»La' vær' at komme listende ind på vores værelse om natten«, sagde Alexandras mor til hende, da hun var helt lille. »Vi ku' komme til at skyde dig«. Forældrene sov med ladte geværer ved siden af sengen. Borgerkrig Stedet var en farm i Rhodesia, tiden var 1970'erne, og forældrene var fattige hvide farmer. Da borgkrigen i det østafrikanske land var på sit højeste, var Alexandra Fuller otte år og havde for længst lært, at hun skulle vække sin våbenløse søster og ikke sine forældre, hvis hun skulle ud og tisse om natten. Minder om tortur Siden skrev hun en bog om, hvordan det var at vokse op i det, som siden 1980 har heddet Zimbabwe. 'Lad os ikke gå i hundene i aften' vakte international opmærksomhed og gav Fuller ry som en helstøbt, original forfatter. Den næste bog, 'Krigens dæmoner', foregår i nutiden og fortæller om en autentisk rejse, som Fuller, nu berømt forfatter, foretager med en af borgerkrigens hvide veteraner, kaldet K, tilbage til de gamle slagmarker, sydende af minder om tortur og umenneskelige overgreb lige under overfladen. Både K og Fuller falder fra hinanden både indvendig og udvendig, og det er ikke kønt at overvære. Ændret for altid Den bog, mindre helstøbt, mere forvirrende og foruroligende, blev ikke så godt modtaget. Til gengæld ændrede den Fullers liv. »Jeg er ikke længere den samme, som da jeg rejste med den mand. Rejsen ændrede mig for altid«. Tryghedsnarkomaner »Hvis jeg ikke havde lært af oplevelserne under rejsen med K, hvor ødelagt jeg var, og hvis jeg ikke havde set mig selv reflekteret i hans opførsel og han i min, så ville jeg ikke havde vidst, hvor defensiv og selvisk jeg kunne være«. »Så jeg har brugt tiden efter at have skrevet bogen i dyb, dyb eftertanke og med at arbejde hårdt for at blive én, jeg selv kan elske og stole på. Rejsen med K fik mig til at tage afsked med min fortid og med den racistiske propaganda, som altid har plaget og pint mig i mit baghoved, på sin egen stille måde«. »Jeg kan godt undre mig over, hvorfor europæere i en moden alder kan blive så forvirrede over den bog og den rejse, vi foretog. Jeg ville have troet, at de har haft rigelig ballade på deres egen jord inden for mands minde til at relatere til det, jeg taler om. På den anden side, så er hygge og tryghed et meget stærkt narkotikum, og hvis man tager det tit nok, kan det dulme selv de værste rædsler«. Elge og jazzmusik Alexandra Fuller skriver det her i en mail fra sit hjem i Wyoming. Vi har mailet frem og tilbage i nogle uger om, hvad krig gør ved mennesker. En dag går en elgtyr forbi hendes vindue og spiser af hendes aspetræer, mens hun skriver. En anden dag kommer en elgko med sin kalv. Hun fortæller, at hun på en skitur næsten løb ind i to unge elgtyre forleden. Vi forsøger at bygge en stemning op af at være i dialog i samme rum. Hendes arbejdsværelse er fuld af minder fra Afrika. Det er mit også, dog i mindre grad. Hun hører Benny Goodman. Det gør jeg så også. Det hjælper nu ikke på manglen på elge i København. Vi holder en pause i et par dage, da hendes lille dreng bliver syg. »Jeg skal have ham til lægen. Lige nu sover han på gulvtæppet ved mine fødder oven på sin yndlingshund, som er den eneste, der kan trøste ham, når han er syg, bortset fra mig, og selv jeg kommer næst efter hunden, tror jeg«, skriver hun. Den hyggelige glemsel Så bliver hun selv syg. Dernæst jeg. Men krigen går jo ikke væk, hverken minderne om den forgangne eller de nye, som den i Irak, som hendes nye land, Amerika, og mit land er aktivt involverede i. Mens vi mailer, bliver de soldater, som vores regeringer sender ud i krigen, ændret for altid. De vil altid skille sig ud fra deres landsmænd, som ikke oplever det samme som dem, afskåret fra fjerne rædsler af en tryg og genkendelig hverdag. »Hvordan kan det være anderledes?«, skriver Alexandra Fuller. »Du skriver, at vi, som har oplevet krig, er off-key ('forkerte', 'udenfor', red.) ... men det er måske dem, som vælger at være pakket ind i deres hyggelige glemsel, som er ude af takt med en verden, hvor der er så megen uretfærdighed, så megen smerte, så megen ulighed«. Ar i sjælen »Jeg blev drevet til at skrive om, hvad der sker med soldater, når de har dræbt på grund af en dyb løgn (i tilfældet Rhodesia, at deres hvidhed gav dem en slags Gud-given ret til at gøre, hvad de gjorde), og som må leve med disse løgne hver evig eneste dag«. »Jeg føler ikke, at amerikanerne har nogen som helst måde at forstå det her på. De stikker deres hoved i sandet i forbindelse med det, der sker med de mandlige og kvindelige soldater, de har sendt til Irak. Du vil næppe forstå, hvor effektiv Bushs propaganda er - det er forbløffende. Vores krig i Rhodesia var et forfærdeligt eksempel på, hvad der sker, når man tror på enøjet propaganda«. »Jeg vil skrive om det, så det aldrig sker igen, skrive om det faktum, at krig giver de mennesker, som ser den og støtter den og tror på den, ar i sjælen for evig tid«. »Det ironiske faktum er, at selv mens jeg skriver, er det, som sker lige netop nu, så sygt og umoralsk. Og dog læser mange min bog og forstår ikke, hvad jeg siger. At krig er umoralsk, og at krig skaber en umoralsk ubalance i alle os, som har oplevet den«, mailer Alexandra Fuller og lyder, som om hun råber. Du sender soldater i krig »Hvis jeres soldater er i krig, og du tror, at disse soldater ikke er dit ansvar, så ER DU IKKE OPMÆRKSOM. Nogen stemte Bush til magten to gange, nogen stemte for at sende disse mænd i krig, nogen betaler for denne krig, men hvem vil samle stumperne op?«. »Med 'Krigens dæmoner' vil jeg vise, hvor længe en sådan tragedie varer. Nogle amerikanske læsere har reageret med væmmelse og rædsel på min bog - jeg kan kun håbe, at de vender disse følelser mod de valg, deres eget land har foretaget«. Kærlighed frem for krig Har det overståede valg i Irak ændret noget i hendes holdning?, spørger jeg. Det præsenteres jo som en succes i vore medier. »Jeg føler mig som Wangari Maathai, som hele tiden får spørgsmål om aids, og til sidst siger hun: »Jeg kan ikke tale om det, jeg er ikke læge ...««, svarer Fuller med en henvisning til sidste års nigerianske modtager af Nobels Fredspris. »Men med min begrænsede viden om politisk videnskab vil jeg forsøge at være så ærlig som mulig i mit svar. Er det ikke først og fremmest lidt tidligt at kalde valget en succes. Hvordan kan et valg, som kostede 36 irakere livet på selve valgdagen, være en succes? Og før det kostede tusinder af civile og hundrede amerikanske og andre nationers soldater livet?«. »Jeg finder det virkelig svært at vide, og måske skal vi alle være en smule tøvende, før vi siger, at vi 'ved', om det er bedre for Irak med den amerikanske besættelse. Jeg vil stadig fastholde det, som Gandhi sagde: »Når du står over for en modstander, bryd hans modstand med kærlighed««. Og et andet Mahatma Gandhi-citat: »Når jeg er på fortvivlelsens rand, så husker jeg, at gennem historien har sandheden og kærligheden altid vundet. Der har været tyranner og mordere og for en tid syntes de usårlige, men til sidst falder de altid. Tænkt bare på det, ALTID«. Fiktionens fristed Alexandra Fuller arbejder nu på en roman. »Det er for udmattende og for brutalt at blive ved med at udstille mig selv i selvbiografiske bøger«, skriver hun. Tidligere har hun beskrevet, hvor vanskeligt det er at »bruge resten af ens liv på at undgå at videregive den gift, jeg er blevet fyldt med i en umoralsk krig«. Romanen er om Afrika. »Der er ikke endnu ikke noget i Amerika, som har tændt mig, men der er ikke noget, der siger, at det ikke vil ske«.