Vi sidder i Politikens kantine og taler om dengang, Camilla Stockmann holdt op med at være en musepige. Pludselig bliver interviewet afbrudt af en kollega fra forbrugerstof, der styrer målrettet hen mod vores bord: »Jeg må have den bog!«, erklærer hun. »Den dér med nederdelen oppe i trusserne, den har jeg engang prøvet på Beograd Banegård«. »Oh Christ, en klassiker«, siger Camilla Stockmann, lige dele medfølende og konstaterende. Hypokondriske mænd Erfaringsudvekslingen, hvad angår nederdele, der har sat sig fast i trussekanter, og deraf følgende blottede balder, fortsætter nogle minutter. Lignende samtaler er blevet ført over store dele af København de seneste tre år, hvor Camilla Stockmann ved siden af sit arbejde på Politiken har haft en månedlig klumme i magasinet Eurowoman. For hvem kan ikke genkende nederdelen i trussen? Ærgrelsen over, at George Michael sprang ud som bøsse? Den emsige mor? Branderter, som man ville ønske havde ført til blackout? De forfærdelige og fantastiske forelskelser? Den pinagtige erkendelse af, at ens forældre har et sexliv? De hypokondriske mænd? Og alle de andre store og små ting, der samlet set går under betegnelsen 'livet'. Klassens pæne piger Nu er klummerne samlet i bogen 'Nyforelskelse og andre cykelstyrt - udvalgte ansigtstab', pluk fra liv, der tilhører en rundt regnet 30-årig københavnsk journalist, som minder foruroligende meget om sit alter ego, Camilla Stockmann, og på en eller mange måder om alle os andre. Men tilbage til dengang, Camilla Stockmann var en musepige. »Omkring 3. klasse gik det op for mig, at hvis man var en musepige, så blev man belønnet. Så jeg prøvede. Musepigen var sådan en, der sad og smilede sødmefuldt med perlemorsøjenlåg og sørgede for, at der var orden i klassen«. »Hun skrev rigtig pænt, fik 'meget tilfredsstillende' i håndskrift og var en af de der rigtig irriterende piger, der altid skulle rette på læreren«. Mord på musepigen Problemet var bare, at musepigen ikke rigtig fik overtaget, og derfor kedede Camilla Stockmann sig heftigt i skolen. »Det var ni virkelig, virkelig lange år. Klokken ringer, man går ind og sætter sig og prøver at lytte efter i tre kvarter. Klokken ringer, man går ud og stiller sig i en betonskolegård i 10 minutter. Klokken ringer, og man går ind igen. Det var fantastisk at blive voksen. Man kunne selv bestemme«. Hun bestemte sig for at slå musepigen ihjel. Men det lykkedes først helt, da hun begyndte at arbejde som journalist. »Jeg kan huske, at Jesper (Friis, Politikens kulturredaktør, red.) sagde: »Du skal huske, at på et tidspunkt er du bare ikke den unge pige mere«. Underforstået: Du er faktisk ansat til at gøre et stykke arbejde; det handler ikke om dit køn eller hvor gammel du er. Det synes jeg var et ret godt råd«. Opgør med klynkefeminismen Og så var det, at den genopstandne Camilla Stockmann blev klummeskribent. Midt i vrimlen af andre kvindelige klummeskribenter og forfattere til såkaldt chick lit om storbykvinders kaotiske kærligheds- og karriereliv. Hvad syntes hun egentlig, at hun havde at gøre dér? »Når man skriver i et blad for kvinder, så er det helt vildt vigtigt, at man ikke prædiker for de frelste. Det er med gode klummer som med gode venner. De skal helst sige én lidt imod. Enormt meget livsstilsjournalistik holder folk fast i en offerkult, som virkelig ikke har noget med virkeligheden at gøre«. »Jeg ville forsøge at være et modsvar på klynkefeminisme, stereotyper og alle de dogmer, der bare eksisterer og hele tiden bliver reproduceret«, erklærer Camilla Stockmann og giver sig til at recitere påstande. »'Yoga er sundt og afslappet', 'kvinder er mere romantiske end mænd', 'karrierekvinder er tjekkede', 'singlekvinder er desperate efter at få en mand' og 'kvinder i parforhold vil giftes'. Det passer fandeme ikke. Jeg er ikke ude i noget korstog, men jeg synes det er sjovt at løbe lidt i den anden retning«. Cindarella og chick lit Hun er irriteret over, at store dele af chick lit kan være så ekstremt bagstræberisk. »Jeg bryder mig virkelig ikke om det, når motoren i fortællingen er desperationen over, at der ikke er en mand. Og at fortællingen slutter, lige så snart der kommer en mand«. »For eksempel elsker jeg humoren og selvironien i Bridget Jones, men det er ærgerligt, at bogen er opbygget som en klassisk Cindarella-myte. Meget chick lit og mange livsstilsblade er med til at cementere myter, der er ældre end Elizabeth i Matador«. Så begynder det. Camilla Stockmann bærer rundt på en tilsyneladende opsparet forbitrelse på livsstilsblade, og den vælter nu ud af hende. »Man skal ikke give kvinder ret i, at 'Gud, hvor har vi det hårdt'. Alt for Damerne har hver uge den dér offerhistorie fra den tredje verden. Så kan man som kvinde i Danmark sidde i sit lille, fine chappy chick sommerhus med udestue og lysindfald og identificere sig med en kvinde, der virkelig ikke har den samme hverdag«. »Det synes jeg er hykleri. Det gør, at kvinder holder sig selv lidt fast i rollen som offer. Men det er man altså ikke, når man sidder dér i sin udestue med lysindfald og har tid og råd til at læse Alt for Damerne«, erklærer hun og læner sig så ind over bordet med rynkede bryn: »Hvis man endelig skal tale om ligestilling, så undrer det mig, at der stadig er værnepligt for mænd. Som mand risikerer man at ligge i en grøft og rulle rundt med alt for store støvler, mens en anden mand med overskæg står og skriger én ind i hovedet. Hvor er ligestillingen i det?«. L'Oréal?! Før i tiden, dengang musepigen ikke helt var aflivet, var det vigtigt for Camilla Stockmann at smide om sig med bemærkninger, der slog fast, at hun altså ikke var tøjekspedient. »Det var ret patetisk. Jeg kan huske, at en af mine veninder sagde til mig: »Det er sjovt, Camilla, du skal altid sidde og diskutere med en eller anden antropolog om Kinas forhold til demokrati i to timer i stedet for at slappe lidt af«. Det var virkelig et issue for nogle år siden, at jeg skulle manifestere mig som andet end bare den kønne pige«. Derfor gøs det i klummeskribenten, da Politiken i efteråret organiserede et lønforhandlingskursus for de kvindelige ansatte. »Pointen var, at man skulle tænke 'Because I'm worth it' - et slogan fra en hårshampooreklame! Allerede dér føler man sig helt fjollet og tænker L'Oréal, når man sidder foran chefen«. Nyfeministisk bølge Camilla Stockmann giver sig til at harcelere over, at mange kvinder føler, at de skal gebærde sig som mænd for at komme frem og op. »Hvis du er nødt til at blive en mand for at blive en succes, så har du altså et problem. De kvinder, der gør det godt, holder fast i deres kvindelighed, samtidig med at de gør deres arbejde«. Det føles efterhånden på sin plads at spørge, om hun på en eller anden måde er feminist. Camilla Stockmann ser en anelse forskrækket ud. »Jeg føler mig ikke som betonfeminist. Og jeg har svært ved at identificere mig med den nyfeministiske bølge, som tit handlede om unge akademikerkvinder, der klynkede over, at det havde været pissehårdt at være elevrådsformand i gymnasiet ... Jeg vil nok betegne mig som demokrat. Jeg synes, at jeg kan se problemerne på begge sider af kønsbarrieren«. Uden blufærdighedsgrænse Tilbage til klummeskriveriet. For hvad siger Camilla Stockmanns venner og familie egentlig til at få fremvist deres eskapader og pinligheder i et landsdækkende dameblad? »Folks blufærdighedsgrænser er virkelig forskellige. Jeg har en veninde, der brokker sig over, at jeg ikke skriver nok om hende. Og en anden, der har sagt, at hun overhovedet ikke vil nævnes i mine klummer«. »Andre veninder har jeg skrevet sammen til én - for eksempel har jeg to veninder, der bor i udlandet, og de er lige sindssyge. På en eller anden måde gav det mening at skrive dem sammen til én person«, siger hun og fortsætter: »Dengang jeg fik opgaven, besluttede jeg mig for, at hver klumme skulle have en 'søjle af sandhed'... hm, det lyder superpatetisk. Men jeg ville ikke bare bruge klummen til at skrive om løst og fast, jeg ville faktisk mene noget. Så jeg valgte at cirkulere ting ind, som jeg havde diskuteret med nogen, eller som var kommet op igen og igen, når jeg var ude i virkeligheden«. »Og for at vise læserne, at det er virkelighed, har jeg brugt de her cases. Jeget i klummen er jo også en case, der minder om mig selv i en lidt overdrevet udgave. Jeg synes ikke, at jeg mister noget ved at investere mig selv. Men måske er jeg født uden blufærdighedsgrænse?«. Rummelig mor Camilla Stockmann har ændret på mange af sine venners identiteter, især navne og stillinger, for ikke at hænge nogen ud, forklarer hun. Og så har hun ladet alle 'medvirkende' læse klummen igennem og godkende den: »For der er altså forskel på, at man sidder og snakker om noget på en vinbar og så det pludselig kommer i et oplag på 30.000«. Én person er der ikke ændret på. Camilla Stockmanns mor. Som ellers har optrådt hyppigt i Eurowomans spalter de seneste tre år. »Alle mine venner har jeg kunnet lave lidt om, så de ikke kunne blive genkendt. Men man kan jo ikke lave sin mor om til en anden mor. Og hun sagde ret hurtigt, at hun ikke behøvede at læse klummerne igennem, for hun var sikker på, at det, jeg skrev, var i orden. Jeg synes, at hun er meget rummelig, for hun er faktisk rimelig blufærdig«. Ikke Brøgger og ikke skedesekret Så vidt Camilla Stockmann erindrer, har hendes mor kun reageret én gang. Med den overbærende protest: »Det er helt i orden, men jeg er nu ikke sikker på, at jeg brugte ordet skedesekret«. Hun fremkalder sig hin rødvinsmiddag, hvor hendes mor velsignede hendes klummeskriveri. »Hun sagde: »Skat, jeg sidder lige og siger til Ingerlise, at du må skrive hvad du vil om mig, ligesom Suzanne Brøgger, hun kunne jo heller ikke være blevet forfatter, hvis hun ikke måtte skrive alt«. Min mor tror lidt, at hun er mor til en Suzanne Brøgger ... det er hun ikke«.