0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den mentale mur står der stadig

Som tysker fra DDR føler man sig fremmed i sin egen kultur, siger Julia Franck, der kom i vesttysk flygtningelejr som otteårig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

FRA DDR. Julia Franck, der er født i 1970 i Østberlin, debuterede med romanen 'Der neue Koch' i 1997. - Foto: Jens Dresling

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Julia Franck var knap otte, da hendes mor efter fire forgæves forsøg fik udrejsetilladelse fra DDR til Forbundsrepublikken Tyskland i 1978.

Påskuddet var en fingeret forlovelse. Det var en familie på fem, der rejste: mor og fire døtre, med Julia og hendes tvillingesøster som de næstyngste. De yngste var et halvt år.

Optagelseslejren Marienfelde
De kom til at bo næsten et år på 10 kvadratmeter i en gennemgangslejr, og med basis i sine oplevelser der - men uden at det er selvbiografisk - har Julia Franck skrevet romanen 'Lejrbål', der netop er udkommet på dansk.

Den beskriver fire forskellige skæbner i optagelseslejren Marienfelde, da den kolde krig var på frysepunktet.

Således er en af personerne en amerikaner, der er forhørsleder for CIA.

Selvstændige kvinder
I Vesttyskland fik Julia Franck en fjerde søster. Alle de fem piger - undtagen tvillingerne - har forskellige fædre, som moderen, der var skuespiller, aldrig levede sammen med.

»Min mor var en meget selvstændig og selvbevidst kvinde og var aldrig økonomisk afhængig af en mand«.

Som 13-årig foretrak Julia Franck da også at flytte hjemmefra. Hun er nu 34 og har skrevet tre helt anderledes, upolitiske bøger før gennembruddet med 'Lejrbål'.

Hun bor i Berlin med sine to små børn og drager hele næste år til Rom på et af Tysklands mest eftertragtede forfatterstipendier.

Stolthed over fortiden
Hvorfor har De skrevet 'Lejrbål'?

»Det var længe tabu at tale om den tid og om konkrete personlige erfaringer - også i min familie. Vi talte næsten aldrig om de måneder, vi levede i lejren. For tre-fire år siden fortalte jeg i et interview, at vi havde været i flygtningelejr, og så ringede min tvillingesøster forskrækket og rasende til mig og spurgte, hvorfor jeg havde sagt det offentligt«.

»Hun havde skjult det for sin svigerfamilie i ti år, og nu var svigermoderen blevet interesseret og nysgerrig. Og det var så pinligt for min søster, at hun havde siddet i ti år ved deres jule- og påskeborde uden at nævne det en eneste gang«.

Fordi hun skammede sig?

»Ja. Og netop for at komme på sporet af denne skam, som jeg også selv kendte, begyndte jeg at tænke over, hvorfor man skammer sig over at tale om en ubehagelig erfaring. Fortiden varer ved i østtyskernes mindreværdsfølelse her 15 år efter Murens fald«.

»De skammer sig over deres fortid, og for at overkomme denne skam udvikler de denne mærkelige nostalgi, kaldet Ostalgie, en stolthed over de idealer og den kultur, der var«.

Spaltet samfund
Kan man sammenligne det med skammen hos gamle nazister?

»Netop. Det har ikke kun med Muren at gøre, men med en meget gammel tysk spaltning. Det tyske samfund bestod jo af et bredt spektrum af tyskere med forskellig tro og herkomst«.

»Og fordi nazisterne tog patent på at være rigtige tyskere og udelukkede og sågar udslettede de andre, har de spaltet samfundet på en måde, vi stadig mærker. De allieredes deling af Tyskland i sektorer var en umiddelbart geografisk konsekvens af det, og nu udspalter vi igen 'det onde' i noget uden for os selv«.

»De 'vesttyske' konfronteres mindre med deres egen skyld og skændsel, fordi de kan projicere det over på østtyskerne, som nu får skylden for alle dårligdomme. På samme måde projicerer østtyskerne naturligvis deres utilfredshed over på vesttyskerne«.

Forringede forhold
Mange af Julia Francks mors (barnløse) venner flygtede sidst i 1960'erne og først i 1970'erne, og hver gang blev hun og alle andre i omgangskredsen underkastet ugelange forhør om aktiviteter i undergrunden, om venskaber og sammenhænge.

Det blev uudholdeligt, ydmygende og skræmmende, og hun indgav første gang udrejseansøgning i 1974. Det betød automatisk, at hun ikke kunne arbejde som skuespiller mere. Hun havde ellers været flittigt benyttet og økonomisk uafhængig, havde en god lejlighed og børnehave til børnene.

»På de punkter var kvinder emanciperede i DDR. Hun var ikke helt klar over, i hvor høj grad hendes forhold ville blive forringet i Vesten«.

»De færreste østtyskere havde forestillinger om de økonomiske uligheder i Vesten; de var jo drevet af fantasien og forhåbningerne til friheden - herunder bevægelsesfriheden. Og selv om sproget er det samme, var vi helt afskårne fra information om Vesttyskland«.

Levede i uvidenhed
Var I børn taknemmelige over, at jeres mor tog jer med til det sagnomspundne Vest, eller var I bange?

»Jeg tror ikke, børn nogensinde rejser langt væk frivilligt - væk fra deres lille horisont og deres legekammerater. Især ikke, hvis det er uvist, om de nogen sinde kan vende tilbage«.

»Vi børn fik intet at vide, før udrejsen var bevilget. Min mor vidste jo, at der var spioner overalt og ville ikke bringe os i forlegenhed, hvis vi blev udspurgt af lærere og naboer«.

Sorte får
Den trange plads, atmosfæren af mistro og diffus angst og forskræmthed og rent konkret den indelukkede luft i lejren, hvor 15 personer delte toilet og køkken, husker Julia Franck stadig.

»I og med at jeg har oplevet det sammen med en tvillingsøster, husker jeg det måske også bedre, end hvis jeg ikke havde haft nogen at dele det med, mens det foregik ...«.

Ligesom et af børnene i 'Lejrbål' blev tvillingsøsteren trampet på af en bunke lokale børn på vej hjem fra skole, så hun måtte to uger på hospitalet ... Lejren skabte sit eget mikrokosmos, og i det hierarki var russerne de laveste, så kom polakkerne, og tjekkerne r