Han lægger et øjeblik cigaren fra sig og læner sig tilbage i stolen. Nu er der skægget og øjnene og den markante næse tilbage i ansigtet. Det kræver ikke megen fantasi at placere det oven på en pibekrave og i forgyldt ramme indsætte det i et dunkelt belyst rum ulmende af nye opdagelser og trodsig intelligens. Et renæssance-ansigt, slår det mig. En videnskabsmand eller en kunstner fra en tid, hvor nye tanker blafrer livligt på en mørk baggrund. Øjnene kniber sig gerne sammen. Fokuserende med en intelligens, som spørger ind til det største, men samtidig glitrer af den humor, der kun alt for godt ved, at selv det mindste kan rumme en uløselig gådes alt for meget. Undertrykt latter Det lille kontor er så tætstoppet som en god pibe tobak. På væggen hænger blandt meget andet to violiner, et gulnet avisudklip med et fotografi af Heidegger og et bogomslag prydet med, hvad der ligner et selvportræt af en udmajet, hærget Rembrandt. Kontoret i baghuset i Blågårdsgade tilhører filosoffen Ole Fogh Kirkeby. Leder af Center for Kunst og Lederskab. Tidligere ungdomsoprører og moderne renæssancemenneske. Filosoffen har mestret violinen i en grad, så han har arbejdet professionelt som musiker og sågar været koncertmester på Musikvidenskabeligt Institut. Han har malet - og troede engang, det var dén vej, han skulle gå. Men det blev filosofien, der løb af med sejren. »Jeg kom til at hænge på sproget. Mine lyster har været mange, men som min gamle violinlærer sagde: »Man bliver det, man er bedst til«, siger han, og kroppen hopper i stolen af undertrykt latter. Dette flimrende 'jeg' Ole Fogh Kirkeby er filosof. En af de tunge og produktive drenge i den klassiske disciplin, der har vendt og drejet den vestlige tanke siden Sokrates' dage. I bogen 'Secunda Philosophia' satte han sig for at gennemtænke, hvilken filosofi der overhovedet er mulig i en tid, hvor man ikke længere læner sig op ad naturvidenskaben, og hvor jeget kan synes så flimrende en størrelse, at det abstrakte begreb 'væren' måske ligefrem kan hævdes at være ved at blive tømt for mening. Hvilken filosofi kan i den situation betyde noget for den enkelte »og ikke blot være begrebsgymnastik eller være konferencier ved fysikkens turnéer?«. Svaret er en 'second hand'-filosofi. Inspireret genbrug. Brugt og slidt, men ikke kraftesløs. Og tanker er i Ole Fogh Kirkebys univers til for at blive brugt og genbrugt. Man kan godt glemme alle klichéer om den verdensfjerne filosof, der distræt residerer i sit elfenbenstårn. Ole Fogh Kirkeby tænker tanker midt i sin tid. Når lederen af Center for Kunst og Lederskab under Institut for Ledelse, Politik og Filosofi forelæser på handelshøjskolen, er auditoriet stuvende fuldt. Det samarbejde, som regeringen så gerne vil have etableret mellem erhvervs- og åndsliv, har mere end en retorisk pointe, når handelshøjskolens professor i ledelsesfilosofi arrangerer seminarer og kurser for erhvervslivets topledere. Ole Fogh Kirkeby er p.t. aktuel med to bøger. 'Filosofiske fortællinger' og 'Det nye lederskab'. Sidstnævnte er udkommet på Børsens Forlag. Det er blevet en bestseller. På en bestsellerliste for faglitteratur ifølge Kirkeby kun overgået af en bog med titlen 'Hvem har stjålet min ost?' Joakim von Ands død 'Det nye lederskab' er en bog, der har fået erhvervslivets beslutningstagere til at spidse ører med ord som disse: »Det nye lederskab udspringer af det vilkår, at lederen først virkelig kan være leder, når han forstår sig på at være menneske. Lederen kan ikke længere stille de menneskelige hensyn fra sig, hverken dem han skylder andre, eller dem, han skylder sig selv. Lederen må være den første humanist blandt humanister, fordi samfundsudviklingen i højere og højere grad afhænger af ham - om han vil det eller ej«. Joakim von And er for alvor død. »Den hårde erhvervsleder har været relevant i en tid, hvor man kunne tillade sig, at hovedparten af arbejdsstyrken var udskiftelig. I det øjeblik man hænger på medarbejdernes kvalifikationer og kompetencer, kræves der andre typer egenskaber«, hævder Kirkeby. »Jeg blev bidt af det« Og så er den anden aktuelle bog. 'Filosofiske fortællinger'. Den 57-årige Ole Fogh Kirkebys sene debut som skønlitterær forfatter. En samling fortællinger, der har fået kritikerne til at finde de store ord frem. Der er da heller intet tørt over disse 17 filosofiske fortællinger. Borges og Blixen er blevet bragt på bane som sammenligning, men også Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft rumsterer. Da jeg foreslår, at også T.S. Eliots berømte digtcyklus 'Fire Kvartetter' kan have spillet en rolle, lyser han op. 'Fire Kvartetter' er Eliots storslåede forsøg på at skrive digtet om alt og i sidste ende en tragisk kamp for at nå til troen igennem ræsonnementet. »Jeg elsker 'De fire kvartetter'!«, udbryder Ole Fogh Kirkeby og citerer spontant med mørk rumlende røst: The wounded surgeon plies the steel/That questions the distempered part. »Jeg har altid været meget fascineret af Eliot. Af elementet af metafysik, og af måden, hvorpå han arbejder sig helt frem til grænsen. Jeg har været mere inspireret af Eliot end af Borges«, fortæller Kirkeby. Og nu har han altså selv taget springet fra fagskribent til udøver af den skjønne ordkunst. »Den måde, filosofien især i det postmoderne og i fænomenologien opererer med at overskride de begreber, den selv stiller op, lægger op til en skønlitterær beskrivelse. Når der ikke er noget entydigt sandhedsbegreb, lægger det op til litteratur«, forklarer Kirkeby om baggrunden for sin bemærkelsesværdige debut som skønlitterat. Romaner til skuffen »Litteratur og filosofi får stadig mere med hinanden at gøre. Jeg har skrevet tidligere. Romaner til skuffen. Men så kom ungdomsoprøret, og jeg blev mere optaget af praktiske ting«, konstaterer han. Der skulle gå mange år, før han tog tråden op. En dag blev han opfordret til at holde et foredrag om Tiden. Ikke noget helt lille emne! I stedet for at holde et almindeligt foredrag, valgte han at skrive en historie og læse den op. 'Urfabrikken' fængede hos tilhørerne, og så var han i gang. Det blev en god vane en gang imellem at vælge at skrive fortællinger i stedet for foredrag. »Så blev jeg bidt af det! Jeg fik hele tiden idéer til historier. At skrive fortællinger minder om filosofien i den forstand, at mediet hele tiden er klogere end en selv. Man har pludselig en idé, men når man går i gang med at forme den, vækker den sin egen logik, og så har man til sidst lavet noget, der næsten er lige så fremmed for en selv, som hvis en anden havde skrevet og tænkt. Det synes jeg er enormt spændende«. At skrive og at filosofere er i så henseende nært beslægtede, konstaterer digterfilosoffen. »Filosofien skal ikke komme med klare argumenter og konklusioner. Jeg synes, den skal holde noget åbent. Jeg tror, man er så involveret i sproget og i virkeligheden, at man kan ikke få den afstand, som ville kunne gøre, at man i sidste ende kan sige: »Sådan er det««. Begivenheden som begreb »Viden er ikke andet end sansning«, står der i en af fortællingerne, og på mange punkter er der en direkte forbindelse mellem Ole Fogh Kirkebys filosofi og hans filosofiske fortællinger. Kroppen og Begivenheden er de to begreber, Ole Fogh Kirkeby har kredset om i de senere år. Begivenheden er i hans øjne en bærer af et næsten uendeligt antal fortællinger. »Fortællingen er en fantastisk god eksemplifikation af Begivenheden. Bedre end man nogensinde kan gøre det med en begrebsligt klar diskurs«, forklarer professor Kirkeby og får mig til at love mig selv, at jeg snart skal få lavet en aftale om et eftersyn, så jeg kan få banket lidt rust af hjernevindingerne. Men jeg har jo heller ikke som professor Kirkeby i denne sommer lagt sidste hånd på 400 sider om Begivenheden som begreb. »Jeg tror ikke, at nogen har skrevet noget så grundigt om Begivenheden før«, siger han og smager lidt cigaragtigt på sit gæt. Det skal nok passe. Så udgivelsen af 'Tantum Magnum' bliver under alle omstændigheder en Begivenhed. Bach, en ufattelig tænker Kroppen møder Begivenheden i Sansningen. Det er denne bevægelse, der på mange forskellige måder er et omdrejningspunkt i 'Filosofiske fortællinger'. Det er et åbenlyst musisk menneske, der skriver en fortælling, som handler om, at Klangen måske er det eneste virkeligt originale, et menneske kan siges at være i besiddelse af. Musikken er en gennemgående metafor i 'Filosofiske fortællinger'. Jeg ser pludselig et billede for mig: En kraftig mand med skæg og cigar, der klemmer violinen fast med venstre underkæbe, mens han tænker en tone og lytter til tanken. Ligner den en lille sædcelle undsluppet fra et nodeark? »Musikken er præcis det sted, hvor Viden og Sansning smelter sammen«, mener Ole Fogh Kirkeby. »Schopenhauer opfattede musikken som den højeste af alle kunstarter. Det vil jeg ikke sige, jeg gør, men jeg er gammel violinist, og jeg har altid været meget besat af musik. Musikken løfter ud af én selv. Den tager udgangspunkt i hørelsen, men den får øret til at se«. Yndlingskomponisten er Bach: »Han er jo ufattelig logiker! En ufattelig tænker. Tankens strukturer er lagt blottede i hans solo-sonater for violin. Der er en fænomenal logik i dem, men de er også uendeligt kropslige. Der er virkelig en dans i dem. De er så tæt på jorden og dog så langt derfra. Der er også dét, der bør være i en god fortælling; der er Døden, der er Himmelflugten, og der er Dansen, og der er også i en vis forstand Passionen, Lidenskaben, ja, hvis ikke Liderligheden! Det hele er der!«. »Hånden er vores ydre hjerne« »Der er folk, der forsker i matematikken i Bach. Det er helt fænomenalt avanceret, men jeg tror faktisk ikke, det er tænkt avanceret. Jeg tror i virkeligheden, at Bach demonstrerer, hvor kropslig den stringente tanke er. Han har set nogle strukturer for sig, men spørgsmålet er, hvor bevidst han har konstrueret det. Når man skaber, tager det ene det andet, og reglerne opstår nærmest af sig selv. Det er derfor, man bliver rigere og klogere hen ad vejen«. Genkender man et mønster, når man skaber? Nej, det er snarere som at blive genkendt af et mønster, mener Kirkeby og påkalder Kant: »Hånden er vores ydre hjerne«. Og græske Plotin: Sjælen manifesterer sig i kroppen gennem gøremålet, og så bliver også kroppen immateriel. Vi »forsvinder«, når vi skaber eller for den sags skyld læser en god bog. Det er hér, det kredser for Ole Fogh Kirkebys filosofi: Inspiration, kreativitet, intuition. På en gang vage og klare begreber. Men anvendelige begreber. En farlig sag »Det handler ikke om at være autentisk. Det handler om at være rede til og værdig til den begivenhed, det hele foregår i«. Hmmm, tænker jeg. At handle moralsk med andre ord? Både i det små og som leder af et stort firma? »Der er en helt tydelig dagsorden i 'Det Nye Lederskab'«, fastslår Kirkeby. »Den forklarer lederen, at tager han eller hun sit sociale ansvar alvorligt, kan han eller hun realisere sig selv som leder. Det er jo i sidste instans en socialistisk dagsorden, formuleret ind i en anden type sprog«, påpeger Ole Fogh Kirkeby, der altså ikke har glemt sine rødder i ungdomsoprøret. Center for Kunst og Lederskab samarbejder aktivt med erhvervslivet. Man formidler bl.a. samarbejde med kunstnere, der er egnede til et samarbejde. »Vi vil gerne være som alfonser, der handler med meget smukke kvinder«, gnægger Kirkeby selvironisk. »Vi vil gerne formidle kontakten mellem dygtige kunstnere og dygtige erhvervsledere. Gode erhvervsledere ved med sig selv, at de er kreative, men de er interesserede i at vide, hvordan kunstnerne administrerer deres kreativitet. Omvendt er kunstnerne interesserede i at høre om ledernes realitetssans og lederegenskaber. Det skal være en intim og en befrugtende relation. En moralsk relation. Man kan sagtens bare købe sig en dyr kunstner, men det her handler om at lukke en kunstner inden for murene og det er jo altid en farlig sag«. Dannelsesdebat Ifølge Kirkeby har kunstnerne og lederne mindst to ting til fælles: De tør mere end de kan, og de har sans for at lade deres valgte medie tage over. At man som netop konstateret på de højere uddannelser i det hellige erhvervslivs navn har fået de unge til at flygte fra humaniora, ser Ole Fogh Kirkeby som en pænt sagt paradoksal udvikling. Han mener slet ikke, at en overproduktion af teknikere og en udsultning af humaniora på længere sigt er, hvad fremtidens erhvervsliv har brug for. »Humaniora og samfundsvidenskab holder fokus på de menneskelige relationer. Det er indlysende, at som samfundet udvikler sig nu, bliver behovet for teknisk kompetence mindre og mindre, mens behovet for social-intellektuel-kulturel kompetence bliver større og større. Den type innovation, man har brug, tror jeg ikke udspringer primært fra det tekniske felt«. »Samfundet har sine potentialer i udformningen af de sociale relationer. Den kompetence ligger måske ikke direkte i humaniora, men at humaniora eksisterer og kan skabe en dannelsesdebat, er det nødvendige reservoir til at skabe en spændende kultur, der gør, at man er innovativ. Det er, som om regeringen ikke forstår det«, siger Ole Fogh Kirkeby. Så ser han rødt! Et emne for et seminar har været 'anti-branding'. Ole Fogh Kirkeby ser rødt, når han hører ordet brand. I hvert fald når det bliver brugt på områder, hvor det ikke hører hjemme. Når man f.eks. brander et begreb som 'social ansvarlighed' eller 'bæredygtig'. Han tror, folk har nået kvalmegrænsen for branding og dårlige fortællinger. Fortællingen har alt for længe været et udvandet mantra i markedsføring og konsulentvirksomhed. Og i stigende grad i politik. »Hvis fortællinger afløser de klare, værdimæssigt normative politiske standpunkter, begynder det at blive farligt. For så får vi ikke at vide, hvad det egentlig handler om, og hvad konsekvenserne er«, påpeger Kirkeby, der også mener, at den offentlige forvaltning efterhånden i alt for høj overtager sine målestokke fra de dårlige sider af erhvervslivet. Som når offentlige institutioner brander sig for at få succes og få politikernes bevågenhed. Det er galt, når man f.eks. overtager succeskriterierne fra et økonomisk system og overfører det til en sfære, hvor meningsindholdet burde måles på servicekvalitet. Hvorfor skal public service-stationen DR måle sig selv på seertal? Hvorfor skal Københavns Energi pludselig bruge masser af penge på at markedsføre sig? »Når det offentlige skal brande sig, så dør demokratiet. Så forsvinder den informationsbasis, hvorpå man skal træffe en saglig beslutning«. KreativitetEr politik som udtryk blevet kommercialiseret? »Det er det. Vi overtager efterhånden alting fra USA. Også på det punkt. Politik er blevet kommercialiseret i den forstand, at man tror, man skal tale til »den jævne mand« i et sprog, der ligger i grænselandet mellem fiktion og fakta. Men det skal sgu ikke simplificeres hele tiden! Det er ret sørgeligt, hvis man i et demokrati ikke kan tage de fundamentale diskussioner«. Er man bange for at komme til at kede folk, og så vælger man i stedet at servere den gode historie? »Jeg er bange for det. Folk har ikke lyst til at tænke sig om. Det er anstrengende. I en vis forstand er det en fortsættelse af det negative i den danske tradition, som jo er lidt af en pædagog- og præstekultur. Man må ikke tale filosofi i Danmark. Man skal tale ned til folk. Man må ikke sige noget, som kræver en eneste kalorie at tilegne sig. Det, synes jeg, er tragisk. Vi har en kultur, der siger, at man ikke må være intellektuel offentligt. Det er jo en fatal falliterklæring, når man samtidig hævder at have et videnssamfund«. Kreativitet? Det er der, man sætter ind, når man ikke har andre naturlige ressourcer. Men hvad pokker. Som Ole Fogh Kirkeby optimistisk udtrykker det: »Kreativitet har altid eksisteret på tværs af uddannelsessystemerne. Jo mere restriktive og tåbelige uddannelsessystemerne, jo mere intelligente er dissidenterne«.