Hun er lille. Cirka halvanden meter. Det er uomtvisteligt sandt. Og de nye sko er for små. Hvad gør man ikke for Prinsen? For meget, skal det vise sig, hun ømmer sig og har fortrudt valget, allerede inden hun har mødt den danske kronprins. Men så er der heller ikke mere, der er småt, for småt eller småtskåret ved Isabel Allende. Ingen steder, hvor skoen trykker, medmindre hun i skrivende stund med vanlig stædighed stadig tripper rundt i fejlkøbet et sted i Oslo. Kvindernes selvopofrelse »Lidelse er noget, man skal igennem, skridt for skridt, alene«, ville hun sige. I dette tilfælde garanteret efterfulgt af smittende latter. Det kunne lyde som en meget typisk kvinde i Chile, den med lidelsen og offeret. I Allendes fjerne hjemland har kvinderne traditionelt tjent manden loyalt livet igennem med selvopofrelsen som mission, jo større offer, jo bedre. Men latteren afslører hende. Feminisme Det ville være en gigantisk mistolkning af Isabel Allende at sætte hende i bås med dem. Nok står hun mere end nogen chilener ved sine rødder, men hun er feminist. Hun skyder uden blusel på alt og alle, inklusive sig selv. I fuld offentlighed. Og selvopofrelse har aldrig været hendes mission, heller ikke i forhold til hendes elskede amerikanske mand, Willie. »I am a bitch!«, griner hun selvironisk og tilfreds. Er der noget, hun ikke kan snuppe, er det svage mennesker, der klynkende fralægger sig ansvaret for eget liv og egne valg. Hvo intet vover, intet vinder - så hellere fejltagelser, fiaskoer og lidelse. Dem kan man da rejse (sig) fra og gå videre. Alt andet er spild af liv og tid og frihed. Dem der søger sikkerhed frem for alt, har misforstået opgaven og bor i et selvskabt fængsel. Til fare for sig selv og resten af verden. Løgnen som arbejde Men nu går jeg for hurtigt frem med fare for at miste kontrollen, måske inspireret af den passionerede skrivekugle på 63. Det kan ende i det rene digtværk. For hvem holder styr på fakta her - og gør det noget? Når Isabel Allende selv sætter sig for at skrive, går hun bare i gang uden den store plan, for at se, hvad der kommer. Fiktionens privilegium. Da jeg udtrykker min og andres forbløffelse over hendes kolossale evne til at huske og i detaljer beskrive mennesker og begivenheder, bliver jeg venligt korrigeret. »Jeg arbejder med løgne. Det er mit arbejde. Jeg skriver fiktion, så jeg prøver ikke engang at være objektiv eller gøre det sandt. Da jeg skrev denne bog, 'Mit opdigtede land', skete det sådan, som hjernen arbejder med at huske ting - selvfølgelig tjekkede jeg et par facts, ganske få, som ikke måtte ryge ud ad tangenten, men normalt anstrenger jeg mig ikke for at være præcis«. »Jeg skriver ikke historie eller nonfiction, så det interesserer mig ikke. Erindringsbogen er måske en slags nonfiction, men rejs endelig ikke til Chile i den tro, at bogen kan bruges som turistguide. Det kan den ikke!«. Så journalister skal nok holde sig fra hendes skrivemetode, om end Pablo Neruda kærligt anklagede hende for som Chiles måske elendigste journalist at lykkes alt for godt. De afgørende valg Hun er stærkt selskab. På skrift og i samtale, på tomandshånd, foran hundredvis af mennesker, og i livet. Hun sørger for at tage føringen øjeblikkeligt og ikke løsne grebet, før dansen er slut, og hun forhåbentlig kan gøre sin sortie med »værdighed, elegance og ynde« fra såvel den lille scene i dag som den helt store scene en dag. Hvis det ikke lykkes, er det de forbandede skos skyld! En bemærkning, som komplet nedlagde publikum i Dronningesalen i Den Sorte Diamant i onsdags, men der var også alvor bag. Det forkerte kompromis kan være afgørende. De valg, man træffer i illusionen om at kunne opnå sikkerhed og fravær af frygt, fiasko og lidelse, bringer aldrig noget godt med sig. I det store perspektiv er det verdens tilstand nu, hun frygter for, i hendes andet hjemland USA er der præsidentvalg om tre uger, et valg der er alt for vigtigt. »Vi vælger - verden, I, skal leve med det«. Det er sandsynligt, at Bush bliver genvalgt, hvilket i hendes øjne vil være frygteligt. I jagten på ekstrem sikkerhed er verdens største demokrati blevet et land væbnet til tænderne, det første, man møder ved grænsen, er sikkerhedsvagter, forklædt som groteske krigere, men det gør ikke landet tryggere. Angsten for lidelse »Vi kan ikke leve i frygt. I Chile i dag og i store dele af Venezuela oplever man en voldsom kriminalitet i byerne, og jo rigere du er, jo flere jernstænger har du omkring dit hus, jo større hunde til at vogte din låge, og jo flere vagter til at forsvare dig - og jo mere lever du i et fængsel, du selv har skabt af frygt«. »Og det, der sker i dag i USA er, at folk er bange, og Bush-administrationen har været ualmindelig dygtige til at holde ideen om terrorisme i live, så frygten er permanent. Jeg er ikke særlig optimistisk«. »De fleste mennesker er bange for lidelse. De er bange for smerte. Ofte ser du unge, skønne kvinder, som undgår at binde sig i et forhold, fordi de er bange for at blive forrådt, for at begå en fejltagelse, for lidelse. Hvordan kan du leve på den måde? Du kan intet gøre, hvis du ikke er parat til at risikere noget«. »Mit liv har altid handlet om at løbe en risiko, om lidelse og om at komme over den. Det er ikke så dårligt. Det er, hvad livet handler om. Og jeg er så tiltrukket af livets eventyrlighed, af hvad vil der ske, at jeg er parat til at begå fejltagelserne og betale regningen«. Et opdigtet liv »Vi prøver altid at få lidelsen til at høre op, og det er sundt. Vi går i knæ og kæmper for at komme op. Det er det, der får os til at vokse og gør os stærke. Det usunde er at forsøge at undgå lidelsen. Man ender med at undgå livet. Hvem ønsker at gå igennem livet uden historier, uden eventyr og risiko, hvad vil du huske, når du bliver gammel og ser tilbage på et komplet sikkert liv? Jeg vil ikke have et trygt liv, jeg vil have et eventyrligt liv«. Isabel Allende har fået sit eventyrlige liv, fyldt med tab, vold, forræderi, skyld - og venskab, solidaritet og kærlighed. Hun har opnået det ønskede, ikke mindst fordi hun selv i allerhøjeste grad har opfundet og skrevet det liv, hun kalder sit. »Jeg husker det, der aldrig skete. Det er mit speciale«, en oneliner, hun ynder at divertere med, med onelinerens grove forsimpling af det komplekse. For hun husker faktisk vældig godt, også det der skete, og mener, at næsten alle øjeblikke er værd at bevare. I et skab i huset i San Francisco har hun gemt hvert eneste brev af den daglige korrespondance med moderen Panchita, der har stået på livet igennem. Hvorfor? »Hvis min mor skulle dø før mig, vil jeg kunne åbne et brev fra min mor resten af mit liv«. Livet i technicolor Hun er klarsynet. Som sin mor, der »kendte mig længe før jeg blev født« og fik hende i gang med at sende de indre billeder af sted ud i verden fra helt lille, først som et vægmaleri i hjemmet og siden i kladdehæfterne, der voksede sig ud i aviser, bøger og daglige breve til Panchita. Hun ved, det er måden, man husker og fortæller på, der har betydning. »Vi har alle et liv, og fordi jeg er blevet nødt til at bryde op så mange gange, har jeg måttet fortælle folk om mig selv så mange gange. Og hver gang jeg fortæller mit liv, tilføjer jeg nye ting. Der kommer adjektiver til, og jeg beslutter at slette alle gråtonerne og kun tale om de allersorteste øjeblikke og højdepunkterne - skabe historier ud af alle begivenheder«. »Vi ender med at skabe vores egen legende, og jeg vil have min legende i technicolor på storskærm! Episk! Hvis muligt. Så spørger du mig, hvad der er værd at skrive om, afhænger det af hver enkelts liv, men lige så meget af hvordan du vil huske og fortælle din rejse gennem livet«. Præstationsangst I en af Isabel Allendes bøger benytter hun et billede af sig selv stående foran et spejl, hvori hun ser sig selv stående foran spejl, hvori hun ser sig selv i et spejl, hver gang yngre, indtil hun ser den syvårige Isabel og noget vigtigt er ved at ske. Jeg beder hende foretage den samme rejse ned gennem livet for at møde sig selv som syvårig og spørger, hvad hun ville fortælle den lille pige. »Jeg tror, jeg ville omfavne hende og fortælle hende, at hun er okay. At hun ikke skal bekymre sig. Jeg husker, at der som barn var alt for mange krav til mig, jeg voksede op et sted, i en familie og i en tid, hvor ingen fortalte børn, at de var i orden«. »Barndom handlede ikke om at være glad og lykkelig, der var ingen særlige steder eller farver eller regler for børn. Børn levede med de voksne, så godt de kunne, modtog ordrer, de adlød og lærte af det, og det var et hundeliv«. »Ingen brød sig om at være barn, jeg hadede det. Jeg var fuldstændig magtesløs. Alle disse krav og den konstante oplevelse af aldrig at have gjort det godt, godt nok. Der var altid mere, mere, mere, jeg skulle præstere«. »Så mødte jeg nu den pige, jeg var, ville jeg bare give hende et knus og sige »It's gonna be fine!«. Hun ville sikkert ikke sige noget, jeg var meget stille, indadvendt, altid læsende, altid dyster og vred indeni, men hun ville nok desværre ikke tro mig; der var så mange andre stemmer, der snerrede »Nej! Det er ikke nok. Du må anstrenge dig mere!««. Et lykketræf Og Isabel Allende anstrengte sig, for at leve op til forventningerne, for at gøre oprør mod dem, for at blive den perfekte kone og mor, for at blive fri som kvinde, menneske og borger i verden. Hun anstrengte sig durk ind i depressionen, og først da hun nærmest havde givet op, begyndte hun at skrive for sin egen skyld. Bar anstrengelserne da frugt - var det deres fortjeneste, at hun fik så stor succes? Hun er ikke i tvivl. Absolut nej. Hendes succes var et lykketræf. Et fantastisk heldigt sammenfald af omstændigheder, der landede hendes første bog 'Åndernes hus' på et tidspunkt, hvor verden ville have netop den type litteratur, og som har gjort hende rig og berømt og givet hende mulighed for at leve præcis som det passer hende, i eget tempo og med de regler, hun selv alene mener bør gælde. Romantisk fortælling Det er behageligt, ja vidunderligt, men det gør hende nu ikke til noget andet og bedre, end hvis succesen aldrig var kommet, siger hun. »Livet kan ikke måles med succesens målestok. Livet er en lang vandring, du tager et skridt ad gangen, du kommer ingen steder hen, du bare går og går. Det er rejsen. Jeg tænker ikke i succes eller mål eller ambition«. »Jeg tænker i proces, det er det, der fascinerer mig. Når jeg begynder på en bog, tænker jeg ikke på et færdigt produkt, denne bog. Jeg tænker på en ting ad gangen. Pointen med livet er ikke succes, men at du går«. Bliver historien for tyk nu? Den romantiske fortælling om heltinden, der skal gå så grueligt meget igennem, men vinder, og på toppen af sin sejr henviser succes til en plads for foden af ophøjet, uselvisk livsvisdom, hvormed hun vejer og finder præsidenten for verdens stærkeste nation skræmmende let. Kan vi klare mere? Er det troværdigt, ville hun selv spørge ved skrivebordet, for banalt? Hvilken ingrediens kan sætte en kæp i hjulet på det grasserende eventyr? Familiefejder Hun er skånselsløs. »Halvdelen af min familie taler ikke til mig, fordi de er i mine bøger, og de kan ikke lide hvad jeg har skrevet om dem, deres drømme og hemmeligheder. Men jeg er ligeglad. Skal jeg vælge mellem et familiemedlem og en god historie, så får jeg historien!«, ler hun fornøjet. »Selvfølgelig taler jeg ikke om min nærmeste familie, jeg tror ikke, jeg ville ofre min søn eller mine børnebørn ... og dog: Jeg ville være nødt til at tænke over det. Men en onkel eller en fætter - hvad betyder det?!«. »Jeg kan nu godt tage hensyn. Min mor er altid den første, der læser mine manuskripter. Før sendte jeg dem til hende i Chile, og hun fyldte dem med røde anmærkninger, hvorefter hun tog et fly til Californien, hvor vi sloges i en måned«. »Nu har jeg lært at redigere på en computer, så jeg sender hende manuskripterne uden alle de afsnit, der handler om den katolske kirke og sex! Hun får en ren version, vi slås mindre, og bagefter tilføjer jeg bare de afsnit, jeg udelod. Hun læser aldrig de færdige bøger, så på den måde er alt godt!«. Give and take Hun kunne ikke drømme om at ofre sig for nogen, måske for en sag men ikke for en person, siger hun. Næsten i samme åndedrag som hun understreger, at vi kun har, hvad vi giver ud. For hun er generøs. Har generøsiteten som sin eneste religion, hævder hun. Af overbevisning og i handling. Store dele af de penge, hun tjener på bøgerne, går til The Isabel Allende Foundation, der hjælper fattige, især kvinder og børn, med at forbedre deres levevilkår. Et arbejde, der begyndte med datterens dybe engagement som frivillig i fattige samfund i Venezuela og Spanien og videreførtes af moderen, da Paula døde som følge af den sjældne sygdom porfyri. »En af de ting, min datter Paula lærte mig i sit korte liv, er, at jo mere du hober op, jo mindre har du. Og jo mere du giver væk, jo mere har du, og jo mere kommer til, som fiskene i Bibelen. Det har virket i mit liv. Men det er også meget chilensk. Hvis vi chilenere møder en, der siger: Åh, hvor er det, du har på, smukt, så tager vi det af øjeblikkeligt og giver dig det, for det er det høfligste at gøre. Generøsitet er også en del af min opdragelse, og egentlig ikke noget, man snakker om. Bare noget man gør«. Måske er det grunden til, at hun uden at betænke sig tilbød mig muligheden for at ringe hende op hvor som helst i verden, hvis det skulle blive nødvendigt for at redde mit interview, der var blevet ædt af båndoptageren. Bare noget man gør. Æg + blomst + arbejde Hun er lidenskabelig. I kærlighed og på det hvide papir. Kærlighed beskriver hun som den dybeste sympati. Det at kunne lide nogen eller noget meget, meget godt. Som gør, at en mor ikke slår sit nyfødte barn ihjel straks den første dag, hvilket ville være det naturligste - »de er så krævende og ubehjælpsomme og skrækkeligt besværlige på enhver måde«. Børn er helt klart en undtagelse fra hendes regel om, at det er svært at elske det svage. Hvorimod hun rigtig godt kan lide stærke mennesker, der ikke klynker, men går i kødet på deres liv. »Jeg kan lide dem og forelsker mig ofte i dem, og jeg helmer ikke, før jeg får dem, som i tilfældet Willie«, fniser hun. Ikke så mærkeligt at næsten alle Allendes fiktive personer er stærke, handlekraftige mennesker, altid fremragende til et eller andet og altid parate til at løbe en risiko. »At skrive er min lidenskab, det er det, jeg holder allermest af at gøre, og jeg er parat til at risikere. Alle mine bøger er forskellige. Det var fristende efter succesen med 'Åndernes hus' bare at gøre den til opskrift for mine følgende bøger, men det kunne jeg ikke«. »Jeg vil hellere risikere et flop og prøve noget nyt. Få lov til at opleve inspirationen igen, når den kommer som en gave i sin rå form. En lille klump, som skal pudses op. Eller som hvis du fik et æg og en blomst med besked om at lave en kage. Resten er disciplin og hårdt arbejde«. Men når inspirationen kommer, er der ingen tvivl. »Nogen gange skriger jeg! Jeg sidder og skriver, og lige pludselig finder jeg på en sætning, helt uventet, der åbner døren i en ny retning, som bogen kan følge, og jeg hører mig selv skrige af glæde, fordi det er så usædvanligt. Det sker næsten altid, i en eller anden del af bogen, men det er ikke hele bogen, kun sjældne øjeblikke«. Sig selv, en anden? 'Mit opdigtede land' slutter med ordene »Jeg er forfatter, fordi jeg er født med et godt øre for historier og var så heldig at have en excentrisk familie og en skæbne som omflakkende pilgrimsfarer. Forfattergerningen har defineret mig: ord for ord har jeg skabt den person, jeg er, og det opdigtede land, hvor jeg bor«. »Da jeg mødte Willie, besluttede jeg, at jeg ville forandre mig. Jeg ville være helt anderledes end hidtil. Og han ville tilbede mig, fordi jeg var denne nye person! Det virkede selvfølgelig ikke, efter en uge begyndte alle mine gamle defekter at kravle frem«. »Han på sin side sagde fra begyndelsen »slap af, vær dig selv, du behøver ikke anstrenge dig sådan for at være en anden«. Men jeg har været nødt til at genopfinde mit liv og på en måde også et land. Det land, jeg lever i, er det land, jeg har skabt i mine bøger - og mit hjem, som jeg altid har båret med mig, er min mand, Willie«. Som tålmodigt finder sig i, at hun for at få verden i sin hule hånd sammenligner livet med en mand med afretning af en hund, »du ved, Pavlov, straf og belønning!«. Måske hans friske gåtur alene hjem gennem København til hotellet er terapeutisk, men man fornemmer, at det trods alt er generøse Isabel, der dominerer; hende kan man tilgive om ikke alt så meget. Hun er Isabel Allende - og hvem er det i grunden? De halvanden meter over overfladen har rødder, som trods alle bøger, interview og offentlige optrædener kun hun selv kan kende. De fortaber sig dybt ind i jordens mørke. Dér venter de næste figurer på en ny 8. januar, den rituelle dato, da startskuddet lyder og de kravler ud for at forvandle sig til personer i Allendes næste landvinding kaldet bog.