Alting går så stærkt, siger vi. Og det hele var bedre i de gode gamle dage. Men i virkeligheden har de seneste 50 år været nogle af de mest fredelige og stabile i Europas historie. Og de strenge tider i første del af det 20. århundrede er kun ved hjælp af erindringens pyntesyge blevet til de gode gamle dage. Idyllisering af fortiden Det mener sociolog og adjungeret professor ved Handelshøjskolen i København Henrik Dahl. Faktisk mener han det så meget, at han har skrevet en bog om det. 'Mindernes land - hvordan man gør strenge tider til gode gamle dage' udkommer på Gyldendal 11. januar. Krig og fattigdom For mange mennesker var første halvdel af det 20. århundrede præget af fattigdom. Det var drabelige årtier med to verdenskrige, sult og mangel-sygdomme, og de færreste var herre over deres egen skæbne. Alligevel er det sjældent den historie, vi fortæller om fortiden. Vrøvl »Forestillingen om de gode gamle dage er en illusion. Og det er ideen om vore dages høje forandringstempo også«. »Hvis man sammenligner de to halvdele af det 20. århundrede, var den første halvdel fuld af brud og revolutioner. Mens anden halvdel var stabil og evolutionær«. »Så det nærmer sig vrøvl at påstå, at forandringerne går stærkere i dag end nogensinde før«, siger Henrik Dahl. Permanent tvivl »Til gengæld er det rigtigt, at mennesker aldrig er blevet afkrævet så mange valg som i dag. Når vi føler, at det går stærkt, skyldes det vores vanskelighed ved at forholde os til det hav af muligheder, der er for at stykke tilværelsen sammen«. »Den permanente tvivl er flyttet ind i menneskets liv. Man kunne altid have gjort noget andet. Og man står altid ved en korsvej«. Men i verden omkring os er der i princippet ikke sket det store. Anden halvdel af det 20. århundrede er godt nok brolagt med læssevis af småforbedringer. Men faktisk skal man ifølge Henrik Dahl tilbage til 1953, da dna blev beskrevet, for at finde den seneste regulære videnskabelige revolution. Med mormors briller »Vi lever i en evolutionær tidsalder, hvor der ikke sker de store gennembrud, der betyder, at man må forkaste al den viden, man havde i går. Der kommer ikke pludselig en professor farende ud af laboratoriet med et heroisk gennembrud i stil med opdagelsen af penicillinen i 1928«. »I anden halvdel af det 20. århundrede er der sket millioner af småforbedringer inden for telefoni, radio, tv og computere. Men det hele var opfundet i forvejen«. Henrik Dahls mormor, hvis historie bogen er bygget op omkring, blev født i foråret 1903. Da hun havde oplevet sin første sommer, sit første efterår og stod midt i sin første vinter, lykkedes det i december 1903 brødrene Wright at få deres første flyvemaskine i luften. Da hun var to år, formulerede Albert Einstein den specielle relativitetsteori, der sammen med den almene relativitetsteori fra 1916 revolutionerede fysikken. Holocaust og penicillin Hun var også kun et par år gammel, da man i 1905 frembragte det første helt igennem syntetiske plastikmateriale bakelit. Da hun var 15 år, kunne hun se tilbage på hele sin skolegang, den russiske revolution og det meste af en verdenskrig. Da hun i 1947 fyldte 44 år og havde samme alder, som barnebarnet Henrik Dahl har i dag, kunne hun også se tilbage på to verdenskrige, holocaust, betydelige ændringer af Danmarks territorium, indførelsen af valg- og stemmeret for kvinder, nedlæggelsen af adskillige europæiske imperier, opfindelsen af atombomben og den ballistiske raket. Og hun behøvede ikke længere at frygte en lang række infektioner, der nu kunne helbredes med penicillin. Kvindebevægelsen Når Henrik Dahl skal se tilbage på de større begivenheder i de første 44 år af sin tilværelse, kan han få øje på kvindefrigørelsen, 60'ernes antiautoritære oprør, kulturradikalismen, fjernsynet og computeren. Og så er det alligevel ikke helt fint i kanten at give anden halvdel af det 20. århundrede den fulde credit for de forandringer. For som han siger: »Som politisk program blev både kvindefrigørelsen og kulturradikalismen formuleret før Første Verdenskrig. Det blev bare først realiseret i anden halvdel af århundredet. Reformpædagogikken blev formuleret i mellemkrigstiden, hvor også fjernsynet blev opfundet, og computeren fik man i løbet af Anden Verdenskrig«. »Man har bare brugt den fredelige anden halvdel af århundredet til at gennemføre forandringerne, fordi de blev overskygget af krige og kriser, da ideerne opstod«. Skrantende selvtillid Der er stor forskel på at leve i en tid fuld af revolutioner og brud og så en tid med evolution og stabilitet. Når revolutioner sker, er de fleste mennesker ret hurtigt klar over, at de er foregået. Evolutionen finder til gengæld sted hele tiden, men man kan ikke rigtig se den, før man får den på nogle års afstand. »I en tid med evolution forandrer tingene sig med umærkelige skridt. Hvis du tager ud i Computercity i dag og ser på en computer og så tager derud igen om et halvt år, så kan den lidt mere og koster det halve«. »Men butikken ser ud, som den hele tiden har gjort, og der har ikke været nogen overskrifter i medierne. Sådan er evolution. Og de mennesker, der udfører den, er også ukendte. Du aner ikke, hvem der har opfundet fladskærmen«. Men det er de forkerte begreber, vi bruger til at forstå, hvorfor det er svært at leve i nutiden. Det er ikke tempoet, der er højt. Det er usikkerheden, der er stor. Og som mennesker er det ikke pusten, vi har tabt. Det er selvtilliden. For i dag skal man selv vælge sin identitet, mens vores bedsteforældre fik udleveret deres. Kræver forandringer »Det er den kollektive mangel på selvtillid, der er problemet. Ingen kan nogensinde slå sig til tåls med, at nu gør vi sådan. Nu har jeg bestemt, at mine børn skal opdrages på den måde. Min smag er sådan, og jeg vil være gift med den og den. Det duer vi ikke til. Vi er blevet rastløse. Og den rastløshed kalder vi hurtige forandringer«, siger Henrik Dahl. Derfor er vi lette ofre for enhver ny retning inden for børneopdragelse, livsstil og livsfilosofi. For vi har hele tiden behov for at bekende os til et eller andet, der gør livet overskueligt. »Jagten på det enkle liv er i virkeligheden mangel på abstraktionsevne. Når man ikke kan abstrahere nok, synes man, at livet flimrer«. Og så er det fristende at give sig hen til erindringen om de gode gamle dage. Og selv om enhver historiker vil fortælle, at de gamle dage var forfærdelige, så vil erindringen fortælle dig, at de var dejlige. »Erindringen er en forenkling, hvor man tager alt det overflødige væk. Det er sket. Man har fortolket det. Man ved, hvordan det gik. Og man behøver ikke at tænke mere over det. Derfor er det dejligt«. Tilfældige nødvendigheder Når nutiden flimrer, kan man ifølge Henrik Dahl kun håndtere den ved at sammenligne den med noget fast. Nemlig fortiden. Erindringen hjælper os simpelt hen igennem en verden, der bliver stadig mere kompleks. »Erindringen er en helt afgørende del af det store identitetsarbejde, vi alle er blevet pålagt. For at komme videre i sin tilværelse vil et moderne menneske altid sammenligne den flydende nutid med den faste erindrede fortid«. Historien har ikke nogen retning. Den er bare, som den er. Men i erindringen lægger vi vores oplevelser i rækkefølge, så de ser ud til at have retning og give mening. »Erindringen lægger sig oven på historien, gendigter den, omorganiserer den og gør dit liv logisk. I erindringen fortæller vi os selv, at ting, som egentlig var historiske tilfældigheder, i virkeligheden var nødvendigheder. Brikkerne falder på plads, og man har det godt med dem. Indtil der sker noget nyt og man skriver sin personlige historie om«. Fortidens optimisme Henrik Dahls mormor, der blev 101 år og døde i efteråret, var tilhænger af fremskridtet. Hun syntes, at nylon var godt, fordi det ikke skulle stryges. Hun syntes, at færdigretter var gode, fordi man blev fri for at stå og lave mad. Og hun syntes, at medicin var godt, fordi det fik smerterne til at forsvinde. »Min mormor var barn af 1800-tallet, og der havde man den der optimisme«. »Jeg hørte engang en radioudsendelse med Julius Bomholt. Han fortalte, at han ved årsskiftet 1899/1900 som fireårig havde siddet på skuldrene af sin far, og så havde hans far sagt: »Så, lille Julius. Nu kommer det 20. århundrede. Nu bliver det hele bedre«. I dag mener vi jo, at fremtiden bliver værre«. Intellektuelle pessimister Og ifølge Henrik Dahl er det de intellektuelle, der forsøger at sprede budskabet om, at alting bliver dårligere hele tiden. »Men uden for de intellektuelles snævre cirkler er der en viden om, at det går fremad. Igennem det meste af det 20. århundrede har man kunnet se ti år tilbage i tiden og sige: Det er bedre i dag. Den økonomiske vækst har været på gennemsnitlig 2 procent om året«. »Det eneste saglige, historikerne kan sige, er, at sundheden er blevet bedre, velstanden er blevet større og mulighederne og mængden af rettigheder er blevet flere. Men det kan de intellektuelle bare ikke rigtig bruge til noget. Så i samme periode har de genfortalt en historie om, at det bliver værre«. Og det er, fordi de intellektuelle er blevet en slags præster, der har brug for dommedag i deres repertoire. »Nu går folk ikke i kirke længere, men intellektuelle og kunstnere er blevet en slags præster med dommedag som en central del af repertoiret. Derfor går de rundt og siger, at det hele er blevet så forfærdeligt, og at alting går så stærkt. Men ethvert menneske, som ikke er intellektuelt, ved, at det går fremad. Fattigdom i dag er, at du ikke kan få en PlayStation 2«. Ritualerne Nok går vi ikke i kirke som en naturlig del af vores hverdagsliv. Til gengæld møder vi stadig gerne op for at få vores børn døbt, for at blive gift og for at få bisat vores døde. Og det gør vi for at få bekræftet eller forstærket de følelser, vi er så meget i tvivl om. »Hver gang det moderne menneske har en følelse over for nogen, kunne man lige så godt have haft den over for nogle andre. Det afhjælper kirken, fordi den har flotte gamle ritualer, som forudsætter, at følelser altid retter sig mod bestemte personer«. »Så gennem deltagelse i ritualerne bliver de usikre følelser stivet af og får større styrke. Kirken kommer til at fungere som en forstærker - og måske nogle gange skaber - af de følelser, alle mennesker ved, bør eksistere i et ægteskab, mellem forældre og børn eller mellem den afdøde og de efterladte«. Opfattelsen af, at det hele går så stærkt, har sin rod i det faktum, at vi efter 60'ernes antiautoritære oprør har svært ved at håndtere manglen på tradition og hierarki i samfundet. Enhver social gruppering har sine egne medier, eksperter og smagsdommere, der kan fortælle deres medlemmer, at de er helt i orden. »De mange parallelle verdener betyder, at der er en fundamental usikkerhed om, hvad der egentlig udgør den fælles virkelighed. Det er overladt til dig selv at definere dit eget liv og planlægge din egen selvbiografi«. Rystende indsigt Det er ifølge Henrik Dahl derfor, der er et kæmpe marked for biografier, som leverer en mulighed for at afsøge, hvordan andre mennesker har valgt at leve. Og et kæmpe marked for at reflektere over sig selv. Og det er måske den eneste revolution, den seneste halvdel af det 20. århundrede har været i stand til at levere. Som han siger: »Det er simpelt hen så besværligt. Og en stor revolution. At du altid kan gøre noget andet, er en rystende indsigt«.