Bjarne Reuter. - Foto: Pelle Rink

Bjarne Reuter. - Foto: Pelle Rink

Interview

Løgnhalsen

Bjarne Reuter kan rulle historier ud, så han begejstrer knægten i Texas og kejserinden i Japan, men den helt afgørende anerkendelse som voksenforfatter mangler stadig i et forfatterskab, der er svært at sætte i bås. Måske er den på vej, for Reuter har netop høstet nogle af sine flotteste anmeldelser for romanen 'Løgnhalsen fra Umbrien'.

Interview

For ikke så længe siden fik Bjarne Reuter to breve.

Begge breve var fra udlandet. Og begge breve var fra læsere, der havde spørgsmål til hans bøger.

Det ene var fra en lille sydstatsdreng i USA.

Det andet var fra kejserinden af Japan.

»Når man får to breve som dem, siger man til sig selv: Jamen, du spænder sgu også vidt, Bjarne«, siger den 54-årige forfatter.

Handlede brevene om den samme bog?

»Nej, men det skulle du jo ikke have spurgt om«, siger Bjarne Reuter og griner.

Brevene viser imidlertid, at Bjarne Reuter har fødderne plantet solidt i to verdener.

I den ene verden kører drømmeren og tryllekunstneren Buster Oregon Mortensen rundt med flagrende kappe på sin budcykel.

I den anden ruller plattenslageren og løgnhalsen Giuseppe Pagamino ind i et pestramt Firenze i 1348 i en historie om religion, Gud og Satan.

Bøger for børn og bøger for voksne.

For et par uger siden var det voksenhistorien om 'Løgnhalsen fra Umbrien', som både læsere og anmeldere stod parate til at tage imod.

Siden har læserne gjort historien om løgnhalsen Giuseppe til en af de mest solgte lige nu, og dagbladskritikerne har givet Reuter nogle anmeldelser, som ingen forfatter kunne have skrevet bedre selv. Overstrømmende er formentlig det mest dækkende udtryk for en række læsninger, der kulminerede hos Berlingskes Jens Andersen, der i 'Løgnhalsen fra Umbrien' så en oplagt kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris.

Flyvske Bjarne
Skulle dét ske, ville der være åbnet for et digebrud i Reuters forfatterskab, for nok er han stadig den skønlitterære forfatter, der har flest bogsider stående på de danske biblioteker.

Og nok er det ham, som kan få selv bogdroppende skoledrenge til at sluge historier, fordi hans bøger aldrig skammer sig over at ville være underholdende fra første linje på side et.

Men den fine voksenanerkendelse, de store, litterære priser, har det knebet med. Han har fået Kulturministeriets Børnebogspris, Boghandlernes Gyldne Laurbær, Dansk Skolebiblioteksforenings Pris, Den Nordiske Børnebogspris og Deutscher Jugendlitteraturpreis og flere andre priser, der ligner - plus Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, men det er ikke Reuter, der har grovhøstet, når Nordisk Råd, Litteraturkritikernes Lav eller Det Danske Akademi har sat medaljer på brystet af danske forfattere.

Én af årsagerne til dét kan man formentlig finde i de to breve, som Bjarne Reuter har fået fra knægten og kejserinden. Fra læsere i hver sin lejr. Læsere, som er så forskellige, at forfatteren har været svær at placere entydigt i det litterære landskab.

»Jeg håber da, at anmelderne ikke kan pejle mig nogen steder hen. Det giver en stor frihed, og jeg synes, det er synd for dem, der meget tidligt i deres forfatterskab kommer ned i en bestemt kasse, som de krampagtigt forsøger at komme ud af igen, hvad der stort set aldrig lykkes. Jeg synes, jeg selv har undveget så mange gange, at jeg stadig har min fulde frihed til at skrive en bog som 'Løgnhalsen fra Umbrien'«.

Ville det have været nemmere for dig at få den store anerkendelse, hvis du ikke havde skrevet så meget forskelligt?

»Den mistanke kunne man godt få, for det er sværere at få den, når man er så flyvsk, som jeg er. Bare det, at du får tanken, er jo nærmest beviset på, at det godt kan være tilfældet. Man vil gerne have anerkendelsen, men man skriver jo ikke for at få den«.

Hvad ville det betyde, hvis Det Danske Akademi sagde, at de gerne ville give dig en pris for dit arbejde i litteraturens tjeneste?

»Det ville nok ikke betyde andet, end det betyder for en hvilken som helst anden, der får en anerkendelse. Det ville være dejligt, men man bliver ikke en bedre forfatter af det. Jeg har fået masser af priser, men det har aldrig forandret noget. Til gengæld er anerkendelse en ingrediens, der gør, at det bliver nemmere at stå op dagen efter og lave det samme som dagen før. Man kan ikke helt leve uden anerkendelsen«.

... og forføreren Bjarne
I Danmark er du nærmest et begreb, men hvad sker der, når du får dine bøger udgivet i udlandet?

»Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan udkomme i stort tal i Frankrig, Spanien, USA, Tyskland og Italien. I Spanien er 'Prins Faisals ring' kommet i fem oplag på et år, og det gør mig meget lykkelig, for det siger mig, at det, jeg tror, er typisk dansk måske også er typisk spansk, og at der måske er en masse forbindelsesled mellem os, der sidder og læser, som vi ikke var opmærksomme på i forvejen«.

Har du en anden profil i udlandet end i Danmark?

»Ja, for selv om jeg siger, at jeg ikke er sat i bås, så bliver man jo sat i bås alligevel. Det slipper jeg for, når jeg udkommer i Japan, eller hvor det nu er. Og det er da befriende«.

Hvilken bås ender du i herhjemme?

»Det burde jeg jo have svaret meget spontant på«, svarer Bjarne Reuter og tænker sig længe om.

»Det kan være svært at se sig selv udefra, men jeg har følt, det var svært at gå fra at være ham, der skrev børne- og ungdomsbøger til at være en forfatter, der også skriver for voksne«, siger Bjarne Reuter.

For Reuter som forfatter er der imidlertid ingen forskel på, hvad det er, han vil med sin læser. Læseren skal forføres.

De unge læsere skal ligge derhjemme under dynen, og de skal for det indre øre kunne høre lyden duk-duk-duk-duk komme nærmere og nærmere, når en lille gul flyvemaskine (med rosiner som brændstof) glider hen over den lille piges hus, og en rebstige dumper ned foran det åbne vindue i historien om Kaptajn Bimse og Goggeletten.

Og de voksne skal have lugten og lydene af middelalderens Firenze i sig, når de følger Giuseppe, der i sin æseltrukne kærre skumpler sig hen langs de afskallede bymure.

»Hvis ikke det lykkes for mig at overbevise læseren om, at vi nu er i 1300-tallet, så glem det. Det handler om at lukke læseren ind i historien og smide nøglen væk«, siger Bjarne Reuter.

Det er forførelsens kunst, han arbejder med, når han hver morgen sætter sig til tastaturet mellem klokken seks og otte. Tidspunktet, hvor ingen er stået op endnu, medmindre de er tvunget til det. Tidspunktet, hvor alt synes muligt, og vi stadig ikke har fået besked om, at en mand har fået savet hovedet af et sted i Irak.

I netop det tidsrum fødes Reuters fantasifulde historier. Mens fingrene danser hen over tasterne, springer han fra idé til idé. Det er her, han finder ud af, at Giuseppe - manden, der ikke kan brødføde sig selv - kan hypnotisere en flue. Eller at Giuseppe - gravskænderen og plattenslageren - pludselig viser sig at være verdenshistoriens første humanist. Det er Giuseppe, der sætter sig op mod den store kirkemagt, og da han ser en flok kvinder, der er ved at drukne et uægte barn, samler han det op.

»Det er ikke med i planen, at han skal samle barnet op, men det gør han, og for mig er det lakmusprøven på, om jeg kan have med ham at gøre. Jeg skal kunne lide ham«, siger Reuter.

»Nogle forfattere siger, at de har skrevet 25 bøger, men at det i virkeligheden er den samme, de altid skriver. Sådan er det ikke for mig. For mig er det at skrive en eftersøgning, og da jeg efterhånden fandt ud af, at det, jeg søgte, ikke fandtes, kunne jeg se, at det var eftersøgningen, det handlede om«.

Hvad var det, du søgte?

»Det skal jeg fortælle dig om nogle år. Når jeg stadig skriver, er det, fordi jeg ikke kan svare på det. Når jeg skrev 'Løgnhalsen fra Umbrien', var det ikke, fordi jeg havde svaret, men fordi jeg havde et spørgsmål, og somme tider er spørgsmålet vigtigere end svaret. Her bruger jeg 400 sider på at være forstørrelsesglas, som man kan se noget igennem, og når jeg ser ned gennem 'Løgnhalsen ...', får jeg et klarere billede for mig selv af spørgsmål som tro, religion, Gud, Satan og humanisme«.

»Man siger, at troen flytter bjerge, men man kunne også spørge, hvad der ellers skulle få dem flyttet. Når jeg skriver, så er det et forsøg på at dokumentere, at livet er større, end man til daglig går og tror, og i en fortælling om en mand som Giuseppe får man en form for bevisførelse for det«, siger Bjarne Reuter.

Han har skrevet på historien om den italienske gravrøver i et år, og det var endda tæt på, at vi aldrig fik historien om ham. Det var slet ikke meningen, at Giuseppe skulle have meldt sig, da han opstod som et billede i Bjarne Reuters hjerne og nægtede at lade sig fjerne. Han kom som et billede, som et spørgsmål. Hvorfor vil den mand ind i en by ramt af byldepest? Reuter måtte følge Giuseppe for at finde svaret.

»Da Giuseppe pludselig kom ridende, stod jeg nede i Tutankhamons grav i 1931. Den historie måtte jeg slippe, og det var frygtelig irriterende, for som research havde jeg flere gange været i Egypten, på Isle of Man, og jeg havde nærmest boet på British Museums egyptiske afdeling i London. Jeg startede på at skrive historien om Tutankhamon i 2001, og hvis jeg nogensinde har haft en fiks ide, så handler den om fundet af Tutankhamons grav«, siger Bjarne Reuter.

... og digteren Bjarne?
I den kommende tid vil han forsøge at arbejde sig tilbage til Egypten i 1931, blandt andet ved på ny at rejse tilbage til Egypten for at komme i den rette stemning.

Men foreløbig skal han puste ud.

Efter arbejdet med 'Løgnhalsen fra Umbrien' føler han sig ikke i stand til at skrive så meget som et postkort.

Til gengæld har han masser af læsning til gode, for mens han skriver, bliver læsningen af andres bøger lagt til side. Men nu er han parat til at sluge dem igen, forfattere som V.S. Naipaul, Jan Kjærstad, Elsa Morante og John Irving. Ja, ikke overraskende er Reuter til fortællere, der tør være store i slaget og rulle den brede fortælling ud. Men det vil måske overraske nogen, at han også er en varm tilhænger af litteraturens mest inddampede ret - digtene.

»Der findes jo afsindigt mange gode, danske lyrikere. Dér rammer vi endelig noget, jeg ikke har prøvet. Jeg vil da ikke afvise, at jeg ville kunne synes, det var enormt interessant at skrive en digtsamling, og det ville blive med frygt og bæven, jeg gjorde det. Men foreløbig vil jeg lade det blive ved truslen«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce