Der er ikke mange originale forfattere. Og dem, der findes, skylder deres litterære forgængere så meget, at de og hele den vestlige kanon kan sammenfattes med henvisning til blot to navne: Shakespeare og Dante. Den vestlige kanon Det mener i hvert fald Harold Bloom, litteraturkritiker og Yale-professor, og han er ikke en mand, man umiddelbart lægger sig ud med. Konklusionen kom han frem til i bestselleren fra 1994, 'The Western Canon', og det er en præmis, han siden har arbejdet med i sine litteraturhistoriske bøger. Danske originaler Men noget tyder på, at Bloom er ved at ændre mening. I telefonen før mit interview udbryder han i hvert fald: »Men I danskere har da to originaler: Søren Kierkegaard og Hans Christian Andersen. De er nogle dybt besynderlige størrelser begge to«. H.C. Andersen Pris Det er Andersen, vi skal tale om, for Bloom har netop fået at vide, at han vil modtage Odense Bys H.C. Andersen Pris på 50.000 euro her i jubilæumsåret. Det betyder, at han endnu en gang kommer en tur til Europa, selv om han for bare to uger siden forsvor, at han med sit dårlige helbred ville krydse Atlanten igen. Men Bloom siger så meget. Overflod af bøger Bloom har også meget at sige. De sidste ti år har han spyttet mindst én bog ud om året - bøger, der nogle gange nærmer sig de 1.000 sider, alle skrevet i hånden - og han taler i en uendelig og uendeligt inspireret strøm i loftlejligheden på Manhattan. Stuen er tom, bortset fra nogle skulpturer, som hans kones mor har kreeret, to lænestole og et skrivebord. I lejlighedens resterende fire værelser er der bare bøger, bøger, bøger. Lyslevende litteratur Bloom selv er en mand, der ser lidt træt ud af dage. Men så snart talen falder på litteratur - og det gør den uafvendeligt i hans selskab - så vågner giganten op. De tunge låg løfter sig, næseborene begynder at vibrere, og ryggen retter sig så meget, som den stive nakke tillader det. Ind myldrer det med figurer fra verdenslitteraturen - Isabel Archer, Hamlet og den lille havfrue - når Bloom begynder at slå om sig med sin viden. Heroppe er vi uendeligt langt fra New Yorks gadelarm og bysnavs, men desto tættere på litteraturens store forfattere og deres litterære skabninger, der alle er trådt ud af deres historiske og fortællemæssige rammer for at sætte den store kritiker stævne. Alt andet end barnemadHvorfor var H.C. Andersen ikke med på din forfatterliste over den vestlige kanon? »Jeg kan kun forsvare mig med, at jeg simpelthen ikke så skoven for bare træer. Vi tager alle H.C. Andersen for givet, og det gør vi, fordi vi ofte læser ham på et forkert tidspunkt i vores liv - nemlig når vi er børn. Vi bliver nødt til at gå tilbage og genlæse Andersen for at se, hvor stor og original en forfatter han er«. Bloom selv læste Andersen for første gang som 15-årig, da han i en periode slugte alt om den nordiske mytologi. Siden har Bloom ædt sig igennem det meste af verdens litteratur med en hastighed, han er berømmet for - 1.000 sider i timen efter eget udsagn - og han er først kommet tilbage til Andersen inden for det seneste år. Han har nemlig lige redigeret en antologi om den danske forfatter til forlaget Chelsea Houses klassikerserie, 'Bloom's Modern Critical Views'. Men det har ikke gjort ham meget klogere, skriver han i sin introduktion. Mystisk forfatterDu skriver i dit forord til Andersen-antologien, at »vi stadig ikke har lært at læse ham«. Man skulle ellers tro, at eventyr for børn - og specielt Andersens eventyr, der er reproduceret i det uendelige, over hele verden - skulle være rimeligt nemme at gå til? »Vi har alle læst Andersen, men jeg mener ikke, at vi har forstået ham til fulde. For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg nu har læst alle hans eventyr og historier i tre forskellige engelske versioner og i en tysk oversættelse, og at jeg kun så småt er begyndt at lære dem at kende - så vidt man overhovedet kan lære dem at kende«. »Han er en meget mystisk forfatter - mere mystisk end både Gogol, Kleist, Hoffmann eller nogen anden i den tradition, hvilken han da heller ikke rigtig er en del af. Han er ikke del af nogen tradition!«. »Han er en af de mest kendte og - foruden Shakespeare og Don Quixote - en af de mest oversatte forfattere i verden, og der er stadig ikke nogen, der har udviklet en æstetik, der kan forklare, hvad der foregår i de tekster«. Ingen interesse for historisk kontekstEr danskerne bedre til at læse ham end andre? »I har den fordel, at I kan læse ham på hans eget sprog. Jeg har læst en del Andersen-fortolkninger, skrevet af danske litterater, og jeg kan se, at I er gode til at sætte Andersen i historisk relief - I er gode til det med baggrunds- og forgrundsviden«. »Men jeg er overhovedet ikke interesseret i den historiske kontekst. Det eneste, der interesserer mig, er den kontekst, der skabes af andre store forfattere, og Andersen er uden tvivl en af de største. Han ligner ingen anden«. Gådefulde herrer »Der er mange skygger fra den litterære tradition - fra Goethe, Shakespeare og sir Walter Scott - der kastes ind over hans tekster, men den, der efter min mening bedst forklarer ham, er hans absolutte modpol: Søren Kierkegaard. De er begge dybt originale, dybt gådefulde forfattere, som ingen rigtig har forstået til fulde«. Jeg kan finde mange forskelle på Andersen og Kierkegaard, men det kniber med at se ligheden. »De er begge ironikere. Men det er svært at se den lighed, for Kierkegaard selv var meget interesseret i at fastholde forskellen. Han skrev en hel bog om, hvor dårlig en romanforfatter Andersen var, og selv om jeg er tilbøjelig til at give Kierkegaard ret, synes jeg, at han her overreagerer en smule - hans hårde kritik er jo som at skyde kanonkugler efter et skib, der i forvejen er ved at synke!«. »Men jeg tror, at Kierkegaard havde brug for at skabe afstand til sit eget litterære bagland, og kritikken af Andersens romaner bliver måden, han kan gøre det på. Desuden havde Kierkegaard på det tidspunkt ikke læst Andersens eventyr, og de ville nok have overrasket ham en smule«. »For her er det klart, at der foregår en form for 'indirekte kommunikation', som Kierkegaard mente selv at have opfundet. Ligesom en anden af jeres landsmænd, Hamlet, siger de to forfattere aldrig, hvad de virkelig mener, og de mener ikke, hvad de faktisk siger«. Livlige snurretoppeKierkegaard skrev for »den Enkelte«, men Andersen skrev for at få alles opmærksomhed. »Nej, også i den henseende er de ens: De skriver ene og alene for deres egen skyld. Andersen skriver for alle, hvilket er det samme som at sige, at han skriver for ingen. Kierkegaard skriver for »den Enkelte«, men den enkelte kan ifølge hans filosofi kun være ham selv«. »De er begge solipsistiske - hos Kierkegaard er hele universet kogt ned til selvet, mens subjektiviteten i Andersens univers blæser liv i det hele: farver, snurretoppe, tinsoldater«. Kafkask uforståelighedHvordan skal vi så læse Andersen? »Ja, hvad skal vi gøre med en forfatter, der ikke siger, hvad han mener? Jeg tror, at vi skal se ham som en Kafka. Kafka var også en forfatter, som gjorde sig selv uforståelig«. »Hvad man så må prøve at forstå er, hvorfor han gør sig uforståelig. Hvad er det, han prøver at undslippe? Andersen vil ikke læses. Han modsætter sig de traditionelle genrebetegnelser, og vi kan ikke begribe ham ved at kalde ham 'eventyrforfatter' eller 'børnelitteraturens ophavsmand'. Han er en gåde«. AllestedsnærværendeHvorfor skal vi så læse ham, hvis han ikke vil? »Det bliver vi simpelthen nødt til. Vi har ikke noget valg. Han har skabt en stor del af vores mytologiske landskab. Vi har alle fået ham ind med modermælken, og vi kan simpelthen ikke udelukke ham fra vores liv - eller fra vores kanon for den sags skyld: Han er allerede over det hele«. »I den henseende har han faktisk overgået Kierkegaard, der jo kun læses af intelligentsiaen«, tilføjer Bloom, før han svarer telefonen, der ringer i samme øjeblik. Om Bloom vil købe en tur til Disneyland? Nej, Bloom er ikke interesseret. Han skal på sit eget eventyr til Odense 2. april for at modtage den fine pris og forelæse over Andersen på Syddansk Universitet. »Min introduktion til antologien er kun den spæde begyndelse til det, jeg vil sige om Andersen«, forklarer han undskyldende. Jeg tror ham.