Galsan Tschinag skriver om stepperne, hvor vindstødene under den store himmel suser rundt om de runde nomadetelte, men ellers ikke synes at møde modstand så langt øjet rækker. Han skriver om en lille dreng, der trækker bukserne ned og tisser i sin elskede 'bedstemors' hulede hænder, så hun får noget at bade sine syge øjne i. Gulsan Tschinag skriver om nomadernes forhold til fårene og hundene, til træerne, til årstiderne, til naturen, til hinanden. Han skriver om luften og græsset, der er rent som en nyvasket tallerken. Den 60-årige forfatter og stammehøvding skriver om en verden, der er på vej til at forsvinde. Og han hader det. Om ti år kommer udviklingen »Mine bøger er dokumenter. De er et testamente over en lillebitte befolkning i den store menneskehed«, fortæller Galsan Tschinag en eftermiddag, hvor han er nogenlunde så langt hjemmefra, som man kan komme, når man sidder på et mikroskopisk hotelværelse i København og normalt har hjemme ude på stepperne i Mongoliet cirka 2.000 kilometer fra Ulan Bator. »Der er ikke meget forandret endnu, men om ti år når udviklingen også ud til os«, siger Galsan Tschinag. Foreløbig kan han trøste sig med, at hans bøger om livet i den tuvinske stamme i Mongoliet er nået langt ud i verden. Hans romaner, erindringsbøger og dokumentarbøger er oversat til en lang række sprog, og han har masser af læsere til sine poetiske beretninger, som Politikens anmelder Niels Brunse har kaldt en brobyggerbedrift af format, fordi fårehyrdens søn fra stepperne fra et lille sprogområde har evnet at gøre sine erfaringer relevante for læsere i fjerne dele af verden. Han tjener i dag så meget på sine bøger, at han kan hjælpe mange af medlemmerne i den tuvinske stamme, som han selv er høvding for. Hvorfor udnytte råstofferne Tschinag er en af de få mongolske forfattere, der er kendt ude i verden, og det er der ifølge ham selv en god forklaring på. »Vi er to millioner mennesker på et areal på størrelse med Grønland. Vi er et land med en stor historie, men vi er også et land uden en industri, og i dag tæller kun de lande, der spiller en rolle for verdenshandelen. 99 pct. af landet er uudnyttet, men vi har store reserver af guld, sølv, kobber og råolie. Vi kunne vel forsyne hele verden med råolie i et par år. Selv uran har vi. Vi har alt«. »Råstofferne bliver imidlertid ikke udnyttet, fordi vores land mangler infrastruktur, men så er det, jeg spørger: hvorfor skulle vi egentlig udnytte råstofferne. De har ligget der i millioner af år, og det er en forkert tankegang, at man skal udnytte naturen, bare fordi det er muligt«. »Men folk kan ikke se guld, uden at de vil have det gravet op. Min mening er, at jorden bør forblive, som den er, for vi kan udmærket leve af alt muligt andet«, siger Galsan Tschinag. Mongoliet bør beskyttes Han mener, Mongoliet burde beskyttes som et af verdens sidste lande, der stadig befinder sig i en urtilstand. Et land, hvor f.eks. danskere og alle mulige andre kunne 'tanke' naturoplevelser i en uge og vende tilbage i bedre tilstand. »Skulle vi industrialisere hele dette store land for kun to millioner menneskers skyld. Det er som at slagte os selv og sælge moder jord. Problemet er, at hvis bjergene og olien får lov at ligge uberørt, føler et land som USA sig forrådt, fordi de ønsker at kunne råde over oliereserverne, ligesom Rusland vil udnytte vores uran«. »Og alle neo-kapitalisterne i Mongoliet har brug for pengene. De seneste ti år har vi levet med den nye kapitalisme, og dens appetit er som en forslugen løves. Kapitalisterne vil vade lige hen over liget af moder jord for at få fat i penge«, siger en stærkt indigneret Galsan Tschinag. Han er ikke imod alt i den moderne verden, og han virker nærmest stolt over, at mongolerne ifølge ham selv er langt fremme i den nye teknologi. »Jeg kan sidde ude på stepperne og tale i mobiltelefon med New York, og jeg har selv to bærbare computere og en pc med fladskærm«, fortæller han. Tschinag er imidlertid lodret imod den forslugne materialisme, som han mener har sin rod i den engelsksprogede verden, som han ikke har ret meget godt at sige om. Kravlestadie »Hvis der bliver oversat 100 bøger i verden, er de 93 eller 94 oversat til engelsk. Rusland har en stor litteratur, men vi hører meget lidt i forhold til landets størrelse, hvorimod vi får besked om hver en prut, der bliver slået i engelsksproget litteratur. Det opfattes nærmest som en pligt. Reklamer, medierne, tv. Alle forherliger den engelsksprogede verden, selv om det engelske sprog er lige så dårligt som det engelske køkken«, siger han. Tschinag fortæller, at hans lands gamle lyriktradition er på et meget højt niveau i et sprog med en stor ordrigdom, hvorimod prosaen stadig er på kravlestadiet. Til gengæld er den mundtlige tradition stor, og han har oplevet , at det i løbet af en sommer lykkedes at samle hele 16 meget gamle epos sammen. Det ene så langt, at det ville tage tre døgn at fremsynge det. »Jeg ved godt, at folk kan kalde mig nostalgisk og romantisk, og de har også ret. Jeg er det 21. århundredes Don Quixote, men jeg er også et godt menneske, og jeg vil hellere være Don Quixote end en hæslig materialist«, siger han. Studerede i DDR Galsan Tschinag får i dag overrakt ALOA-prisen for sin roman 'Den blå himmel'. Forlaget Batzer & Co. regner med at fortsætte med at udgive Tschinags bøger i dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen. Han oversætter dem fra tysk. Galsan Tschinag studerede i 1960'erne i det gamle DDR, da både Mongoliet og Østtyskland dyrkede socialismen. Apropos socialisme. Hvorfor går Tschinag egentlig ikke ind i politik, når han nu hader udviklingen? »Jeg får masser af opfordringer, men jeg siger altid, at det skidt, de vil lave i politik, må de selv sørge for«.