Gennem halvandet år har journalisten Kim Faber fulgt den hiv-smittede kvinde Esther fra Uganda. Og i fjorten kapitler har Politikens læsere kunnet følge den unge kvindes liv - fra hun seks måneder henne i sin graviditet fandt ud af, at hun havde hiv, og til bruddet mellem hende og hendes mand, fordi han tævede hende med skaftet fra en hakke. Til sidst har læserne været med under Esthers besøg i Danmark hos Kim Fabers familie. Det er der kommet bogen 'Esthers bog' ud af, som udkom i sidste uge. Følelsesmæssigt engageret I arbejdet med historierne om Esther har Kim Faber involveret sig mere og mere i Esthers liv. Hver måned sender han 250 kroner til Esther til at betale for hendes livsforlængende medicin. Men hvordan bevarer en journalist sin objektive distance, når han samtidig er så følelsesmæssigt engageret? »Jeg har aldrig haft det her problem før i noget af det, jeg har skrevet. Selv om jeg før har skrevet om narkomaner og prostituerede, har jeg aldrig nogensinde givet dem penge«. »Men det er altså noget andet, når man er hos folk i ugevis. Som jeg skriver i mit forord: Kan man forestille sig, at jeg blot iagttager, at hun bliver mere og mere syg for til sidst at dø en pinefuld død - uden at jeg forsøger at hjælpe hende?«. »Det kan godt være, der er journalister, der kunne stå og se på, at hun døde uden at få medicin, men jeg kan ikke«, siger Kim Faber. Journalisten og mennesketDu kalder det selv et problem. Hvori består problemet efter din mening? »Esther er kommet i et økonomisk afhængighedsforhold til mig, og jeg skal være opmærksom på, at hun ikke begynder at levere historier, fordi hun føler, hun skylder mig«. »I virkeligheden handler det om at give hende de her penge og sige: »Du skylder mig ikke noget, det her gør jeg som menneske, det har ikke noget at gøre med, at jeg er journalist«. Det har jeg sagt til hende. Man foretager jo også altid en vurdering af sine kilders integritet. Stoler jeg på hende? Og ja, det gør jeg. Jeg stoler på Esther«. Vanskelig balanceHvordan bærer du dig ad med at skelne personligt mellem journalisten Kim og mennesket Kim? »Jamen det er også i virkeligheden der, den ligger. Jeg tror ikke, Esther har noget problem med at skille det her ad. Hun får penge af mennesket Kim, og så kommer der en journalist ned, der hedder Kim, og skriver nogle historier. Men for mig rent personligt er det svært, fordi jeg føler for hende og for hendes børn. Og netop det er vigtigt ikke at skjule for læseren«. »I forordet citerer jeg journalisten Lasse Ellegaard for at sige, at »det bedste, en journalist kan gøre for objektiviteten i sine historier, er at lægge sin egen subjektivitet åbent frem for læseren«. Min subjektivitet i forhold til Esther er åbenlys. Jeg er involveret i hendes liv, og det ved læseren«. Nuanceret billede af AfrikaHvordan lader du læseren vide det? »Dels ved at skrive i en boks, at jeg giver hende penge. Men det bliver også tydeligere og tydeligere gennem kapitlerne. Det bliver især tydeligt, da hun er i Danmark og møder min familie, og der kommer meget smukke og illustrative bånd mellem min kone, min datter og hende. Men det er noget, jeg skal blive ved med at sige til mig selv: Husk nu - du er journalist«. Er det ikke omvendt også svært at være journalist dernede og kun være i stand til at hjælpe et enkelt menneske? »Selvfølgelig påvirker det én at se fattigdom og elendighed og folk, der er ved at dø, men der har også været en tendens til, at det kommer til at handle om, hvor synd det er for den stakkels journalist. Der må man gøre op med sig selv, hvilken historie man vil skrive. Og så må man i al stilhed sørge for at få behandlet de problemer, man kan få. Det er ikke noget, jeg har tænkt mig at plage læseren med«. I artiklerne om Esther har det været afgørende for Kim Faber at give et mere nuanceret billede af Afrika, der ikke blot viser den sædvanlige nød og elendighed, men også de ressourcer, en kvinde som Esther rummer. Berøringsangst Siden Politiken stiftede Esthers Fond, har læseren ved siden af kapitlerne om Esther kunnet finde et girokontonummer. På den måde får læserne mulighed for at handle i forhold til det problem, som artiklen handler om. Og det er ikke noget, man ser ofte i dansk journalistik. Men efter Kim Fabers mening burde der være meget mere af den slags. »Fordi ellers efterlader vi læserne frustrerede. Læserne tænker i langt højere grad i løsninger end journalisterne. Journalister er jo ret berøringsangste, fordi vi ikke vil tage stilling til noget, og det er også fint at bevare en vis distance. Men folk må jo selv bestemme, om de vil støtte det eller lade være. Vi kan godt som service hjælpe læseren«, siger han. Skærper bevidsthedenKan man som læser være sikker på, at det rent faktisk er sandt, det, der står i artiklen, når der er et gironummer i bunden? »At jeg hæfter et gironummer på, gør jo ikke historien mindre sand. Historien skal være sand. Det her ændrer ikke ved de journalistiske krav til historien. Tværtimod, hvis det at skrive et gironummer neden under artiklen skærper journalistens bevidsthed en ekstra gang om: Er det her nu helt rigtigt, og har jeg nu været kildekritisk nok, så synes jeg, det er fint«. »Men det øjeblik, at læserne tror, vi er i lommen på Folkekirkens Nødhjælp, fordi Folkekirkens Nødhjælp gav økonomisk støtte til de første kapitler af 'Esther', så har vi et problem, som vi må tage fat i. Indtil videre er jeg dog ikke stødt på det«. Historien skal være sandHvad nu, hvis Esther begik en kæmpe uretfærdighed - hvis hun efterlod sit barn på gaden eller noget lignende - hvad ville du så gøre? »Det har jeg tænkt på. Så ville jeg skrive det. Så var det en del af historien. Jeg synes, det er vigtigt med den her slags historier, at man ikke nedtoner sin hovedpersons negative sider, men at man prøver at beskrive dem så objektivt eller nøgternt, som man ser det«. »Så hvis hun lavede noget i den retning, ville jeg skrive det. Og det ved hun godt«.