0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fo & folket

Den store italienske teatermand Dario Fo har lige udsendt sine barndomserindringer på dansk. Hjemme i Italien er han stærkt optaget af en anden barndom: Europas. Politiken traf ham i Bologna.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han kommer tøffende med en lille blå sømandskasket på sit højt løftede hoved.

Ligesom Bergman og de Gaulle er han en af disse store gamle mænd, som lægger nakken lidt tilbage og skuer ud over en vældig næse.

Europas barndom
Dario Fo er bare også en lille dreng, hans ansigt er åbent som en babys, øjnene store og nysgerrige, og benene går på ham i en rullende gangart med højt løftede knæ, en gangart, som sikkert sidder i ham helt fra barndommens sejladser på Maggiore-søen i det nordligste Italien.

Her er han født og opvokset, og erindringsbogen fra nul til syv år, 'Flagermusenes landsby', er lige udsendt på dansk.

Derfor vil han gerne møde Politikens udsendte en varm italiensk lørdag i september og fortælle om det, der optager ham mest lige nu. Det er ikke hans egen barndom, men Europas.

Domkirken i Modena
Dario Fo er fascineret opslugt af middelalderen, som han kalder »de frie menneskers tid« i sin nyeste bog, 'Il tempio degli uomini liberi'.

En bog myldrende af lystne djævle, fromme skulpturer, smukke kvinder og stor arkitektur - alt sammen billedrigt manipuleret i stærke farver af fatter Fo selv, for man skal ikke glemme, at denne teatermand, som fik Nobelprisen i Litteratur i 1997, oprindelig er noget helt tredje, nemlig kunstmaler.

Udgangspunktet for hans billeder og beretninger i den nye bog er domkirken i Modena, som også er tema for den forestilling, han for tiden rejser Italien tynd med. Forestillingen er blevet til et tv-show på Rai 3, den eneste kanal, som ikke er aldeles i lommen på Berlusconi.

Forestilling og forfatter
Og man skal ikke tage fejl: Når Dario Fo fortæller om middelalderen, så handler det også om, at Berlusconi er en skandale. Af samme grund har il cavalière, 'ridderen', som italienerne kalder deres korrupte premierminister, i årevis søgt at holde Dario Fo væk fra tv-skærmene, der i det hele taget er kemisk renset for regeringskritik:

»Men nu tør han ikke spærre for mig længere. Han er ligeglad med de italienske reaktioner, men frygter de internationale, og lige nu spilles mine forestillinger 400 forskellige steder rundt på kloden«, griner Fo alvorligt, for han er lige blevet ringet op på sin mobiltelefon ...

Pronto!

... af en kendt kvindelig satiriker, som er blevet censureret helt væk fra de offentlige kanaler. Det er så for resten et lille problem, når man skal interviewe Dario Fo ...

Pronto! Ah, ciao Carla!

... at hans mobiltelefon ringer ca. hvert andet minut under afspilning af en betydelig del af den italienske sangskat. Det er svært ...

Pronto! PRONTO?

... for en lille dansker at holde tråden, når der hele tiden er en ny italiener på tråden. Og da Fos charmerende forlægger sidder ind og finder spørgsmålene til Fo så stimulerende, at han ivrigt selv må svare på dem, går det yderligere ud over overblikket. Men alt forladt, forlæggeren havde givet en pragtfuld frokost. Og når det kommer til stykket: Fo er jo mindst lige så meget en forestilling, som han er forfatter.

De unges kærlighed
Vi er i Bologna, middelalderbyen med de tusind buegange og et tårn så skævt, at dét i Pisa er en lodret linje i sammenligning. Byen har bogmesse for kunstbøger, og Dario Fo er her for at promovere sit nye værk om domkirken i Modena.

Han og hans sømandskasket har taget toget fra Milano, selv er jeg lige raslet ind fra Rom, og vi når kun et buongiorno, før det gælder om at komme ud i byen og finde den berømte bolognesiske kogekunst. Der er bord til os på Ristorante Buca San Petronio, men Dario Fo tager ikke bare plads.

Først er han inde og ude og alle vegne for at snuse, hilse på, forhøre sig om dagens råvarer, vinenes muligheder, den unge tjenerpiges navn og alder og familie og kæreste. Da han omsider får sat sig ned, er der ligesom kommet noget velsignet over hele restauranten, gæsterne er blevet klar over, at her sidder selveste Fo, og de elsker ham.

»Især de unge«, siger forlæggeren: »De unge elsker ham - de ældre deler sig efter politisk anskuelse«.

»Hvor er din kæreste?«
Vi får syn for sagn. Knap har vi fået nippet til forretten med lidt lasagne, cannelloni og tortellini alla panna, før den første unge pige står genert trippende ved bordet og spørger Dario Fo, om hun måske kunne få en autograf i sin bog om domkirken i Modena, for den havde hun lige i tasken.

Fo klapper hende på kinden, smiler sit store, altfavnende og verdensberømte smil, spørger, hvad hun hedder, hvor hun kommer fra, og om ikke hun har en kæreste.

Da Manuela forsigtigt udpeger sin Rafaello ved et af bordene, gør Fo en forestilling ud af at få ham hidkaldt og begge bænket ved vores bord, mens han tegner og skriver bredt og flot og langt i bogen, og til sidst dypper sin store gamle og lidt rystende pegefiner i vinen, som forsigtigt tværes ud som skygger på tegningen. Det bringer lykke. »Pas godt på jer selv, børn!«.

Universets skød
Vi er i Italien. Vi er sammen med en elskelig 78-årig teatermand, der endnu i dag er pavestolt af sin anarkistiske far, og som siger om sin mor, at hun »var hævet over enhver sammenligning (...) duften af hende fik mit mundvand til at løbe (...) hendes varme opløste enhver frygt: Jeg befandt mig simpelt hen i universets skød!«.

Det siger sig selv, at denne Dario har man ikke for sig selv lige midt i Bologna. Knapt har Manuela og Rafaello rejst sig fra vores bord, før de afløses af nye unge mennesker med stjernelys i øjnene, og på vejen tilbage til hotellet er det lidt ligesom at følges med paven, når han velsigner sine mange små lam på Peterspladsen.

Dario Fo er ét med alle disse mennesker, som strømmer ham i møde, og da han i et hjørne af domkirkepladsen får øje på et bord med underskriftindsamling for et eller andet venstreorienteret, styrer han hen f