Det begyndte med en byld i røven. Det kan sikkert siges pænere. At den franske kong Ludvig 14. led af en smertefuld betændelse et unævneligt sted. Men en byld var det. Og den sad så sydligt, som den kunne, når man fraregner benene. Solkongen var en modig mand. Han besluttede sig for at lade sig operere, og i 1686 foregik den slags uden bedøvelse og desinficerende midler. Og med livet som indsats. Starten på en ny verden Operationen lykkedes. Kongen overlevede. Men det var først, da det franske akademi 26. januar 1687 trådte sammen i fuld galla for at fejre den lykkelige udgang, at bylden for alvor skrev sig ind i verdenshistorien. Under festlighederne blev der læst et digt op, skrevet af akademiets direktør, Charles Perrault. Og med digtet lykkedes det ham ikke alene at fornærme stort set samtlige de fremmødte, men også at indvarsle en ny verden. Den moderne. Gudsbespottelse I sin begejstrede hyldest til konge og kirurg fik Perrault sagt, at tidens naturvidenskabsmænd i hans øjne var mindst lige så dygtige som antikkens, og at de måske ville blive endnu bedre. Med andre ord: At verden udvikler sig. Og i det herrens år 1686 var det ikke bare dumt sagt. Det var gudsbespottelse. »Dengang mente man, at verden var skabt god fra Guds hånd, men at mennesker i al deres syndighed ikke kunne lade være med at ødelægge den«, siger historikeren Søren Mørch, der arbejder på en bog om, hvordan det gik til, at verden blev moderne. Det mærkelige gennembrud Endnu er svaret nu ikke dukket op, siger han. »Og det bliver mere og mere mærkeligt, jo længere jeg arbejder med det moderne gennembrud. At det overhovedet fandt sted. Og hvor meget det fandt sted«. I fjor fik Søren Mørch Danmarks Radios Rosenkjærpris og med den en forpligtelse til at holde fem radioforedrag. Derfor kan man fra i dag til og med fredag høre, hvad han foreløbig har fundet frem af eksempler på 'moderne gennembrud'. Begivenheder, tanker og tekniske landvindinger samt mere eller mindre tilfældige hændelser, der førte til, at den faste verden blev flydende, og jordens befolkning kastet ud i den altomfattende omvæltning, vi stadig tumler videre i. Personlig evighed Til daglig oplever vi måske verden som fast og os selv som uforanderlige, men ingen af os er helt den samme slags menneske, som vi var for 10 år siden. Vores blik på verden forandrer sig. Og vores måde at agere i den på. Vi overser det bare, fordi vi ikke kan huske, hvordan det var, før computeren blev opfundet, og man kunne rejse overalt. »Den voldsomme forandring er svær at få øje på i sit dagligliv, fordi vi selv synes, at vi er den samme i dag, som vi var i går«, siger Søren Mørch. »Vi lever jo i hver vores lille evighed. Det opleves, som om tingene altid har været sådan her og vi tænker, at så anderledes tænker man jo heller ikke. Men det tror jeg, at man gør«. Det moderne blik Indtil for 200 år siden havde enhver menneskelig civilisation forstået livet på nogenlunde samme måde. Uanset om man var græker, kineser, inder, araber eller indianer mente man, at verden var styret af det guddommelige og mennesket bestemt af sit forhold til det. Derfor var også opgaven den samme. Om man var kunstner, videnskabsmand eller bonde: At rette ind efter Guds vilje, udtrykke de evige værdier i sit liv og arbejde og ikke forsøge at forbedre skaberværket. »Og så pludselig kunne man være ateist. Det var jo en næsten ubegribelig forandring«, siger Søren Mørch. For det moderne menneske er der ingen eviggyldige sandheder. Værdierne forandrer sig undervejs. »Vi har et moderne blik på verden. Det moderne i kunst og tanke handler om at lade være med at falde ned i dybsindighed og søge nogen dybere mening. I stedet prøver vi at få øje på overfladen. At se verden, som den er«. Men hvordan blev det sat i gang? Denne mentale og materielle lavine, som stadig gør det til en besværlig, men også foranderlig og interessant oplevelse at være menneske. »På mange måder«, lyder svaret fra Søren Mørch. Månemændene Forskellige steder, på forskellige tidspunkter og med de besynderligste deltagere. Som de 18 barfodede herrer, der 8. september 1522 kom sjoskende fra havnen i Sevilla mod domkirken for at takke den almægtige, som havde bragt dem levende tilbage efter tre års jordomsejling. Magellans ekspedition. Og at de 18 mand var vendt hjem igen, var i sig selv beviset på, at ethvert sødygtigt fartøj kunne sejle til de fleste steder på Jorden og vende tilbage. »Det åbnede jo for fantastiske perspektiver«, siger Søren Mørch. Hidtil havde forskellige civilisationer udviklet sig hver for sig. Med ringe eller slet ingen forbindelse. Nu handlede folk pludselig med hinanden, fik de samme sygdomme og spiste de samme fødevarer. Eller som Søren Mørch formulerer det: »Verden var blevet én«. Der var 'Månemændene', en flok kvikke engelske handelsfolk, som i anden halvdel af 1700-tallet samledes hver mandag efter fuldmåne og diskuterede. »De mødtes ved fuldmåne, fordi det ellers var så helvedes buldrende mørkt, at de ikke kunne finde hjem igen«, griner Søren Mørch. Storbyens fødsel Den ene hed Erasmus Darwin. Han var læge og bedstefar til Charles Darwin. En anden opfandt dampmaskinen. En tredje opdagede luftarterne ilt og brint, hvor man hidtil havde ment, at verden bestod af de fire elementer ild, vand, jord og luft. Der var en herre, der fremstillede porcelæn. Og sammen lagde de 12 grunden til den industrielle revolution. »Selv sagde de, at de talte om filosofi. Vi ville kalde det naturvidenskab. Altså, hvad består vand af? Det måtte de vide, for at få dampmaskinen til at fungere. Det var forretningsfolk. De skulle ud at tjene penge på det . Så de lavede termometre. Og kanaler, så man kunne sejle porcelæn tværs gennem Sydengland på pramme«, fortæller Søren Mørch. Den industrielle revolution begyndte med, at Jordens befolkning voksede. Tidligere var væksten altid blevet afløst af tilbagegang. Men i 1730 - efter næsten tre århundreders ubrudte vækst - gav folketallet sig pludselig til at stige dramatisk. Og den kurve er fortsat samme vej lige siden. »Det er meget mærkeligt. Ingen har rigtig kunnet forklare hvorfor«, siger Søren Mørch. I Kina brødfødte man de mange nye ved at forædle landbruget og holde folk på landet. I England var der ikke plads til flere på landet, så her søgte folk til byerne, som blev til storbyer. Og den moderne verdens vugge. Flydende normer England importerede råvarer og eksporterede færdigvarer og måtte derfor udvikle søfarten. Handelsfolk fik politisk indflydelse. Det førte til flere krige betinget af handelsinteresser, hvilket igen nærede våbenindustrien. Byen voksede. Den moderne verden vågnede. »Det moderne trives i byer. For byen forandrer sig, der er afstand mellem folk, og det isolerer individerne«, forklarer Søren Mørch. På landet kunne man bytte sig til det fornødne. I byerne måtte man bruge penge. Her var man ikke længere afhængig af årstiderne, der var lys dag og nat, og sådan blev bymennesket befriet for flere både praktiske og sociale begrænsninger. Og som Søren Mørch udtrykker det: »Det moderne menneske har ingen rødder«. Familiens hierarki mistede sin styrke i byen, arbejdet var ikke længere bundet til jorden, og også den sociale kontrol med den enkelte aftog. »Det skabte en individualitet, man ikke havde kendt før«, siger han. »Normerne blev flydende«. Oprør mod det moderne I begyndelsen af 1894 blev en fransk kaptajn ved navn Dreyfus arresteret for spionage og idømt livsvarig deportation til Djævleøen. Uretfærdigt, skulle det vise sig. Og det næste tiår var det ganske Europa optaget af sagen. Mange protesterede. Og til slut blev dommen annulleret. »Det var et meget vigtigt gennembrud«, siger Søren Mørch. »For det stillede den enkelte lige med staten. Uanset at man var jøde, rig, arrogant og irriterende, havde man samme ret som enhver anden. Det er nyt og meget moderne, at vi alle er individer med de samme rettigheder. Det slås vi så stadig med. For et ordentligt moderne menneske må jo ikke definere folk efter deres slægt, blod eller race«. Allerede under Første Verdenskrig talte man om en tysk ånd og en engelsk. Den engelske var den moderne. Her kunne værdierne gøres op i penge, tælles og forandre sig med omstændighederne. De tyske værdier var evige. Det var fædrelandet, blodet og en sund sjæl i et sundt legeme. Senere blev nazismen på sin egen besynderlige måde også et oprør mod det moderne. »Nazisterne var jo meget avancerede rent teknisk, og de ville jo ikke selv sige, at de var imod det moderne. Men de var anti-modernistiske. De ville måske sige, at de gjorde oprør imod overfladiskheden, opløsningen af værdierne og overdreven materialisme«, siger Søren Mørch. Gradbøjning af værdier Også i Japan var der under Anden Verdenskrig en stærk reaktion mod det moderne. Så blandt meget andet var Anden Verdenskrig også en krig mellem det moderne og reaktionen imod det. »Det var heller ikke noget tilfælde, at det var jøderne, Hitler var efter«, siger Søren Mørch. »For jøderne var bymennesker. Det var de henvist til. De havde jo ikke noget hjemland. De var handelsmænd og dyrkede det moderne«. Jøderne var uden troskab, sagde man i Europa. Uden tilknytning til jorden og blodet. Den gamle verdens evige værdier. I dag bekæmper de såkaldte fundamentalister det moderne, fordi de opfatter de flydende værdier som et forfald, mener Søren Mørch. »Og det er da rigtigt, at når man begynder at gradbøje værdierne, bliver alting relativt, og det kan der også være noget betænkeligt ved«, siger han. »Men ... og det er mærkeligt ... for samtidig er de jo gennemsyrede af det moderne. Også i deres kamp. Jeg mener, de fløj jo ind i World Trade Center«. Ensrettet vej Den gamle verden brød selvfølgelig ikke sammen, bare fordi et skib sejlede rundt om kloden, 12 engelske forretningsfolk mødtes i måneskinnet, og en konge på lykkelig vis fik fjernet en byld i bagen. De moderne gennembrud er mange. Fra opfindelsen af bogtrykkerkunsten og til Charles Darwins kortlægning af, hvordan mennesket og dyrene selv er væsener i udvikling. I sin bog 'Lualaba' overførte den nu afdøde retsmediciner Preben Geertinger klodens 4,5 milliarder år lange historie til en urskive, så den svarede til viserens tur rundt på skiven i løbet af 12 timer. I den skala opstod livet efter tre timer, mennesket først for fem sekunder siden, og de seneste 100 år varer kun den sidste en tusindedel af et sekund. Det er den moderne verdens historie. »Og det er gået stærkt i det øjeblik«, siger Søren Mørch. Siden vi med damplokomotiv i 1825 for første gang kunne bevæge os lige så hurtigt som andre dyr, til vi i 1969 skød af sted mod Månen med 39.000 kilometer i timen. Én ting synes Søren Mørch sikker på: Fra det øjeblik, menneskeheden slog ind på det moderne spor, var der ikke længere nogen vej til bage. »Det er en ensrettet vej«, siger han. »Det er ligesom et spejlæg. Man kan ikke fortryde det og putte det tilbage i æggeskallen«. Verdens ende Fremtiden får man ham ikke til at tale om. Heller ikke, hvis man lige så forsigtigt spørger, hvornår han tror, at den moderne omvæltning ender. »Jeg ved ikke, om den ender«, siger han bare. Men hvis han skulle være helt ærlig, tror han vist, at ikke bare moderniteten har en ende, men hele civilisationen som vi kender den. I hvert fald citerer han Preben Geertinger for at have skrevet, at vi ikke skal bekymre os om global opvarmning. For når vi skal herfra, bliver det nok en ny pest, der sørger for billetten. Så bliver det måske igen naturen, der skruer ned for fænomenet homo sapiens. Noget, den bare glemte i nogle århundreder og derved uforvarende skaffede os byerne, burgerne og det abstrakte maleri på halsen. Og i et øjeblik gjorde os moderne.