Vi fanger digteren Per Aage Brandt i Bagsværd mellem to gæsteforelæsninger. Den ene på Gran Canaria, hvorfra han lige er kommet hjem efter kun en dags ophold, og den anden i Ohio, hvortil han skal rejse næste dag. Efter en uge der tager han til Århus, hvor han siden 1998 har været professor ved Center for Semiotik ved universitetet. Fatal kendsgerning »Jeg møder ofte den indvending, at min poesi er for professoral og professoren for poetisk. Der er altid noget i vejen«. »Det er specielt, fordi jeg er en professor, der beskæftiger mig med sprog - og ikke bankmand, for eksempel - at det virker generende for nogen«. »Men jeg må tage det som en fatal kendsgerning, at det er sådan jeg er«. Forskellig kommunikation »Der er forskel på at forske eller udtrykke sig over for studenter og så tale og skrive, som man gør i poesien«. »For her er der tale om et niveau af menneskelig henvendelse, som er radikalt forskellig, selv om ordforrådet kan være nøjagtig det samme«. FlerstemmighedKommer dine artikler eller forelæsninger fra andre steder i kroppen end din poesi? »Ja, det tror jeg netop. Poesien kommer for mig fra samme sted som musikken«. »En dyb rytmik, som ligger og pulser nede under sproget, og som jeg ikke skal bruge til noget som helst, når jeg underviser - ikke frivilligt, i hvert fald - men som er den, der arbejder, når min egen bevidste stemme tier«. »Man har flere stemmer, og det her er en af dem«. Udendørs og indendørs poesiEr du meget bevidst om, at du vælger stemme? For eksempel når du skal undervise? »Det er et meget spændende spørgsmål i almindelighed. Jeg tror, det er stederne, der bestemmer«. »Jeg går ind i et rum, og så er stemmen til det rum. Rummet gør noget ved stemmen. Måske kan man tale om udendørs og indendørs poesi«. »Og så laver jeg rum i tiden i den forstand, at jeg altid skriver poesi på et bestemt tidspunkt af døgnet«. »En gang var det klokken fem om morgenen - så blev digtene efter det. I øjeblikket er det efter midnat. Det har det været siden 1990«. »Så det at rette opgaver og skrive digte er fuldstændig adskilt i tid og rum«. 'Det menneskeligt virkelige' »Det, der får poesien og det akademiske til at hænge sammen, er semiotikken, som nærmest har udviklet sig af kunstneriske grunde. Det er en erkendende måde at lave humanvidenskab på, som man ikke kan fatte omfanget af, med- mindre man også skriver eller spiller eller maler ... Der har Forfatterskolen (som Brandt var medstifter af i 1987, red.) været mit eksperimentelle laboratorium«. »Jeg debuterede næsten samtidig som digter og forsker, nemlig i 1969 og 1967. Begge dele udspringer af min interesse for det, jeg kalder 'det menneskeligt virkelige'. Det kan man nå intuitivt og systematisk. Man opnår ikke helt det samme på de to måder, men bør sammenholde de to ting«. »I gamle dage filosoferede man kun på vers. Formentlig fordi man tænker bedre på vers. For prosaen går der retorik i, så man henvender sig til nogen bestemt, som man vil overbevise. Men hvis man bare vil undersøge noget og tænke og føle det igennem, gør man det bedre på vers«. Videnskab eller versKan man tænke uden at føle? »Det bliver ikke god tænkning, simpelthen. Tanker uden følelser bliver hæmmet af, at der ikke er nogen mellemmenneskelig udveksling i dem. Selv ophidsede ideologier er følelsesmæssigt flade. Fordi de er envejs. Når man tænker normalt, tænker man sammen. Med andre eller med flere stemmer i sig selv. Jeg tror, poesi og musik er et kollektivt foretagende«. »Man må så bruge sin egen intuition til at finde ud af, hvornår der er dækning for det, man tænker. Og når man skal fremstille sine begreber for andre, skal man bruge noget andet grej, end man brugte til at finde dem. Her spalter det sig for mig og bliver enten til modeldannelse, også kaldet videnskab, eller til vers, også kaldet poesi. Men roden er fælles for mig. Og jeg tror der er mange der har det på den måde«. Ånd og krop som tegnEr der noget sammenfald imellem semiotik og læren om krop og ånd? »Ja, for semiotik er netop læren om, hvordan ånd er mulig i en kropslig verden, men igennem tegnet, ikke? Det vi kalder 'krop' er også ting. Nogle ting er tegn; så holder de ikke op med at være ting, men de har samtidig denne evne til at bære menneskeligt symboliseringsindhold. På den måde kan man sige, at semiotikken er født dualistisk«. Er tegn uforgængelige? »De har i hvert fald en anden form for forgængelighed. Et digt er væk i det øjeblik, ingen kan huske det, og det ikke står skrevet nogen steder. Det er derfor bogbrænding er så interessant for fascister. De håber at gøre det tidløse forgængeligt ved at fjerne alle symbolerne på det. Et værk har - i modsætning til sin skaber - en chance for at gå gennem årtusinder. Det er dybt fascinerende for mennesker, at værker kan undvære deres skaber og er givne for en åben flerhed af mennesker«. Systematisk og distrætDet er en slags ånd for ureligiøse... »Ja, det er ånd for almindelige mennesker. De religiøse degraderer ånden en lille smule ved at forankre den til noget menneskelignende, nemlig en gud«. Ikkereligiøse forankrer udødeligheden til kunstværket. Kan der ikke være tale om udødelighed uden kunstværker? »Så er det en pseudoudødelighed i den forstand, at så må den være koblet op på en guddom. Religionen er en parasit på kunsten. Der er ingen religioner, der kan klare sig uden kunst«. Du bevæger dig vel i den systematiske ende af kunsten?

»Min spænding mellem det systematiske og det distræte har nogle kommentatorer undret sig over. De spørger, hvorfor min poesi er så fuld af læresætninger og så udflippet samtidig. Men det skyldes jo spændingen mellem det centrerede og det decentrerede. Naturen er decentral, og en ansøgning er centreret. En god tekst har en spænding mellem de to«. Mandlig generaliserenHvad har du været mest i vores snak - professor eller poet? »Når det drejer sig om skønheden, er det poeten, der taler, og når jeg sammenligner med det religiøse, er det vel professoren ... Jeg synes, du mest har været professor. Du taler, for ikke at sige forelæser, i generelle vendinger. »Det er nok typisk mandligt at prøve at generalisere så hurtigt som muligt. Det er derfor, det er så godt for mig og andre mænd at leve sammen med kvinder. De går modsat - fra det generelle til det konkrete - i meget højere grad«. Smal kontakt Apropos mænd og kvinder og køn, så har litteraturen også to køn: poesi og prosa. »Og det ene længes mod det andet« siger Per Aage Brandt. »Det kan være, det er min dualisme igen, men jeg elsker eksemplet: Nogle går til sproget fra udtrykket og kommer til indholdet - og bliver stærkt overrasket. Andre kommer fra indholdet og ender i udtrykket - til deres store forbløffelse«. »Prosaister har lettere ved at kommunikere med den kulturelle offentlighed, men betaler for det med research og kompositionelle bekymringer. Poeterne betaler for deres lakoniske arbejde med en smallere kontakt med den kulturelle offentlighed«. Viden på et frimærkeDu bliver aldrig prosaist, siger du, men i virkeligheden er det professorale vel en form for prosa? »Jo det er sandt. Eller måske falder også det teoretiske arbejde i to. Umberto skriver morsomme, rigtige prosaromaner. Men han bryder ikke ud i sang. I latter, ja, men ikke i sang. Og man finder ingen digte af ham. Han er musikalsk og spiller på sax og fløjte, og jeg har spillet en del med ham«. »Men hans tænkemåde er en prosaists semiotiske tænkemåde. Han tænker i store flager af lærdhed. Jeg tænker langt mere i diagrammer og ting, der kan stå på et frimærke«. Poetisk lærdhed i modsætning til prosalærdhed? »Ja, det vil jeg mene. Der er faktisk forskel der«. Men det giver ikke kommunikationsbesvær?

»Nej, det giver en spænding - igen, ikke? Man går til det på to forskellige måder«. 'Kadencefeberen'Virker det anfægtende? »Ja, faktisk. Nogle skriver bøger, jeg skriver artikler. Én trækker vejret dybt, og så kommer der 250 sider ud i én køre. Jeg vil sige, at en tanke fylder ti sider. Når nogen beder mig om fem sider til et katalog, får de en halv tanke«. Ved du altid, hvornår du har sagt nok eller er kommet til sidste linje i et digt?

»Det plejer jeg at kalde 'kadencefeberen' i sidste linje. Man skulle have stoppet, og man fortsætter. Man gør det om, smører smør på flæsk, og så bliver det skrækkeligt. Så prøver man at skære af og ved ikke, hvor langt ind man skal skære«. »Det er et skrækkeligt problem - malere kender det også. Per Højholt bryder ud i vittigheder på engelsk og sådan noget. Det er umuligt at komme hæderligt ud af et digt, specielt i frie vers. Det er derfor sonetten er en dejlig krykke«. Aldrig god nokHar din digteriske stemme ændret sig i de 35 år, du har skrevet digte?

»Jeg tror, den mod min vilje har ændret sig lidt. I livet er det godt, at tingene udvikler sig og ikke står stille. I kunsten springer folk op på et bestemt niveau, og så synger de der. Jeg har aldrig villet prøve noget nyt. Man er aldrig god nok, problemet er at undgå at blive for skrækkelig«. »Hvis en musiker ikke har øvet sig i tre dage, blive hans spil ikke, som han selv vil, men som kroppen vil. Det samme med skriveriet. Jeg skriver hvert eneste døgn. Det er ikke noget, man kan stille på en hylde og tage frem om ti år«. »Jeg tror, der er sket nogle skred i min opfattelse af det at skrive poesi. I starten oplevede jeg meget stemmeløsheden. Det samme digt kunne jeg den ene dag læse op fræsende og frådende, den næste nærmest hviskende, henført. Jeg kunne ikke mærke, hvilken stemme, der var den bedste. Skriften fjerner stemmen og opretter en simuleret stemme inde i digtet«. Poetisk stemmeføringEr det så et tegn på, at det ikke er lykkedes, hvis du hører din egen stemme inde i digtet?

»Andre kan jo høre den med det samme; det er kun mig selv, der ikke kan høre den! Man kan følge digtets rytmik; så får man en metrisk oplæsning. Men man kan også identificere sig med den person, som siger noget inde i teksten. Så får man en teatralsk oplæsning«. »Digtere, der læser op, navigerer som regel mellem den metriske og den teatralske oplæsning. Inde i den ustabile midte ligger den poetiske stemme!«. Farlig religiøs patetikHar de politiske forhold haft indflydelse på din måde at skrive på?

»I halvfjerdserne var der en ironisk stemmeføring, hvor det drejer sig om at vrænge en politisk argumentation i stykker. Det gjorde jeg meget. Det er sværere at skrive politisk poesi uden ironi. Det er meget svært. Det kunne være interessant at se, om man kunne«. »Problemet med ironi er, at den kalder på accept fra læseren, og det kan blive anmassende. Men ironi introducerer en distance, som kan være et godt udgangspunkt for en egentlig gennemtænkning - eller gentænkning«. »Og vi trænger virkelig til en tænkende poesi, sådan som verden ser ud i øjeblikket. Hvis ironien og dens omarbejdninger er en del af det, må vi sørme gennemarbejde det felt. Det er en virkelig vigtig problemstilling. Kunstens rolle er at udtrykke det fundamentalt menneskelige, og til det hører også det kritiske, det afstandtagende«. »Vores tid - hvor den samme kapital står bag al-Qaeda og Pentagon - er kaotisk. Og kynismen er iklædt religiøse gevandter, sådan som jeg ser det. Man kan virkelig være bekymret for, hvad der sker. Samfundene bliver skrøbeligere i takt med, at de bliver højteknologiske. Den tiltagende skrøbeliggørelse dækkes af en religiøs patetik, som er farlig, fordi den fjerner vores rationelle beredskab«. Truet rationalitet »Opretholdelsen af rationaliteten er truet, fordi billeddannelsen er så lidt afhængig af sand erkendelse. Der ligger store misforståelsesmuligheder i kommunikationsteknologiens strukturer. Hver eneste lille løgn bliver hurtigt multipliceret til en meget stor løgn«. »På de betingelser er det svært at føre en kritisk debat. Og det passer de store religioner vældig godt. De er gearet til at styre kaotiske menneskesituationer. Og de trives med hurtige massemedier, fordi deres eget budskab er så langsomt«.