Vildsvin hyler som ind i helvede, når man pløkker forbenene af dem. Ordene er lagt i munden på rigmanden og jægeren Henric Gundell i Jan Guillous nye roman 'Tyvenes marked'. Dyrisk overklasse Forfatteren kunne også have skrevet, at de rige svin i den nye, svenske overklasse opfører sig som dyr, og at de hyler som ind i helvede, når samfundet stopper deres umoralske grovæderi af andre folks penge. For det er det, forfatteren mener, og åbenbart er der mange svenskere, der mener det samme, for allerede kort efter udgivelsen har mere end 200.000 af dem købt beretningen om de riges storhed og fald. Erhvervsskandale Det er en beretning, som er inspireret af de senere år største erhvervsskandale i Sverige, Skandia-sagen, hvor direktørernes lønninger steg til astronomiske højder, mens virksomhederne gik dårligere og dårligere. Det var i samme sag, moderselskabet lænsede et pensionsselskab for millionværdier uden om opsparerne. Og det var i samme sag, direktører lod lejligheder i Stockholms centrum sætte i stand for millionbeløb for firmaets regning - hvorefter børn og familiemedlemmer rykkede ind til lave huslejer. Køkkenbordssladder I 'Tyvenes marked' spiller Skandia-sagen og lignende skandaler en birolle. Hovedhistorien handler om en bande rigmandsbørn, der stjæler fra forældre og venner. »Snakken ved køkkenbordene det seneste år har haft et centralt emne, skandalen i svensk erhvervsliv. Alle ved, hvad direktørerne har gjort, for det har stået i aviserne«. Problematisk ideologi »Folk har fået lønninger på 100 millioner kroner og enorme pensioner«. »Tilbage står imidlertid en række spørgsmål, som journalisterne ikke kan svare på: Hvordan tænker de her personer, og hvad er der sket i Sverige, siden det kan foregå?«. »Hvilken ideologi skaber forudsætningen for det? Det var jo utænkeligt, at det kunne være sket for 25-30 år siden«, siger Jan Guillou. Narrativt problem Han ved godt, at nogle af hans kritikere mener, at han med sin fortælling om de riges umoralske fråseri for andres penge løber åbne døre ind. »Det kan man selvfølgelig sige, jeg gør, men jeg gør det på en måde, som ingen har gjort før mig. Det er jo meget nemt at være imod disse direktører, men hvordan fortæller man om det i en historie? Og eftersom jeg foreløbig er den eneste, der har gjort det, viser det jo, at det faktisk ikke er så let«. »På de seneste to bogmesser i Göteborg har jeg diskuteret netop dette spørgsmål med nogle af mine forfatterkolleger, når vi har siddet og fået en øl sammen. Spørgsmålet er, hvordan man kan beskrive noget, som i forvejen er så gennembeskrevet i aviserne?«, siger Jan Guillou. Jagtmiljøet Her rører han ved et problem, som også den danske forfatter Anders Bodelsen har haft inde på livet. Da skandalen om Nordisk Fjer rullede i Danmark, mente Bodelsen, at der måtte være stof til en roman i sagen, men også han fandt ud af, at det kan være svært at tilføje en litterær dimension til en sag, som i mindste detalje er beskrevet af medierne. For den svenske forfatter viste det sig, at løsningen lå lige for. Han valgte at beskrive de riges børn og deres fædres jagt. »Jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde en original indgang til hele miljøet, fordi jeg går på jagt 100 dage om året. Her møder jeg dem ofte, og derfor kan jeg skildre dem i situationer, hvor vi ikke er vant til at se dem. Jeg møder dem, når de slår ihjel, og når de spiser til middag«, fortæller Jan Guillou, som i øvrigt lige har været på en flere uger lang jagtrejse til Tanzania. Hanbavianer til middag I 'Tyvenes marked' skildrer han rigmænd, der er flygtet fra den tidligere yndlingsbeskæftigelse, golfen, fordi den efterhånden er blevet en folkesport for helt almindelige mennesker. Derfor kan man i dag møde dem i eksklusive jagtselskaber i Sverige, i Centraleuropa eller i Afrika, hvor de ifølge Guillou slår ihjel på en brutal og skånselsløs måde, som almindelige jægere aldrig ville bruge. Og hos Guillou møder man dem også, når de parodisk forsøger at opføre sig korrekt under de rituelle jagtmiddage. »Det er klart, at de ikke bryder sig om at have mig med som observatør til den slags middage, for alle direktører mener det samme om alting. Samtalerne foregår på den måde, at den største hanbavian grynter højt, hvorefter alle de mindre bavianer grynter tilsvarende«. »Hvis nogen skulle indvende noget imod det, hanbavianen siger, f.eks. at der intet belæg er for at udtale sig sådan, eller at der er tale om en gammel attenhundredtalsopfattelse, så opstår der meget stor nervøsitet. Direktørerne udgør et eneste stort jagtselskab, hvor man hjælper hinanden, og som ansatte direktører har de i dag fået en meget stor magt, fordi ejerskabet i industrien er blevet anonymt«. Autentisk oplæg »Hvis der f.eks. havde været en rig, gammel ejer af selskabet Ericsson, så havde hun ikke fundet sig i, at overskuddet var blevet mere end halveret, samtidig med at direktørernes løn var blevet femdoblet«. »Hun var marcheret direkte ind i bestyrelseslokalet, havde knaldet paraplyen i bordet og fyret dem, der forsøgte på det. Men den slags ejere findes ikke mere, for det er pensionskasser i USA, fonde og stiftelser, der ejer selskaberne på kryds og tværs, og det skaber muligheden for, at direktørerne kan berige sig«, siger Jan Guillou. I 'Tyvenes marked' risler nogle af direktørmillionerne også ned over arvingerne, den unge generation, men langtfra i et omfang, så de unge kan opretholde den livsstil, de forventer. De månedlige lommepenge fra familien rækker ikke til, at de kan lade champagnen sprøjte ud over hinanden eller servitricerne på Stockholms in-restauranter. Derfor træder de ind i forbrydernes rækker, og hvis nogen synes, det er for fantasifuldt, så trækker den svenske forfatter faktisk på en helt konkret sag, hvor rigmandsbørn gjorde netop det - og ifølge Guillou kommer de nok snart ud af fængslet. Livsstil fra 1600-tallet Guillous roman beskriver et hjørne af det svenske samfund, hvor de rige føler sig højt, højt hævet over alle love og moralbegreber, og det gælder både den unge og den ældre generation. »Vi skal tilbage til 1600-tallet for at finde en levevis, der minder om deres. Dengang blev den svenske overklasse pludselig meget rig, men da var alt meget konkret. Overklassen tog til Tyskland, hvor de slog en masse tyskere ihjel, stjal deres rigdomme og bragte dem hjem til Sverige, hvor de for pengene byggede de slotte, direktørerne i dag er flyttet ind i godt 300 år senere«. »I dag er det meget mere abstrakt, hvad der sker. Direktørerne har ikke slået nogen ihjel. De har hverken røvet eller plyndret, og måske har de ikke engang overtrådt nogen lov, men bare byttet papirer med hinanden. Den slags er meget vanskeligt at beskrive i romanform«, siger Jan Guillou. Ekstreme egocentrikere Det er derfor, han i 'Tyvenes marked' gør en del ud af at beskrive miljøet og mentaliteten hos både unge og ældre blandt Sveriges nyrige. »Deres ideologi går jo ud på, at de virkelig er 1.000 gange mere værd end alle andre, og at de er forudsætningen for alt liv på Jorden. At det kun er ret og rimeligt, at de tjener 150 millioner kroner om året«. »Men den illusion kan kun opretholdes, hvis man befinder sig i en meget lille kreds, hvor man ikke behøver forklare sig over for andre, og hvor alle kun grynter i kor efter den store hanbavian. På den måde adskiller de sig ikke meget fra de marxistiske sekter i 1960'erne«. Ideologisk sammenbrudHvorfor var skandalerne i erhvervslivet utænkelige for 20-30 år siden? »Der skete et ideologisk sammenbrud hos socialdemokraterne i 1980'erne, og samtidig gik højrefløjen frem med en ideologi om, at alle skulle tænke på sig selv, og at man skulle bygge samfundet op på individualisme«. »Socialdemokraterne kom imidlertid aldrig tilbage, og derfor er det venstrefløjen, som i dag er en slags socialdemokrater, mens socialdemokratiet er blevet et liberalt parti, hvor selv statsministeren har anskaffet sig en herregård ude på landet ligesom direktørerne. Der har ikke været en ideologisk modstand mod det, der er sket, og der har heller ikke været et marked til at kontrollere direktørerne«. Indigneret højrefløjÆndrer det så noget, at du skriver en bog om det? »Ja da. Jeg tror, direktørerne bliver nødt til at holde sig i skindet i nogle år. Det interessante er, at skandalerne faktisk har betydet, at direktørerne er blevet isolerede i det svenske samfund«. »Man kunne tro, at det politiske højre ville have forsvaret direktørerne per refleks, men det er faktisk højrefløjen, som har været mest indigneret, og det er der en vis logik i. Venstrefløjen synes selvfølgelig, at direktørerne er umoralske, men for højrefløjen er det jo også en skandale, at direktørerne tilsmudser den gode kapitalisme«, siger Jan Guillou. Færdig med middelalderen I sin nye roman genopliver han gamle kendinge fra sine tidligere bøger. Læserne møder journalisten Erik Ponti, dennes gamle kostskolekammerat Pierre Tanguy og Anna Holt fra politiet. Og som hovedperson har han politiinspektøren Ewa Johnsén på knap 40, nyskilt og med fuld fart på karrieren. »Jeg er jo færdig med at skrive om middelalderen, og hvis jeg igen skal til at skrive om samtiden, er det min erfaring fra Hamilton-bøgerne, at det er godt at have en holdopstilling parat, når man får en god ide. Her har jeg lavet en stærk kæde, hvor én er ekspert i økonomisk kriminalitet, en anden er ekspert i voldskriminalitet, og en tredje har forbindelse med mediemagten i Sverige«, siger Jan Guillou. Da han skrev sine ti agentromaner om Carl Hamilton, havde han fra starten ideer til mindst tre bøger, og hele tiden forandrede verden sig i et tempo, så han konstant fik nyt stof til sin serie, men helt så let synes han ikke, det er i dag. »Jeg kan jo ikke skrive om direktørerne igen«, siger Guillou. Han er dog ret sikker på, at vi kommer til at høre mere til Ewa Johnsén & Co.