Mens bogens hovedperson sidder og kigger ud over det vulgære Vittorio Emanuele-monument i Rom - »hævet over enhver tvivl hans yndlingsbygning i hele verden« - fantaserer han over, hvordan han gerne vil begå selvmord, siddende overskrævs på en af hestene, mens han råber et eller andet fra 'Kong Lear'. Og så kommer parentesen: »(som han til stadighed lovede sig selv snart at genlæse, fordi den eneste linje han kunne huske var Ud, ækle slimklat)«! Promotiontur En roman (af en art) ved navn 'Timoleon Vieta, kom hjem' udkom på dansk i denne uge. Den 32-årige englænder Dan Rhodes har skrevet den, og Bøger mødte ham, da han var forbi København på promotiontur for bogen. Ny tillid til livet Efter interviewene i Danmark tog Rhodes hjem til Kent igen til et par dages afslapning, inden han tager til Filippinerne for at blive præsenteret for sin svigerfamilie. Han blev gift i juli og er, med sine egne ord »noget mere solbeskinnet«, end da han skrev sin roman: »Men min nye tillid til livet er garanteret fuldstændig malplaceret. Fra nu af kan alt gå helt ustyrlig galt«. Vanvittige navne 'Timoleon Vieta, kom hjem' handler om den aldrende og ret selvmedlidende engelske ekskomponist Carthusians Cockroft, der lever spar- og ensomt i Umbrien med sit gadekryds af en hund, Timoleon Vieta, indtil der en dag står en smuk ung mand, en bosnier tilsyneladende, ved hans veranda og tilbyder at slikke komponistens pik kl. 19 hver onsdag, hvis han til gengæld må få husly der. Dét må han! Imidlertid smider han hunden ud, og det stakkels kræ tilbagelægger hundreder af sultne kilometer for at nå hjem til sin ejer igen. På vejen hjem støder hunden ind i alle mulige lidelseshistorier. Altså til en start: hvor får du de vanvittige navne fra, og hvad betyder de? Dan Rhodes ser tænksom ud, og jeg må være tilgivet, at jeg tror, han bakser med navnenes symbolske betydninger. 'Vieta' som en bastardisering af det italienske ord for 'forbudt', 'cock' ... ja, 'cock' giver sig selv. Men 'Timoleon'? En følsom rejse »Navnene? Det er simpelt«, siger Rhodes så. »Jeg fik fat på en udgave fra 1973 af Encyclopaedia Britannica, og et af bindene gik fra 'Timoleon' til 'Vieta', et andet bind fra 'Carthusians' til 'Cockroft', og så blev det bare sådan«. »Jeg slog aldrig op for at finde ud af, hvad ordene dækkede over. Cockroft er nu et ret almindeligt navn i England, og jeg tænkte, at et mere idiotisk navn til en hund end Timoleon Vieta ville jeg aldrig kunne finde. Lige sådan et navn, Cockroft kunne finde på! Sådan et latterligt pompøst navn til et gadekryds«. Romanens undertitel er 'A Sentimental Journey' (en følsom rejse), hvilket vil lede litteraters tanker tilbage til Laurence Sterne og hans 'Tristram Shandy' fra midten af 1700-tallet, romangenrens oldefar. Undertitlen har Rhodes dog ikke hentet hos Sterne, men hos Ringo Starr, der engang udgav et album, der hed det. Ikke at Rhodes har hørt det ... Katastrofalt kærlighedslivCockroft er en pivende gammel bøsse, han er patetisk, egomanisk ... hvordan kom du til at holde af ham? »Jeg endte med at være ret øm over for ham, selv om han begyndte sit liv i mit hoved som en ren tegneseriefigur. Måske er det, fordi han, når alt kommer til alt, har meget tilfælles med mig selv: han drikker klart for meget, og han er god til at have ondt af sig selv«. »Selvmedlidenhed er en af de mest kreative og frisættende følelser, der findes. Jeg tror slet ikke, der ville findes kunst uden selvmedlidenhed. Jeg elsker bandet The Cure, som alle selvmedlidende 14-årige gør«. »Og så har Cockroft et helt katastrofalt kærlighedsliv, det havde jeg også, indtil jeg mødte min kone. Men mange mennesker har skrevet til mig, at de ikke kan udstå Cockroft«. Makabre dødsfald Et andet kontroversielt punkt med 'Timoleon Vieta' er bogens egensindighed. I størstedelen af de 20 lande, den indtil nu er udgivet i, er den blevet solgt som en hyggelig lille, livsbekræftende charmørbrad af en strandbog, men faktisk tårner dødsfaldene og lemlæstelserne sig op. På side 4 får en dalmatiner knust hjerneskallen af et løbsk flyvende askebæger, og på side 29 sidder den gamle og bosnieren på verandaen og ser mennesker springe ud fra en varmluftsballon: »Det så ud, som om de dalede lige så stille og roligt gennem luften, som om de ville lande blødt og uskadte på jorden under dem. Den tomme kurv hvirvlede voldsomt fra side til side, mens ballonen faldt. »Åh gud«, sagde Cockroft«. Og sådan bliver det ved. Som regel sker drabene midt i en bisætning, nærmest som en eftertanke. »Der sker forfærdende ting om ørerne på os hele tiden, og det afficerer os åbenbart ikke. Vi vender os bare den anden vej. Jeg er bange for, at det gør os alle sammen til nogle rigtige skiderikker«, siger Dan Rhodes. Uden for livet Han tager afstand fra ironi, men vedkender sig til gengæld, at hans roman, »min hundebog«, i en vis forstand er ret 'legesyg'. »Guderne skal vide, at jeg kan sidde og kigge i den og grine ad mine egne vittigheder, men den er meget mørkere end som så. Jeg ville kalde den for sort komisk fiktion. Men det er indlysende, at hvis man forventer en let humoristisk sag, så er 'Timoleon Vieta' en total fiasko«, siger han. Men ikke alt, nærmest ikke noget, er, som det syner. Hos Rhodes eller i verden. Rhodes er fan af den svenske popgruppe Abba - godt nok mest af 80'er-ikonografiske bands som The Smiths og The Cure, men også af Abba. »Jeg var til et bryllup for nylig. Jeg blev fuld og stod og dansede til 'Staying Alive' med Bee Gees, og pludselig gik det op for mig, hvad de sang om, mens vi bare stod der og svingede med alle lemmer«. »'I'm going nowhere / Somebody help me'. Det er da en temmelig barsk historie. Og det samme med Abbas 'Dancing Queen', den er bare hjerteskærende og handler om nogen, som livet er gået forbi, og som nu står uden for og kigger ind«. Proklamerede skrivestop Rhodes fastholder, at han har svært ved at huske detaljer, fra da han skrev 'Timoleon Vieta', »for jeg var fuld eller halvfuld det meste af tiden«. Og som han sidder i Tiderne Skifters forlagskontor i indre by har han svært ved at påberåbe sig den pessimisme, der var hans drivkraft, mens han skrev. Nygift, på vej til Filippinerne. Og med en roman, der, med Rhodes' egne ord, »er en solid, om ikke spektakulær succes«. Dan Rhodes begyndte karrieren med de 101 noveller i 'Anthropology', som han fulgte op med 'Don't Tell Me the Truth About Love'. Han blev kaldt en af Storbritanniens mest lovende unge forfattere, men efter 'Timoleon Vieta' proklamerede han, at nu ville han ikke skrive mere. Han nægtede at føle sig forpligtet af, at nogle har sat etiketten 'forfatter' på ham. Og så pludselig udsendte en glamourøs fransk kvinde ved navn Danuta de Rhodes så i år bogen 'The Little White Car' om en kvinde, der på en druktur en nat kører ind i en anden bil i en tunnel i Paris og dagen efter finder ud af, at hun er blevet skyld i prinsesse Dianas død. Angiveligt arbejdede den 24-årige de Rhodes i modeindustrien og havde skrevet bogen på Korsika over halvanden uge. Godhjertet hund Selvfølgelig var bogen, der næste år udkommer på Tiderne Skifter, skrevet af Dan Rhodes, som et 'kommercielt eksperiment', lidt i lighed med da Svend Åge Madsen, som Rhodes har et vist næsten skræmmende fællesskab med, udsendte trivialromanen 'Blodet på mine hænder' under navnet Marianne Kainsdatter. »Jeg skrev kun 'White Car' for at tjene penge«, påstår Rhodes, »og jeg gjorde mig stor umage for at holde mig følelsesmæssigt på afstand af den. Det lykkedes ikke, jeg endte med at være helt forfærdelig engageret i den. Og stolt af den«. Tilbage til 'Timoleon Vieta'. Den hund, der bærer fortællingen videre, er den en figur - eller bare en katalysator? »Hunden er en figur, bestemt! Den er så fantastisk godhjertet, og jeg ville aldrig slippe godt fra at give et menneske de egenskaber. Folk ville brække sig«. Sulten KristusfigurEr den også en Kristusfigur - for nu at sige det lidt ...? Dan Rhodes sidder lidt og overvejer tilsyneladende, om han skal bluffe. »Kristus ...«. Hver gang der i bogen sidder en stakkels forhutlet og forkrøblet lille skæbne og har ondt af sig selv, så mærker han eller hun Timoleon Vietas våde snude i hånd? »Jamen, det er kun, fordi den er sulten. Hele den sidste halvdel bogen igennem, mens han er på vej hjem til Umbrien, følger hunden efter hvem som helst, der kan give ham noget at spise«. Tendens til at overskrive Dan Rhodes, der på ingen måde kan siges at være en slave af, hvordan man bør skrive, har kæmpet længe for 'Timoleon Vieta'. Hans daværende forlægger sagde lige ud, at bogen var 'uudgivelig', men hvis nu Rhodes lavede hele strukturen om, og hvis han skrev hele den sidste halvdel om, og hvis han ... »Men jeg elskede den bog, så jeg tog den fra ham og gik rundt med den under armen i årevis, indtil jeg endelig fandt en, der også elskede den«. Da jeg, intervieweren, nævner en sætning - måske den eneste i bogen - som jeg synes er regulært smagløs, svarer Rhodes: »Ja, det er en skrækkelig sætning, er det ikke? Jeg har virkelig gjort mig umage med at redigere store lunser ud af den, fordi jeg har en tendens til at 'overskrive' mine ting. For mange ord simpelthen. Men nogle få ting, den sætning, du nævner, er en af dem, jeg har ladet stå tilbage, fordi jeg på en eller anden måde er ret tilfreds med dem. Så de må stå der, selv om man kunne mene, at det er på bekostning af bogen som helhed«. Og hvor mange forfattere tør stå ved dét?