Norman Bates taler med Marion, der senere skal dø i brusebadet i Alfred Hitchcocks supergyser 'Psycho'. Hun lytter og stiller et par spørgsmål, mens hun smører en skive toastbrød og bagefter river den midt over. Der klippes kort til Norman, der sidder i en lænestol, og så tilbage til Marion. Nu er toastbrødet helt igen, og hun river det over en gang til. Norman fortæller om sin kontrollerende mor, og Marion spørger til, om han ikke har brug for sit eget liv. Imens spiser hun af toastbrødet, som nu igen er en hel skive - og der er endda kommet ost på. Skarp hukommelse Så forvirrende havde scenen i 'Psycho' næppe været, hvis Hitchcock havde haft danske Helle ansat. Helle er scripter, dvs. den person på en filmproduktion, der holder øje med, at detaljerne stemmer overens i forskellige optagelser af den samme scene, så man kan klippe den sammen, uden at toastbrødet opfører sig magisk, eller et telefonrør skifter fra hånd til hånd, når man går fra nærbillede til total. Helle husker alt - og så er hun i øvrigt hovedperson i 36-årige Steen Langstrups tiende bog 'Måne måne', som han udgiver på eget forlag efter at have været forbi først Høst og Søn og siden Gyldendal. Genert under overfladen Bogen er en psykologisk thriller, som begynder, da Helle modtager et modbydeligt videobånd i sit hjem i Frankrig samme dag, som hun får at vide, at hendes far ligger for døden i Danmark. Af uransagelige årsager nægter hun dog at tage hjem og sige farvel, men slår i stedet følge med en mystisk frihedselskende franskmand, der sætter hendes kontrollerede virkelighedsopfattelse på en skarp prøve. Og efterhånden står det klart, at der trods Helles fantastiske hukommelse er noget, hun ikke husker. Umiddelbart er der langt fra den tjekkede scripter til hendes forfatter, der møder op til interview i forvasket cowboytøj og med en hestehale, der får ham til at ligne en bisse. Det rå look huser dog en person, der i virkeligheden er ret sky, og hvis generthed viser sig i et usædvanligt lavt stemmeleje. Steen Langstrup er bestemt ikke den, der udbasunerer sine meninger. Faktisk mumler han så meget, at vi i løbet af interviewet bliver enige om, at det nok er bedst, hvis han selv holder båndoptageren, frem for at den ligger på bordet, hvor hans stemme risikerer at glide i ét med baggrundsmusikken. Personernes logik Det første, jeg spørger ham om, er, hvorfor han har valgt netop en scripter som hovedperson. »Før jeg fik min søn, som nu er fem år, gik jeg meget i biografen. Der var engang, hvor jeg havde set alt. Nu bliver det mere til videoer og dvd'er«, svarer han med et skævt smil. »Hvis en film ikke fungerer, kan jeg finde på at pille den helt fra hinanden for at finde ud af hvorfor. Mange tror, det er, fordi personerne mangler dybde, men det er snarere logikken i personerne, der går galt«. »Scripteren blev jeg opmærksom på, da jeg var inde og se, hvordan de lavede katastrofen med 'Kat' (filmatiseringen af Steen Langstrups første roman, red.)«. »Der sad Stine, en lidt stiv dame, ovre i hjørnet med en blok papir og greb ind, når der var noget, der ikke passede. Det ser man jo aldrig i 'The making of ...' - at der sidder én og har styr på, at citronen altså lå over isterningerne i colaglasset i forrige optagelse«. Dysfunktionel familie »Som regel er det kvinder med en rimelig fantastisk hukommelse, der har det job. Men hvis du spørger mig, hvorfor jeg har valgt en kvinde som hovedperson, ved jeg det ikke. I nogle af gyserne har det været for at gøre op med den almindelige kvinderolle i gysere, som bare er at skrige og dø - eller blive reddet«. »Men denne bog har jeg ikke luret endnu. Den har taget mig halvandet år at skrive, det er det længste nogensinde, og jeg har gang på gang spurgt mig selv: hvorfor gør jeg det her?«. »Så er det straks lettere at forstå, hvorfor jeg skriver om en dysfunktionel familie, for det kommer jeg selv fra«, siger Steen Langstrup og ser dyster ud. »Min mors motto var, at det værste, man kunne være, var en mand. Kun én ting i verden var værre, og det var en mand, der hed Langstrup«. Fascineret af koncentrationslejre Som barn boede Steen Langstrup i Helsinge, i et arbejderkvarter, der udviklede sig, efterhånden som huspriserne steg. Forældrene var flyttet derop i 1960'erne, »inden alle direktørerne kom«, men selv om familien havde et stort hus, var det så som så med det kulturelle dannelsesniveau. »Jeg fik engang en ordentlig skideballe i skolen for ikke at have slået en stil op«, husker han. »Jeg stavede som en brækket arm, og min lærer himlede op. Det eneste, jeg kunne sige, var: »Jamen, vi har ikke en ordbog. Vi ejer det ikke«. Det troede han selvfølgelig ikke på; men det var sandt. Det tætteste, vi kom på en ordbog i mit hjem, var Lademanns leksikon. Det var et typisk bogklubhjem. Lademanns bogklub«. Stemningen i barndomshjemmet var bestemt ikke god. »Hvis du ser billeder af mig omkring 18-års alderen, ligner jeg en anorektiker, fordi der var så meget stress omkring middagsbordet, at jeg lod være med at spise. Det var sgu ikke, fordi jeg gik rundt og ville være tynd«, fortæller han. »Senere er det gået op for mig, at grunden til, at jeg er så fascineret af koncentrationslejre, er, at jeg kender de psykologiske mekanismer ved at leve under vold. Jeg ved, hvordan det er, når der ikke er nogen regler - men du skal fandeme overholde dem!«. My way or the highway I dag har Steen Langstrup stort set ingen kontakt med sin familie. Han ser en søster, og det er alt. Derfor synes han også, at det er lidt 'sjovt', at to af læserne i det læserpanel, han lytter til i stedet for at have en forlagsredaktør, finder Helle usympatisk på grund af hendes uvilje mod at tage hjem til sin fars dødsleje. »Det er præcis den mekanisme, der gør, at dysfunktionelle familier holder sammen trods alt. Hvis et barn vælger at stå af, er det barnet, der bliver mistænkeliggjort. Der er ingen der tænker: Hold da kæft, det må der være en grund til. Men hvis man konstant stilles over for valget mellem 'my way or the highway', er det klart, at det ender med 'the highway'«. Hvad betyder det så for dig, at du nu har stiftet familie? »Det havde jeg heller aldrig troet, jeg skulle! Siden jeg var 14-15 år og begyndte at forstå, at familiemønstre går videre, har jeg været en hårdnakket fortaler for, at jeg aldrig skulle have børn. Jeg syntes, det skulle stoppe med mig. Da jeg mødte min kone, skulle jeg heller ikke have nogen kæreste igen. Men så banker man lige ind i en soulmate. Det er temmelig mærkeligt«. Fodfæste i faderrollen »Efter et par år fandt jeg ud af, at jeg alligevel godt ville have et barn. Men det var da lettere at beslutte, at jeg var klar til et forsøg end at leve op til det de første år, hvor det var meget skræmmende for mig at være blevet far. Det gik op for mig, at jeg vidste alt om, hvordan det ikke skal være, men intet om, hvordan det skal være«. »I dag synes jeg, det går meget godt. Nu kan jeg. Jeg hører til de forældre, der synes, at de voksne skal tage ansvaret. Børn skal sgu have deres søvn, som de skal have deres mad. Derfor er det også okay at sidde og spise foran fjernsynet. Det vigtigste er, at det er en rar situation«. »Noget andet er, at jeg ikke tror, at jeg nogensinde havde turdet stå så meget frem og sige den store Gyldendal midt imod, som jeg har været nødt til, da jeg lavede forlag, hvis ikke jeg havde fået min søn. Men der skete sgu et eller andet med mig, da jeg begyndte at finde fodfæste i faderrollen«. Over fornuftens grænser En af grundene til, at Steen Langstrup har startet forlaget 2 Feet Entertainment, er, at han var træt af redaktører, der blandede sig i alt, og han tror ikke, at 'Måne måne' ville være blevet den samme bog, hvis han havde været på et almindeligt forlag. Hvorfor tror du ikke det? »Den er for mærkelig. Det er min erfaring med redaktører, at hvis man skal lave noget, de ikke har set før, skal man helst kunne vise, at der er nogle andre, der har gjort det før! Og 'Måne måne' er nyskabende i sin måde at lege med plottet på«. »Jeg sender folk ud i en historie, der bliver mere og mere vanvittig. Den går over fornuftens grænser, månen falder jo ned og ruller efter hende på gaden. Og alligevel er man med. Og der er jo en forklaring på det«. Grafik som fortælleredskabPå et tidspunkt skriver du 'måne måne måne' over flere sider. Emil Bønnelycke gjorde noget lignende i 1919, da han i romanen 'Spartanerne' skrev 'kors kors kors' for at skabe et visuelt indtryk af en massegrav fra Første Verdenskrig. Er der en hilsen til ham i din roman? »Nej, dén var lige i min store gabende afgrund af uvidenhed. Jeg har set Stephen King gøre det engang i 'Ondskabens hotel'. Men kloge hoveder siger jo, at vi lever i en tid, hvor der ikke findes noget nyt, det hele er bare gentagelser. Nogen gange må man bare bruge gentagelserne på en ny måde«. »Når jeg lader Helle skrive 'måne måne måne' og senere 'Ingen måner! Ingen måner! Ingen måner!', samtidig med at en stor halvmåne toner frem i satsbilledet, er det, fordi jeg godt kan lide at bruge grafik som fortælleredskab. Jeg vil have, at det, man ser, skal tale imod det, hun skriver«. Tvunget til PontoppidanHvad er egentlig dit forhold til den danske litteraturhistorie? »Jeg tilhører nok en generation, hvor den vigtigste historiefortæller er film. Når folk taler om, at vi skal have en kanon i skolen, får jeg det lidt sådan ... vi blev tvunget til at læse Henrik Pontoppidan i skolen«. »Det var simpelthen så kedeligt, at jeg udviklede en teknik til at gennemskue, hvad en bog handlede om ved at læse den første halve side i hvert kapitel. Min lærer syntes jo alligevel ikke, at jeg duede til dansk, så jeg kunne sagtens narre ham til at tro, at jeg virkelig havde læst bogen«. »Især i de lidt ældre bøger er sproget tit meget indviklet, og det var svært for mig, da jeg var 15. Jeg har da læst noget ældre litteratur, men det har mest været udenlandsk. Det er for øvrigt et af kræftsymptomerne i dansk litteratur: Vi læser ikke hinanden mere. Vi læser amerikanere alle sammen«. »Hvornår har man sidst hørt om en dansk forfatter, der er inspireret af en anden dansker, især hvis det kommer til krimi og spænding? Det findes ikke. Men du kan sagtens finde nogen, der er inspireret af Elmore Leonard eller Stephen King«. Tegneseriestil »Nu er min søn blevet gammel nok til, at jeg kan begynde at give noget kulturelt videre. Men jeg løber altså ikke ud og finder Henrik Pontoppidan. Jeg går ned på biblioteket og låner Splint & Co. - dem med Spirillen. Så kan man sige, at det er, fordi det er et barn, men gu' er det ej!«. »Det er, fordi jeg synes, Splint & Co. er en af vores store perler. Franquin er en forbandet god historiefortæller. Han benytter krydsklip, hvilket gør ham flere vognlængder bedre end Hergé. I Tintin holdes personerne altid samlet, mens de i Splint & Co. er spredt«. »De mange vinkler intensiverer spændingen og gør det hele meget mere dobbelttydigt. Jeg har stjålet mine krydsklip direkte fra ham. Alle siger, at min stil er filmisk, men i virkeligheden er den tegneserisk«. Kultur og penge Steen Langstrup begyndte egentlig sin karriere som tegneserietegner. Han har tegnet, siden han gik ud af skolen, og levede i mange år af spaghetti og torskerognsmadder for at kunne lave, hvad han ville. Da han var 23, begyndte han så nærmest tilfældigt at skrive på det, der skulle blive hans debutroman, gyseren 'Kat' (1995). Men han har erfaret, at hverken litteratur- eller tegneseriemiljøet ser blidt på folk, der krydser mellem genrerne. »Da jeg debuterede, var der flere litterater, der reagerede på, at jeg havde lavet tegneserier før. De, der ikke kunne lide 'Kat', sagde, at dens uhygge måske ville virke i en tegneserie, men i en bog gik det altså ikke. Jeg skulle tage og pakke sammen og gå hjem. Nu har jeg så lige udgivet en tegneserie, og nu får jeg samme tur af tegneseriefolket«. »Inden jeg skulle promovere '10 år med Victor', tjekkede jeg, hvad der findes af tegneseriemiljø i Danmark i dag, og dér er skønlitterære forfattere virkelig nogen, man hader, for vi får jo mange flere statskroner, ikke«. »Det er jo altid det, kultur handler om i Danmark. Penge. Skønlitterære forfattere er meget rigere og får flere legater. - Ja, det gælder så ikke lige for mig«, indskyder Steen Langstrup med et smil. Indenfor i varmen Lidt roser er der dog begyndt at falde af. I februar blev romanen 'Stikker', der foregår under besættelsen, nomineret som dansk kandidat til Glasnøglen, der gives til årets bedste nordiske krimi. Det har medført flere oversættelser bl.a. til finsk. Steen Langstrup modtog sin nominering på forårets krimimesse i Horsens og gjorde den iagttagelse, at også krimiforfattere klynker: »Alle oplæg handlede om, at krimier gerne vil tages alvorligt. Helt ærligt! Jeg har lavet tegneserier, jeg har lavet horror, og jeg synes altså, man kommer indenfor i varmen, når man laver en krimi. På snobbeskalaen, der er det da nogle skridt opad for mig. Men måske er det generelt for den litterære verden, at den vil hellere klynke end gøre noget?«. Af med bh'en 'Stikker' var den første bog, Steen Langstrup udgav på eget forlag. Beslutningen om at sætte fødderne under eget forlagsbord kom, efter at han havde konstateret, at salgskurverne siden 'Pyromania', der udkom i 1996, havde været for nedadgående. Gyldendal solgte endnu færre bøger end Høst og Søn og udnyttede ingen sekundære rettigheder til film eller oversættelser. Enten måtte han give op som forfatter eller finde på noget. Og så fandt han på 2 Feet Entertainment. Nu står han selv for alle led i processen og nyder det. »F.eks. er det enormt sjovt at lave sine egne omslag. Du behøver jo ikke have gode fotografier for at lave et godt computerbillede«. »Da jeg lavede 'Måne måne' ville jeg gerne have en topløs pige på forsiden, men dér satte min kone grænsen. »Du får ikke nogen med hjem, du skal fotografere. Det er simpelthen udelukket«, sagde hun. »Nå«, tænkte jeg så og prøvede lidt mere: »Det er jo rent professionelt ...«. Men: Nix!«. Den søde magt »Så fandt jeg ud af, at man jo bare kan tage et billede af konen selv og tage bh'en af. Og så kan man sidde og lege med det og køre farver på og gøre det mørkt. Man kan lave alt. Kun fantasien sætter grænser«. »Det billede, der er på coveret af 'Måne måne' er taget på vores bryllupsferie, og det er også hende, der er på 'Stikker'. Det omslag lavede jeg med vilje lidt konservativt for at vise, at jeg kunne, men med 'Måne måne' turde jeg være lidt vildere«. »Det er det, der er det fantastiske ved at være sin egen forlægger: Ikke hvor mange penge, man tjener ekstra, selv om de er rare, men at man pludselig har magt over det hele. Selv om det er skrevet med et smil på, mener jeg egentlig mange af de frihedsting, der kører i 'Måne måne', ganske alvorligt. Jeg kunne f.eks. ikke drømme om at låne penge«. Frihed til forpligtelserEn af mine venner udfoldede for nylig en teori om, at frihed betyder det samme for mænd som kærlighed gør for kvinder. »Det tror jeg ikke, jeg er enig i. Jeg synes ikke, at afgrunden mellem kønnene behøver at være så stor. Jeg har altid haft pigevenner og har aldrig gået til fodbold; men jeg kan ret godt lide biler«, siger Steen Langstrup. »Min kone er så absolut min bedste ven, hun er den bedste ven, jeg nogensinde har haft, og sådan synes jeg, det skal være. Men det er klart, at hvis man først og fremmest prioriterer formen på brysterne, kan det blive svært at finde noget at snakke om«. »For mig består frihed ikke bare i retten til at skabe sig åndssvagt. Det kan også være en frihed at vælge at forpligte sig. Hvis frihed bare bestod i muligheden for at rende rundt og skyde hinanden som i computerspillene, var der jo ikke mange, der var frie ret længe, vel«.