»Jørgen Sandemose udtrykker samvittighedsfuldt sin beundring for faderens værker«. »Men hvad er det egentlig, han gør med dem? Og hvordan går det med forfattervirksomheden ved denne strenge domstol? Også med min egen?«. En flygtning Sådan skrev den svenske forfatter Kerstin Ekman i Dagens Nyheter, da den dansk-norske forfatter Aksel Sandemoses søn Jørgen i september udgav sin 670 sider store biografi over faderen. 'Flyktningen' hedder den, med et spil på Aksel Sandemoses nok mest berømte roman 'En flygtning krydser sit spor' (1933, da. 1938). Tramper gennem røgsløret Kerstin Ekman, der tydeligvis er anfægtet, fortsætter i sit essay, der blev trykt på dansk i Weekendavisen: »Sønnen og biografiforfatteren tramper gennem det røgslør, som vi forfattere lægger ud over vores liv. Vi lever jo som alle andre«. »Vores mangler er måske komiske, men vores dramaer om dem kan blive gribende som Aksel Sandemoses. (...) Man kan blive træt af at være forfatter, når man læser 'Flyktningen'«. Bøddeløksen Foreholdt Kerstin Ekmans ytringer nu en måned senere siger den 59-årige Jørgen Sandemose: »Kerstin Ekman har virkelig forstået bogen, og jeg har vældig stor respekt for hendes læsning. Men hvis Kerstin Ekman føler sig truet, er det, fordi der er noget nyt stort under opsejling i hende. Hvis en kunstner ikke tåler at blive afsløret og udsat for gennemlysning, så er vedkommende ikke kunstner«. Jørgen Sandemose, 59, hvis marxistiske overbevisning skinner igennem alt, hvad han siger, underviser i filosofi på Oslos Universitet. Han har dog orlov i dette efterårssemester på grund af bogen om faderen, der har skabt furore og debatter i Norge. Aksel Sandemose er immervæk en af dette århundredes betydeligste norske forfattere. At han også var et usædvanlig usympatisk menneske, er ikke længere nogen nyhed. Alligevel har »den rettergang efter døden og faderbespottelse«, Jørgen Sandemose har begået med 'Flyktningen', været for meget for nogle anmeldere. Dog skrev Øystein Rottem i Dagbladet, at Jørgen Sandemoses bøddeløkse falder »med en litterær kraft, som er den domfældte værdig«. Familiefar fra helvede Sandemose senior mishandlede både sine koner, sine børn og sine dyr, han snød og bedrog i pengesager, også sin familie, han var en fej opportunist, snobbet, bigamist, alkoholiker og løgner. De fleste egenskaber skulle prøves i livet for at kunne bruges i litteraturen. Men nogle af dem var han dog for fej til at udleve, f.eks. sine incestuøse og pædofile tilbøjeligheder. Jørgen Sandemose anfægter ikke kvaliteten af selve forfatterskabet, som fik alt, hvad der var positivt i faderen. Som for øvrigt, for at tilpasse sig de kulturradikale, kun ville kaldes Aksel af sønnen. Sandemose junior er en upåfaldende og stille mand, der dog også virker både stejl og uforfærdet. For det er i to af ordets betydninger 'ømme' sager, der kommer på bordet, når man skal tale om denne »familiefar fra helvede«, som Adresseavisen skrev. Afskyelig lunkenhed Jørgen Sandemose var aktivist som ung - blev i hvert fald afhørt af politiet efter Vietnamdemonstrationer. Har du et revolutionært temperament? »Det ved jeg ikke - jeg håber det. Det må andre bedømme«. Viljen til at lade andre bedømme går igen i samtalen - kun ikke når det gælder Sandemose senior. Her har Sandemose junior ikke meget tilovers for andres bedømmelser. Og det er ifølge ham selv derfor, han har skrevet sin bog: for at udrydde alle de fejllæsninger og solskinshistorier, der kun alt for længe har fået lov at tegne billedet af faderen. Har du overvejet, om du har nogle temperamentstræk fra din far? For eksempel med at gå helt ud til kanten? Han blev ifølge dig kriminel, du vil være revolutionær - to måder at stille sig uden for samfundet på. »Ja, jeg mærker måske noget til det. Dette at man afskyer at være lunken ... Han havde en vis evne til at lede efter konsekvenser helt ud. Han skildrede sig selv som en perverteret person. Det er i virkeligheden det, han gør - selv om det ikke blev opdaget«. AutismeVar det, han skrev, et ubevidst råb om hjælp? »Ja, det var det meste af, hvad han foretog sig. Jeg tror, næsten alt kan tolkes i den retning«. Det kan det måske også med os andre. »Jamen, han var ekstrem. Der findes ikke noget sympatisk følelsesnet om ham i det hele taget. Han var udelukket fra sympatiske fornemmelser overhovedet. Og det positive, der fandtes, projicerede han over i bøgerne - der er der jo meget godt. Men han kunne være ret fortvivlet over, at han var uden sympatifornemmelser«. Ville man kalde ham autist i dag, tror du? »Ja, det er lige ved«. Terroristisk solskinAlene det faktum, at du har skrevet denne bog, er vel et sandemosesk træk?Du er din fars søn, i og med at du gør det? »Narh, det ved jeg ikke. Jeg synes, det vigtigste er, at der er helt åbenbare fejlfortolkninger af forfatterskabet ...«. »De der solskinsbeskrivelser er latterlige og vældig irriterende, og de virker direkte terroristiske på undertegnede, for eksempel. De har ingen kildebaggrund, men ingen tager det op. En solskinsfortælling bliver altid accepteret umiddelbart. Det er først, når man kommer med de negative aspekter, at der kommer krav om kildekontrol«. I dit forord til 'Flyktningen' taler du om »denne onde verden«.

»Ja, men det går på de eksisterende produktionsforhold og privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Og det, jeg prøver at få frem, er, at det er ubetænksomt at lave et skarpt skel mellem privat og offentlig sfære i biografiske fremstillinger. For det er historiske og forbigående kategorier. De hører slet og ret sammen med den private ejendomsret. De vil blive opløst«. Incestuøse forholdKan man sige, at du har opløst din fars private ejendomsret til sit liv ved at skrive denne bog? »Det gjorde han selv. Jeg har bare vist det, han allerede har gjort«. »Han skriver egentlig for, at folk skal gennemskue ham. 'Varulven' er helt åbenlyst skrevet for at fremlægge det absurde samfundssyn, han har. Det byggede på et savn, han oplevede i barndommen«. »Han følte, at hans familie blev ødelagt af den ældste brors kone, som kom ind udefra og indførte 'janteloven' og konformiteten i hans familie. Han hader svigerinstitutionen, han hader indgifte, og han forestiller sig en identitet mellem familie og samfund. Familien skal genoprettes, og vi skal ikke have indgifte. Derfor er forfatterskabet incestuøst«. »Han indså, at man måtte have indgifte af og til for at undgå indavl - og at det kun skulle gælde for eliten. Dens børn af genier skulle opdrættes på odelsgårde af kvinder som Felicia (i 'Varulven', 1958, da. 1959, red.), som passende kan dø, når de er færdige med at opdrætte geniale børn, som så indgår i incestuøse forhold«. De forfærdelige akademikere Jørgen Sandemose understreger, at hverken han eller hans ældre halvsøskende har været ude for seksuelle overgreb fra deres far: »Det var han for fej til. Han skabte bare incestuøse stemninger, så han kunne forestille sig det i virkeligheden«. Har din fars foragt for massen og hans elitetænkning fået dig til at blive marxist? »Ja ja. Sikkert. Eller forsøge at blive marxist«. Foragter du så til gengæld eliten? »Ja, jeg føler noget i retning af det. Akademikerne er ganske forfærdelige. Et eksempel er litteraturteorien. Der må jo være et eller andet fundamentalt galt med den, når den kan producere så meget vrøvl, som den har gjort, om Aksel Sandemose«. Permanent kriminel og fej Aksel Sandemose var stadig gift med en dansk kvinde, da han giftede sig i Norge med Jørgen Sandemoses mor. Mange år efter at hun døde, giftede han sig for tredje gang, mens den første kone stadig levede. Aksel Sandemose blev norsk statsborger i 1942, angiveligt for at kunne benytte sig af en ny norsk bigamilov, der tillod ægtemænd, der levede adskilt fra deres hustruer, at skille sig fra dem uden disses samtykke. Men Sandemose benyttede sig aldrig af denne lov - lod blot alle tro, at han var skilt. »Han ønskede at leve som permanent kriminel, i et spændingsforhold til omgivelserne. Han kunne ikke skrive om det uden at være i det«. Hvis han havde dette behov for spænding, hvorfor gik han så ikke ind i modstandsarbejdet? »Jeg har aldrig mødt en person, der var så fej som han. Aldrig nogen sinde! Han skælvede som et espeløv, hver gang der var den mindste autoritet i nærheden. Han foragtede sig selv over at være så ræd og skulle vel udfordre sin angst«. DødsangstDet virker, som om du mener, at der er en modstandsløs sammenhæng mellem liv og værk? »Ja. Det er der altid. Og man kan godt tale om 'sandt' og 'falsk' i litteraturvidenskab. Det mener mange, at man ikke kan, og det er forfærdeligt at høre på«. Du sætter lighedstegn mellem, hvad et menneske skriver, og hvad det er? »Empirisk ser jeg jo, at der er en enhed. Alle forfattere må betragtes som helheder i forbindelse med deres værk. Sandemose fører det så ud i den konsekvens, at han også uden for litteraturen skaber situationer, fordi han ved, at han så vil kunne skrive om dem«. »Han producerede for eksempel dødsangst hos min bror, der døde som niårig, for at se, hvilke faktorer der kunne frembringe denne angst, og hvordan fristelsen til at frembringe den manifesterede sig. Han producerede oplevelser selv for at kunne lave kunst af dem«. Fire år efter at Jørgen Sandemoses niårige tvillingebror Esben var død, døde også deres mor, Eva Borgen, en tidligere frihedskæmper, af kræft. Indtil da havde Jørgen Sandemose boet hjemme sammen med familien, men nu skulle han i realskolen og flyttede på kollegium. Pythagoræiske tal I 1965 døde Aksel Sandemose i Danmark, få år efter at have giftet sig med en meget yngre dansk kvinde, som arvede 75 procent af indtægterne fra hans bøger. Resten blev delt mellem alle børnene. Så Jørgen Sandemose får et par tusinde om året. »Jeg var ganske glad, da han døde. Han levede aldeles tåbeligt. Hans måde at eksistere på var jo helt kontraproduktiv i forhold til kunst. Så jeg regnede med, at det var en fordel, at han døde, for det, han skrev, blev mere og mere patetisk«. »Indtægterne fra bøgerne brugte han og konen straks. Han havde købt gården for min mors penge. Og han pantsatte den og manipulerede med hjælp fra sit forlag, så da han døde, fik jeg en pantegæld på 42.000 kroner«. »Det var planlagt, at han ville belaste andre. I 'Det svundne er en drøm' (1946) er der en nøglesituation, hvor hovedpersonen overtales til at låne netop 42.000 til en anden, som drukner sig uden at betale dem tilbage. Og 42 er 6 gange 7. Det er vigtige pythagoræiske tal, og 42 var et af Aksels yndlingstal«. (Selv)foragtenVar du ikke bitter på din far over det liv, han havde budt din mor? »Antagelig. Det er ikke så let at genkalde. Han var jo også så stakkels selv. Jeg husker, at jeg kom hjem en dag tidligere fra skole, fordi jeg var blevet bortvist. Og jeg begyndte næsten at græde, da jeg kom ind i huset, for det var fyldt af beskidt tøj og gammel mad og gammel opvask. Sædvanligvis plejede han at rydde lidt op og vaske, inden jeg kom på weekend«. Er det ikke paradoksalt i betragtning af din foragt for Aksel, som han ville kaldes af jer børn, at du nu gennem fire år har været fordybet i hans værker og hans liv? »Jo, men jeg er jo også fuld af selvforagt. Det forklarer det sikkert«. Har du spurgt dig selv, hvorfor du har skrevet denne bog? »Jeg tror fortsat, det først og fremmest er, fordi det er forfærdelig irriterende, at folk kommer overbærende og fortæller mig, hvad jeg har oplevet«. Men så kunne du jo skrive en bog om dig selv. I stedet går du ind i din fars inderste. Hvor meget er du ham? »Man bliver jo præget af den, man vokser op sammen med. Og jeg kan mærke, at jeg har en meget let, intuitiv tilgang til teksterne. Jeg forstår, hvad de indebærer«. Det sidste ordHar du savnet din far? Med et leende suk: »Nej! Nej, absolut ikke! Jeg ville nok bare have ham manet i jorden - sammen med andres opfattelse af, hvad der er foregået«. Føler du, at han har været en dæmon i dit liv? »Det har været så tilpas plagsomt, at vi kan tale om dæmonisk indvirkning i perioder. Men jeg har svært ved at skelne lagene i mine motiver for at skrive 'Flyktningen'. Jeg har ingen anklager mod ham, jeg synes bare, han er en betydningsløs person. Problemet er, at andre mener, han er betydningsfuld«. Føler du, at du har fået det sidste ord nu? »Nej, for der kan komme en eller anden litteraturkritiker i morgen og påstå en masse ting, og så er jeg tilbage, hvor jeg startede«.