Den store historie begyndte under krigen, men for journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen begyndte historien for et par år siden, da en 84-årig kvinde ringede til ham. Hun blev idømt 16 års fængsel efter krigen for at have hjulpet torturbødlen Ib Birkedal. Kvinden påstod, hun var helt uskyldig. Virkeligheden viste sig at være mere nuanceret. Forhørsleder og bøddel Til gengæld blev kvinden en indgang til historien om Birkedal. En historie om, hvordan tortur ikke kun opstår i ekstreme regimer eller afrikanske diktaturer, men også kan have en århusiansk libertiner som hovedperson. Ib Birkedal arbejdede for Gestapo i København. Han var forhørsleder og bøddel. Natten mellem 19. og 20. juli 1950 kom turen til ham selv. Kl. 00.40 blev Ib Birkedal båret ud af Vestre Fængsel og ned i en af politiets transportvogne. I vogn nr. K8901 blev han kørt ud på Christianshavns Vold, hvor ti betjente stod klar med tyske karabinrifler. Bestilt henrettelse Den danske stat havde bestilt en henrettelse af Birkedal, og alt var på plads. Et specielt skur var bygget. Som i et dartskab kunne man slå dørene op på vid gab, og også her kunne man se en skydeskive på bagvæggen. Men den helt hvide skive var kun ti centimeter i diameter, og den sad på brystet af Ib Birkedal. Han var hovedperson i den sidste af i alt 46 statshenrettelser efter krigen. Kl. 01.00 lod en politiinspektør sin arm falde som tegn til, at betjentene på fem meters afstand skulle affyre deres rifler. Kl. 01.45 var liget af Ib Birkedal ved at blive brændt, og to timer senere var kun asken tilbage af den mand, som var frygtet af danske modstandsfolk, fordi han i timevis kunne pine folk under afhøringer. Banke dem med knipler, til huden blev sort, eller udsætte dem for tortur, mens de hang i håndjern på en dør. Sød og venlig Det er ikke mindst Ib Birkedals historie, Peter Øvig Knudsen ruller op i sin nye bog, der slet og ret hedder 'Birkedal'. Birkedal blev dømt for tortur af værste skuffe, men ved at rulle hans og Birkedalgruppens historie op, mener han også, der gemmer sig et budskab til os i dagens moderne samfund. »Han er bare en charmerende århusiansk tuskhandler, og man kan se, at konen overhovedet ikke forstår, at han har kunnet være involveret i drab og tortur, for han var sød ved hende og børnene. Kammeraterne fra ungdommen siger også, at han aldrig var indblandet i slagsmål, og at det altid var ham, der forsøgte at dæmpe gemytterne«, siger Peter Øvig. Ikke desto mindre blev det Birkedal, der meget, meget hurtigt blev en brutal forhørsleder for tyskerne. Efter at have snydt og bedraget sig gennem Århus og omegn tog han i starten af 40'erne til Hamburg, hvor han efterhånden fandt ud af, at der var penge i såkaldt stemningsindberetning. Da han igen kom til Danmark, begyndte han at arbejde fast for tyskerne, og som Peter Øvig Knudsen ser det, var glidebanen mod den hårde tortur meget stejl. Det var ikke en vold, der langsomt blev optrappet. Den var hård fra starten. Abu Ghraib-fængslet I sin bog lader Peter Øvig det stå åbent, hvordan en tilsyneladende almindelig mand fra den ene dag til den anden kan blive torturbøddel. »Man kan - som psykiaterne gør - vælge at sige, at der er tale om onde mennesker eller psykopater, men for mig er det for nemt at sige, at det altid er 'de andre', der begår tortur eller andre forbrydelser. At det er muslimerne, afrikanerne, tidligere generationer eller psykopater, og at man altid forsøger at få ondskaben bragt væk fra sig selv«. »Birkedal er jo en almindelig århusianer. Jeg siger ikke, at enhver bliver torturbøddel under visse omstændigheder, men hvis man bare lader omstændighederne styre, så tror jeg desværre, de fleste af os kan komme ud på glidebanen. Det kræver i hvert fald, at man siger stop og handler imod det, omstændighederne giver lov til«. »Hvad er det, der sker med folk, når de kommer ind i et rum, hvor vanviddet er normaliteten, et rum uden for lov og ret? Det var jo ikke sådan, at de danske folk i Gestapo blev stoppet af deres chefer; de blev nærmere opildnet, og det er almindeligt kendt, at de danske folk i Gestapo var mere brutale end tyskerne«, siger Peter Øvig. Han mener, at historien om Birkedal og co. ikke bare handler om fortidens snavs, men på en måde også om en virkelighed, der er rykket tættere på os de seneste år i forlængelse af begivenhederne i Abu Ghraib-fængslet i Irak. »Det viser, at tortur også er noget, der bliver udøvet af civiliserede mennesker i denne tid i den vestlige verden«. Sex og damer 'Birkedal' er Øvigs anden bog om perioden omkring Anden Verdenskrig. For tre år siden fik han udgivet 'Efter drabet', hvor han skrev om de danske stikkerlikvideringer under krigen. Det var i den bog, han bl.a. fortalte den meget upopulære sandhed, at ikke alle modstandsfolk var helt fine i kanten, og at nogle af dem brugte krigens sidste tid til at gennemføre private opgør forklædt som likvidering af stikkere. 'Birkedal' kunne ligne en naturlig opfølger på 'Efter drabet', men spørger man Peter Øvig, om han har en særlig interesse for perioden, svarer han, at besættelsestiden egentlig aldrig har interesseret ham. »Før jeg gik i gang med 'Efter drabet', forekom besættelsestiden lidt støvet, og den tid har ofte været beskrevet firkantet og sort-hvid. De gode og de onde. Da jeg skrev 'Efter drabet', kunne jeg se, at virkeligheden var mere kompliceret, end jeg troede, og i dag har jeg fået langt større respekt for de modstandsfolk, der evnede at holde deres sti ren«. »I den nye bog skriver jeg om dem, der arbejdede for tyskerne, og de er hidtil blevet fremstillet som ubegavede eller bare fanatiske nazister, men så vidt jeg kan se, har mange af dem ikke haft et ideologisk projekt«. »De har ikke været nazister, og de har haft mange forskellige, nogle gange uforståelige motiver til at arbejde for tyskerne. Nogle af dem har nydt livet, fordi der her var adgang til masser af spiritus, tobak og penge til at gå på restaurant. Spænding, fest og dramatik. Og så var der også sex og damer«, siger Peter Øvig Knudsen. Private motiver Et af de usædvanlige træk ved hans bog er netop, at han i 'Birkedal' bevæger sig om ikke ind under huden på personerne, så i hvert fald ind under tøjet på dem, ind i intimsfæren, og han mener, at private motiver - følelsesmæssige og erotiske - formentlig har spillet en langt større rolle for, hvad folk har bedrevet under krigen, end man hidtil har talt om. Det var da også en af Ib Birkedals mange kvinder, der satte Peter Øvig i gang med bogen om Birkedal. Det var denne kvinde, Nina Danielsen, der ringede til ham. Og det var hende og den nu afdøde forfatter Villy Sørensen, der på hver sin måde sporede Øvig ind på historien om de danskere, som arbejdede for tyskerne - og betalte prisen for det. »På et tidspunkt diskuterede jeg de danske stikkerlikvideringer med Villy Sørensen, og efter hans mening var det langt vigtigere at beskæftige sig med de henrettelser, som den danske stat stod bag efter krigen«. »På det tidspunkt havde jeg lige skrevet om de 400 stikkerlikvideringer, så jeg kunne næsten ikke klare at skulle skrive om de 46 henrettelser også«, fortæller Peter Øvig Knudsen. Uskyldig eller ... Derfor kom han heller ikke i gang med at undersøge sagen, før han for et par år siden fik opringningen fra den da 84-årige Nina Danielsen. Hun hævdede, at hun blev uskyldigt dømt i retsopgøret. 16 års fængsel fik hun, fordi hun havde været stikker for Ib Birkedal og ageret lokkedue over for modstandsfolk, der via hende kom i kløerne på Gestapo i krigens sidste år. Nina Danielsen bad Peter Øvig skrive en bog om hendes historie. En bog, der kunne bevise, at hun var uskyldigt dømt. Nina Danielsen mente, at retssagen mod hende var en parodi. At hun i både byretten og landsretten blev dømt alene på to søstres udsagn. To kvinder, hvoraf den ene var gift med Nina Danielsens chef, en ingeniør, der ifølge Nina var erotisk besat af hende. Peter Øvig Knudsen fik fuldmagt til at gennemgå hendes sag i de officielle arkiver, og da han havde pløjet 21 kasser igennem, var han mere forvirret, end da han startede. »Uskyldig var måske ikke lige det rigtige ord at bruge om hende. Måske var hun bare erotisk besat af Birkedal«, siger Peter Øvig. Fortrængninger Under alle omstændigheder var hun en kvinde, der havde et meget specielt forhold til sin fortid. »Hun havde nogle helt præcise fortrængninger. Hun var i stand til at huske samtaler fra 1944 nærmest udenad, samtidig med at hun kunne sige, at hun aldrig fik en forsvarer i retten. Jeg kunne lægge flere og flere dokumenter frem for hende, og alligevel endte hun med at benægte stort set alt. En gang imellem havde jeg lyst til at åbne hjernen på hende for at se, hvordan der egentlig så ud«, siger Peter Øvig. Til gengæld er han stadig usikker på, hvor skyldig hun egentlig var i alt det, man anklagede hende for efter krigen. Hovedvidnet mod hende, en af Ib Birkedals folk, ændrede forklaring, da hendes sag blev behandlet i landsretten. I byretten havde han hævdet, at Nina Danielsen selv havde henvendt sig til tyskerne for at blive stikker. Storcharmøren Birkedal I landsretten bekræftede han Nina Danielsens forklaring om, at han en aften stødte ind i hende ud for Cirkusbygningen i København. Som undskyldning for den ublide medfart i mørket inviterede han hende på restaurant Den lille Hornblæser, og i den første tid lod han, som om han var frihedskæmper, og derigennem kom Nina Danielsen til at røbe forskellige modstandsfolk, som siden blev arresteret. Landsretten troede hverken på Nina Danielsen eller manden, der hed Arvid Waltenstrøm. Ifølge retten havde Nina Danielsen nærmest intet gjort for at advare de modstandsfolk, hun kendte, da hun blev opmærksom på, at Waltenstrøm arbejdede for tyskerne og Ib Birkedal, og retten troede ikke på Waltenstrøms nye forklaring. Han forklarede, at han havde løjet i første omgang, fordi hans velhavende hustru på dette tidspunkt havde indledt en separationssag mod ham, og han var derfor tilbageholdende med at afsløre sin amourøse forbindelse til Nina Danielsen, der i øvrigt via ham fik et forhold til storcharmøren Ib Birkedal. Skyldig? Uskyldig? Ingen svar Peter Øvig ved godt, historikerne vil efterlyse konkluderende kapitler, hvor læserne får besked på, om Nina Danielsen virkelig var uskyldig, eller om Ib Birkedal i virkeligheden var sindssyg, da han skulle for retten. Og at han derfor i virkeligheden ikke burde have været henrettet. I hvert fald opførte han sig med stor konsekvens som en sindssyg ved efterhånden ikke at forstå et eneste spørgsmål fra politi og retsvæsen og ved at smøre sin celle ind i sin egen afføring konstant. Men forfatteren afstår fra svarene. »Hvis jeg havde tilføjet et 19. kapitel, ville læserne kun forholde sig til mine konklusioner. Det ville være en katastrofe, og jeg tror også, at alle andre end måske nogle få ældre historikere vil finde mit emne interessant. De nye generationer ved også utrolig lidt om besættelsen, og mange ved slet ikke, at vi i Danmark henrettede folk frem til 1950«, siger Øvig. Følsomt emne Efter bogen 'Efter drabet' ved han, at besættelsestiden er et følsomt område, og han forventer også denne gang et vist røre, når bogen udkommer. »Der vil nok komme reaktioner fra nogen, som får trukket tæppet væk under deres forestillinger om far eller morfar, og der vil givetvis komme reaktioner fra både Gestapofolk og efterkommere af de hundredvis af torturofre«. »Nogle vil være glade for at få historien fortalt, mens andre vil mene, det er for smertefuldt af få revet op i. For mange kaster de begivenheder skygger helt op til i dag. Det er også det, der gør emnet interessant for mig«, siger Peter Øvig. Han mener selv, at bogen har en vis lighed med instruktøren Kieslowskis film 'En lille film om kunsten at dræbe'. Her ser man først et brutalt drab. Derefter følger man statens kliniske henrettelse af morderen. Barokt forfærdeligt »En ting er, at folk skyder hinanden i en krig, hvor det ofte sker i en rus eller i et følelsesmæssigt kaos. En helt anden ting er, når et statsbureaukrati i fredstid skal aflive nogle af sine samfundsborgere«. »Det bliver mere barokt forfærdeligt, når bureaukraterne slår ihjel, for her er intet overladt til tilfældighederne. Når man skal straffe så modbydelige gerninger som i Birkedals tilfælde, så bliver statsapparatet meget grimt«, siger Peter Øvig Knudsen. I sin bog understreger han, at hvert et ord bygger på virkeligheden. Intet er opdigtet, men stammer fra dokumenter i Rigsarkivet, Landsarkivet, breve, politirapporter, retsreferater og psykiatriske journaler - plus interview, bl.a. med kvinden, som i første omgang satte ham på sporet af historien om Birkedal, uden at vide hvad hun egentlig satte i gang. »Jeg tror slet ikke, hun ville bryde sig om bogen«, siger Peter Øvig. Det slap Nina Danielsen også for. Hun døde, før han afsluttede arbejdet.