Da Peter Fogtdal fik udgivet sine første fem-seks bøger, vendte danskerne stort set det blinde øje til reolen. Opmærksomheden var til at overse. Han blev ignoreret. Og det irriterede ham. I dag klager han imidlertid ikke længere. De humoristiske romaner som 'Letmælksprofeten' og 'Skabsoptimisten' ligger mere end ti år tilbage, og den tidligere radiosatiriker har siden 1998 koncentreret sig om at skrive historiske romaner. Nomadiske træk »Jo mere alvorlig jeg er, jo bedre går det for mig«, siger Peter Fogtdal, hvis største succes har været 'Lystrejsen' fra 2002 om Frederik IV's rejser til Italien. Ændringen kom for alvor med romanen 'Drømmeren fra Palæstina' fra 1998, hvor Peter Fogtdal dykkede ned i sin bedstefars fortid. En bedstefar, hvis nomadiske træk forfatteren mener, han har arvet. Det er også bedstefaderens navn Huda, han siden har taget, og således kalder han sig Peter H. Fogtdal. Samtidsrelevans I sidste uge udgav forfatteren sin fjerde historiske roman i træk, og kritikerne kan stadig godt lide, hvad der kommer fra hans hånd. Der synes at være enighed om, at Fogtdal i sin forholdsvis korte roman med titlen 'Jupiters time' formår at skære ind til benet af de centrale temaer i den på én gang geniale og ualmindeligt besværlige Tyge Brahe, der til sidst måtte forlade Danmark. Men hvorfor overhovedet skrive historiske romaner? »Ja, man skriver dem i hvert fald ikke på grund af parykkerne og sølvnæserne. Man skriver kun historiske romaner, hvis de også kan sige noget om i dag, og det kan historien om Tyge Brahe«, siger Peter H. Fogtdal. Dansk smålighed Forfatteren mener, at historien viser noget om, hvordan vi i Danmark behandler folk, der stikker lidt op i forhold til den store grå masse. »I Danmark kræver vi, at alle opfører sig ordentligt, og det er jo den positive side af det. Den negative side er, at vi ikke kan lide at give nogen privilegier, selv om de er noget særligt«. »Jeg tror eksempelvis ikke, der var ét eneste land - ud over Danmark - der ville have undladt at give Wilson Kipketer statsborgerskab, så han kunne vinde en guldmedalje ved OL. Men, nej, det kunne han ikke få, for han havde kun boet her i fem år og ikke syv, som reglerne foreskrev«. »Det karakteristiske ved danskerne er vores smålighed, og vi behøver kun at stå i køen i Brugsen eller bevæge os ud i trafikken for at se det. Jeg havde på et tidspunkt besøg af en kvinde fra USA, der fandt det højst besynderligt, at hun aldrig så specielle biler eller biler i specielle farver i Danmark. Det er, som om ingen må skille sig ud«. En strid om Gud I 'Jupiters time' fortæller Peter H. Fogtdal, hvordan Tyge Brahe i starten får privilegier af Frederik II, men især om, hvordan glansen efterhånden bliver pillet af den store videnskabsmand. »Det skyldes selvfølgelig, at han opfører sig forfærdeligt over for alle, men den anden grund er, at han har en fuldstændig udansk selvtillid. Han mener jo, at han forstår Gud bedre end nogen anden«, siger Fogtdal. Tyge Brahes forhold til kirke og tro er - ud over den danske smålighed - et af de centrale temaer i 'Jupiters time'. »Jeg forsøger jo næsten altid at finde en trosvinkel på stoffet i mine bøger, og i min nye bog er det jo konflikten mellem den ortodokse, konservative lutheranisme, der kom frem netop på Brahes tid, og så Brahes indstilling om, at han kunne se Gud i naturen, i stjernerne og i urterne. Dybest set var han jo holist«, siger forfatteren. Uvidende forsøgskaniner I sin roman beskriver han, hvordan Tyge Brahe kommer i store vanskeligheder, fordi han ikke holder sig til at studere stjernerne fra sit observatorium på Hven. Han eksperimenterer også i lægekunsten og forsøger at finde frem til eliksiren, der kan kurere enhver sygdom. Og hans forsøg skaffer ham fjender i kirken. »Problemet er jo, at han giver sine eliksirer væk gratis, og det er med til at ødelægge kirkens forretning. Måske er der en vis form for humanisme i, at han forærer de nye eliksirer væk, men i virkeligheden er det nok mere prosaisk - han har brug for nogle forsøgskaniner, så han kan se, hvad der virker, og hvad der ikke virker«. Upassende astrologi Peter H. Fogtdal er også inde på et andet kontroversielt emne i sin roman. Astrologien. Selv om han ikke skilter med det i sin nye udgivelse, var hans første bog faktisk 'Kan man træde på en vandmand', og her tænkte han ikke på en af den slags, der irriterer badende om sommeren. Det var stjernetegnet, han refererede til. Også Tyge Brahe beskæftigede sig seriøst med astrologi, og det er normalt ikke noget, der står med stor skrift, når videnskabsmanden omtales. »Nej, der er et vist mål af historieforfalskning i det. Danskerne har lavet den konstruktion, at når Tyge Brahe var et geni og verdens første moderne videnskabsmand, så kunne han simpelthen ikke tro på det pjat (astrologien, red.)«. »Man kan også se, at en mand som Palle Lauring, som jeg ellers har respekt for, igen og igen skriver, at Brahe kun lagde horoskoper, fordi han var tvunget til det af kongerne, men at han aldrig var overbevist astrolog«. »Det er noget sludder. I 1598, tre år før sin død, skriver han, at han tit har lagt astrologien væk, men at han også har taget den op igen, fordi han mener, den er værd at beskæftige sig med, men at man bare skal være kritisk. Og selvfølgelig skal man da det, og jeg mener da også, at 80 procent af det, der foregår i astrologien i dag, er dybt godnat«, siger Peter H. Fogtdal. Blevet voksen Personligt er han dog meget interesseret i det spirituelle, og det kommer med garanti også til at fylde i hans kommende bøger. En af dem bliver måske endda en farverig beretning om, hvordan jyder i 1800-tallet blev bragt med skib til USA for at gå ind i mormonbevægelsen. De ankom til New York, rejste med tog til Nebraska og gik resten af vejen til Utah. Det vil i givet fald blive en roman, der omslutter to emner, der ligger ham på sinde. Det åndelige og trangen til at rejse. Peter H. Fogtdals romaner er efterhånden også på vej til udlandet. 'Flødeskumsfronten' fra 2001 er nu udgivet i Frankrig, og forfatteren håber, han lige så langsomt får større anerkendelse i Danmark også. »Der er en del på parnasset, der ikke kender mig, men det må komme. Der er forfattere, som påstår, at anerkendelse ikke betyder noget for dem, men det gør det da. Anmeldelserne betyder også noget, selv om jeg tager mere afslappet på dem i dag, end jeg gjorde i starten«. »Jeg er holdt op med at stå inde på Rådhuspladsen for at hente aviserne ved midnat. Måske er det noget med at blive voksen«, siger Peter H. Fogtdal, der efterhånden er blevet 48.