Bedre boliger, brød på bordet. Det var i al korthed en af de vigtigste programerklæringer for den socialdemokratiske politiker H.C. Hansen. Han blev født i 1906 som søn af en skomager, var uddannet typograf, og efter en flot løbebane i DSU kulminerede hans politiske karriere med posterne som handelsminister, finansminister, udenrigsminister og statsminister (1955-60). En af de store i Socialdemokratiet. En af hovedkræfterne bag opbygningen af det danske velfærdssamfund. Bedre boliger, brød på bordet. Dertil, også i H.C. Hansens politikerliv, etableringen af en lang række af velfærdssamfundets klassiske goder - bl.a. ferieret, sygelønsordning, arbejdstidsnedsættelse, folkepension, arbejdsløshedskasser, ulykkesforsikring, revalidering. Den danske model Om H.C. Hansen har forfatter og lektor Claus Bjørn skrevet en næsten 500 sider stor biografi, der udkommer på onsdag. Hvad er bevæggrundene bag biografien? »Jeg har i mine tidligere bøger prøvet at indkredse, at diagnosticere, noget, vi kunne kalde den danske model. Altså, der ligger nogle traditioner i dansk samfundsudvikling og dansk politik, hvor min fornemmelse var: Mon ikke H.C. Hansen, set fra den socialdemokratiske side, var en af dem, der stærkest manifesterer, materialiserer i sin egen politik og sin egen politiske personlighed den tradition?«. »Det var mit udgangspunkt. Og det er så det, jeg også kredser om i bogens afslutning. Der er noget meget dansk over politikeren H.C. Hansen«. Krønikens tid er forbiPå den måde synger du vel også med på Dansk Folkepartis sang om, at dét Danmark og dén identitet findes ikke mere? »Jamen, Dansk Folkeparti har jo lov til at tage af H.C. Hansen, hvad de vil. Men jeg skriver meget klart, at vi kan jo ikke under nogle omstændigheder føre Danmark tilbage til 1950'erne. Krønikens tid er forbi. Der er hverken bønder i Danmark længere eller købstadsfolk«. Claus Bjørn henviser her til et vers af Jeppe Aakjær, som H.C. Hansen yndede at citere: »Danmark er et lidet land/ Strakt fra nord til sønder,/ Har dog brød til alle mand,/ Købstadsfolk som bønder«. Det er linjer, som Søren Krarup senere har fremhævet i forbindelse med sin beundring af politikeren H.C. Hansen. Og her er Krarup helt på bølgelængde med både sin fætter Jesper Langballe og sin partiformand Pia Kjærsgaard, som også begge har givet udtryk for, at Dansk Folkeparti kan minde om Socialdemokratiet »i gamle dage«, ledet af en politikertype som H.C. Hansen. Socialdemokratisk brud Hermed kommer fortællingen i Claus Bjørns bog også til at handle om det brud, der indtræffer i Socialdemokratiet efter H.C. Hansen, da partiets ledelse mere og mere bliver præget af det, man har kaldt cand.polit.ernes indtog - i første række Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. Her har især sidstnævnte ofte fået tildelt en skurkerolle. Også ifølge Claus Bjørn: »Med Jens Otto Krag får fætrene i Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard et afsæt til at sige: Ja, her var manden, der ødelagde det folkelige danske Socialdemokrati. Næ, Hedtofts og H.C. Hansens parti - det var det rigtige. Og det lille Aakjærvers - om det skriver jo Søren Krarup i sine erindringer: »Sådan ville Krag aldrig have sagt«. »Nej, det ville Krag aldrig have sagt. Men hvor nu den mand så end har bund, så knytter han sig i hvert fald til det, vi kunne kalde den kulturradikale tradition. Mens det ikke er nogen tilfældighed, at en H.C. Hansen som ganske ung i blå bluse drager rundt med mandolinen og laver Aakjærturneer«. »Der er en forankring i det folkelige demokratiske gennembrud, som vi plejer at betegne med treklangen Aakjær-Skjoldborg-Andersen Nexø, som en H.C. Hansens socialdemokratiske ungdom ikke har nogle problemer med at vedkende sig som deres grundlag«. Brutal viljeMan har jo tit kritiseret mange senere socialdemokratiske ledere for at have mistet den der folkelige forankring i arbejdermiljøerne, men man kan jo også se det på den måde, at de ledertyper, man får, afspejler nogle ændringer i befolkningssammensætningen?

»Jamen, som jeg skriver: Har vi overhovedet en arbejderklasse? Gå ud og spørg på gader og veje. De økonomiske skel er udlignet«. Ja, og det er vel det, der afspejles i de senere ledere, bl.a. Krag og Kampmann. Måske er den eneste undtagelse Anker Jørgensen, så hvordan ser du egentlig ham i den socialdemokratiske kongerække?

»Ja, det er da klart, at Anker Jørgensen repræsenterer det gamle Socialdemokrati. Så kan vi sige (med al mulig sympati for personen Anker Jørgensen): Havde han så det politiske format til at klare de politiske udfordringer, der kom? Og det er vel så nok spørgsmålet, om han havde - nå ja - en H.C. Hansens til det brutale grænsende vilje til at klare tingene, som f.eks. under storkonflikten i 1956, ikke?«. FællesskabsfølelsenJa, det var jo en manddomsprøve.

»Ja, det ville have været let at sige, at nu løber de strejkende stormløb mod regeringen, så nu smider vi tøjlerne. Det gjorde H.C. ikke. Jeg tror nok, at en af H.C. Hansens styrker som politiker har været den her med, at det gælder om, at vi sidder for bordenden. Det lange, seje træk, når vi sidder i regering. De ville gerne have de radikale med - for idealet var jo Stauning/Munch - men den sikre viden om at sidde i regering og dermed have udspillet, være den, der formulerer politikken - dér havde H.C. Hansen den rigtige politiske tæft. Men den politik, H.C. Hansens søgte, var hele tiden en invitation hen over midten til det brede forpligtende samarbejde. H.C. Hansen appellerede til en solidaritet og til en fællesskabsfølelse, der var udstrakt til alle danskere. Han ville sgu ikke sætte fødestedskriteriet ind i sin opfattelse af det her«. TryghedDet er måske uretfærdigt at sige, men den politiske kamp var på en måde lettere, mere entydig dengang? »Ja, altså, se på billedet af ham med datteren, der bliver student. Målet at give den opvoksende generation bedre adgang til uddannelse, som han ikke fik, selv om evnerne selvfølgelig var der. Der var en stor del af befolkningen, hvis kår skulle bedres frem for de elendige vilkår, der havde været ens egne og ens forældres«. »Det var hans mål at skabe større tryghed. Det var et nøgleord. Tryghed, når alderdommen satte ind, tryghed, hvis sygdom og ulykker ramte. Og det projekt er jo stort set ført igennem. Så H.C. Hansens type eksisterer ikke mere. Det er vel det, vi kan sige. H.C. Hansens epoke er kommet på museum. Han ville i dag været blevet student med 10,5 og læse til cand.scient.pol. i Århus«. En anden dagsorden, der ligger i din bog, vedrører også Jens Otto Krag. Du mener, at H.C. Hansen har fået et uretfærdigt eftermæle på grund af Krag?Sammensværgelser »Ja, det er jo simpelt hen ganske enkelt Krag, der har skrevet Socialdemokratiets historie. Og Krag er jo en meget bevidst skribent. Krag var jo klar over, at når Hedtoft måtte give op, så var det jo H.C. Hansen, der stod i vejen for ham (Krag, red.)«. Men der er en ret polemisk stramning i bogen, hvor du kalder Krag for 'Cassius', og så bliver det virkelig sammensværgelse på højt politisk niveau? »Jamen, jeg stoler på Bo Lidegaard (forfatter til den store biografi om Jens Otto Krag, red.). Du ved, Cassius trækker Brutus til side og fortæller ham, at de skal svømme over Tiberen. Krag vogter på, hvornår ... Altså, H.C. Hansen vil jo gerne fremstå som den sikre, den overlegne, der sidder for bordenden, og så er Krag altså parat til at notere det første svaghedstegn«. »Men der kendte både Krag og H.C. Hansen jo spillereglerne i det meget autoritært ledede og traditionelt hierarkisk opbyggede Socialdemokrati. Udadtil i det gamle Socialdemokrati, der var der kæft, trit og retning. Der forsøgte du ikke at lave kup og sådan noget«.