For ikke så mange år siden mente folk, det var latterligt at tænke sig islandske kriminalromaner. Hvad skulle man med dem? Kunne man forestille sig James Bond-typer gå rundt i Reykjaviks gader med klirrende, kølige Martinier eller dramatiske biljagter med rygende revolvere rundt om Nordens Hus? Nej, det var utænkeligt. Selv gode, gammeldags krimier, der foregik i Island, var en umulig tanke. Altså, før Erlendur begyndte at gå rundt i gaderne. På fornavn med helten Eller rettere - før Arnaldur Indridason begyndte at skrive sine kriminalromaner om kriminalmanden Erlendur, som alle i Island i dag er på fornavn med, for hvordan kan man være andet, når der kun er 290.00 indbyggere, og når de 22.000 af dem op til jul købte Indridasons seneste roman om den noget atypiske krimihelt fra Reykjavik? »Folk spørger hele tiden til, hvordan det nu går Erlendur, og hvad der kommer til at ske med ham«, fortæller Arnaldur Indridason, som i disse dage får sin anden roman om den islandske kriminalmand udsendt på dansk. Succes i udlandet Erlendur er en mand, der de senere år er blevet en del af den islandske bevidsthed, og han er såmænd også ved at snige sig uden for sagaøen, eftersom de første to bøger om hans kriminalgåder er solgt i 400.000 eksemplarer alene i Tyskland. Og tyskerne er ikke alene, for ud over Danmark har en lille snes andre lande valgt at oversætte historierne om den atypiske krimiekspert. Åbne spørgsmål Måske fordi læserne bliver nysgerrige på Erlendur. Møder han nogensinde en kvinde, der kan give ham et lykkeligt liv, og hvordan skal det gå hans to børn, som han stort set er uden kontakt med, eftersom han for 20 år siden forlod hustruen og børnene og siden har måttet slæbe rundt med en permanent dårlig samvittighed, der ikke bliver meget lettere at bære, eftersom den voksne søn siden har forelsket sig i flasken og datteren har fået et alt for godt kendskab til de hårde stoffer. Og hvordan med ekshustruen, der hader ham af et godt hjerte? Får Erlendur nogensinde et bare tåleligt forhold til hende? Forsvundne mennesker Islændingene har masser af gode spørgsmål til forfatteren Arnaldur Indridason, der giver læserne noget så eksotisk som en melankolsk, islandsk politimand, der dybest set ikke bryder sig om Reykjavik og allerhelst opholdt sig ude på landet, hvor han er født, langt væk fra denne 'storby', hvor folk efter hans mening går alt for meget op i amerikansk slang og dårlige hamburgere i stedet for at bruge gode, islandske ord og spise solid bondekost. Og så er der selvfølgelig også kriminalgåderne, hvor Erlendurs store interesse er folk, der forsvinder. Et godt, gammelt islandsk tema, som Erlendur har haft inde på livet i form af en forsvundet lillebror. »I Island har man altid kendt til, at folk til fods har bevæget sig rundt i landet og siden er forsvundet, fordi de er blevet overrasket af dårligt vejr. Nogle finder man aldrig, mens andre bliver fundet mange år senere. Erlendur mener, alt for mange tager for let på forsvundne personer, og han er altid bange for, at der ligger en forbrydelse bag«, fortæller Arnaldur Indridason. Destruktive familier Som forfatter deler han ikke helt sin hovedpersons fascination af forsvundne personer, men ligesom Erlendur har han en stor interesse i fortiden. I sin nye roman på dansk, 'Tavs som graven', åbner historien med, at et barn under en børnefødselsdag sidder med en stump ribben, som en af de voksne, en lægestuderende, genkender som en menneskeknogle. Stumpen af knoglen er fundet på en byggeplads i et område, der engang bestod af primitive sommerhuse, men nu er på vej til at blive hjemsted for det voksende Reykjavik. Efterhånden som knoglerne bliver gravet ud, viser der sig to skeletter. De har ligget der i måske 50 år. Det er historien om, hvad der skete dengang i en fattig familie, der er Arnaldur Indridasons egentlige ærinde med 'Tavs som graven'. Dybest set handler romanen om, hvad der sker med en familie, hvor faderen systematisk nedgør og gennembanker konen. »Da jeg gik i gang med at skrive, havde jeg kun temaet for historien. Jeg vidste, at jeg ville skrive om vold i en familie, men hvad der ellers skulle ske, vidste jeg ikke. Vi kommer jo alle af familier, som kan være fyldt af kærlighed, men som også kan rumme en stor destruktion. Og der er altid en årsag til, at folk opfører sig, som de gør«, fortæller Arnaldur Indridason. Almindelige mennesker Det er hændelser i folks almindelige liv, der interesserer ham som forfatter, og det bliver aldrig i Erlendur-romanerne, at man som læser pludselig møder en gal seriemorder. De myrdede er aldrig tilfældige ofre. »Langt de fleste mord i Island sker i affekt. Det er ikke planlagte hændelser. Sidste år havde vi fem mord, men i andre år har vi slet ingen«, siger Indridason. Det er imidlertid aldrig virkelighedens forbrydelser, han skriver om i sine bøger. Alt er opfundet, og som regel har han kun en ide om et tema, når han går i gang. Handlingen i bogen er en lige så stor overraskelse for forfatteren, som den er for læserne. Det var også efter denne recept, han kom i gang som forfatter. Han fik en idé til en bog, og så udviklede den sig tilfældigvis til en kriminalgåde. Før han til sin egen overraskelse kom til at nyde at opbygge mysterier for læserne, var han ikke selv den store krimilæser, men i dag peger han på favoritter som Ed McBain, P.D. James og Elmore Leonard. Plus ældre krimiklassikere som Anders Bodelsens 'Tænk på et tal'. Det er en forfatterrække, der næsten står i underteksten af Connie Borchs anmeldelse af Indridasons første krimi på dansk, 'Nordmosen', hvor hun skrev: 'Det er blandingen af det rapkæftede og det menneskelige, der gør krimien til et underholdende hit'. Ufrivilligt medicinsk forsøg Det var ellers med nogen tøven, Arnaldur Indridason kom i gang som forfatter. I mange år holdt han sig til sit arbejde som journalist. Årsagen var, at hans egen far var forfatter. »Det betyder jo næsten altid, at man for alt i verden ikke selv vil være forfatter. Derfor tøvede jeg også med at skrive, indtil jeg var i midten af 30'erne. Min idé stammede tilbage fra skoletiden, da vi fik udleveret små piller med torskelevertran. De så pæne ud, men smagte forfærdeligt«. »Jeg forestillede mig, at eleverne i en enkelt klasse ikke fik torskelevertran i pillerne, men derimod blev udsat for et medicinsk forsøg. Historien begynder 40 år senere, da en af eleverne begår selvmord på et sindssygehospital«. »Hans bror forsøger at opklare, hvad der skete dengang, og politimanden på sagen er Erlendur, men det er faktisk først i min anden krimi, at han bliver den hovedperson, han er i dag«, fortæller Arnaldur Indridason. Tilbageblik Foreløbig har han fået udgivet seks bøger om Erlendur, og han er i gang med den syvende, og i dem alle spiller familiehemmeligheder og ikke mindst hændelser årtier tilbage en vigtig rolle. »Det interesserer mig ikke så meget, hvem der har begået en forbrydelse, men tiden som sådan fascinerer mig. Det er næsten altid sådan, mine historier er. En aktuel forbrydelse skal opklares, og derefter bliver fortiden rullet op«. »Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad det er, der fascinerer mig ved 'tid', men jeg kan konstatere, at jeg altid opererer med dette tilbageblik i mine historier«, siger Arnaldur Indridason. Det samme gælder to af hans øvrige bøger, der ikke handler om Erlendur. I historien 'Betsy' sidder en mand i fængsel og husker tilbage på en 'femme fatale', han engang kendte, og i den historiske thriller 'Operation Napoleon' ligger udgangspunktet for historien 60 år tilbage, da et fly letter fra Berlin i 1945. På turen mod nord styrter det i en storm ned i en islandsk gletsjer. Flyet synker ned i gletsjeren, og det dukker først op igen i 2001, da en amerikansk satellit nu opdager flyet nede i gletsjeren, der konstant er i bevægelse. Skeptiske islændinge Men det er Erlendur-romanerne, der har givet ham det store gennembrud hos læserne, som har lært, at krimier ikke behøver være oversat fra engelsk, svensk eller dansk for at være gode og troværdige. »Island er jo som en lille by, og når en bog udkommer, gætter mange på, hvem det er, der bliver skrevet om, men i mine bøger er der ingen levende modeller. Alt er fiktion. Mine bøger er nok populære, fordi folk er interesserede i Erlendur, og fordi de kan nikke genkendende til vejret, gaderne og nogle af emnerne«. »I udlandet skyldes populariteten måske, at der er noget eksotisk over en islandsk kriminalmand, og Erlendur betyder faktisk også 'fremmed'«, siger Arnaldur Indridason. Historierne om politimanden med det skibbrudne privatliv fængede dog ikke fra første øjeblik. Der gik fem-seks år, før Indridason for alvor slog igennem. »De islandske læsere er enormt skeptiske. De tror ikke på noget som helst, men det er med til at gøre os til bedre forfattere. Hvis det så lykkes at få de islandske læsere overbevist, er der til gengæld større chance for, at man kan få overbevist læsere i for eksempel Danmark og Tyskland«, siger Arnaldur Indridason. Mennesket Erlendur Men hvad sker der så med Erlendur? Hans forfatter ved det ikke. Han ved, at Erlendur er en mand, hvis privatliv er en katastrofe, men som fungerer perfekt på arbejde. »Han optager forbrydelsernes ofre i sig, hvorefter han løser gåderne. Men han er en sær person, som jeg stadig mangler at fortælle meget om. Nogen siger, at når man har skrevet ti bøger om en mand, er der ikke mere at fortælle, men det kan også være, jeg kan skrive tyve bøger om ham. En dag kommer jeg måske til at forstå ham, og så kan det være, at det er slut«, siger Arnaldur Indridason. Og han vil godt afsløre, at når den dag kommer, så har han idéen til, hvordan serien kan rundes af.