Han lod sig mere styre af dem.

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der ligger et nyåbnet brev på køkkenbordet mellem dagens Information og en fyldt frugtskål.

»Kære Morten, der er jo ingen ende på rosen«, står der, og man kan se på håndskriftens generøse bevægelser, at det er skrevet med stor fornøjelse.

Brevet er fra redaktør Jakob Malling fra forlaget Rosinante til forfatteren Morten Ramsland, og neden under det ligger forklaringen på glæden.

Fra forlaget i København til Ramslands og hans families lejlighed i den gamle del af Brabrand vest for Århus har Jakob Malling kunnet poste endnu en skamrosende avisanmeldelse af romanen 'Hundehoved'.

Dårlig start
'Hundehoved' er Morten Ramslands anden roman.

Den første hed 'Akaciedrømme', og da den udkom for syv år siden, fik forfatteren nogle virkelig dårlige anmeldelser.

I dag kan Morten Ramsland godt forstå, hvorfor kritikerne ikke brød sig om 'Akaciedrømme'.

Lykkeligt depressiv
Men hvordan i alverden har han kunnet forbedre sig så meget som forfatter på de år?

Han svarer, at det er mange år siden, han skrev 'Akaciedrømme'. Han var midt i tyverne, da den udkom, og den udtrykker meget godt, hvordan han selv var dengang:

»Hovedpersonen i 'Akaciedrømme' er forholdsvis ureflekteret. Han ved ikke rigtig, hvad der foregår i ham og er på mange måder fremmed over for sig selv«.

»Han er domineret af stemninger. Sådan synes jeg også, jeg var, da jeg var i begyndelsen og midten af tyverne. Men sådan er jeg ikke længere«.

»Da jeg havde skrevet 'Akaciedrømme', fik jeg en depression. Det var det bedste, der kunne ske i mit liv«.

Fakta og fiktion
Morten Ramsland ler kort. Måske kan han selv høre det groteske i at omtale en depression som positiv. Det er en latter, der minder lidt om tonen i 'Hundehoved'.

Når dén slægtsroman fortæller om tre generationers skyld og skam, druk og flugt, svindlen og sværmen og meget mere til, så sker det i en fart og på en måde, så alle de barske ting afbildes i absurditetens lattervækkende skær.

Er der meget selvbiografi i 'Hundehoved'?

»Ha! Det var da et temmelig intrigant spørgsmål. Nogle af historierne har en kerne af biografisk rigtighed. Men de fleste menneskers liv er ikke så spændende, at man kan bruge dem direkte. Deres historier skal skæres og ændres«.

»Da jeg arbejdede på bogen, interviewede jeg min farmor. Og jeg fandt ud af, at der var nogle af de historier, jeg altid havde fået fortalt om vores familie, der ikke var nær så interessante i virkeligheden som i de mundtlige overleveringer. Udgangspunktet for romanen blev så, at jeg ikke skulle lade mig binde af sandheden«.

Forvrængede historier
Ideen til romanen opstod, fordi Morten Ramsland fik lyst til at beskæftige sig med nogle af sin families historier:

»Hvis man forestiller sig at gå ind i et hurlumhejhus med alle sine familiehistorier og så se dem forvrænget i mærkelige spejle på alle mulige måder«.

»Det er faktisk sådan, jeg har skrevet romanen. Ind imellem har jeg skrevet noget, hvor jeg senere har tænkt ved mig selv: Var det virkelig sådan, det rigtigt var? Eller er det noget, jeg har fundet på?«.

Smertefulde sandheder
I romanens begyndelse møder læserne farfaderen Askild, der er på flugt fra fangenskab i en tysk koncentrationslejr. Askild og hans kæreste Bjørk er fra Bergen. Hele slægtens skæbne afhænger af Askilds flugt.

Som læser ved man godt, at han overlevede. Denne norske skibsingeniør, der har snydt tyskerne i en handel med tømmer og derfor - ikke på grund af nogen heltemodig handling - er blevet taget til fange.

Askild overlever, og han bliver gift med skibsrederdatteren Bjørk, der ellers kunne have valgt et betydeligt mere velhavende parti i form af en læge med bløde hænder. Men Bjørk ville have den gådefulde Askild, selv om det vakte hendes fars vrede og sorg.

Så langt er der betydelige lighedstræk mellem romanen og Morten Ramslands egne bedsteforældre på farens side.

»Min farfar og farmor var også fra Bergen, og min farfar var også i koncentrationslejr af nogenlunde samme årsag som Askild i bogen. Da jeg havde skrevet 'Hundehoved' var jeg da nervøs for, hvad min farmor ville synes om den«.

»Hun døde desværre for fem måneder siden og nåede ikke at læse den. Jeg er ikke sikker på, at hun ville have været begejstret for at læse om nogle af de rigtige ting, jeg har skrevet om farfaren. Som for eksempel hans alkoholisme«.

Ensom grundstemning
Jo tættere 'Hundehoved' kommer på nutiden, desto mere har Morten Ramsland ændret på sandheden. Men der er lighedstræk mellem nogle af personerne og det barn, Morten Ramsland var i 70'ernes Odense.

Ikke nødvendigvis med hensyn til social status og faktiske hændelser. Men nogle af hans erindringer fra barndommen på Fyn ligger indskrevet i romanens forståelse for, hvad børn gør mod hinanden, når de opholder sig i voksenfrit område.

Morten Ramsland voksede op i et middelklassekvarter i en forstad til Odense. Da han var otte år, flyttede familien bestående af mor, far og to børn tre kilometer til en anden forstad.

»Inden da kan jeg huske en grundstemning af ensomhed. Både i forhold til voksne og i forhold til andre børn. Måske kom det af, at jeg havde forældre, som ikke havde det store overskud til mig«.

»Måske var det bare fordi, jeg havde svært ved at være sammen med andre børn. Det blev især slemt, da vi flyttede. Når man er otte år, så kan tre kilometer være som at flytte til en helt anden verden«.

Opvækst i krigszone
Morten Ramslands far var revisor, og de flyttede, fordi han fik råd til at købe et større hus. Moderen var hjemme, mens Morten og den tre år yngre lillesøster var små. Siden fik hun arbejde på fabrik, og senere igen tog hun en uddannelse til socialrådgiver.

På overfladen var det en middelklassekernefamilie i en udvikling, der passede præcis på det, skolebøgerne kom til at skrive om velstandssamfundet.

I virkeligheden skete der en masse andet. Da familien var flyttet, oplevede Morten det, som om han skulle igennem en krigszone, når han skulle hente en liter mælk og et halvt franskbrød for sin mor.

»Mange gange var det farligt at køre gennem kvarteret. Man vidste aldrig, hvem man kunne støde ind i. Det var et barsk miljø, og det gjorde det ikke bedre, at jeg godt kunne lide at råbe ad de andre. Ligesom Asger gør det i romanen«.

»Jeg skulle selvfølgelig have nøjedes med at råbe af de små, men jeg skulle absolut også råbe ad de store. Som så ville tæve mig«.

Slagsbroderen
Hvad råbte du?

»Alt hvad jeg kunne finde på. Jeg kastede også ting efter dem. Sten, snebolde, poser med vand. Alt muligt. Det gjorde jeg indtil 5. klasse. Jeg husker ikke præcis, hvornår det skete, men en dag tænkte jeg ved mig selv, at hvis mit liv fremover skulle give mig færre problemer, så var jeg nødt til at holde op med at råbe efter andre og tæve alle dem, jeg kunne tæve«.

»Jeg var ret stærk. Hvis jeg selv holdt op, kunne det være, at de andre ville holde op med at tæve mig. Det skete også. Men der gik et par år, inden virkningen indtraf«.

Man undgår ikke at få sig nogle ordentlige slag i livet. Man skal også lære at slå fra sig og detronisere sine uhyrer, hvis man kan. Det er et af grundtemaerne i 'Hundehoved'.

Tilfældigvis bliver du født ind i dén slægt og får en masse af den med dig. Men »lad ikke mørket gå gennem dig«, lyder en grundsætning i bogen, og det kunne vist også være noget, Morten Ramsland havde lovet sig selv. Ad åre.

Humanitært arbejde
Han holdt op med at være beredvillig til at slå først. Men han var stadig en af dem, der lavede masser af støj i timerne i folkeskolen. Hans dansklærer syntes, at han var frygtelig og erklærede ham uegnet til gymnasiet. Men han var god til matematik, så matematiklæreren mente, han havde en mulighed for at klare sig. Morten Ramsland blev en af de måske egnede.

Gymnasiet blev et nyt vendepunkt. For første gang havde han en fornemmelse af, at der var noget virkelig spændende at hente i undervisningen. Det var også i de år, han blev optaget af at læse skønlitteratur og fik lyst til selv at skrive.

Da han var blevet student, gav han sig til at skrive digte om natten i et halvt år. Hans mor blandede sig ikke, og på det tidspunkt var forældrene i øvrigt blevet skilt. Moren var flyttet til Fredericia. Børnene blev boende hos faren i Odense, og revisoren var bekymret for sin lyrikskrivende søn.

Efter et halvt års natteskriveri tog Morten Ramsland på højskole. Inden havde han tænkt sig at læse enten biologi eller litteratur på universitetet. En engageret foredragsholders tale om Grundtvig gjorde udslaget. Han begyndte at læse dansk.

Men først var han lige nogle måneder med Mellemfolkeligt Samvirke på projektarbejde i Østafrika. Noget af tiden i Afrika skrev han digte. En hel del af tiden skrev han kærestebreve hjem til Trine, som han havde mødt på højskolen.

Natteskriveri
Det er 13 år siden, Morten Ramsland blev kæreste med Trine. Nu deler de både ejerlejligheden i Brabrand og et kolonihavehus i en haveforening for enden af Brabrand Sø. Begge boliger i praktisk nærhed af Trines arbejde som lærer på den lokale skole.

I deres stue i lejligheden står en kiste af kurv proppet med legetøj. Ved siden af spisebordet hænger en vugge. Og de øverste hylder på reolerne er ikke optaget af Aksel Sandemose eller Peter Høeg for nu at nævne de forfattere, som Morten Ramsland er blevet sammenlignet med i de seneste uger i henholdsvis Information og Weekendavisen. Der står fagbøger om børn.

Tre år gamle Silje og Hjalte på et halvt år opholder sig for tiden fast i havehuset sammen med deres mor. Deres far arbejder seks timer hver hverdag i lejligheden. Hverken mere eller mindre. På den måde tager hverken arbejdet eller fritiden overhånd.

Det var arbejdet ved at gøre engang. Da han kom hjem fra Afrika og begyndte at læse dansk, skrev han om natten og mødte træt op på universitetet om dagen.

Ud af melankolien
I 1993 udkom hans roste debutbog, digtsamlingen 'Når fuglene driver bort'. Siden begyndte han på romanen 'Akacidedrømme'. Stadig med forbilleder som Aksel Sandemose, Martin A. Hansen og Jakob Paludan hængende i sig. I al deres tyngde.

»Det var noget meget melankolsk og alvorligt stof. Hvis man havde været ældre, ville man kunne have brugt det til noget. Jeg havde ikke den livserfaring og integritet, der gjorde, at jeg kunne bruge det. Efter 'Akaciedrømme' slap jeg alt det«.

Kort tid efter 'Akaciedrømme' var udkommet, begyndte Morten Ramsland at få ondt i hovedet, føle sig svimmel og være ekstremt støjfølsom.

»Jeg havde en periode, hvor jeg brød sammen cirka tre gange om dagen. Det var den måde, min depression viste sig. På det tidspunkt var Trine og jeg lige flyttet sammen, og det var meget svært. Men symptomerne begyndte langsomt at aftage i takt med, at jeg blev klar over, hvad de handlede om«.

»Pludselig fik jeg en fornemmelse af at opdage mig selv, og at der var et sprog for de hudløse følelser, jeg havde. Det var med til at strukturere dem. Det er en af de store ting, der er sket i mit liv. Det ændrede den måde, jeg er sammen med andre mennesker på«.

Trods og anarki
Efter depressionen begyndte Morten Ramsland også at holde af andre bøger, end han havde gjort før. Og det er her, hans eget liv igen binder en tråd til 'Hundehoved'.

For hvor han som ung havde søgt ind i melankolien, blev han nu optaget af historier, der stemmer over ens med al den trods og anarki, protest og absurditet, der er i hans roman.

»Jeg kan godt lide historier, der foregår over lang tid. I sammenligning med førhen kan jeg i dag bedre lide litteratur, der har lidt fokus på det groteske og livsvitale. Historier, der handler om at trodse de slag, livet giver«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden