At en erklæret kulturradikal som Hans Hertel vælger en titel som 'Det stadig moderne gennembrud' til en antologi om den fortsatte relevans af Georg Brandes og det moderne gennembrud, er der ikke noget overraskende i. Mere overraskende er det måske, at finde den 42-årige Marianne Stidsen blandt bidragyderne. En litterat af en yngre generation, der det meste af sin karriere har været knyttet til det postmoderne, som netop påtog sig opgøret med det moderne. Men det er Stidsen, der i bogens afgørende polemiske afslutningsartikel 'Frihedens Janushoved', tager bladet fra munden, og forklarer, hvorfor vi netop nu har hårdt brug for idealerne og tankegodset fra det moderne gennembrud. På slagtebænken »Det er jo nogle tanker, der har rumsteret i hovedet på mig længe«, fortæller Marianne Stidsen, der for første gang luftede dem ved et debatmøde. »Nu skal hun rigtig slagtes«, konstaterede en ældre dame tørt, da Stidsen satte kurs mod podiet. Ved mødet var Marianne Stidsen oppe imod Krarup-datteren Katrine Winkel Holm i »hønekamp«. Nu skulle debatblodet flyde i Kierkegaard Selskabet. Det blev vel nogenlunde uafgjort vurderer Stidsen i dag med et lille grin. Men forblev noget uafgjort, blev noget andet afgjort. Menneskets værdighed »Jeg havde jo som så mange andre læst Brandes i forbindelse med mit studium og altid godt kunnet lide hans energi. Men så blev vi ældre og blev postmodernister, og så skulle alt det kasseres«. »Det politiske og humanistiske engagement passede ikke til den æstetiske tidsånd, hvor vi op igennem 80'erne og 90'erne vendte os bort fra politik. Men jeg er kommet tilbage til det. Det, der først og fremmest kan bruges ved det moderne gennembrud, er, at det går ind i en lang humanistisk tradition, som rækker tilbage til renæssancen, og blomstrer op i oplysningstiden«. »I renæssancen skrev man for første gang traktater om menneskets værdighed, og det er lige præcis den tradition, jeg synes, vi har så ekstremt meget brug for i dag. At vi som mennesker kan selv og skal selv«. Underskud af humanisme »Vi lider under et enormt underskud af humanisme«, mener Marianne Stidsen. »Vi lever i en verden, der på mange måder er ved at blive indrettet på en måde, så den passer dårligt til mennesker. Med netværkssamfundet bliver man præsenteret for en ekstremt dynamisk sociologisk størrelse. Umiddelbart meget orienteret mod frihed«. »Men det er som om netværkssamfundet har selvstændiggjort sig. Det er blevet en slags anden natur. Som kræver, vi skal opfylde dets behov, i stedet for at det skal opfylde vores. Den ene undersøgelse efter den anden viser utvetydigt, at folk føler sig i klemme i det højdynamiske netværk«. »Her står den humanistiske tradition og det moderne gennembrud for, at mennesket ikke er en hjælpeløs flue i systemets net. Det kan faktisk selv styre sin egen tilværelse. Det er sådan set jo en enkel nok recept, men jeg tror, den er meget, meget betydningsfuld«. »Mange reagerer med angst over for udviklingen. De føler, de i globaliseringen mister deres identitet, deres ståsted. Og så trækker de sig helt tilbage og ønsker sig helt tilbage til førmoderniteten. En slags hjemstavnsnostalgi. Her mener jeg, at det moderne gennembruds tradition kan tilbyde en anden slags identitet«. »Hvor man påtager sig at være moderne uden at underkaste sig et system, uden selv at miste styringen. Det handler i høj grad om historisk bevidsthed, og den er ikke i så høj kurs. Regeringen taler ganske vist meget om historisk bevidsthed, men det er på sådan en mærkelig måde, hvor man sakser det man kan bruge, og sætter det ind i sin egen fortælling, som det passer sig«. Forskning med relevansHavde du regnet med at blive involveret i kulturkampen på denne her måde? »Ja, det må jeg nok indrømme. Jeg tilhører den type akademiker, der ikke kan lade være med at involvere mig voldsomt i den verden, jeg lever i. For mig giver det kun mening at lave forskning og undervisning på universitetet, hvis det også har relevans udadtil«. »Mit temperament er ikke til at sidde og file inden for et snævert, afgrænset område. Der er heldigvis andre, der tager sig af den form for livsvigtig grundforskning. Men selv er jeg nødt til at prøve at forstå, hvordan det hænger sammen med alle de andre ting«, fortæller Marianne Stidsen. Farvel til det postmoderne Brandes delte historien op i aktive og reaktive epoker. De reaktive perioder var ifølge Brandes nødvendige. Her besindede man sig. Korrigerede kursen efter de nye landvindingers beruselser. Faren opstår, mente han, hvis en reaktiv periode bliver for lang, stivner og fortaber sig i kruk og ekstremer. Hvilket ifølge Marianne Stidsen er sket for postmodernismen. »Jeg var ellers meget optaget af den i begyndelsen. 60'erne og 70'ernes aktionsmentalitet var kørt ud i nogle ekstremer, hvor individet slet ikke havde plads«. Hun har selv sure minder fra sine første år i universitetsmiljøet, hvor hun læste kultursociologi: »Jeg følte mig ikke hjemme i 70'erne!«. Man blev banket på plads, så man passede i de firkantede politiske kasser, mener Marianne Stidsen. Hun ville lave en opgave om punkbevægelsen. At ville beskæftige sig med sådan en gang fæl nyfascisme var slemt nok. At hun ville arbejde alene, og ikke i grupper, var næsten endnu værre! Så hun greb med taknemlighed postmodernismens opgør med de store opsvulmede fortællinger om fornuft, frigørelse og fremskridt, der gjorde verden til ét stort projekt. Det, der ikke passede ind i projektet, måtte man skære væk. Eller som den islandske digter Einar Már Gudmundsson konkluderede om den russiske revolution: »Kun en ting er sikker/ Frankenstein tog magten til sidst«. Postmodernismen var et opgør med den lineære fremskridtsopfattelse og troen på, at fornuften kunne klare alting. Som modtræk fordybede man sig i æstetikken, i den kønne overflade, i de små fortællinger. Taget på sengen »Dér hvor det gik galt var, at man mistede blikket for, at der ikke desto mindre er nogle sammenhænge. Vi kan godt hengive os til det blomstrende kaos, men hvis ikke vi selv laver vores egne fortællinger, ja så er der altså nogle andre, der laver dem for os«. »Alle de forhåbninger, vi havde omkring 1989; Murens fald, perestrojka, historiens diktatur afløst af den skønne mangfoldighed - inden vi så os om var det afløst af ny koldkrigsstemning, ideologisering og skarp højredrejning«. »Vi blev simpelthen taget på sengen«, indrømmer Marianne Stidsen, der skynder sig at understrege, at hun på ingen måde ønsker sig tilbage til de gode, gamle betondage. »Det er et vildspor. Der er ingen mening i at gå tilbage til den form for polarisering«. En uhellig alliance Hvilket ikke forhindrer hende i at være stærkt kritisk over for den siddende regering. Hun mener, at det er forkert, hvis man - som det er populært - betragter Venstre og Dansk Folkeparti som en pragmatisk alliance, der ikke har så meget tilfælles. Venstre går jo ind for EU, markedet og globalisering. Dansk Folkeparti er nærmest førmoderne. Men Stidsen peger på, at de to partier, forskellene til trods, har noget helt afgørende tilfælles. De underordner begge mennesket under en højere orden. For DF er det dét, man opfatter som det oprindeligt danske. For Venstre er det markedet og den nye kapitalistiske globalisering. Med Venstre ved roret handler alle beslutninger i forbindelse med uddannelse om at lave skolen om til en kompetencefabrik. »Vi skal ikke lære alt det der unødvendige såsom at fordybe os i vores egen udvikling eller læse stor skønlitteratur, der måske bibringer os et mere kritisk blik. Nej, vi skal have nogle kompetencer, og det skal vi, fordi vi skal kunne fungere i et system, der er større end os selv«. »Men vi lever netop nu i et samfund, hvor 20-åriges største angst er angsten for ikke at kunne slå til. Som 20-årige havde vi travlt med alt muligt andet. Hvis samfundet ikke passede os, var det da samfundets skyld. I dag er forholdet vendt om«. Metafysisk søgen Et helt særligt problemkompleks udgøres af den store rolle, religionen igen spiller. På en måde man for ti år siden slet ikke ville have forestillet sig. »Jeg tror, det har noget at gøre med den identitetskrise, der bliver affødt af det globale. Det er ikke noget originalt svar, men jeg tror, det er det rigtige. Religionen tilbyder noget, der ikke er flydende, i en verden, der opfattes som flydende og ustabil. Leder man efter noget, der er uforanderligt, er det nærliggende at søge det, der fremtræder uimodsigeligt«. »Men jeg tror også, at interessen for det religiøse på en mere positiv front rummer en erkendelse af, at der er noget fornuften ikke kan rumme. Når man som jeg går rundt i naturen på Ærø, hvor jeg bor, så bliver du altså grebet af en følelse af at være en del af noget større«. Det er vel hele fornuftprojektets akilleshæl - dette tomrum man støder ind i, hvis man er søgende eller i krise? »Det bliver vi jo alle sammen overvældet af en gang imellem. Her ligger en af de nødvendige revisioner af det moderne gennembrud. I religionen findes en dimension, som er berigende, hvis den bliver tænkt med på den rigtige måde. Og den rigtige måde er en måde, der ikke hævder, at noget er det eneste rigtige og at alt andet er forkert«. Bøgernes verden Og så handler det om bøgerne. I 'Det stadig moderne gennembrud' bidrager Marianne Stidsen med et kapitel om J.P. Jacobsen og analyserer Jette A Kaarsbøls bestseller 'Den lukkede bog'. Med det modernes ambivalens som udgangspunktet. At alt det nye tilbyder frihed, oplysning og frigørelse. Ting, der samtidig er angstfremkaldende for den enkelte, fordi traditionens faste grund under fødderne samtidig må skride. For Stidsen er litteraturen blevet et holdepunkt. Bøger er en særlig tankeform. En samtale mellem papiret og fantasien. En samtale, som Marianne Stidsen tidligt fordybede sig i. Hun pjækkede fra skole og lå i stedet hjemme på sengen og læste. Alt hvad hun kunne få fingrene i. Alt der ved en fejltagelse ikke var blevet afbestilt fra Gyldendals Bogklub. Om det så var Kierkegaards 'Enten-Eller'. Det var ikke et specielt litterært hjem. Men en oplevelse med en bog satte sig et helt afgørende spor. Det ukendte udvider horisonten »Da Suzanne Brøgger udgav 'Creme Fraiche' i 1978, opstod der straks hidsig diskussion derhjemme, selv om ingen af os havde læst bogen. Min far, en liberal af den gamle skole, sagde, at sådan kunne man ikke gøre«. »Man måtte vide, hvad man snakkede om. Så bogen blev bestilt hjem, læst efter tur og derpå diskuteret. Det er for mig blevet et godt eksempel på, at oplysning kan være noget helt andet end en bedrevidende dunken oven i hovedet«. Det handler om at blive præsenteret for noget, man ellers ikke ville være blevet præsenteret for, mener hun: »Hvis du ikke møder noget andet, end det du kender i forvejen, så får du ikke udvidet din horisont. Dét synes jeg er problemet i vores kultur i dag. Det er, som om man har besluttet, at man ikke må møde andet end det, man kender i forvejen«. Nødvendig brobygning Man har i alt for høj grad overgivet sigtil markedets logik. Der ikke skaber mangfoldighed, men blot mere og mere af det samme. Mennesket bliver konformt, hvis det ikke bliver udfordret. Provokeret af et spejl som litteraturens. Udsat for noget uventet. Man kan godt være lokal uden at være provinsiel. National-kosmopolit. Som Brandes. Rødder og vinger, som kultursociologen Ulrich Beck har udtrykt det. Et udstyr som er nødvendigt, hvis man skal spænde over konturerne af et nyt klassesamfund. I den ene klasse de mange højtuddannede, der lever i deres eget internationale netværk og ikke interesserer sig for deres nabo i Smørumnedre, der måske stemmer på Dansk Folkeparti og i kraft af sine livserfaringer har gode argumenter for at gøre det. Hele befolkningsgrupper er ved at blive usynlige for hinanden, frygter Marianne Stidsen. »Jeg kan ikke acceptere, at samfundet bliver delt op på den måde. Vi er nødt til at bygge bro. Der findes faktisk sådan noget som en offentlighed, hvor vi kan mødes på tværs af opdelingerne i stedet for at færdes i hver vores lukkede rum. Vi har simpelthen en forpligtelse til at være nysgerrige og til at interessere os for hinanden«. Som mennesker, der kan og skal leve aktivt med ambivalensen, tilføjer hun. Uanset om postmodernisterne hævder, man ikke kan løsrive sig fra systemet. Inkorporeret trodsMen kan det moderne blive moderne igen, når det først en gang har været postmoderne? »Hvorfor ikke kalde det nyhumanisme? Jeg tror på den humanistiske arv, der ikke er specifikt bundet til det moderne. Den grundlæggende tro på at mennesket kan selv«. »Mit eget hjem var ikke udpræget religiøst, men jeg er vokset op i et rimeligt religiøst miljø. Hvor man i hvert fald ikke troede meget på, at mennesket hverken kunne eller skulle selv. Lige siden jeg var lille, har jeg haft en trods. Det kunne man da simpelthen ikke finde sig i!«.