Syv kvinder og tre mænd. Sådan ser den hårde liste over de vigtigste nye, danske forfatterskaber ud, hvis man er kritiker og hedder Lars Bukdahl. I løbet af efteråret får han udgivet en næsten 700 sider tyk bog, 'Generationsmaskinen', hvor han gennemgår den nye forfattergeneration for alle de læsere, der faldt af i svinget, da de unge forfattere i nogle år kastede sig over kortprosaen og ikke orkede at følge med, da nye navne viste helt andre takter. Bestsellerne ryger i svinget Bogen udkommer til november, men Bukdahl gør det allerede nu klart, at bestsellerforfattere som Jakob Ejersbo og Jette Kaarsbøl efter hans mening ikke vil stå distancen, når litteraturhistorien starter den store grovsortering. De 10 på den absolutte topliste ser sådan her ud: Christina Hesselholdt, Katrine Guldager, Kirsten Hammann, Line Knutzon, Lone Munksgaard Nielsen, Jokeren, Charlotte Weitze, Lars Frost, Ursula Andkjær Olsen og Pablo Llambias. »Jeg vil mene, man kan nævne yderligere ti forfatterskaber, som også er væsentlige, eksempelvis Jan Sonnergaard, Peter Adolphsen og formentlig også en Jens Blendstrup, men de ti førnævnte er den helt hårde liste, som efter min mening er originale forfatterskaber, som har holdt kvaliteten og forstået at forny og forvandle sig«, siger Lars Bukdahl. Fiktiv generation Drivkraften til at skrive bogen kommer egentlig fra, at han som meget ung forfatter og kritiker sad i Århus og havde en forestilling om, at alt i den nye, danske litteratur blev afgjort på en café ovre i København. Han forsøgte uden større held at slå igennem som forfatter, og samtidig skrev han som kritiker på niche-avisen Kristeligt Dagblad. »Da jeg senere flyttede til København og begyndte at skrive på en avis, folk læste (Weekendavisen, red.), var det hele ovre. Jeg følte aldrig, jeg tilhørte 90'er-generationen, men som kritiker blev jeg ofte bedt om at komme ud for at forklare, hvad der egentlig foregik i den nye litteratur«. »Det sjove er, at forfatterne især i den første del af 90'erne, min egen generation, hele tiden sagde, at de ikke var en generation, selv om de lavede tidsskrifter sammen og var kærester sammen, og hvad man nu ellers skal gøre for at være en generation. Men selvfølgelig er det også en fiktion, jeg laver, når jeg sætter dem sammen i en generation, og det er den dobbelthed, jeg forsøger at pege på ved at kalde bogen for 'Generationsmaskinen'«, siger Lars Bukdahl. Slagsmål søgesTror du, at du får tæsk for at pege på dem, du mener er de bedste? »Ja, det håber jeg da. Jeg ville da blive meget trist over alt andet. Hvis jeg kunne få nogle virkelig gedigne, spektakulære slag, så ville det da være lidt sjovt«, siger Bukdahl. I bogen går han ikke ind i en analyse af sit eget forfatterskab, men han er samtidig klar over, at han ikke helt kan skrive sig uden om. »Jeg har et lille mellemspil, hvor jeg forsøger at træde frem som eksempel, især fra min pure ungdom. Jeg har nogle store citater fra nogle af de gode afslag, jeg fik fra Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen og Pia Tafdrup, som mente, det var noget værre noget - hvilket de også havde ret i«.