0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den dobbelte Pundik

Det gælder om at vælge her i livet. Ellers gør andre det for dig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

PÅ SØEN. Den 20-årige Herbert Pundik drog til Israel i 1948. Her er han mellemlandet i en båd på Comosøen i Norditalien. Han har vennerne David Israel og Jakob Gringer bag ryggen. Foto udlånt af Gyldendal

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Citronerne lyser på det lille træ i Pundiks have. Vi sidder bag rækkehuset på Olivengaden i Tel Aviv en morgen i marts, hvor sneen endnu sjapper ved frysepunket oppe i Danmark.

Haven her er en lille oase med bananpalme, roser, lerkrukker, en skulptur af Jørgen Haugen Sørensen, et keramikfad af Carl Henning Pedersen - et stykke dansk Mellemøsten samlet på få kvadratmeter.

Fra soldat til chefredaktør
Køligheden er sydlandsk: Den emmer af, at om lidt brager varmen løs.

Stilheden er omkranset af svag brummen fra tre motorveje, der udflettes få hundrede meter væk. Og løfter man blikket en anelse, så tårner boomtown Tel Aviv sig op med sine futuristiske skyskrabere.

Sussi og Herbert Pundik har boet her fast siden 1954, men allerede i 1948 kæmpede Herbert Pundik i den første israelsk-arabiske krig.

Efter en journalistkarriere på israelske og danske aviser satte han sig i 1970 i chefredaktørstolen på Politiken og blev siddende i 25 år - alt mens han og familien blev boende her i Tel Aviv.

På flugt fra chefrollen
Første bind af det store erindringsværk, som udkommer nu, omhandler perioden op til udnævnelsen til chefredaktør. Anden del, der udkommer til efteråret, fortæller om tiden efter 1970: »Det var et dramatisk spring fra en tilværelse til en anden. Min tid som journalist var desværre slut, da jeg blev redaktør«.

»Så står man pludselig over for en hel række nye udfordringer, først og fremmest et dilemma mellem journalisten og redaktøren. En af mine svagheder var, at jeg aldrig rigtig accepterede min rolle som redaktør og som chef. Jeg fandt på alle mulige krumspring for at undvige rollen, så som at melde mig frivilligt til journalistisk arbejde«.

»En dag var madanmelderen blevet syg, og så sprang jeg ned på en restaurant, spiste et måltid og skrev en anmeldelse med en masse stjerner og det hele. Et glimrende journalistisk produkt, men der skete jo en katastrofe: Folk myldrede ind på restauranten, som slet ikke kunne klare efterspørgslen«.

Selvstændigt orkester
Hvad med katastrofen hjemme på redaktionen, som chefredaktøren var stukket af fra?

»Nu var det sommer. Der sker ikke katastrofer om sommeren. Men selvfølgelig har du ret, det var lidt en pine for mig at sende de andre ud på alle de spændende opgaver. Hvorfor er det Stage og ikke mig, der skal dække den krig? Hvorfor er det Njor, der skal dække det smugleri? Hvorfor kan du ikke gøre det selv!?«.

Noget fik du da rejst. Og du boede i et andet land ...

»Jeg var så privilegeret, at jeg fik to fantastisk dygtige kolleger i vores triumvirat af chefredaktører. Så jeg kunne godt sidde her i Tel Aviv ti dage om måneden uden at frygte, at der skete ulykker på bladet. Jeg kunne også godt være i Japan fjorten dage. Der findes orkestre, som godt kan spille, selv om dirigenten lægger taktstokken og går ud og ta'r en telefon«.

Fordelagtig afstand
Ti dage i Tel Aviv, tyve i København - men VAR du så i København, mentalt, når du var der?

»Fuldstændig. Allerede når jeg sad i taxaen på vej til Ben Gurion lufthavnen, var jeg i København. Og så snart jeg sad i flyet til Tel Aviv, var jeg hjemme. Det er også en fordel at få tingene lidt på afstand«.

»Jeg var frisk, når jeg kom tilbage, havde hovedet fyldt med 100 ideer, hvoraf de 20 ganske vist var lavet før, mens de 60 var umulige - men tilbage var dog 20 nogenlunde gode, og heraf kom en fem-seks stykker i avisen. Måske er jeg naiv, men jeg vil gerne tro, at fordelene ved den fjerne bolig var større end ulemperne«.

Anonym tilværelse
Måske havde du fundet løsningen på mange mænds drøm: at have et dobbeltliv. Jeg tænker f.eks. på Jens Otto Krag, som var statsminister i det ydre, men i egen selvopfattelse var et andet sted, var kunstner. Du var chefredaktør, men journalist, du var dansker, men israeler...

»Arh, dobbeltlivet i mit tilfælde var noget rent geografisk. Jeg gik ikke rundt ligesom Krag med store drømme om at blive kunstner. Jeg havde ikke andre drømme end bare at blive en god journalist, og den kunne jeg udleve overalt i verden, her, i Afrika, på Rådhuspladsen, hvor som helst. Jeg føler ikke, at jeg var heldig, fordi jeg var en split personality, som kunne få lov at leve i begge halvdele«.

»Det var også sundt at komme hjem. Når man er chefredaktør for Politiken, så er man feteret og bliver ustandselig inviteret til premierer og fester og receptioner. Folk vil gerne nedbringe afstanden til dig«.

»Nu deltog jeg ikke i det spil, men det kan ikke undgå alligevel at gøre en lille smule indtryk på én, at man sidder i sådan en nøgleposition. Men så kom jeg hjem til Israel og var fuldstændig anonym. Jeg kunne ikke gøre mig til af noget som helst, for jeg var bare én, der boede på Olivengaden i Tel Aviv«.

»Jeg har set mange chefredaktører og andre i ledende stillinger gå i depression ligesom Krag, da de gik af og opdagede, at ingen interesserede sig for dem mere. Den risiko har jeg aldrig løbet«.

Ingen nationalitetsfølelse
Telefonen ringer, Pundik griber den og taler hebraisk. Det er et barnebarn, som bor i huset, men har glemt sin nøgle. Den ligger under måtten, forklarer Pundik på flydende, men søgende hebraisk. Emigrantens sprog. I Danmark har han fået Modersmålsprisen.

To lande, to sprog, to loyaliteter?

»Jeg har aldrig oplevet noget problem. Jeg føler mig ikke forpligtet over for et specielt land, hverken Danmark eller Israel. Jeg kan kun føle mig forpligtet over for institutioner eller over for mennesker, ikke over for lande. Jeg ejer ikke nationalitetsfølelse, og det gælder også, når jeg skriver: Det er kun realiteterne, der gælder«.

Realiteterne?

»Realiteterne, sådan som jeg ser dem, ikke nødvendigvis, som de er. Men jeg har altså ikke