Musikfolk er for snerpede. Punktum. 57-årige John Fellow ved godt, det kan støde nogen på manchetterne, men han mener det, og han har i sinde at udsende i hvert fald 6.000 breve til og fra komponisten Carl Nielsen for at underbygge sin påstand. Mindst ti tykke bind vil brevene fylde, og bind 1 af 'Carl Nielsen Brevudgaven' udkommer på komponistens 140-års dag 9. juni. Erotiske erobringer »Der har været alt for megen tys-tys omkring Carl Nielsen og hans private historie. Jeg mener, han er en så stor skikkelse i dansk kultur, at alt er tilladt«. »Vi kan lige så godt lægge det hele frem, så der bliver ryddet op«, siger forfatteren, Carl Nielsen-eksperten John Fellow. Brevudgaven skal være det fundament, de kommende årtiers Nielsen-forskning skal kunne bygge på, og derfor må man ifølge John Fellow også have historien om, at Carl Nielsen stod for en perlerække af erotiske erobringer, hvoraf den ene resulterede i et uægte barn, da han var ung. Og at han senere nåede at få yderligere tre børn, inden han sluttede børneflokken af med endnu et barn uden for ægteskab. Højhormonel ungdomstid Og undervejs i brevudgaven - direkte og indirekte - bliver det også lige kortlagt, hvilke mæcener det egentlig var, der betalte for at få den lille, fynske regimentsmusiker ind på Musikkonservatoriet og dermed lagde grunden til en god bid af den dansk musikskat. Selvfølgelig hører man i brevene også om Nielsens korrespondance med komponist- og kunstnerkolleger, men i tilgift får man afdækket, hvilke af mæcenernes piger og kvinder Carl Nielsen brændte varm på undervejs. Hvis folk ikke kan vente med at læse om komponistens højhormonelle ungdomstid i kommende bind, kan de læse et koncentrat i den lille bog 'Vil Herren ikke hilse på sin Slægt', som John Fellow netop i dag får udgivet på forlaget Multivers. Mangel på private oplysninger Denne del af Carl Nielsens historie har ligget og blinket foran musikhistorikerne i årevis, og det er til dels derfor, John Fellow synes, de er for snerpede. Stoffet har ligget der, siden Torben Schousboe og Irmelin Eggert-Møller (f. Carl-Nielsen) for godt en snes år siden udgav et udvalg af brevvekslingen mellem Carl Nielsen og hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. »Musikhistorikerne kunne i fodnoterne til Schousboes bog se, hvor stort stoffet om Carl Nielsen egentlig er. Efter den udgivelse burde ti mand have kastet sig over det, men jeg skal ikke dømme dem, for jeg kan jo se, at musikfolk er anderledes indrettet«. »De spekulerer over, om oplysningerne har nogen betydning for musikken, og har den ikke det, er den ikke interessant. I Torben Schousboes bog går han direkte ind i det private stof om Carl Nielsen, men han retoucherer også det mest private væk, og så har vi miseren«, siger John Fellow. Brændte breve Han ved også, at en del af brevmaterialet ikke alene er retoucheret væk. Brevene er simpelthen brændt. De har tilhørt Carl Nielsens datter, Irmelin Eggert Møller. »Torben Schousboe har fortalt om det i et interview, da han udgav sin kildesamling. Det er datteren Irmelins mand, Eggert Møller, der efter hendes død har taget beslutningen forud for afleveringen af privatarkivet til Det Kongelige Bibliotek«. »Der er intet odiøst i det; det er enhver arvings ret selv at afgøre, hvad han vil aflevere til offentlige samlinger. Der skal, vides det fra anden side, have været tale om Marie Møller-breve. Med så meget større ret kan vi interessere os for dem, der findes«, skriver John Fellow i indledningen til 'Brevudgaven'. Når brevene til eller fra Marie Møller er brændt, kan det hænge sammen med, at den unge kvinde var tæt på familien Nielsen i årene 1897 til 1915, og hun og Carl Nielsen havde et forhold, der blev hovedårsag til den længste og alvorligste krise i komponistens i forvejen stormfulde ægteskab med billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Eksistentielt inspireret musik Men hvilken betydning skal vi så tillægge de uægte børn, de brændte breve, sidespringene, mæcenernes støtte, de ægteskabelige kriser og alt det, den store korrespondance i øvrigt fortæller om? Spørger man John Fellow, skal man ikke gøre sig illusioner om, at brevene ændrer omverdenens syn på Carl Nielsens musik, og måske er det også derfor, han ikke kalder sit eget arbejde med brevudgaven for forskning, men derimod 'kulturel rodbehandling'. På skuldrene af brevudgaven kan vi se på det hele forfra. Musikken som musik. Livet som liv. »Musikken er jo ikke privat inspireret. Den er eksistentielt inspireret, og det er ikke en subjektiv musik. Tag nu hans 2. symfoni, hvor han har skrevet de fire temperamenter«. »Det er Nielsens forsøg på at beskrive den menneskelige psyke. Brevene kan imidlertid ændre vores syn på de vilkår, musikken er blevet til under, og de kan vise hans daglige kamp, både seksuelt og økonomisk«, siger John Fellow. Opgør med nichetænkning Siden drengeårene har han haft et tæt forhold til Carl Nielsens musik. Først gennem sangene, siden gennem symfonierne, og spørger man John Fellow, er Carl Nielsen gennem årene gjort til en alt for national komponist i stedet for at se ham som en komponist, der er vokset ud af en stor, europæisk tradition. Og årsagen skal findes i sangene. »Carl Nielsen var jo som komponist forkælet med interview i aviserne, og når man læser dem, kan man se, at han igen og igen besværer sig over, at han kaldes en typisk dansk komponist, selv om hans musik i virkeligheden ikke er særlig dansk«. »Sagen er, at hans sange er noget specielt, men de er ikke skrevet som et nationalt projekt, men derimod som et pædagogisk projekt«, siger John Fellow med henvisning til sange som 'Du danske mand' og 'Jens Vejmand'«. »Med sangene reagerer Carl Nielsen mod den tids popmusik. Han giver den et modspil, fordi han ser samfundet splitte sig mere og mere op i mange forskellige musikformer«. »Med sangene vil han lede tilhørerne hen mod den store musik, og det viser sig jo også, at han som komponist kan noget, som de andre komponister ikke kan. Han kan ramme det store publikum«. »I udlandet kan han se sine musikkolleger i den nye wienerskole skrive musik, som de spiller for lukkede døre uden publikum, fordi de vil dyrke den musikalske renhed. Carl Nielsen går i den stik modsatte retning, for han accepterer ikke den nichetænkning i musikken«, siger John Fellow. Skriv nu sandheden! Med udgivelsen af de mange breve til og fra Carl Nielsen mener John Fellow, der langt om længe bliver basis for at skrive den rigtige historie om komponistens liv og værk. »Op gennem 1990'erne kom der jo flere biografier om ham, men ingen af dem gør arbejdet færdigt. De skriver biografi uden at kende kildematerialet, men sådan er det jo i dag, hvor biografien er vor tids romangenre«. »Biografien er blevet forfatterens personlige fortolkning af et stof, hvor jeg mener, at vi har brug for en mere gammeldags biografi, der siger: »Sådan var det!««. Det er ellers ikke, fordi der mangler vinkler på Nielsen. Torben Meyer skrev to store bøger om komponisten i 1948. Ludvig Dolleris skrev en musikografi året efter, og inden for de seneste ti-tyve år har både Finn Mathiassen, Jørgen I. Jensen og Steen Chr. Steensen givet bud på et biografisk billede af den berømte dansker. Fuld af fejl Også udlandet har forsøgt at brede Nielsens liv ud. Eksempelvis skrev lederen af det britiske Nielsen-selskab, Jack Lawson, en engelsk biografi i 1997, men heller ikke den finder nåde for John Fellows øjne. »Fuld af fejl«, lyder den korte dom. »Jeg mener heller ikke, man dybest set kan skrive en biografi, før brevudgaven foreligger komplet«, siger John Fellow. Og hvem skal så skrive den, hvis ikke det skulle være manden, der har læst samtlige 12.500 breve, hvori det meste af 'sandheden' om Carl Nielsen kan findes? »Det bliver nok svært at komme uden om, men der er også lige et par romaner, jeg gerne vil skrive«, siger John Fellow.