0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er et spørgsmål om smag

At ophæve en liste over danske forfattere til fælles kanon for skoleeleverne har intet med dannelse at gøre, mener rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt. Det er derimod en national oprustning, som begår den undladelsessynd ikke at tage andre medier med.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er tale om national oprustning, som intet har med almendannelse at gøre, når man indfører en fælles kanon med værker, eleverne i de danske skoler skal kende. Og at ophæve litteraturen som det kulturelle pejlemærke er alt for snævert, fordi mange andre medier er med til at give nutidens unge dannelse.

Rektoren på Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, mener dybest set, at »det er noget pjat« at indføre den litterære kanon. Selv om diskussionen af, hvilke værker, der skal på sådan en liste måske nok kan være interessant, skal man ikke bilde sig ind, at det har noget med almendannelse at gøre. I hvert fald ikke ud fra den klassiske definition af almendannelse.

»Man kan ikke referere til almendannelse, fordi man gerne vil have, at noget er fælles for os alle. Dannelse er den enkeltes selvoverskridelse. At vi gerne vil have en kanon, noget vi alle kender, er en anden problematik, som ikke handler om dannelse«.

»Det er et projekt om fælles referencer, som udføres i fællesskabets tjeneste. Jeg siger ikke, at det ikke er en del af dannelsen, men vi har med to forskellige ting at gøre«, siger Lars-Henrik Schmidt.

Dannelse af smag
Ifølge hans definition af dannelse handler det slet ikke om, at alle skal tilstræbe sig at have den samme basisviden.

»Den klassiske dannelse er en kombination af smag og videnskab. Ved at tilegne sig viden om sine forbilleder og deres mønstre ville man danne sin egen smag. Målet er ikke, at alle skal have den samme dannelse, men at man kan forene sit eget synspunkt med det almene. Ud fra den definition er der ingen grund til at bekymre sig om ungdommens manglende dannelse«, mener Lars-Henrik Schmidt.

Han taler om »dannelse af smag« og henviser til, at nutidens skoleelever tilegner sig viden om dem selv og verden gennem meget andet end bøger. Computerspil, musik, film og tv-serier er eksempelvis også dannelsesmedier.

Ikke-klassisk dannelse
»At være dannet betyder at se forskel, at have evnen til at kunne skelne og dømme mellem det, der holder, og det, der ikke holder på nudansk. Det afgørende er, at man så at sige kan se forskel på Karen Blixen og Suzanne Brøgger«.

»Men det kan lige så godt være mellem to forskellige computerspil; hvis man kan holde dem op mod hinanden og argumentere for, at det ene er bedre end det andet, har man en dannelse, som jeg med min klassiske baggrund ikke har«.

»Det, vi ser i dag og som nogle er bekymrede over, er, at der findes andre former for dannelse end den klassiske«, siger Lars-Henrik Schmidt.

Kant og englænderne
Da den tyske filosof Immanuel Kant i slutningen af 1700-tallet var med til at forme begrebet dannelse, mente han kun, at man kunne tilegne sig almendannelse ved at læse antikkens græske filosoffer ('de gamle' eller de store forbilleder) på enten latin eller deres originalsprog.

Problemet var bare, at han også havde stor respekt for folk som Shakespeare og oplysningsfilosoffen David Hume, der begge skrev på engelsk.

Kant måtte acceptere, at man også kunne tilegne sig almendannelse på engelsk. Ligesom i dag må man acceptere, at dannelse kommer fra mange kanaler, mener Lars-Henrik Schmidt.

Ynkelige forfattere
»Man kan ikke nøjes med at tale om litteraturen. Vi er nået ind i et nyt årtusinde, hvor man må sige, at litteraturen på mange måder er en saga blot. De store dannelsesmedier er ganske enkelt nogle andre i dag«.

Så i stedet for at sørge over, at der findes 'bogdroppere', som vi kalder det i mit felt, skulle vi måske hellere glæde os over, at de unge ser mange film. Og det er i høj grad muligt, at de ved at se film får den samme dannelse, som generationer før dem fik ved at læse bøger«, siger Lars-Henrik Schmidt og tilføjer:

»Ligesom Immanuel Kant dengang undrede sig over, om folk, der skrev på britisk, kunne henregnes til 'de gamle', som skulle gøre os klogere, må vi i dag spørge, hvem vores 'gamle' er? Hvem er det, der skal være vores forbilleder i vores dannelsesproces? Og her kan man altså ikke nøjes med nogle ynkelige forfattere, som måske ikke engang har været de fremmeste repræsentanter for deres tid«, mener Lars-Henrik Schmidt.

National oprustning
Men hvad er så formålet med den danske kanon? For Lars-Henrik Schmidt er der ingen tvivl om, hvad projektet egentlig går ud på:

»Der er tale om en national oprustning. Det tror jeg heller ikke, at de folk, som arbejder hårdt på denne sag, vil være uenige i. Man vil prøve at finde vores rødder og videreføre dem med dansk og historie som de store dannelsesfag. Kan man så ikke gøre det gennem den almindelige undervisning, vil man sikre, at der er nogle forfattere og værker, folk skal kende og gå igennem«, siger Lars-Henrik Schmidt.

Det historiske flow
Han er enig i, at de danske skoleelevers viden om historie og litteratur er faldet i de senere år.

»Det er hævet over enhver diskussion. De aner ikke en pind. De ved ikke, at når jeg siger Kant, skal vi tilbage til slutningen af 1700-tallet. De mangler uden tvivl et historisk flow og forståelse. Men det er bare ikke det samme, som at de er udannede«.

»Derfor skal vi så sikre os, at de får en fornemmelse af historie og en fornemmelse af kvalitet, så de kan danne sig en smag. Jeg vil gerne give kanonforkæmperne den cadeau, at de bare prøver at vise, hvad de mener er kvalitet. At der er forskel på Jens Baggesen og H.C. Andersen eller Suzanne Brøgger og Karen Blixen«.

»Det er fint nok, men de glemmer bare, at det sidste nye computerspil, musik og film også kan være vigtigt. De har en forestilling om, at historisk flow og begrebet kvalitet stadig defineres af litteraturen. Og der må man bare konstatere, at det for et moderne ungt menneske eventuelt ikke lige er litteraturen, som er det afgørende historiske medium«, påpeger han.

Skræmmende enige
Går man ind på ideen om at indføre en fælles kanon, skal de værker, der er med på listen, både have indiskutabel kvalitet og repræsentere noget dansk, mener Lars-Henrik Schmidt.

»Men det er svært, for vi har en tendens til at mene, at noget, som har international værdi og rækker ud over det danske, netop er kernedansk. Tænk på H.C. Andersen og Karen Blixen. Kvaliteten skal man til gengæld nok finde. Den viser sig altid for en, når den er der«, siger han.

Af samme grund er han også sikker på, at der hurtigt vil blive enighed om, hvad der skal med på listen over vægtig dansk litteratur.

»Da Bertel Haarder i sin tid som undervisningsminister nedsatte et udvalg med samme formål, var medlemmerne skræmmende enige, selv om de var vidt forskellige. Jeg er sikker på, at opgaven for de af mine kolleger, der er med til det nu, er langt lettere, end de havde regnet med. Til gengæld mener jeg ikke, at selve listen kan bruges til noget. Men argumenterne og præmisserne for deres udvælgelse vil jeg gerne se. Den er sikkert spændende«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu