»Fem minutter! Det er, hvad jeg har«. Richard Perle, en af de fremtrædende amerikanske neokonservative, er ikke en mand, som spilder tiden. Det kan han dårligt heller tillade sig, når man tænker på det tilnavn, hans modstandere har givet ham: Mørkets Fyrste. Der skal arbejdes hårdt for at gøre sig fortjent til det dystre mærkat. Høj aktivitet Med en fortid som politisk rådgiver for Ronald Reagan i 1980'erne og senere for den nuværende præsident har han ikke ligget på den lade side. Og han har heller ikke tænkt sig at slappe af nu, selv om han har rundet de 60 år. Der skal skrives artikler til magasiner og aviser, og han har også en ny bog under opsejling, 'Five minutes, that's all!'. Patriotisme The American Enterprise Institute står der på en bronzeplakette på et højhus i downtown Washington. Det er navnet på den tænketank, hvor Perle er tilknyttet som seniorforsker. Lange gange badet i neon og med et inventar, der mest synes at bestå af kaffeautomater, kopimaskiner og mænd, der ligesom Perle er klædt i mørke blazerjakker og hvide skjorter, møder den besøgende. AEI, institutionens navn i daglig tale, lægger hus til forskning inden for international økonomi, sociale og politiske forhold i USA og sidst, men ikke mindst, amerikansk udenrigspolitik og international sikkerhed. Tænketanken er ikke kendt for sin neutralitet. Receptionen prydes af Stars and Stripes, fotografier af en smilende præsident Bush og brochurer om amerikanske soldater i »patriotisk aktion«. Ondskabens endeligt Perles særlige interesseområde er Mellemøsten, og det er som centralt placeret meningsdanner i optakten til Irakkrigen - ja måske ligefrem dens intellektuelle chefarkitekt - at han er interessant at opsøge. Han gav i fjor et telefoninterview med denne avis, men indvilliger i - på grund af sin forkærlighed for Danmark, hvor han studerede i slutningen af 1950'erne - at afsætte tid til igen at forklare om nødvendigheden af USA's »unilaterale« kurs i udenrigspolitikken og forhåbningerne til den begyndende demokratisering i den arabiske verden. For lidt over et år siden udgav Richard Perle sammen med David Frum, en kollega fra AEI, bogen 'An End to Evil' (anmeldt i Bøger 17.1. 2004). Deres bog er blot en ud af mange bøger med et neokonservativt tilsnit, som har set dagens lys siden 11. september 2001. Blandt de mere bemærkelsesværdige udgivelser, hvoraf flere har fundet vej til Europa, kan nævnes Robert Kagans 'Of Paradise and Power', Lee Harris' 'Civilisation and Its Enemies', Michael Ledeens 'The War Against the Terror Masters', Dines D'Souzas 'What's So Great About America' og Jean Bethke Elshtains 'Just War Against Terror' med undertitlen 'The Burden of American Power in A Violent World'. Barbarer foran byporten Øverst på dagsordnen i disse bøger, måske tydeligst udtrykt hos Perle og Frum, står bekæmpelse af despotiske regimer og indsættelse af folkevalgte regeringer. Forudsætningen for, at det kan lykkes, er, at den internationale terrorisme bliver nedkæmpet. Af USA. Frum og Perle er advokater for en 'slå først'-doktrin, hvor forhandlinger med despoter og de terrorister, de støtter, regnes for uantageligt. »Barbarerne står foran byporten«, som de bemærker et sted. Hvad gør man i den situation: Åbner porten og siger: Vi overgiver os, eller slår angriberne tilbage? Perle og Frum er ikke i tvivl: »For os er terrorisme vor tids ondskab og vores generations største sag. Der er ingen middelvej for amerikanerne: Det er enten sejr eller holocaust«. Det gælder derfor om at slå endnu hårdere end modstanderen. Det er skolegårdens logik overført på den verdenspolitiske scene. »Vi må tænke som skarpskytter«, skriver forfatterne: »We shoot to kill!«. »Vi er godt inde i sommeren« Richard Perles kontor står i skarp kontrast til hans tanker om verdens indretning. Her er et syndigt rod, som man ofte finder hos distræte, belæste mennesker. Stabler af aviser, rapporter og dokumenter fylder godt op i det lille hjørneværelse. Stakkevis af bøger afslører, at Perle trækker på en omfattende litteratur. Rousseau, Carl Schmitt, Aristoteles. En franskmand, en tysker og en græker. Det er det filosofiske skyts bag 'America First'-logikken, som Perle er eksponent for. Imellem bunkerne anes en brunlig oval tingest, en amerikansk fodbold. Det er betryggende. Tingene er, som de skal være. Europæisk ånd og amerikansk muskelkraft samlet på nogle få kvadratmeter. En sekretær bringer os to kopper kaffe. I den tynde udgave, som amerikanerne synes at foretrække. »Spørg løs«, lyder det fra Perle, der har bedt mig tage plads på den anden side af sit overlæssede skrivebord. Halvt skjult af papirdyngerne stiller jeg det første af tre spørgsmål: Er der politisk forår i luften i Mellemøsten? »Forår?« gentager Perle, fører koppen til munden og når lige at svare, inden han tager sig en slurk. »Det er ikke længere forår. Vi er godt inde i sommeren«. 'Tolerant og human stormagt' Næste spørgsmål: Er det Irans tur efter Irak? »Jeg tror ikke, at vi invaderer Iran. Men mullaherne skal ikke glæde sig for tidligt. USA vil arbejde for at styrke den demokratiske opposition i Iran, sådan at den selv kan afsætte præstestyret«. Og endelig: Kan han forstå kritikken af 'den amerikanske imperialisme'? Perle hører dårligt spørgsmålet færdigt, før han næsten besværgende siger: »Set i et historisk perspektiv er USA en tolerant og human stormagt, ikke et imperium, der som det britiske forsøger at skabe afsætningsområder for sin industri eller som det sovjetiske at udbrede en totalitær ideologi. Hvis verden nogensinde har set en venligsindet 'suveræn', er det nutidens Amerika«. Tyve demokratiske sekunder De fem minutter er gået. Nærmest på slaget rejser Perle sig, smiler for første gang og siger: »Sorry, time is up«. Men netop som jeg har trykket hans hånd til afsked, fanger mit øje en lille opslagstavle på en væg, der er delvis skjult bag døren til kontoret. På opslagstavlen hænger fotografier af ham selv som yngre, sort-hvide billeder af en køn kvinde og et barnebarn. Mere overraskende er dog at finde John F. Kennedy, den legendariske demokratiske præsident, som blev myrdet i 1963. »Undskyld«, drister jeg mig til at spørge, »men er det billede ikke gået galt i byen?«. Perle kigger et øjeblik på mig og svarer så i et roligt toneleje. »Jeg er registreret demokrat. Har arbejdet for republikanske præsidenter, fordi de er mere realistiske i deres udenrigspolitik, men i bund og grund er jeg demokrat«. Det tog ekstra tyve sekunder.