Allan O. Hagedorff bor på Ærø i et lille idyllisk rødt hus, der engang har huset Marstals første skole, og som nu er indrettet med smukke ting, tæpper og billeder. Han er 87 år, uddannet boghandler, i tidens løb både biograf-, hotelpension- og galleriejer og eksekutor for stumfilmstjernen Asta Nielsens kunstneriske arv. I sidstnævnte egenskab arbejder han for, at hendes runde sommerhus på øen Hiddensee ved Rügen omdannes til feriehjem for danske og tyske filmkunstnere. Senest er Allan Hagedorff blevet rost af anmelderne for sine erindringer fra Nazityskland, 'En meget jødevenlig ung dansker', fortalt til Else Cornelius og med smuk symbolik udgivet på Gyldendal 5. maj. Jødisk homofil Det særlige ved Allan Hagedorffs erindringer - som han i første omgang skrev på tysk i en version på 400 sider - er, at han under sit arbejde som volontør i en boghandel i Leipzig i 1937 mødte sit livs kærlighed. Det var den velhavende biografejer Fritz Hartmann, som han levede sammen med - efter krigen i Danmark - indtil Fritz Hartmanns død af kræft som 67-årig i 1977. Foruden at være homofil, som var en forbudt og forfulgt perversion i Nazityskland, var Allan Hagedorff kvart jødisk på sin mors side. Så det er ikke så mærkeligt, at han oprindelig ville kalde sine erindringer 'Skytsenglen', for en sådan er han overbevist om at have haft. Foruden de krigsfarer, alle var fælles om, bragte han sig i fare ved at sende pakker til koncentrationslejrene og på anden måde hjælpe de ulykkelige tyskere, der på grund af deres afstamning blev frataget alle borgerlige rettigheder og til sidst livet. Farlige dagbøger Titlen på erindringerne skyldes en passage i Victor Klemperers dagbøger 'Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste', hvor han 11. december 1944 sidder i et af Dresdens overfyldte 'jødekollektiver' (hvortil jødiske mænd med ariske koner blev henvist) og skriver: »I Leipzig sad en meget jødevenlig ung dansker, han havde allerede sendt så mange småpakker til Theresienstadt, at Gestapo havde advaret ham«. Denne dansker tilbød også Klemperer penge, men han turde ikke sige ja. Et lån ville blive registreret på kontoen, og sorte penge var også risikabelt. Den jødevenlige unge dansker var Allan Hagedorff (født 1916), og Klemperers åbenhed i dagbogen kunne godt være blevet farlig for ham. Der var under ti danskere i Leipzig på det tidspunkt, og Hagedorff var allerede i søgelyset. Der var ofte razziaer, og Eva Klemperer kørte jævnligt nye afsnit af sin mands dagbøger ud af byen - med sporvogn - for at gemme dem hos en veninde, der var læge. Så blev de lagt under hårdt såredes madrasser, hvor ingen ville kigge. Allan Hagedorff mener, at Klemperer havde »skrivediarré« og var »besat af at fortælle hele sandheden« for måske derved at redde sin egen mentale sundhed. Men han bragte mange mennesker i fare ved sin ubetænksomhed. »Jeg fik kuldegysninger, da Aufbau Verlag sendte mig et eksemplar af udgivelsen af Klemperers dagbøger«, siger Allan Hagedorff i dag. Og i 'En meget jødevenlig ung dansker' fortæller Hagedorff videre: »Det var ikke ufarligt at hjælpe. Det vidste vi. Man så en mand hænge i et træ med et papskilt på maven: ER HAT JUDEN GEHOLFEN ('Han har hjulpet jøder', red.). Desertører hang også i træerne med skilte på sig. Det vænnede jeg mig aldrig til at se. Alle de lig, jeg har set i gaderne i Tyskland, har fulgt mig resten af livet«. Begejstring for nazismenI Deres bog beskriver De, hvordan indskrænkningerne i jødernes rettigheder kom drypvis. Så må de ikke sidde på offentlige bænke, ikke holde kat, ikke gå til frisør, og det blev forbudt at undervise jødiske børn...

»Ja, det var helt absurd. At man tog deres formue, kunne måske forstås ud fra et berigelsessynspunkt. Men at man forbød dem at spise is, fik man jo ikke ret meget ud af ... Men det kom snigende, og jeg ved med sikkerhed, at den almindelige tysker ikke vidste ret meget om den egentlige jødeforfølgelse. Han lagde mærke til, at der var færre jødestjerner i gaderne, men han vidste ikke nødvendigvis, at der var noget, der hed jødekollektiver. Og man skubber den slags fra sig. Ligesom vi ville gøre ...«. ... hvis der kom færre kvinder med tørklæde i danske gader, og de måske var interneret ... Men at man skulle gå med jødestjerne, var jo allerede galt! Hvorfor sagde ingen noget til det? »Jamen, det havde da kostet dem livet! Da jødestjernen blev indført, turde man sgu' ikke ...«. Så De fordømmer ikke den menige tysker for blindhed og medløberi? »Nej, ikke når jeg tænker på, at jeg kom til Tyskland første gang i 1932 (med introduktionsskrivelse fra moderen til veninden Asta Nielsen, red.) og så total armod med klude om fødderne og så videre, og så genså det i 1936, tre år efter Hitler var kommet til, som et blomstrende land. Og på grund af Olympiaden talte man ikke om jødeforfølgelser endnu. Så jeg kan godt forstå, folk var begejstrede, og det var jeg også selv til en vis grad. At det hele var på forventet efterbevilling, kunne man ikke se. For på et eller andet tidspunkt skulle den regning betales, bl.a. med beslaglæggelse af jødiske ejendomme«. »Man holdt sin kæft«Var der også et element af social hævntørst i det, fordi der var mange meget velhavende tyske jøder? »Ja, utvivlsomt. Og tyskerne fik tudet ørerne fulde af, at jøderne var skyld i hele miseren. De var en syndebuk, der var lige ved hånden. Mange af de rige var jøder. Og så hed det sig, at de var blevet rige ved bedrageri og udnyttelse af andre. Det var gennem mig, at Fritz' meget velbjergede familie fik øjnene op for uhyrlighederne. Før, når de kom igennem en eller anden flække, der stolt proklamerede ved bygrænsen, at den var 'jødefri', så grinede de og sagde, at der var alligevel ingen, der gad bo dér ...«. »Men antisemitismen var vældig opbygget, og modstand mod den var forbundet med risiko. Altså holdt man sin kæft. Jeg havde ikke vovet at tage en jødisk forfatters bog i hånden, men jeg læste Thomas Mann i toget for at provokere, for jeg behøvede ikke vide, at han var forbudt. Det blev så påtalt af en ældre herre, som spurgte, om jeg ikke vidste, hvor meget jøderne havde skadet Tyskland. Han troede, Mann var jøde ...«. »Men propagandaen var så latterlig, at det hed sig, at en kvinde og hendes fremtidige børn ville blive livsvarigt inficeret af æggehviden i en jødisk mands sæd, hvis hun gik i seng med ham bare én gang ... Det kunne man bilde meget jævne folk ind. Men en sød dame, vi kendte, der var overbevist nazist, blev så chokeret over det, at hun græd. Uddannelsesniveauet i Tyskland var jo ikke lavere end i andre europæiske lande. Men den jævne borger troede på det værste«. Det er altså staten, der bestemmer, hvad borgerne tror ... uanset hvor veluddannede de er.

»Ja, hvis det er livsfarligt at modsige staten, holder man kæft, uanset hvad man tror«. Skytsenglen I Dresden, hvor Allan Hagedorff under dække af de ariske beboere i jødekollektiverne var begyndt at sende pakker til Theresienstadt, blev han en dag i 1942 advaret af en ukendt, elegant schweizisk dame med forbindelse til Gestapo. Han rejste i hast til Danmark, tilintetgjorde sit pas med de tyske stempler og fik et nyt. På den tyske arbejdsanvisning i København fik han arbejde i Leipzigs mest prominente boghandel. Arbejdsløse danskere kunne ikke som Allan Hagedorff vælge frit. De fik ikke understøttelse og var tvunget til at søge arbejde i Tyskland. Men han bad om at komme til Sachsen på grund af en tysk pige ... Bortset fra besøg hos Fritz, der havde en biograf i Bitterfeld, en by i omegnen, boede Allan Hagedorff i Leipzig under hele krigen. Men han var i Bitterfeld 3. december 1943 og undslap således et stort bombardement af Leipzig, der næsten jævnede byen med jorden og dræbte den familie Kempf, han boede til leje hos. (Fru Kempf var for øvrigt søster til Oswald Spengler, der skrev bogen 'Untergang des Abendlandes'). »Det er igen det med skytsenglen. Jeg var blevet inviteret til slagtegilde. Man måtte holde ét svin, og Fritz' venner - et ægtepar - havde slagtet deres. Jeg sagde nej tak, fordi jeg den aften ville flytte mine ting ned i kælderen på grund af de ventede bombeangreb, og en kollega skulle hjælpe mig. Men denne kollega sagde, at jeg var godt dum at gå glip af et slagtegilde og fik mig til at udsætte flytningen. Så jeg ringede og sagde, at jeg kom alligevel«. Tvunget til at formidle dødsdom Leipzig blev besat af først amerikanerne, siden af russerne. De førstnævnte stjal til tider, men de sidstnævnte voldtog og plyndrede hæmningsløst. Og så var europæisk komfort så nyt for de russiske soldater, at nogle af dem efter at have set en vandhane senere beordrede vand ud af væggen et vilkårligt sted - for det havde de jo set kunne lade sig gøre. »Da biograferne åbnede igen, fik alle biografejere ordre til at vise frem, hvad vi havde liggende. Vi havde en film, hvor skuespillerinden red meget, og den russiske filmofficer, der gennemså den, sagde: »Nu kan hun godt holde op med at ride!«. Han troede, man kunne ændre filmens gang. Det var meget primitivt ... Russerne var også meget brutale indbyrdes ...«. Som både engelsk- og tysktalende faldt det i Allan Hagedorffs lod som rædselsslagen tolk at formidle en dødsdom fra nogle sanseløst berusede polskfødte amerikanske soldater til en anstændig godsejer, der havde haft tvangsarbejdere - han var blevet påtvunget det af nazisterne. »Der var mange svin, også blandt tyske godsejere, men ham her kendte jeg som et yderst acceptabelt menneske«. Dødsdommen over manden blev eksekveret i herregårdens have - dog først efter at hans gøende hund brat blev stille efter det første skud. Det hørte Allen Hagedorff, mens han løb bort alt, hvad han kunne. »Nu bliver jeg stenet«Havde det betydning for Deres illegale hjælpearbejde for jøderne, at De som homofil havde adgang til et undergrundsnetværk?

»Nej, der var ikke noget, der lignede et netværk - det var for farligt. Og jøder og homofile havde ingen specielle kontakter i Nazityskland, selv om begge grupper var forfulgte. Og jeg havde ikke ret mange homofile venner i Tyskland. Men hvis jeg henvendte sig til én, ville han altid hjælpe - ud fra en følelse af, at vi var i samme båd. Og man kan altid kende en homofil, hvis man selv er det. Hvordan jødedommen egentlig stiller sig til homofile, er jeg egentlig aldrig rigtig blevet klar over ...«. De skriver i bogen, at det ikke var noget problem for Dem at være homofil i Danmark i trediverne. »For mig var det ikke noget problem. Men man skjulte det absolut udadtil. Og mange af ens - selv gode - venner havde ingen anelse. Jeg var ansat hos Reitzels boghandel i 1939-40, hvor jeg var hjemme fra Tyskland, og det var et fint sted, hvor man ikke kunne fortælle, at man var homofil. Man fandt en lille kreds af indforståede mennesker, hvor de meget feminine bøsser skabte sig! Der var også disse damer, som altid findes i bøsse-kredse. Vi kunne afskærme dem mod mændene, og de afskærmede os senere mod Gestapo, som Gud være lovet var så dumme ... Bare man gik med en kvinde i hånden en gang imellem, troede de ikke, man kunne være homofil«. »Da bogen udkom, sagde jeg til mine venner her i byen, at nu blev jeg formodentlig stenet! Men tiderne har nu ændret sig meget, for tværtimod ringer folk og beder om dedikation. Så den aversion, som jeg frygtede, er slet ikke indtruffet. Marstal er et meget åbent samfund, som er præget af, at befolkningen har færdedes over hele verden«. Byernes by Blandt de sider, der nødvendigvis måtte ryge ud, da Allan Hagedorffs skrevne erindringer blev halveret til de nuværende ca. 200 sider, var dem om hans møder med Karen Blixen. Men også mange sider om hans år i Paris' latinerkvarter i 1938, hvor han fortsatte sin praktiske, internationale boghandleruddannelse som volontør i 'Messagerie des Livres', inden han drog videre til den enorme Foyle's boghandel i Charing Cross Road i London. »Jeg mødte mange interessante mennesker, for eksempel Raymond Duncan, bror til danserinden Isadora Duncan. Der var mange meget spændende tyske emigranter. De levede illegalt i Frankrig og i evig skræk for at blive udvist«. »Nogle af dem var af den danske direktør i 'Messagerie des Livres' ansat næsten uden gage. Den kreds er helt droppet i bogen, jeg nævner kun nogle få danskere, bl.a. Kirsten Lomholt, senere gift Auken, som var medicinstuderende ved Sorbonne og blev en kendt psykiater«. »Sammen med hende så jeg varietesangerinde Mistinguett på Casino de Paris juleaften 1938. Men Paris er der jo så mange, der har fortalt om«.