Amos Oz er en rolig og fattet mand. Men som han sidder der i sit arbejdsværelse i den lille israelske soveby Arad ved kanten af Negevørknen, kan man godt fornemme, at der bag det venlige ydre gemmer sig en bekymret sjæl. Og tager man hans aktuelle bog på dansk, 'Hvordan man kurerer en fanatiker', på ordet, er der også god grund til bekymring. Ikke god gammeldags pessimisme. »Nej, verden bryder trods alt ikke sammen lige nu«, som han siger med et syrligt smil, men væksten i fanatisme har grebet om sig i de seneste år, og det fremkalder panderynker. Som tilskuer og indimellem som deltager - både med riflen og pennen - i den israelsk-arabisk-palæstinensiske konflikt og som mangeårig aktiv i den israelske fredsbevægelse har han på tæt hold fulgt udviklingen, og han er ikke i tvivl om, at fanatismen avler den ekstremisme og terrorisme, som vi i de senere år i stadig stigende grad er vidner til i den daglige nyhedsstrøm. Fanatikeren er ikke fremmed Amos Oz køber ikke antagelsen om, at islam rummer et mere fanatisk aspekt end jødedommen og kristendommen. »Det handler om nogle grundlæggende betingelser på bestemte tidspunkter i de pågældende kulturer. Jeg tror ikke på, at nogen kulturkreds eller religion er mere disponeret for fanatisme end andre «, fastslår han . Ifølge den internationalt anerkendte forfatter, hvis værker er oversat til 29 sprog, heriblandt adskillige til dansk, stikker man sig selv blår i øjnene ved at tro, at fanatikeren er en eksistentielt fremmed. »Kristendommens historie er ikke just rosenrød, og heller ikke jødedommen har været immun over for fanatikere. Man har som almindeligt menneske en helt naturlig tendens til at tro, at fanatikeren er en 'anden', det er ham, vi ser på tv-skærmen, der brænder flag og råber vrede slogans på et sprog, vi ikke forstår«. »Men ofte er fanatikeren meget tættere på os, end vi antager. De folk, som sprænger abortklinikker i luften i USA eller sætter ild til synagoger og moskeer i Europa, adskiller sig ikke essentielt fra Osama bin Laden«. Humor som våben På spørgsmålet om, hvad der kendetegner de folk, som evner at holde stand imod fanatismen, svarer Amos Oz: »Jeg tror oprigtigt på, at en vis portion humor er den vigtigste modgift over for fanatisme. Humor er også en vigtig del af vores immunforsvar. Når humoren kan bruges som et værn imod politisk eller religiøs fanatisme, er det, fordi humor rummer en indbygget skepsis og en grad af relativisme, som tvinger os til at anskue hævdvundne forestillinger på en anderledes måde. Hvis jeg overhovedet skulle være troende, ville jeg fæste min lid til den Messias, der steg ned til menneskene for at lære os at grine ad os selv. Det er min idé om en frelselære«. Er humor en universel kur imod fanatisme?

»Det er lige stramt nok. Det handler i høj grad om en personlig udvikling. Det er klart, at kigger vi på Tyskland under Hitler og efterkrigstidens demokratiske forbundsrepublik, så er der tegn på en kollektiv af-fanatisering, som væsentligt skyldtes de markant ændrede samfundsforhold og dermed forskellige institutionelle påvirkninger«. »Men i de fleste tilfælde tror jeg, man i forsøget på at afmontere den tikkende bombe, som en fanatiker er, skal lede efter de eventuelle små sprækker af tvivl, han måtte afsløre. Hvis en person højrøstet erklærer, at han vil dræbe alle jøder, men gøre en undtagelse med mig, så er der et lille glimt af håb. Det er denne nok så beskedne blottelse, man må forsøge at bearbejde. Det er en meget vanskelig proces, men ikke at gøre forsøget vil være at kapitulere moralsk«. »Man må forsøge at opspore fanatismens smittekilde. I mange tilfælde viser det sig, at det politiske eller religiøse kun er en tynd fernis, der dækker over nogle andre og mere personlige grunde, eksempelvis ulykkelig kærlighed, seksuelle frustrationer, pengesorger, forliste karriereambitioner osv.«. »Det er desværre ikke så simpelt, som mange tror, at blot man giver den fattige verden mere mad og medicin, så forsvinder den fanatisme, der i stigende grad har udviklet sig til terrorisme. Selv hvis alle klodens mennesker havde tag over hovedet, klæder på kroppen og brød på bordet, ville fanatismen trives«. Bush som fanatiker?Hvis vi kigger på fanatisme uden for Israel, vil du så eksempelvis betegne den stærkt kristne George Bush som fanatiker?

»Jeg ved ikke om præsidenten selv er fanatisk, men i sit miljø og blandt nogle af de rådgivere, han benytter, er der afgjort fanatiske elementer. Men når det er sagt, må vi samtidig være utrolig forsigtige og ikke betegne alle, der er idealister og har stærke principper, som fanatikere«. »Skillelinjen går for mig ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan tolerere, at andre mennesker kunne tænkes at have andre værdier og normer end en selv. I den forstand ser jeg ikke signalerne fra Det Hvide Hus som udpræget fanatiske«. »Det er tydeligt, at mange af de ledende amerikanske politikere ikke mener, at de fører en aggressiv politik, men en defensiv politik. Det kender vi også her i Israel. Det, som startede som et nødvendigt selvforsvar for statens eksistens, har gradvist udviklet sig til et større projekt, der handler om territorier, historie og religion«. »Den oprindelige kamp var værd at kæmpe, men man kan blive så opslugt af bataljerne, at man glemmer, hvor grænserne mellem det gode og det onde, det defensive og det aggressive går«. Fanatisme og normaliseringEr der virkelig mere fanatisme i dag end under den kolde krig?

»Det er svært at måle fanatismens udbredelse. Men det synes mig ganske klart, at vi lige nu lever i skyggen af en ekstremt voldelig fanatisme. Jeg vil advare imod den ensidige fokusering på terrorisme; den virkelig sygdom er fanatisme. At jage en gruppe terrorister og dræbe deres ledere svarer til at pudse næse, når man er forkølet. Det er ikke sygdommen, man får til at forsvinde ved at finde lommetørklædet frem«. Hvad er din forklaring på, at mange af de yngre israelske forfattere ikke som din generation beskæftiger sig lige så indgående med den israelsk-palæstinensiske konflikt?

»Lad mig sige det på den måde: Jeg har endnu til gode at møde den israeler, eller palæstinenser for den sags skyld, som ikke er interesseret i konflikten. Alle folk hernede har en holdning til disse meget ømtålelige spørgsmål«. »Men det er da rigtigt, at flere af de yngre forfatter ikke på samme måde som de lidt ældre forfattere synes at finde det livsvigtigt at beskrive de problemstillinger i deres romaner. De er heller ikke som jeg og andre på min alder involveret i diverse partier eller politiske bevægelser, og de står heller ikke i kø foran aviserne for at få lov at skrive en klumme. Måske er det tegn på en normalisering«. På hvilken måde?

»Zionismens inderste ønske var, at Israel skulle blive et lige så 'normalt' land som alle andre lande. David Ben-Gurion sagde: Når vi engang får et jødisk fængsel udelukkende med jødiske fanger, så er vi lykkedes som samfund. At have et samfund med unge forfattere, som føler sig frie til at skrive om alle mulige andre emner end lige konflikten mellem os og vores naboer, kan på den måde ses som et sundhedstegn i vores samfund«.