16. juli 1969 slap Apollo 11 fra Kennedy Space Center i Florida fri af Jorden. Destination: Månen. Om bord i rumfartøjet var astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. Fire dage senere landede Armstrong og Aldrin i månelandingsmodulet Eagle i Stilhedens Hav på Månen. Og 21. juli åbnede Armstrong en dør, der aldrig havde været åbnet før, med de berømte ord: »That's one small step for a man, one giant leap for mankind«. Fængslende mærkelig Et sted i Dalarna 15 mil nord for Göteborg følger en femårig pige den store, mærkelige mands langsomme bevægelser på tv-skærmen. Tættere og tættere kommer han, og pigen holder vejret. En drøm er født. Lotta Lotass vil også ud i rummet. Knap 35 år senere, i februar 2004, kan man læse i de svenske aviser, at Lotass virkelig er kommet af sted. »'Tredje flyvehastighed' er en mærkelig og fængslende dokumentarfantasi om det sovjetiske rumprograms historie, fyldt af kosmonauter, ingeniører og rumskibe (...)«. »Jeg læser, ør og lykkelig, delvis usikker på hvor jeg er men sikker i forvisningen om, at Lotta Lotass ved - at hun sidder ved kontrolpanelet og styrer sit skib mod sikker landing«, skriver Eva Johansson i Svenska Dagbladet. Sproglig skønhed Når et rumfartøj når den tredje flyvehastighed på 17 kilometer i sekundet, kan det flyve ud af solsystemet og videre til andre verdener, og det er dér, Lotass vil hen - med sin fjerde roman og i det hele taget. Forskellen mellem hende og kosmonauterne er, at hun rejser i bøgerne og sproget. Og hendes bedrifter orkestreres ikke af en russisk propagandamaskine, men måles af kritikere, der kan relativere storheden i projektet, som det passer dem. I Sverige har de nu ikke været i tvivl. Den disciplinerede enspænder, som aldrig spørger andre til råds, kan noget ganske særligt med sproget. »En enestående smuk sproglig bedrift« er blandt karakteristikkerne af Lotass' rumfart. Væk fra sit eget liv Nede på jorden igen er den venlige svenske kvinde på 41 rejst til København for at tale med pressen. Hun rejser sjældent, bryder sig ikke om at blive fotograferet og taler nødigt om sig selv eller om det, der ikke allerede står skrevet på siderne i hendes bog. »På ét plan er det en bog om det russiske rumprograms begyndelse. På et andet plan er det en bog om menneskets længsel væk fra sit eget liv. Væk fra ethvert fangenskab«. »At de flyver med den tredje flyvehastighed, ikke bare væk fra vores solsystem, men også ind i en helt anden eksistens«, siger Lotta Lotass uden at kunne sige hvilken eksistens. »Det har jeg intet svar på, faktisk. Jeg har ligesom ikke tænkt klart, at Gagarin og Titov er døde, eller hvor de kan være. Jeg har ikke tænkt det til slut. Jeg lader det stå åbent, også for mig selv. De er gået over en grænse, men jeg ved ikke hvilken«. Stædig udholdenhed Hun er ikke egentlig afvisende, men man fornemmer tydeligt, at det er sandt, når hun siger, at hendes arbejde foregår i komplet ensomhed og ikke er til diskussion med andre undervejs i processen. Og at hun slipper det helt, når det er afleveret til forlæggeren. Når hun finder på et projekt og går i gang, er hun »henvist til døden«. »Det må ikke mislykkes. Jeg bider mig fast, jeg vil hellere skrive om og om og om end at give op, lige indtil jeg synes, at det fungerer for mig«. »Jeg arbejder meget ensomt. Jeg taler ikke med nogen i den tid, jeg skriver, og jeg har ingen til at læse, før manuskriptet er klar. Det materiale, jeg har brug for, finder jeg i bøgerne. Jeg henvender mig ikke til mennesker for at få ekstra fakta«. Der er en stædighed og udholdenhed til stede, som minder om personerne i hendes roman. Og det prunkløse, stærke sprog, hun bruger, minder om rumfartøjerne, hun beskriver. Det skal kunne bevæge sig langt med mindst mulig friktion, beskyttet af sin egen konstruktion, og den, der er udvalgt til at rejse med. Form frem for indholdHar du skabt et sprog, der passer til den verden, du beskriver? »Det er nok sådan, jeg altid skriver. Jeg arbejder vældig meget med sproget, først og fremmest med rytme. Jeg skanderer højt, når jeg skriver, og forsøger at finde ord, som passer ind i rytmen. Men det, man skriver om, former også sproget, ordene, som man henter fra andre kilder, her i høj grad historiske. Hver beretning får sit eget sprog«. Sproget i tekniske håndbøger bugner af ord, der i hendes ører klinger meget smukt. Om hun forstår indholdet til bunds, er ikke så vigtigt som rytmen, og at noget taler til hende - mange meget tekniske afsnit i 'Tredje flyvehastighed' er rene citater, løftet ind i bogen i tillid til, at de fungerer. Så læseren skal heller ikke føle sig forpligtet til at forstå alting! Grundig research Materialet, hun havde til rådighed, var fyldt med gaver. Derfor faldt tiden med indlæsningen i emnet ikke lang, selv om det tog hende mange måneder at komme så dybt ind i de dokumentariske kilder om det russiske rumfartsprograms begyndelse, at hun kunne begynde at bevæge sig ud igen med sine personlige fund. Over et halvt år, tre hyldemeter i reolen og mange timer på avislæsesalen senere kunne hun trække ind i arbejdsværelset med sine håndskrevne notater - rene citater og fakta, egne ideer, fortællende detaljer (som Jurij Gagarins snørebånd, der går op på vej hen ad den røde løber til Nikita Khrusjtjov, eller 'vintergækkerne' - »nu står vintergækkerne i blomst« - beskrivelsen af døde, bortløbne fanger fra Gulagøhavet, der dukker op, når sneen smelter i Sibirien) og slå sig ned ved skrivebordet med udsigt til en lille bakketop med fæstning på og over den himmelrummet. I den russiske skyggezone Det skulle være russerne, der tog hende med ud i rummet. »Først troede jeg, at jeg ville skrive om amerikanerne, men siden tænkte jeg, at det russiske rumprogram var endnu mere fascinerende, eftersom det har været mere hemmeligt«. »Man har ikke rigtig vidst, hvad der virkelig er sket. Med andre ord: programmet var fyldt med skyggezoner, som er ganske frugtbare at arbejde med skønlitterært«. »I materialet findes der allerede en glidning mellem, hvad der er sandt, og hvad der er propaganda, og hvad som er usandt. Det var derfor, jeg hellere ville arbejde med russerne end med den amerikanske månelanding, for eksempel. Det er sværere at digte rundt om Armstrong end om Titov og Gagarin. De er nærmest en slags historiske skygger«. Helteglorien bevaret Jurij Gagarin, den første mand i rummet, er den tydeligste hovedperson i bogen, og Gherman Titov, nummer to i rummet med sine 17 kredsløb rundt om jorden, er den fortællerstemme, man hører mest om, og som står nærmest læseren, om end han aldrig får andet navn i bogen end det tilnavn, han gik under, 'Ørnen'. Men de bliver ikke til rigtige personer. »De havde jo familieliv, var gift og havde børn, men det har jeg overhovedet ikke nærmet mig. De har været vigtigere for mig i deres roller som kosmonauter, som sovjetiske helte«. »Jeg ville heller ikke nærme mig dem som privatpersoner, for jeg ved så lidt om, hvordan deres liv så ud uden for det officielle, uden kosmonauthelteglorien. Det føltes ikke rigtigt at mase sig ind dér«. Genkendeligt universHar du på noget tidspunkt tvivlet på din evne til at gå ind i alle disse mænd i dette fuldstændigt maskulint dominerede univers med i høj grad mandlige drømme om at erobre, 'conquering the universe' ... ? »Nej, det har jeg ikke, for jeg har også altid selv haft den drøm! Siden jeg så Armstrong på månen. Så jeg synes, at jeg genkender den i mig selv«. »Mere end at se det som noget mandligt og kvindeligt genkender jeg længslen efter at sidde derude og se ned på jordkloden, for det er det, jeg har drømt om. Og jeg fik lov at leve det liv gennem Titov og Gagarin. Det har været min rumrejse at skrive denne bog«. »Jeg tillægger ikke kønnet så stor betydning. Jeg leder efter det, der er interessant. Og da det her jo er en meget mandlig verden, er det blevet sådan i bogen«. At borttænke sin krop Gagarin og Titov beskrives i 'Tredje flyvehastighed' som de eneste to, der er ensomme. De har en form for fællesskab, men som fuldstændig alenepersoner, hvor de andre går arm i arm og færdes i grupper. Men det gør, at de også er de stærkeste af dem alle, og det er dem, der bliver valgt ud først, fordi de kan klare belastningen. De er parate og kan for eksempel klare den umenneskelige stilhed ude blandt stjernerne. Jeg fik faktisk panik af din beskrivelse af kosmonauttræningen i det stille rum. Det går fint, mens kosmonauten laver alt andet end at mærke sit hjerte - han reciterer Pusjkin, tegner, skilleret helt fly ad i hovedet og samler det igen, alt vel, men så begynder han at lytte til kroppen og hjerteslagene ... »Hvis kosmonauterne begynder at tænke for meget på sig selv og deres egen kropslighed i en sådan situation, er det utroligt let at gå i panik. De sad jo der for at vænne sig til at være i rummet. De var nødt til at være isolerede, og der findes ingen muligheder deroppe for at åbne vinduet og få lidt frisk luft. Så dør de«. »I den situation er det godt at kunne borttænke sig selv som fysisk eksistens og forsøge at lægge alt uden for sig selv, på ydersiden, i stedet for at lytte til sin krop, for da er risikoen stor for, at man vil ud«. Den sovjetiske propagandamaskine »For mig personligt er følelser vanskelige. Jeg har svært ved at tale om dem. Jeg mærker efter, når jeg er alene, men jeg har svært ved at dele følelserne med et andet menneske. Jeg ved ikke, hvor stor betydning det har haft for kosmonauterne - de talte jo også grundigt med terapeuterne om deres følelser«. »Der var psykologer med i hele træningsprogrammet. Kosmonauterne måtte ikke hobe følelser op, så de brød sammen deroppe - det ville være en komplet katastrofe. Løsningen for dem var at lære at koble følelserne fra og undertrykke sig selv den tid, de skulle være deroppe«. Er det at undertrykke sig selv for et højere formål en bedre strategi for mennesket - dem, der ikke kan, knækker? »De var jo udskiftelige. Forsøgspersoner, som skulle formes efter den opgave, de havde, og efter den store sovjetiske propagandamaskine, som sovjetiske helte. Der fandtes ingen form for individualisme, det kunne have været hvem som helst anden end Gagarin«. Hæmmende ufrihedVille du gerne leve så ultimativt selv? »Nej, jeg har ikke længtes efter at leve så intenst for én ting, at ofre så meget for en sag. Det ville være skrækkeligt. Det ville være ufrihed. De var jo altid tvungne til at stille op, at være taknemmelige, stolte, etcetera«. »Man kan knapt forestille sig, hvor forfærdeligt hæmmende det må have været. Ikke at have noget liv uden for opgaven«. Vil det sige, at der til drømmen om frihed og den perfekte verden hører en forfærdelig ufrihed, man havner i? »Ja, netop«. Mangestemmigt kor Med i den fantastiske og på mange måder grusomme drøm var der tusinder andre end de kendte frontfigurer. Derfor valgte Lotta Lotass at arbejde med forskellige stemmer i bogen: »Der var vældig mange mennesker, som arbejdede i det russiske rumprogram, som ikke fandtes i de officielle rapporter. Mange hemmeligholdte identiteter - Chefkonstruktørens navn måtte ikke komme frem - det var et stort kollektiv af mennesker, som ikke kunne ses«. »Derfor syntes jeg, at det kunne være frugtbart, hvis bogen var et kor af stemmer. At jeg ikke havde én fortæller fra start til slut, men i stedet stemmer, der kommer ind uden, at man er helt sikker på, hvem der beretter«. Og hun understreger, at det ikke er vigtigt, at læseren forsøger at holde styr på de vilde skift i synsvinkler, 'han' og 'jeg', fortid og nutid. »Det er det mangestemmige kor, og hvad det udsiger, der er vigtigt«. Chefkonstruktøren'Chefkonstruktøren' er en meget speciel person, han bliver tydeligere end de fleste i koret - jeg kom undervejs til at tænke på dig som Chefkonstruktørens lærling eller datter ... »Jaaa!«, ler Lotta Lotass. Bogens eneste faderfigur, som sætter målestokken for, hvad kosmonauterne skal kunne, og tvinger dem igennem træningsprogrammet uden blødsødenhed, men samtidig også kerer sig om hver enkelt, er klart populær hos forfatteren, og hun har ikke ændret på hans historie. Han levede sådan, som hun har beskrevet det i bogen. »Han var jo chefkonstruktøren for rumprogrammet«. Én stor familieHvor du taler om ham, er dér, hvor jeg mest af alt mærker kærlige følelser, rigtig kærlighed, den måde Titov og Gagarin og Chefkonstruktøren deler noget på .. »Jeg har læst det sådan, at Titov og Gagarin følte en slags kærlighed til hinanden og til Chefkonstruktøren, som de så som deres far eller i hvert fald stedfortrædende far«. »De levede jo så isoleret, i en afsondret by kun for dem, mens de gennemgik rumtræningsprogrammet, og havde kun hinanden at vende sig til. Så jeg har tænkt, at de må have stået hinanden nær«. »Og følelsen af at være fanget, og den at have været ude i rummet og komme tilbage, den kan Gagarin ikke dele med andre end Titov, da han også kommer tilbage. 'Nu ved du også, hvordan der er derude'. De må have været som brødre, og sønner af Chefkonstruktøren«. Maskinen og mennesketJeg læser det som, at alt det store og fantastiske, der kan opnås med maskinerne og teknikken, intet er værd uden ægte menneskelighed. Som Chefkonstruktøren repræsenterer.

Han stiller alle kravene, hans maskiner dikterer, hvad kosmonauterne skal kunne, men hvis han ikke havde den meget store kærlighed til dem, ville de ikke fungere, som de skulle for at kunne gennemføre. »Begge dele behøves. Jeg tror, det er sådan, det fungerer og må fungere. At man har både maskinen og mennesket repræsenteret. At man, som de siger, må læse poesi i rummet også. Man kan ikke klare sig med maskinerne alene«. Fastlåste mønstre Man kan som læser ikke lade være med at spekulere på, hvad gevinst der er for kosmonauterne i Lotass' bog. På vej mod drømmen, de ønsker opfyldt, virker de meget fyldte, og der er øjeblikke, som må have været ubeskriveligt lykkelige, af at se det velkendte fra et nyt perspektiv. En udvidelse af verden. Men så virker det, som om det lukker sig igen. At udvidelsen ikke er noget, der kan fastholdes, men bliver til en ny lukning. Mennesket kan ikke overskride sig selv og det, der ligger i tilværelsen. I hvert fald når man ser på, hvordan det går kosmonauterne efter deres første ekspeditioner ud i rummet ...

»De blev jo holdt fast i deres roller som helte. Der fandtes ingen udvej for dem fra det at være sovjetiske helte. De var faktisk fanget«. Du beskriver dem, som var de helt bogstaveligt buret inde ... »Det er jo ikke sandt. Det har jeg bare fundet på. Men det er et billede på deres fastlåsning i den helterolle, som klistres på dem. De er ude og lave propaganda for Sovjet hele tiden, de havde intet liv udenfor«. »At jeg helt konkret låser dem inde i et rum, er et billede på deres fangenskab som mennesker. Gagarin kunne ikke fravælge sin helterolle. Han hang fast i den resten af sit liv«. »På en måde er det et billede på os alle sammen. Vi sidder alle fast i noget. Ikke som de gjorde, men de fleste mennesker sidder fast i mønstre i tilværelsen, som det er svært at bryde ud af«. Klassisk længselDu har sagt, at lige siden du var barn, har du haft en vældig lyst til at skabe nye, perfekte verdener, mens den anden - rigtige - virkelighed rasede videre udenfor. »Jeg har i alt, hvad jeg har skrevet, holdt fast i drømmen om at komme hen til et utilgængeligt sted, at flytte sig ud i utilgængeligheden. Jeg har før skrevet om polarrejsende, der skulle til nord- eller sydpolen, hvor ingen havde været«. »Det er en særlig længsel - at der findes et helt land foran dig, som ingen har betrådt før. Det var det samme for dem, der var først ude i rummet. Du kan kalde det den klassiske romantiske drøm at få lov at gå på de hvide flader på kortet, som ingen ved, hvad rummer«. »Hvad er der dér, er det et godt sted at være, eller bare bedre. Den længsel tror jeg aldrig hører op. Der findes altid nogle steder længere borte«. Grønnere græsTænkte du dengang, at når man skaber sådan nogle verdener, så bærer de også i sig selv deres egen modsætning? »Det tror jeg ikke. Da jeg var barn, handlede det ganske enkelt om en længsel bort. At det altid er bedre et andet sted. Græsset er grønnere på den anden side - måske er der ikke perfekt, men i hvert fald bedre end hér«. Har du så fundet det sted? »Nej ... jeg leder fortsat efter den grønne græsmark!«, ler Lotta Lotass blufærdigt, men skynder sig at moderere, hvad der føles som en fortalelse. »For mig er det den perfekte verden at sidde og skrive en bog. Det spiller ingen rolle, hvor jeg er, bare jeg får lov til at skrive ... det er så perfekt, som det kan blive«.