Han kunne sagtens have fået tiden til at gå med at snakke om sommerfugle, især den blåvingede 'Polyommatus Icarus', han forsøgte at fange i flugten hen over barndommens blomsterenge i Hampshire. I dag er den en sjældenhed på de kanter, og anderledes bliver det nok ikke, for hans behjertede forsøg på 'genoplivning' ved at overføre eksemplarer fra Sverige til områder i England med gode betingelser for dens trivsel, slog fejl. »Desværre«, siger Terence Conran med en opgivende gestus. Det er langt vanskeligere at lykkes med formeringen af sommerfugle end med udbredelsen af boligforretninger og trendsættende restauranter. Dem er han til gengæld blevet verdensberømt på. Ikke en nem lille billedbog Vi sidder på toppen af forlagshuset i Landemærket med kaffe i de musselmalede kopper og en blændende udsigt til Kongens Have. Sir Terence, der blev adlet i 1983, men påstår, at han er fuldkommen ligeglad, får blus på en tommetyk cigar. »Do you mind«, smiler han, og afslører et tandsæt, der bærer præg af mange års forbrug af den cubanske røgvare. Selve anledningen til hans københavnerbesøg ligger med nærmest bibelsk tyngde på bordet i form af 450 elegant indbundne sider med forklaring og anvisninger på alt, hvad man ifølge den 72-årige designer har brug for at vide, før man etablerer og indretter sig. »Ja, det er ikke en nem lille billedbog, hvad der også bekymrede min forlægger, men nu havde jeg altså lyst til at samle 50 års erfaring i en bog, der går meget praktisk til værks«, fastslår Terence Conran. Han har været to år om at skrive 'The Ultimate Housebook' eller 'Terence Conrans store boligbog', som den hedder på dansk. Den gode mad Tidligere har han skrevet bøger om blandt andet køkkener og haver, men også kogebøger, foruden en bog om London og historien om hans mange restauranter. Til efteråret kommer endnu en bog, denne gang om klassisk kogekunst og med hans fjerde kone, Vicki Conran, som medskriver. »Hun er fantastisk til at lave mad - ja, det har alle mine koner nu været, men især Vicki - og så holder hun mig ung«, tilføjer en muntert blinkende Conran ved tanken om den langt yngre kvinde, han giftede sig med for nogle år siden. Når hele familien samles på landstedet, et 1700-tals hus i West Berkshire, kan den foretagsomme 'godfather' mønstre fem egne børn fra tidligere ægteskaber, tre af den tilgiftede slags samt ni børnebørn. »Det er det bedste, jeg ved, alle samlet omkring måltidet i køkkenet, findes der noget skønnere?«. Nu hvor samtalen falder på køkkener, ligger det lige for at spørge ham om begrebet 'samtalekøkken'. Min kluntede oversættelse til 'conversationkitchen', fremkalder en rumlende latter, men så siger han: »'The hub of the home' (hjemmets centrum), som vi kalder det, er ganske rigtigt inde i en sørgelig udvikling, for det handler mindre om at lave mad og mere om, hvordan scenen tager sig ud«. »Folk sidder i deres køkkener og spiser færdigretter, mens de ser fjernsyn, og de unge kender slet ikke til fornøjelsen ved at tilberede en kylling eller en god ret med svampe. De snyder sig selv for en række oplevelser«, sukker Conran, »men på en måde forstår jeg det godt. Nu om stunder arbejder folk meget hårdt, og det sidste, de har lyst til, når de endelig kommer hjem, er madlavning, borddækning og opvask«. »Men jeg er sikker på, at det vender«, siger han så efter at have tænkt sig lidt om. Michelinstjerner ikke noget at samle på Med striben af restauranter til alle dem, der ind imellem trænger til andet end færdigretter, har Terence Conran vel også dækket sig ind. Tæller man det hele med, også cafeerne, klubberne og vinbarerne, kommer man op på 54 muligheder, fordelt med rund hånd ud over London med enkelte afstikkere til Paris og New York. Den allerførste, 'The Soup Kitchen', åbnede tilbage i 1953, efter at den meget unge Conran havde lært at vaske tallerkener på en restaurant i Paris. Den nyeste, 'Almeida' slog dørene op i Islington i december 2002, og yderligere to restauranter er på vej. Jeg fortæller ham, at man i fredagens udgave af Politiken, kan læse, at danske restauranter nu kan pynte sig med ikke færre end 11 Michelin-stjerner. Det imponerer ikke. Faktisk skær han en grimasse. I hans øjne er Michelinstjerner ikke noget at samle på. »Jeg hader det prætentiøse, og Michelin deler stjerner ud til den form for 'clever cooking', jeg ikke bryder mig om. Mad skal være enkelt, det skal baseres på få ingredienser af høj kvalitet, og hvis en af mine restauratører begynder at stræbe efter Michelinstjerner, vil jeg nok bede ham om at finde sig et andet sted at være«. Herefter har jeg ingen betænkeligheder ved at afsløre, at den københavnske restaurant 'Salt', som blev nyindrettet af Conran sidste år, ikke er mellem de stjernebestrøede. »Good«, lyder hans korte og kontante kommentar. Det enkle liv Det opstyltede har altid været en torn i øjet på Terence Conran. Allerede som ganske ung, med udgangspunkt i en lille møbelfabrik, satte han sig for at revolutionere englændernes smag for det tunge og overdekorerede, og hans ideer kan sammenfattes i tre ord: Det enkle liv. Han udviklede konceptet 'Habitat', hvor man kunne købe de første gør det selv-møbler til rimelige priser, og som sådan var der på mange måder tale om det engelske svar på Ikea, men Conran vil nu ikke gå med til en regulær sammenligning med den svenske møbelkæde. »Habitat har altid ligget et niveau højere«, forklarer han, »man kan sige, at mens man er studerende, lever man med Ikea. Når man så begynder at arbejde og tjene sine første penge, går man i Habitat. Siden, når man stifter familie og begynder at interessere sig for design, vælger man The Conran Shops«. Sidstnævnte er Terence Conrans store kæde af designforretninger med alt fra glas og kopper til møbler og tæpper. Noget er designet af ham selv, men endnu mere af andre, heriblandt Ron Arad, Jasper Morrison og Thomas Heatherwick, en af Englands nye kometer. Conran Collection Heatherwick er i øvrigt den sidste håndplukkede af det kuld unge, begavede designere, som Conran hvert år udstyrer med 30.000 pund til indkøb af ting, som den enkelte designer finder betydningsfulde nok til at indgå i den såkaldte 'Conran Collection' under Conran Foundation'. »De må købe nøjagtig, hvad de vil. De kan spendere alle pengene på en enkelt ting, eller de kan, som Thomas, købe tusind forskellige små ting, bare der er tale om noget, der er i produktion, for meningen med det hele, er at afspejle den tid, vi lever i«, forklarer Terence Conran, og griner lidt ved tanken om nogle af de valg, der er blev foretaget gennem årene. Således købte en kvindelig, skotsk designer en motorcykel samt en hel kollektion af noget meget specielt undertøj. Det hang så og tog sig særdeles sexet ud på den årlige udstilling i Design Museum ved Butlers Wharf i London, en af de mange lagerbygninger, som Conran har renoveret gennem tiden. Oprettelsen af designmuseet er også hans fortjeneste. »Vi måtte jo have et sted, hvor vi kunne udstille alle disse ting, men først og fremmest måtte London have et sted, hvor folk kan gå hen og se på noget ordentlig design. Vi har jo ikke den lange tradition, som I har i Danmark, og jeg siger ikke, at det har været let at overbevise englænderne - der er stadig kampe, der skal kæmpes«.