Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Forfatter Pia Juul. - Foto: Klaus Holsting

Forfatter Pia Juul. - Foto: Klaus Holsting

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De rigtige liv

I Pia Juuls nye noveller blander folk sig og lyver. Skammer sig og sparker. Der er med andre ord noget bekendt ved dem alle sammen. De er opfundet langt ude på landet, og der er der jo så dejligt. Siger man.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis sprog havde mere materie, ville Pia Juuls kunne slå selv svære mænd ned. Når det altså var i dét lune.

Der er dog mange andre slags temperamenter i hendes sprog i den splinternye novellesamling 'Dengang med hunden'.

Nogle gange føles sætningerne som syngende lussinger. Andre gange som tvangsbremset gråd.

Altid gode anmeldelser
Forkert føles sproget aldrig, og det er nok en af årsagerne til, at hun efter at have skrevet adskillige digtsamlinger og et større antal noveller endnu ikke har fået dårlige anmeldelser.

Hun får altid gode. Alligevel har hun været nervøs for anmeldernes modtagelse af 'Dengang med hunden'. Ængstelsen var ubegrundet.

Mundret og uforfinet prosa
»Med 22 nye noveller befæster Pia Juul sin position blandt de sande mestre i den korte prosa«, står der på forsiden af Information.

»Alt er så simpelt og såre godt og dog så tonstungt og ad hekkenfeldt til i hendes elegante livs-stykker«, står der i Jyllands-Posten.

Og i Politiken kan hun læse om sin egen bog:

»Midt i hverdagens rutiner løber der et blodspor af mord, selvmord, nid og nag gennem bogen; et blodspor der i Pia Juuls mundrette og uforfinede prosa er med til at befæste indtrykket af tilværelsens helt almindelige absurditet«.

Effektive pointer
Der er mange forskellige mennesker og stemninger i Pia Juuls noveller. Måske derfor lægger anmeldere og andre læsere vægt på forskellige ting i dem.

Nogle begejstres især over, at historierne er stramme, underholdende og har effektive pointer. Andre imponeres af, hvor kløgtigt hun skriver om skyld og skam.

Selv nægter hun pure at afsløre sit udgangspunkt for at skrive 'Dengang med hunden'.

»Det vil jeg jo ikke røbe« og »der kan godt gå noget tabt, hvis man taler om det i interview«, siger hun, mens der både i stemmen og i de olivengrønne øjne skiftevis er en drilsk latter og et forsøg på at holde irritationen på afstand.

Landsbyliv
Ud med den del af sproget vil hun simpelt hen ikke. Til gengæld vil hun for eksempel gerne tale om, hvorfor der er landlige billeder og stemninger af provins i mange af hendes tekster.

»Indtil jeg var seks år, boede jeg i Skælskør. Så flyttede mine forældre til landsbyen Rørbæk, der ligger oppe ved Hobro i Himmerland. Der boede vi, til jeg var 18 år«.

»I mange år tænkte jeg, at det var ærgerligt, jeg ikke havde boet der i længere tid. Fordi jeg ikke syntes, det var længe nok til, at jeg kunne bruge det til noget, når jeg skrev. Selv om jeg måske har gjort det i mine digte. Men lige pludselig kan jeg mærke, at jeg er begyndte at trække mere på den tid«, siger hun.

I 'Dengang med hunden' er kendskabet til landsbyliv tydelig i novellen 'Ude på landet', hvor de første ord er en hilsen til H.C. Andersen.

»Du har jo været ude på landet? Du har set, hvor fjollede folk bliver, når de ser en stokrose og et stråtag. Hænderne slår de sammen, blikket bliver blankere, stemmen lysere. Det er lykken, siger de til hinanden og knækker sig en kæp at slå med, når de går hen ad grusvejen. Her skulle man altid bo, siger de«, og sådan fortsætter novellen nogle sætninger endnu. Hvorefter idyllen krakelerer.

Under naboens lup
Som Pia Juul tørt konstaterer, er det »ikke ubetinget rart« at bo på landet: »Man er altid under lup. For eksempel under naboens lup. Det er man måske altid, uanset hvor man bor. Men man føler det ikke på samme måde, når man bor i en opgang i København. Der kan man være anonym på en anden måde, end man kan på landet, hvor man skal være ekstremt stærk for bare at gøre, som man vil«.

Da hun var barn i Rørbæk, flyttede et ungt par til landsbyen. Ind i et sødt lille hus. Men de flyttede meget hurtigt ud af huset og byen igen. Senere ville tilfældet, at den kvindelige del af det unge par blev kollega med Pia Juuls mor.

»Og hun sagde til min mor, at de havde været nødt til at flytte. For folk kunne ikke lide dem. Det kunne de mærke. Min mor kunne huske en sladderhistorie om, at de dyrkede hash i baghaven eller i en potteplante. Det var der blevet sagt om dem. En ting er, at folk virkelig siger den slags om andre. Men det er jo latterligt, at stemningen kan være så dårlig, at man er nødt til at flytte!«.

En slags dagbøger
Efter at have boet i København i mange år bor Pia Juul nu igen på landet. Med mand og to døtre i et lejet, gammelt skovløberhus i nærheden af Præstø. Her er anderledes end i Himmerland, synes hun. Og så er der god plads til alle i familien og også til hendes omfangsrige samling af bøger.

De fleste af bøgerne opholder sig i reoler i et rum for sig selv. Men hvis ser grundigt efter, kan man også få øje på bunker af bøger på små borde og oven på et dækketøjsskab.

Hun er begyndt at skrive ned, hvilke bøger hun har læst. Og at gøre små notater om dem. Pia Juul har skrevet dagbog, siden hun var barn, og hun gør det stadig.

»Altså en slags dagbog. Jeg skynder mig altid at sige, at det er 'en slags' dagbog. Fordi man har en forestilling om, at hvis andre mennesker skriver dagbog, så fører de sikkert rigtige dagbøger. Ligesom man også tror, at andre menneskers liv er de rigtige liv«.

Kuglepen med lys i
I hendes slags dagbog står der for eksempel notater, der kan være indledninger til digte eller afsnit i noveller eller bare ideer, som hun måske kan bruge senere.

»Men hvis jeg ikke har tid til at skrive en stemning eller en idé rigtigt ned med det samme, nytter det ikke noget. Min yndlingsanekdote i den forbindelse handler om Hitchcock. Ligesom jeg - ha! - og mange andre gør det, fik han sine bedste ideer, når han var ved at falde i søvn«.

»Derfor lagde han en notesblok ved siden af sengen. Så han kunne skrive sin geniale idé ned. Men da han vågnede næste morgen, stod der bare 'boy meets girl' på blokken. Og det var jo det mere, han havde set aftenen før, som var kunsten. Hvis du ikke kan skrive dét ned med det samme, fungerer det ikke«.

Hvad forhindrer dig i at skrive det ned med det samme?

»Det kan for eksempel være, at jeg er lige ved at falde i søvn. Eller hvis jeg sidder i biografen, som jeg gjorde i går. Jeg så 'Der Untergang', og imens blev der ved med at komme nogle sætninger. Jeg var NØDT til at skrive dem ned, men jeg vidste godt, at jeg sikkert ikke kunne bruge notaterne til noget, for jeg har stadig ikke fået anskaffet mig en kuglepen med lys i«.

Myten om lidelsen
Du taler om at være nødt til at skrive det ned. Det lyder næsten, som når man skal på toilettet.

»Den sammenligning er jeg ikke glad for. I mine meget unge dage deltog jeg i seminarer, som Poul Borum lavede. Han havde det med at sige, at det gjorde ondt at være digter. At man skal lide, mens man gør det. Og så sagde Per Højholt til ham: Du får det jo til at lyde, som om det er ren nødtørft, mand. Så lad dog være med at skrive, hvis det gør så ondt«.

»Ligesom Per Højholt vil jeg gerne være med til at punktere myterne om, hvor smertefuldt det er at skrive. Og hvor uundgåeligt det er. Omvendt er det latterligt at påstå, at det bare er et arbejde ligesom så mange andre. Det er det ikke«.

»Men man skriver vel, fordi man synes, man kan det. Og fordi nogle andre også støtter en i det. Skulle man af den grund føle sig særligt udvalgt? Eller betragte det som et kald? Det kan ikke komme på tale. Man har truffet et valg. På et tidspunkt«.

Det vigtige valg
Pia Juul var ung, da hun traf sit valg. Efter gymnasiet var hun droppet ud af et engelskstudie på Aarhus Universitet og havde egentlig tænkt sig at begynde på seminariet og dermed gå i begge forældres spor. Selv om hun skrev digte. Og helst ville skrive digte.

»Da var det nok min mand, som tvang mig til at vælge. Hvorfor skal du på seminariet, spurgte han. Ville du ikke gerne være forfatter? Skulle du så ikke tage og blive det? Det gjorde jeg så. Jeg ved ikke, om jeg alligevel ville være blevet forfatter, hvis jeg var begyndt på seminariet. Men jeg tvivler. For så havde jeg måske skubbet det med at skrive foran mig. Der er mange, det sker for«.

Samtidig med at hun debuterede som digter, fik hun sit første barn. »På det tidspunkt havde jeg haft alle mulige forskellige slags arbejde og var nu pædagogmedhjælper. Da jeg fik min datter, gik jeg på barsel, og siden har jeg ikke haft et egentligt job. Bortset fra opgaver som oversætter«.

Oversætterarbejdet fylder faktisk mere, end hun er interesseret i. Men det giver penge, og det er »så dejligt konkret«. Det kan for eksempel også anvendes som overspringshandling. Når man som Pia Juul i årevis har gået med tanker om at skrive roman nummer to. Den første kom i 1990, og den er god, siger forfatteren. Hun er en af de få, der ved, hvad der står i den.

Arbejdsdisciplin
Men hvordan går det så med den næste roman?

»Udmærket, tak. Jeg udgiver novellerne nu, og om en måneds tid kommer der en ny digtsamling. Begge bøger har naturligvis været i vejen for romanen. Men jeg har fået skrevet en ungdomsroman, og arbejdet med den har sporet mig ind på en anden og mere disciplineret måde at arbejde på, som jeg skal bruge, når jeg skal skrive romanen«.

Er der noget, du længes efter at få gjort eller blive til?

»Ud over at skrive romanen? Jeg ved, at der i de seneste år er sket to ting, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg har fået barn nummer to, og for nylig har jeg fået kørekort. Begge dele var meget grænseoverskridende for mig. I den forstand at de ikke fandtes i mit billede af mig selv«.

Hver dag er en gave
Pia Juul er udelukkende blevet bilist, fordi det er praktisk, når man bor så langt ude på landet. Og hun kan godt selv høre, at det lyder lidt sært at sige 'få et kørekort', når nogen spørger til ens visioner om tilværelsen.

»Men det er bare et eksempel på, at det nogle gange er godt at gøre noget, man ikke havde forestillet sig, man kunne. For så oplever man, at der er mere, man kan. For nogle år siden besluttede jeg mig for at lære italiensk og gik til intensiv undervisning på Studieskolen to gange om ugen. Det var meget vidunderligt at opleve, at der stadig kunne fyldes på, og at man var modtagelig«.

Hun kommer i tanke om, at hendes far havde en onkel og en tante, som engang for mange år siden begyndte at gå til engelsk for at være rustede til at besøge nogle fjerne slægtninge i Amerika. Pia Juul var barn dengang. Og hun kan huske, hvordan nogle ældre medlemmer af familien syntes, at det var dog noget spild sådan at begynde at gå til engelsk. I dén alder.

»Min fars tante og onkel har vel været omkring 50 år, og dengang syntes jeg også, at det var noget sjovt noget, de ville lære engelsk. Når nu livet alligevel snart var forbi. Det er mærkeligt at tænke tilbage på. At man har tænkt sådan«.

»Jeg er jo slet ikke gammel endnu, men jeg forbeholder mig ret til at have den aldrende persons skærpede opmærksomhed på verden omkring mig. Jeg synes ikke, man behøver vente, til man fylder 60 eller til man får en dødbringende sygdom, med at sige til sig selv, at hver dag er en gave. Man kan godt sætte ind noget før. Og der er garanteret masser, jeg gerne vil. Som jeg bare ikke har opdaget endnu«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden