0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hip Hop Hurra

Fotografen Martha Cooper var med, da hiphop-kulturen blev født for 25 år siden i New York. Nu udkommer hendes billeder i fotobog med portrætter af et ungt miljø på kanten af loven.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

HØJT AT FLYVE. The Rock Steady Crew var en af de første og mest legendariske break dance-grupper - b-boys - som blev etableret i 1970'erne i Bronx, New York. - Foto: Martha Cooper

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da musikkens mest uvorne unge, hiphoppen, stadig rendte rundt i de deprimerende ghettoer i South Bronx, luskede en lille hvid kvinde rundt i udkanten af de støjende grupper af unge, sorte mænd.

Med sit kamera fangede og forevigede Martha Cooper, som hun hedder, det, der i dag er verdens mest magtfulde ungdomskultur med et hav af dyre tøjmærker, sit eget, globale sprog, håndtegn, film, musik og selvfølgelig respekt. Masser af respekt.

Før begrebet hiphop eksisterede
I fotobogen 'Hip Hop Files 1979-84' inviterer Martha Cooper nu på en rejse tilbage til de rå gadehjørner, hvor kulturen fødtes som en bastard af de tre undergrundsfænomener: graffiti, breakdance og rap.

I 1977 - fem år før begrebet hiphop overhovedet blev kendt i sproget - var Martha Cooper fotograf på New York Post, storbyens nærgående tabloidavis.

Hver dag slog hun et slag gennem de sorte ghettoer på Lower East Side på Manhattan på vej til avisen for at aflevere dagens billeder.

Tidlige graffitikunstnere
»Jeg var meget fascineret af de unger i gaderne, som drev rundt og indimellem foretog sig nogle meget kreative ting«.

»Jeg brugte de sidste billeder på mine film i forsøg på at fange det, unge foretager sig, når deres forældre ikke ser på«.

»En dag spurgte en knægt mig, hvorfor jeg ikke fotograferede graffiti. Dengang forstod ingen, hvad det var, ungerne sprayede på togvognene - vi troede, at det var sjofle budskaber«.

»Men drengen, Eddie, viste mig en notesblok, hvor han havde tegnet en skitse af det, han skulle ud at male om aftenen. Jeg tog med ham og blev introduceret til nogle af de tidlige graffitikunstnere i New York ved en tilfældighed«, fortæller Martha Cooper fra sit hjem på Manhattan.

Fotogent miljø
Snart begyndte hun at følges med graffitimalerne på deres ruter og fik helt unikke fotos af et råt miljø i sin spiren. Det var sjældent fotos, som endte i avisen, for den ulovlige graffiti var ikke noget, man ønskede at promovere.

»Men de unge kunne mærke, at jeg respekterede dem, og de respekterede mig for mine fotografier. Jeg blev begejstret for deres miljø og bestemte mig for at prøve at vise, at det var kunst gennem mine fotos«.

»Det har altid været miljøet snarere end kunsten, det være sig dans, graffiti eller musik, som har fascineret mig. Det er miljøet, der er fotogent og ikke hiphop-musikken som sådan«, forklarer Martha Cooper.

Optøjer? Næh, dans!
Siden var hun ude i kvarterne i New York stort set hver dag for at følge sine nye, unge venner. I 1980 hørte en redaktør på New York Post, at der var optøjer i det sorte kvarter Washington Heights og sendte Martha Cooper ud for at fotografere.

»Politiet havde anholdt en hel masse små drenge, men ikke på grund af optøjer, for det var der ikke tale om. Drengene havde bare opført en speciel og meget voldsom dans, breakdance«.

»Politifolkene anede ikke, hvad det gik ud på, og derfor havde de anholdt hele banden. Men da drengene blev løsladt igen, viste de mig ude på gaden lige uden for politistationen, hvad deres dans gik ud på. Og jeg begyndte at fotografere«.

»De kæmpede om hinandens T-shirts i dansen, så man skulle hele tiden finde på noget nyt og vildere. Men historien kom aldrig i New York Post. De var mere interesserede i optøjer end en uskyldig dansekonkurrence«, siger Martha Cooper resignerende.

Fælles sprog
Hun var selv fanget ind af miljøet og var året efter med til at arrangere den første egentlige hiphop-event i New York med dj's, rappere og breakdancere samlet under navnet 'Graffiti Rock'.

Ugemagasinet Village Voice bragte en stor artikel om fænomenet med Martha Coopers fotos på forsiden. Og så fik de nye begreber pludselig gennemslagskraft.

»I virkeligheden var breakdance ved at gå i sig selv igen på det tidspunkt, men artiklen gav miljøet tro på, at de kunne blive eksponeret og set for det, de kunne. Så det hele blomstrede voldsomt op efter det«.

»Og jeg forsøgte at fotografere så meget som muligt, for det var meget fascinerende at følge, hvordan disse unge forsøgte at give udtryk for sig selv gennem dansen, musikken og deres malerier«.

»De kom fra intet og havde ikke udsigt til noget, men her fandt de et fælles sprog, som de var stolte af og som var dybt fascinerende for mig«, siger Martha Cooper.

»Hvordan tør du?«
Hun holdt sig altid i yderkanten af miljøet med sit kamera, selv om hun fik mange fans på en gryende hiphop-scene. Mens de hvide kolleger på avisen undrede sig over, at Martha Cooper overhovedet turde færdes i de kvarterer og miljøer.

»Jeg har da ofte mærket, at jeg var i områder, hvor det egentlig var farligt. Men når man har kameraet med, er det, som om der et slags skel mellem en selv og den barske virkelighed, man prøver at skildre. Og jeg har forsøgt at beskytte mig selv ved at tage så lidt udstyr med som muligt og aldrig rende rundt med de dyreste kameraer«, siger hun.

Siden 1984 har Martha Cooper ikke beskæftiget sig med hip hop, selv om hun fortsat er populær i miljøet for sin indsats til fremme og forståelse for det, der engang blev betragtet som støj og vandalisme.

På sporet af en svunden tid
»Efter 1984 holdt jeg op med at følge hiphop, fordi det allerede var blevet et verdensomspændende fænomen. Jeg foretrækker det ukendte frem for det kendte og vil helst opdage nye ting med mit kamera«.

»Derfor har jeg fotograferet andre undergrundsfænomener siden, især i New York. Men jeg er aldrig stødt ind i noget, der i den grad tog fart som hiphop. Jeg var vel bare heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og heldigvis i stand til at holde fingeren fast på udløseren«, siger Martha Cooper.

Takket være hendes indsats for 20