0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De rigtige liv

I Pia Juuls nye noveller blander folk sig og lyver. Skammer sig og sparker. Der er med andre ord noget bekendt ved dem alle sammen. De er opfundet langt ude på landet, og der er der jo så dejligt. Siger man.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forfatter Pia Juul. - Foto: Klaus Holsting

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis sprog havde mere materie, ville Pia Juuls kunne slå selv svære mænd ned. Når det altså var i dét lune.

Der er dog mange andre slags temperamenter i hendes sprog i den splinternye novellesamling 'Dengang med hunden'.

Nogle gange føles sætningerne som syngende lussinger. Andre gange som tvangsbremset gråd.

Altid gode anmeldelser
Forkert føles sproget aldrig, og det er nok en af årsagerne til, at hun efter at have skrevet adskillige digtsamlinger og et større antal noveller endnu ikke har fået dårlige anmeldelser.

Hun får altid gode. Alligevel har hun været nervøs for anmeldernes modtagelse af 'Dengang med hunden'. Ængstelsen var ubegrundet.

Mundret og uforfinet prosa
»Med 22 nye noveller befæster Pia Juul sin position blandt de sande mestre i den korte prosa«, står der på forsiden af Information.

»Alt er så simpelt og såre godt og dog så tonstungt og ad hekkenfeldt til i hendes elegante livs-stykker«, står der i Jyllands-Posten.

Og i Politiken kan hun læse om sin egen bog:

»Midt i hverdagens rutiner løber der et blodspor af mord, selvmord, nid og nag gennem bogen; et blodspor der i Pia Juuls mundrette og uforfinede prosa er med til at befæste indtrykket af tilværelsens helt almindelige absurditet«.

Effektive pointer
Der er mange forskellige mennesker og stemninger i Pia Juuls noveller. Måske derfor lægger anmeldere og andre læsere vægt på forskellige ting i dem.

Nogle begejstres især over, at historierne er stramme, underholdende og har effektive pointer. Andre imponeres af, hvor kløgtigt hun skriver om skyld og skam.

Selv nægter hun pure at afsløre sit udgangspunkt for at skrive 'Dengang med hunden'.

»Det vil jeg jo ikke røbe« og »der kan godt gå noget tabt, hvis man taler om det i interview«, siger hun, mens der både i stemmen og i de olivengrønne øjne skiftevis er en drilsk latter og et forsøg på at holde irritationen på afstand.

Landsbyliv
Ud med den del af sproget vil hun simpelt hen ikke. Til gengæld vil hun for eksempel gerne tale om, hvorfor der er landlige billeder og stemninger af provins i mange af hendes tekster.

»Indtil jeg var seks år, boede jeg i Skælskør. Så flyttede mine forældre til landsbyen Rørbæk, der ligger oppe ved Hobro i Himmerland. Der boede vi, til jeg var 18 år«.

»I mange år tænkte jeg, at det var ærgerligt, jeg ikke havde boet der i længere tid. Fordi jeg ikke syntes, det var længe nok til, at jeg kunne bruge det til noget, når jeg skrev. Selv om jeg måske har gjort det i mine digte. Men lige pludselig kan jeg mærke, at jeg er begyndte at trække mere på den tid«, siger hun.

I 'Dengang med hunden' er kendskabet til landsbyliv tydelig i novellen 'Ude på landet', hvor de første ord er en hilsen til H.C. Andersen.

»Du har jo været ude på landet? Du har set, hvor fjollede folk bliver, når de ser en stokrose og et stråtag. Hænderne slår de sammen, blikket bliver blankere, stemmen lysere. Det er lykken, siger de til hinanden og knækker sig en kæp at slå med, når de går hen ad grusvejen. Her skulle man altid bo, siger de«, og sådan fortsætter novellen nogle sætninger endnu. Hvorefter idyllen krakelerer.

Under naboens lup
Som Pia Juul tørt konstaterer, er det »ikke ubetinget rart« at bo på landet: »Man er altid under lup. For eksempel under naboens lup. Det er man måske altid, uanset hvor man bor. Men man føler det ikke på samme måde, når man bor i en opgang i København. Der kan man være anonym på en anden måde, end man kan på landet, hvor man skal være ekstremt stærk for bare at gøre, som man vil«.

Da hun var barn i Rørbæk, flyttede et ungt par til landsbyen. Ind i et sødt lille hus. Men de flyttede meget hurtigt ud af huset og byen igen. Senere ville tilfældet, at den kvindelige del af det unge par blev kollega med Pia Juuls mor.

»Og hun sagde til min mor, at de havde været nødt til at flytte. For folk kunne ikke lide dem. Det kunne de mærke. Min mor kunne huske en sladderhistorie om, at de dyrkede hash i baghaven eller i en potteplante. Det var der blevet sagt om dem. En ting er, at folk virkelig siger den slags om andre. Men det er jo latterligt, at stemningen kan være så dårlig, at man er nødt til at flytte!«.

En slags dagbøger
Efter at have boet i København i mange år bor Pia Juul nu igen på landet. Med mand og to døtre i et lejet, gammelt skovløberhus i nærheden af Præstø. Her er anderledes end i Himmerland, synes hun. Og så er der god plads til alle i familien og også til hendes omfangsrige samling af bøger.

De fleste af bøgerne opholder sig i reoler i et rum for sig selv. Men hvis ser grundigt efter, kan man også få øje på bunker af bøger på små borde og oven på et dækketøjsskab.

Hun er begyndt at skrive ned, hvilke bøger hun har læst. Og at gøre små notater om dem. Pia Juul har skrevet dagbog, siden hun var barn, og hun gør det stadig.

»Altså en slags dagbog. Jeg skynder mig altid at sige, at det er 'en slags' dagbog. Fordi man har en forestilling om, at hvis andre mennesker skriver dagbog, så fører de sikkert rigtige dagbøger. Ligesom man også tror, at andre menneskers liv er de rigtige liv«.

Kuglepen med lys i
I hendes slags dagbog står der for eksempel notater, der kan være indledninger til digte eller afsnit i noveller eller bare ideer, som hun måske kan bruge senere.

»Men hvis jeg ikke har tid til at skrive en stemning eller en idé rigtigt ned med det samme, nytter det ikke noget. Min yndlingsanekdote i den forbindelse handler om Hitchcock. Ligesom jeg - ha! - og mange andre gør det, fik han sine bedste ideer, når han var ved at falde i søvn«.

»Derfor lagde han en n